Den nye EU-kommission overtager et fallitbo – siger Mario Draghi
HVIS DEN EU-KOMMISSION, der i disse dage starter arbejdet i Bruxelles, stod i spidsen for et børsnoteret selskab, ville den nye ledelses første opgave være at udsende en formel advarsel til investorerne om, at selskabet er på vej mod en fallit.
En børsmeddelelse fra kommissionen ville som minimum kunne forventes at indeholde oplysninger om, … at virksomhedens likviditet påvirkes negativt af den generelle markedsudvikling, der har ført til betydelige tab af markedsandele inden for de fleste grene af virksomhedens kerneforretning. Tabet af markedsandele skyldes en kombination af stigende produktionsomkostninger, et stagnerende udviklingsarbejde samt fremkomsten af innovative og kapitalstærke konkurrenter. Som følge af denne negative udvikling har virksomheden gennem de seneste ti år oparbejdet en gæld, der inden for vigtige forretningsområder nu overstiger egenkapitalen. Virksomhedens ledelse og bestyrelse er enige om, at den finansielle situation truer virksomhedens fortsatte drift. Lånemulighederne må anses for at være udtømte, og da der ikke kan opnås enighed i ejerkredsen om tilførsel af ny kapital, står virksomheden nu umiddelbart overfor at skulle gennemføre en dybtgående rekonstruktion.
Men EU-kommissionen er selvfølgelig ikke nogen privat virksomhed, og i stedet for faktuelle børsmeddelelser, får vi på den ene side kommissionens jubeloptimistiske propaganda, der øjensynligt er inspireret af retorikken fra Det Store Spring Fremad i Maos Kina, og som side op og side ned forsikrer os om Kommissions og Rådets og Parlamentets utrættelige indsats for at fremme alt godt for alle i hele verden og søens folk, og som beretter om de verdensførende positioner inden for alle områder af menneskelig aktivitet som Kommissions og Rådets og Parlamentets vidtfavnende aktiviteter har sikret Europas befolkning, og på den anden side får vi de tilbagevendende teknokratiske analyser skrevet af uafhængige, velbetalte og anonyme eksperter, der er hyret af kommissionen, og som viser hvordan medlemslandene taber markedsandele, sakker bagud i produktivitet, ikke forsker nok, ikke investerer nok, ikke skaber arbejdspladser nok, ikke har en tilstrækkelig befolkningstilvækst, at de låner for mange penge, og at de kort sagt og alt i alt er i færd med at køre hele Europa ud på historiens losseplads.
Umiddelbart støjer det, når man ser disse diametrale historier blive præsenteret side om side, for hvordan kan Europa både være verdensførende på alle tænkelige felter og samtidig styre lukt mod at udgøre en fattig og tilbagestående afkrog af verden?
Tricket består naturligvis i, at de teknokratiske dommedagstrumpeter altid afslutter serenaden på den samme tone, som er, at ragnarok kan afværges ved at medlemslandene uddyber EU-samarbejdet og overfører (langt) flere penge og nye politiske beføjelser til EU-kommissionen, som herefter vil sørge for at lede og fordele det hele sådan, at Europas markedsandele øges, produktiviteten forbedres, forskningen løftes til nye højder, investeringerne stiger, og der skabes millioner af nye arbejdspladser og gælden forsvinder.
EU-samarbejdet er gennem de seneste tyve år humpet fra den ene grandiose redningsplan til den næste. Opskriften har hver gang været den samme – mere politisk magt og flere penge til EU-kommissionen – men resultaterne er udeblevet. Men så får vi en ny plan, og så fremdeles.
Draghi-planen
Den seneste plan følger opskriften til punkt og prikke.
Under ledelse af den 77-årige Mario Draghi, der har været formand for Den Europæiske Centralbank og leder af en national samlingsregering i Italien, har et hold af anonyme analytikere udarbejdet en rapport om Europas konkurrenceevne.
Rapporten er bestilt og – må man formode – betalt af EU-kommissionen, og den ligger nu til grund for nye krav om mere politisk indflydelse og flere penge til kommissionen.
Den 400 sider lange rapport repræsenterer et katalog over de udfordringer, som EU har stået overfor i de seneste to årtier, og som har været karakteriseret ved lav produktivitetsvækst, øget afhængighed af andre verdensmagter, høje energipriser og EU’s fortsatte fragmentering.
