EFTER DEN OPSIGTVÆKKENDE offentliggørelse af AI-platformen DeepSeek i Kina og den efterfølgende præsentation af det spektakulære Stargate AI-program i USA med et budget på 500 milliarder dollars udsendte en række europæiske organisationer og virksomheder med tilknytning til AI en fælles udtalelse om behovet for et europæisk modsvar.
“I stedet for at se passivt til eller blive skræmt af disse udmeldinger, mener vi, at det er endnu et stærkt argument for, at EU skal stille sig i spidsen for et europæisk svar, der rummer en dristig og mere ønskværdig vision”, hedder det i udtalelsen, der er underskrevet af repræsentanter for ADRA (AI-Data-Robotics-Association), EAIF (European AI Forum) og EIT DIGITAL, en paraplyorganisation for over 300 AI-relaterede initiativer rundt om i Europa og med repræsentation i 23 europæiske byer.
“Der er et presserende behov for at begrænse bureaukrati, at stimulere private investeringer, at styrke en iværksætter-/risikovillig tankegang samt for at fremme anvendelsen af europæiske AI-løsninger på tværs af alle industrier og sektorer gennem finanspolitiske og andre politiske instrumenter”, hedder det i udtalelsen.
De mange forskellige repræsentanter for den europæiske AI-sektor, der står bag udtalelsen, fremhæver, at politiske initiativer inden for dette felt “…har konsekvenser for alle grene af forskning, innovation og økonomi, fordi kunstig intelligens i dag er en drivkraft for videnskabelige opdagelser og økonomisk fornyelse.” Uden et sporskifte vil Europa blive yderligere afhængig af ikke-europæiske AI-udbydere “…hvilket yderligere bringer ikke kun Europas teknologiske konkurrenceevne i fare, men også den digitale suverænitet”.
AI-organisationernes udtalelse ligner i indhold og stil mange tilsvarende appellerer om europæiske initiativer inden for de fleste politikområder. Bundlinjen i disse appeller er, at EU for Europas skyld bør give mere statsstøtte til en udvalgt kreds af private virksomheder og akademiske projekter. Der er gennem årene blevet udviklet en særlig retorik til brug for disse appeller, og et gennemgående træk er, at ordet “statsstøtte”, som det hele handler om, aldrig bliver nævnt, undtagen når det fremhæves, hvordan Kina og USA overøser deres virksomheder med statsstøtte. Europa må forsvare sig mod den form for unfair konkurrence med “finanspolitiske tiltag” kombineret med forskellige former for regulering, der favoriserer europæiske virksomheder.
Men hvem er dette “EU”, som appellerne er rettet til, og hvem er dette “Europa”, der skal få gavn af de politiske initiativer? Det kan lyde som to trivielle spørgsmål, men svarene er ikke så indlysende, som man kunne tro.
“EU” kan være medlemslandene og/eller kommissionen, parlamentet, ministerrådet, domstolen, hele dynen af lovgivning samt et uoverskueligt netværk af underordnede EU-institutioner, og når AI-organisationerne i deres udtalelse skriver, at “EU skal stille sig i spidsen for et europæisk svar…” er det uklart, hvem det er, der skal stille sig i spidsen, og det bliver kun endnu mere tåget, hvis man dernæst spørger, hvem der er “europæisk”.
Når AI-udtalelsen peger på udviklingen i Kina og USA, er det klart og entydigt, hvem der henvises til. Begge lande er veldefinerede nationer med faste pladser i FN’s Sikkerhedsråd, de har hver en regering og en synlig og markant statsleder. Når der er Olympiade, går de nationale hold ind på stadion under det nationale flag.
EU er derimod ikke en nation, er ikke medlem af FN’s sikkerhedsråd, har ingen regering og ingen statsleder. Når der er Olympiade, optræder EU ikke på den officielle deltagerliste, og EU’s medlemslande går ind på stadion hver for sig under 27 forskellige nationale flag.
Så hvem er dette EU, der opfordres til at “stille sig i spidsen”?
For at besvare spørgsmålet kan man henvise til traktaterne og til de mange institutioner, der indgår i samarbejdet, og man kan forklare EU’s komplicerede beslutningsproces, der stadig ligger solidt forankret i de nationale parlamenter. Men selvom man på den måde kan beskrive hele den komplicerede traktatmæssige konstruktion, der udgør EU, så er det næppe muligt herefter at fremmane et billede for sit indre blik af en entitet, der kan “stille sig i spidsen” for noget.
Mens EU set i dette lys viser sig at være en noget uhåndterbar størrelse, men som dog kan beskrives teknisk i form af traktater og institutioner, så forsvinder vi hurtigt op i de øvre luftlag, når talen skifter til “Europa”.