Der er ikke meget nyt i dette katalog over udfordringerne, der med analysechefen for Centre for European Policy Studies i Bruxelles, Andrea Rendas ord, “ligner snesevis af lignende analyser om EU produceret af internationale konsulentfirmaer eller Den Internationale Valutafond.”
Stillet overfor disse udfordringer står EU-projektet ifølge rapporten overfor et sammenbrud, der kun kan afværges ved at gennemføre en øget økonomisk og politisk integration samt et EU-investeringsprogram til en værdi af flere hundrede milliarder euro.
Draghi skriver, at uden det foreslåede investeringsprogram, “…vil vi ikke på én gang være i stand til at blive førende inden for nye teknologier, et fyrtårn for klimaansvar og en uafhængig aktør på verdensscenen. Vi vil ikke være i stand til at finansiere vores sociale model. Vi vil blive tvunget til at nedskalere nogle, hvis ikke alle, vores ambitioner. Dette er en eksistentiel udfordring.”
Planen forudsætter en årlig økonomisk indsats, der er på niveau med hele den redningsplan på omkring 800 milliarder euro, der blev vedtaget til økonomisk genopretning efter Covid-chokket.
De nuværende EU-institutioner og de politiske beslutningsprocesser, der knytter sig til dem, kan ikke forventes at kunne håndtere et årligt investeringsprogram af en sådan størrelsesorden, og derfor forudsætter planen i praksis nye traktatændringer, der vil medføre en markant centralisering af politisk beslutningskraft og et selvstændigt økonomisk råderum for EU-kommissionen.
Samtidig lægger planen op til at sænke ambitionerne for den grønne omstilling, der var en af den foregående kommissions mærkesager. Den grønne omstillingsplan er allerede så langt bagud i forhold til tidsplanen, at det vil være umuligt at nå de opstillede klimamål inden 2030. Ifølge den nye investeringsplan vil den grønne omstilling nu formelt blive sat ud på et sidespor. Fremover skal EU først og fremmest være “konkurrencedygtig”, og vil først derefter ifølge kommissionens nye retorik være “så grøn som mulig”.
End of the line?
Med et blik ud over den politiske situation i EU’s medlemslande er det vanskeligt at forestille sig, at noget, der blot tilnærmelsesvis ligner Draghi-planen, vil kunne gennemføres inden for den nuværende kommissions embedsperiode på fem år.
Det mest bemærkelsesværdige ved planen er derfor Draghis understregning af, at EU-samarbejdet står foran et uundgåeligt sammenbrud, hvis planen ikke bliver gennemført.
Det kan umiddelbart lyde som tom dommedagssnak, men opløsningen af EU er allerede i fuld gang.
Storbritanniens udtræden af EU var et dramatisk tilbageslag for de europæiske unionsplaner.
Grænsekontrollerne mellem flere af de tilbageværende medlemslandene er blevet genbemandet.
Nogle lande har indført deres egne regler for import af varer, og har på den måde udfordret EU’s grundlag som en toldunion.
Væsentlige områder af industripolitikken er blevet nationaliseret, sådan at medlemslandene nu igen konkurrerer indbyrdes om, hvem der kan tilbyde private virksomheder mest i statsstøtte.
De store EU-projekter om den digitale og den grønne omstilling er langt fra blevet realiseret, og inden for strategisk afgørende områder som rumfart og kunstig intelligens øges afstanden op til Kina og USA år for år.
Den største udfordring, som EU-projektet står overfor, er imidlertid hverken af økonomisk eller teknologisk karakter. Den afgørende udfordring består i en markant svækkelse af befolkningens tillid til de regeringsbærende midterpartier i medlemslandene, der siden 1950’erne har tilvejebragt det politiske grundlag for den gradvise udvikling af EU-samarbejdet frem til nu.
Store befolkningsgrupper i medlemslandene er siden globaliseringen satte ind fra omkring år 2000 og især i kølvandet på finanskrisen søgt mod nye politiske bevægelser og partier, der repræsenterer en modvilje mod en fortsat uddybning af EU-samarbejdet, og som for nogles vedkommende ønsker at trække forskellige områder af politisk kompetence væk fra kommissionen og tilbage til medlemslandene.