Ifølge FN’s standardbeskrivelser af verden udgør Europa et geografisk område med 44 nationer, hvor der tales over 100 sprog. Rusland anses for at være en (stor) del af Europa, men FN’s definition anvendes ikke ret meget, især ikke for tiden.
Men hvem er Europa så?
Macrons Europa
Den franske præsident, Emmanuel Macron, deltog i april 2024 i en konference om Europa på Sorbonne Universitetet i Paris, og holdt ved den lejlighed en tale, der giver et godt indblik i, hvad en indflydelsesrig gren af EU-landenes politiske elite mener, når man taler om “Europa”.
Macrons begreb om Europa er dynamisk, forstået på den måde, at begrebet kan betyde netop det, der i en given sammenhæng er brug for. I talen bruger Macron vilkårligt Europa som synonym for EU-samarbejdets politiske dimension, det vil sige industripolitikken, landbrugspolitikken, det indre marked og alle de øvrige traktatfæstede aktiviteter. I andre sammenhænge omtales Europa som en geografisk enhed med præcist definerede grænser i form af de nuværende EU-landes ydre grænser, men i andre sammenhænge omfatter det geografiske område også Storbritannien, Norge, Ukraine, Georgien og Balkanlandene.
Men først og fremmest er Macrons idé om Europa netop en idé, der bygger på en intellektuel tradition, der går flere hundrede år tilbage, og som Macron knytter direkte an til.
“Det, som jeg vil foreslå i dag – det løfte, som jeg vil give – er at forsvare den europæiske humanisme, der binder os sammen. Det, der gør, at vi vil beskytte vores grænser, og at vi ønsker at forblive et stærkt kontinent, der producerer og som skaber, det er, at vi ikke er som andre. Det må vi aldrig glemme. Vi er ikke som andre. Hvad betyder det? Det betyder, at det at være europæer ikke blot er at bebo et land, fra Østersøen til Middelhavet eller fra Atlanterhavet til Sortehavet. Det betyder at forsvare en bestemt idé om Mennesket, der sætter det frie, rationelle og oplyste individ over alt andet. Og det betyder at indse, at fra Paris til Warszawa, fra Lissabon til Odessa, har vi et unikt forhold til frihed og retfærdighed. Vi har altid valgt at sætte Mennesket over alt andet. Og fra renæssancen til oplysningstiden til totalitarismens fald har det været dette valg, som Europa handler om. Det er dette valg, som vi vedvarende træffer, der adskiller os fra resten af verden.”
Ifølge Macron er dette mangeartede Europa – der både rummer det politiske og det institutionelle element, det snævre geografiske og det udvidede geografiske element og det ideologiske element – hele dette Europa er nu truet både militært, økonomisk, kulturelt og politisk. For at dæmme op for truslerne må Europa realisere den gamle drøm om en europæisk Union, det vil sige, en finansiel, militær og politisk union, der kan træffe politiske beslutninger i en centraliseret beslutningsproces, og som giver borgerne mulighed for at udøve deres demokratiske rettigheder inden for rammerne af pan-europæiske politiske partier.
Fordi det ideologiske grundlag bygger på en antagelse om, at europæere “ikke er som andre”, må en europæisk Union ifølge Macron vriste sig fri af den militære alliance med USA, og selv tage ansvaret for sin sikkerhed. For at kunne det, må Unionen gøre sig uafhængig af energiimport gennem en intensiv udbygning af et fælles elnet, der skal forsynes fra et netværk af nye atomkraftværker og andre CO2-neutrale energikilder, og Unionens suverænitet skal sikres gennem massive investeringer inden for rumfart, militær, avanceret varefremstilling og indenfor hele det digitale univers. Som Macron siger: “De dage, hvor Europa importerede energi og kunstgødning fra Rusland, outsourcede produktionen til Kina og overlod vores sikkerhed til USA, er forbi”.
Når det, der ifølge Macron først og fremmest kendetegner og definerer Europa er en ideologisk tradition, hvor humanismen er i centrum, bliver det muligt at lægge afstand til politiske og ideologiske tendenser, der gør sig gældende i lande, som Macron definerer som europæiske, men hvor landets regering eller befolkningsgrupper i landet indtager holdninger, der ikke lever op til Macrons fortolkning af den europæiske humanisme. Det er ikke nok at være født og opvokset og at bo og arbejde i et europæisk land, selvom man kan trække sine aner ti generationer tilbage i den lokale befolkning. Det er heller ikke nok at være en lovligt valgt regering. For at kvalificere som europæer, skal man også mene noget, der ligger inden for Macrons definition af den europæiske humanistiske tradition.
Macon siger, at det er nødvendigt, at Unionens politiske ledelse skal kunne tage drastiske skridt over for dem, der ikke lever op til denne ikke særlig klart definerede “europæiske humanisme”, for Europa kan ikke overleve uden en vedvarende kamp for den europæiske idé. “Vi må aldrig glemme, at Europa kan dø”, siger Macron med henvisning til den franske forfatter, Paul Valéry, der skrev om den europæiske ånd i tiden efter afslutningen af den 1. verdenskrig.
Politiske og kulturelle bevægelser, der udfolder sig inden for de europæiske landes grænser, men som repræsenterer en ideologi, der er forskellig fra Macrons begreb om europæisk humanisme, skal derfor ikke blot opfattes som politiske modstandere. De er slet ikke europæere, og rigtige europæere må forsvare sig imod disse indre fjender med den samme beslutsomhed, som Europa må forsvare sig mod ydre fjender.
Macron fremhæver, at ideerne om Europa og den europæiske ånd stammer tilbage fra renæssancen, over oplysningstiden og videre op gennem det 19. og 20. århundrede, og at hele denne tradition udtrykker en unik hengivenhed til frihed og retfærdighed, der sætter hensynet til Mennesket over alt andet.
Men Marcons udlægning af den europæiske idéhistorie er i bedste fald en ufuldkommen sammenfatning af den europæiske tænkning om “Europa” siden 1400-tallet.
Nuanceret billede
Forestillingerne om en særlig europæisk ånd var i århundreder knyttet til den europæiske kristendom, der blev anset for at være den eneste sande religion. Den kristne elite i Europa anså sig for at være højt hævet over alle andre folk på Jorden, og i det omfang, at der overhovedet fandtes noget, der kunne kaldes civilisation andre steder i verden end i Europa, så ville disse civilisatoriske træk altid kunne føres tilbage til indflydelse fra Europa.
Denne religiøst funderede ideologi dannede i århundreder grundlag for en permanent tilstand af militære felttog og udplyndring af ikke-kristne nabolande, og indadtil førte forskellige trosretninger inden for kristendommen til blodige militære opgør mellem de europæiske fyrstedømmer.
Efterhånden som de religiøse forestillinger blev trængt i baggrunden, overtog racelæren en central rolle i opfattelsen af Europas overlegne position i verden, og racelæren blev efterhånden flettet uløseligt sammen med nationalismen.
I slutningen af 1700-tallet blev ideerne om Europa domineret af en forestilling om, at frihedstænkningen i Frankrig repræsenterede den ypperste civilisation i verden. De politiske ledere af den franske revolution satte lighedstegn mellem deres politiske program og den europæiske ånd, og den betydelige andel af af den franske befolkning, der ikke støttede revolutionen, kunne derfor afvises som ikke-europæere, og de blev i Europas navn slået ihjel i hobetal.
Den franske revolution banede vejen for Napoleon, der som hærfører og som fransk kejser gennemførte ødelæggende militære angreb på alle omkringliggende lande, helt til Nordafrika og Rusland.
Krigene blev fremstillet som en hjælp til at føre fransk kultur og den tilhørende europæiske ånd ud til resten af Europa, men samtidig var de tilbagevendende militære kampagner også rene plyndringstogter, der gjorde hærførerne til velhavende samfundsspidser hjemme i Frankrig.
Senere skiftede det økonomiske og militære tyngdepunkt til Tyskland, og den tyske elite forstod sig herefter som de retmæssige bærere af den europæiske ånd. Den tyske nation, der opstod i de sidste årtier af 1800-tallet, blev formet i en skønsom blanding af romantiske strømninger i kulturen, en buldrende industriel revolution med tilhørende økonomisk vækst, militær overlegenhed i forhold til nabolandene samt en udbredt forestilling om racemæssig overlegenhed.
Gennem hele denne udvikling fra renæssancen frem til krigsudbruddet i 1914 kom opfattelsen af åndelig og racemæssig europæisk overlegenhed til udtryk i en global imperialisme ledsaget af omfattende folkemord på lokale folkeslag, global udbredelse af menneskehandel og slavearbejde samt plyndringer af kolonierne. Gennem 300 år blev over 12 millioner mennesker fragtet i lænker på skibe fra Afrika til Amerika for at blive solgt som slaver. Indadtil kom den europæiske ånd til udtryk i en brutal økonomisk og politisk undertrykkelse af den sociale underklasse, der udgjorde langt hovedparten af befolkningen.
Efter 1. Verdenskrig og revolutionen i Rusland blev det europæiske landkort dybtgående reorganiseret omkring en række nye nationalstater. Det østrig-ungarske kejserdømme gik i opløsning, og Tyskland mistede store dele af landområderne mod øst. Mod syd blev Østrig og Ungarn to selvstændige nationer, og mellem Tyskland og Rusland opstod eller genopstod nye nationalstater, som Polen, de baltiske lande og Tjekkoslovakiet. Polen gennemførte i årene efter første verdenskrig flere militære angreb mod de østlige nabolande og annekterede på den måde store landområder.