I Tyskland og Frankrig samt i store områder af Østeuropa repræsenterer disse politiske strømninger nu en så stor del af befolkningen, at de traditionelle midterpartier enten helt har mistet indflydelse, som det er sket for Socialisterne i Frankrig, eller at de går markant tilbage, som det er sket for De Grønne og for Socialdemokraterne i Tyskland. Ingen af disse traditionelt EU-venlige midterpartier vil i det aktuelle politiske klima kunne forventes at stille sig bag en yderligere dybtgående uddybning af EU-samarbejdet samt optagelse af statslån for milliarder af euro for at finansiere et storstilet investeringsprogram, der et langt stykke af vejen vil indebære en overførsel af enorme summer fra de offentlige kasser til ejerne af private virksomheder.
Så uanset de eksistentielle udfordringer for EU-samarbejdet, som Draghi peger på, så går den politiske kabale ikke op, og Draghi-planen kan derfor næppe realiseres.
Den politiske knast ligger ikke længere i det traditionelle budget-slagsmål, men i det radikalt forandrede politiske klima i medlemslandene, og den vil derfor ikke bare kunne forhandles væk i en sen nattetime på et topmøde.
Ydre fjender
Når Draghi-rapporten advarer om et forestående sammenbrud for EU-samarbejdet, hvis investeringsplanen ikke bliver realiseret, betyder det næppe, at Draghi forestiller sig, at EU-kontorerne i Bruxelles pludselig bliver tømt for personale, eller at alle de gældende EU-lovtekster (og der er mange!) pludselig holder op med at gælde, og at medlemslandene herefter hver især må finde ud af at erstatte dem med national lovgivning.
Perspektivet er ikke, at kontorerne bliver tømt for mennesker, men at de gradvist bliver tømt for relevans og indflydelse.
En sådan drejning vil hurtigt få betydning for, hvem der vil være interesseret i at arbejde for EU, enten som bureaukrat eller som politiker.
Måske kan man allerede i dag se denne udfordring afspejlet i sammensætningen af den nye kommission, og man kan i den sammenhæng spørge: Hvor var det engagerede, ambitiøse, visionære og politisk kompetente modspil til Ursula von der Leyen i kampen om formandsposten i den nye kommission?
Når et politisk magtcentrum i Europa af en kaliber som EU-kommissionen står overfor en eksistentiel trussel på grund af indre udfordringer, så viser mere end tusind års europæisk historie, at dette magtcentrum som udgangspunkt vil forsøge at forsvare sin eksistens ved at sprede frygt for ydre fjender og på den baggrund iværksætte en militær oprustning og appellere til sammenhold mod de ydre fjender, reelle eller imaginære.
Der er derfor ikke noget overraskende i, at det netop er den vej, som kommissionen har valgt at gå i forsøget på at imødegå den eksistentielle trussel, som EU-samarbejdet ifølge Mario Draghi står overfor som resultat af indre modsætninger.
Tusinde års europæisk historie har imidlertid også lært os, at militær oprustning før eller senere fører til krig, og man kunne derfor have håbet, at talentmassen i det europæiske politiske miljø havde været i stand til at manifestere sig i en kommission, der kunne tænke nyt, og som kunne varetage almindelige menneskers tarv og deres ønske om, at de tilbagevendende uoverensstemmelser om grænsedragninger og de evindelige og banale magtkampe mellem inkompetente og ofte korrupte politikere, der har plaget Europas befolkninger i over tusinde år, fremover ville kunne blive håndteret uden at sprede død og ødelæggelse.
Men så heldige var vi ikke.
The EU according to Draghi – as competitive as needed, as sustainable as possible
Andrea Renda, Centre for European Policy Studies, 12-09-2024
https://www.ceps.eu/the-eu-according-to-draghi-as-competitive-as-needed-as-sustainable-as-possible/
The geography of EU discontent and the regional development trap
Andrés Rodríguez-Pose, Lewis Dijkstra, Hugo Poelman
Centre for Economic Policy Research, 01-05-2024
https://cepr.org/voxeu/columns/geography-eu-discontent-and-regional-development-trap
Mario Draghi’s plan to fix a broken Europe already looks impossible
Carlo Martuscelli, Politico, 09-09-2024
https://www.politico.eu/article/mario-draghi-report-europe-finances-invest-energy-work/
The future of European competitiveness – A competitiveness strategy for Europe
Report by Mario Draghi, 09-2024
https://commission.europa.eu/topics/strengthening-european-competitiveness/eu-competitiveness-looking-ahead_en#paragraph_47059