Det Europakort, der voksede ud af 1. verdenskrig, var dybtgående ustabilt, både økonomisk, politisk og militært, og i det omfang, at der fandtes en europæisk ånd præget af humanisme, fred og frihed, så havde den trange kår. Mellemkrigsårene var tværtimod præget af nationalisme, diktatur, racisme og brutal undertrykkelse af de mange mindretal, der var blevet opslugt i de nye statsdannelser. Hele denne krudttønde eksploderede i 2. verdenskrig, med de deraf følgende rædsler.
Det europakort, der voksede ud af 2. verdenskrig, viste sig at være betydeligt mere stabilt end det tidligere, simpelthen fordi USA og Rusland satte de europæiske magter fra bestillingen, og selv satte sig for bordenden i den europæiske politiske proces på hver sin side af jerntæppet.
I 1962 gjorde den franske præsident, Charles De Gaulle, et forsøg på at overtage det politiske lederskab i Vesteuropa fra amerikanerne, ved at tilbyde Vesttyskland en militær alliance, der skulle danne grundlag for en fælles Europahær og en politisk og økonomisk europæisk Union under Fransk-Tysk lederskab.
Den vesttyske regering afviste forslaget, og de europæiske unionsplaner blev derefter omhyggeligt begrænset til handelspolitik.
Nogle år senere blev De Gaulle presset til at træde tilbage, og selvom EF og senere EU bevægede sig langsomt og tøvende frem mod en slags Union, så sad amerikanerne altid solidt i baggrunden og reserverede formandsstolen i den sikkerhedspolitiske dimension til sig selv.
Med Berlinmurens fald og med udvidelsen af EU mod øst begyndte hele denne relativt stabile konstruktion at gå op i limningen, og fra fransk side så man nu igen en mulighed for – og et påtrængende behov for – at genoplive tanken om en Union i Europa under fuld europæisk kontrol og med Frankrig for bordenden.
Yankee Go Home
Macron sagde allerede i 2019, at NATO var blevet en “hjernedød” organisation, underforstået, en meningsløs anakronisme, der kun stod, fordi den ikke kunne beslutte sig for at falde.
Den vedvarende franske kritik af NATO og af den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa blev fulgt op med stadigt mere ambitiøse forslag om etablering en fælles Union-hær under fransk ledelse, og i den store Europa-tale på Sorbonne i foråret 2024 siger Macron lige ud, at det er tid til, at amerikanerne trækker teltpælene op og tager hjem. “De dage, hvor Europa importerede energi og kunstgødning fra Rusland, outsourcede produktionen til Kina og overlod vores sikkerhed til USA, er forbi”.
Macron understreger, at en amerikansk tilbagetrækning fra Europa vil have vidtrækkende politiske og økonomiske konsekvenser for Europa, og vil nødvendiggøre en fundamental ændring af EU-traktaterne. Fremtidens EU må være under politisk, økonomisk og militær kontrol af Tyskland/Frankrig – især Frankrig – præcis som De Gaulle havde forsøgt, som Napoleon havde forsøgt og som lederne af den franske revolution havde forsøgt. (Den franske politiske elite har altid set sig selv som stående i spidsen for den førende nation i Europa.)
Den idé om Europa, som Macron tegner op, og som i store træk har tilslutning fra en indflydelsesrig gren af den politiske elite i EU’s medlemslande, er først og fremmest båret af en idé om den europæiske humanisme, demokrati, m.v., kombineret med et politisk projekt om dannelse af en centralt kontrolleret Union, der med et politisk og økonomisk tyngdepunkt i Vesteuropa omfatter de nuværende EU-medlemslande med et perspektiv om senere at inddrage Ukraine og en række lande på Balkan.
Hvis vi her vender tilbage til AI-organisationernes aktuelle appel om, at “EU skal stille sig i spidsen for AI-udviklingen i Europa”, så bidrager alle Macrons visioner dog ikke meget til en afklaring af, hvem dette “Europa” er, som “EU” skal føre fremad, for Macrons Europa er først og fremmest en politisk drøm og et ideologisk projekt. Det er smukt som en elverpige, men ryggen er hul.
Flere nuancer
Det faktisk eksisterende Europa er en gruppe selvstændige nationer, der i forskellig grad samarbejder inden for EU eller som står uden for EU-kredsen. Hvis vi lægger FN’s definition af Europa til grund, så er to af de største lande i Europa i åben krig, og i sikkerhedspolitisk forstand kan tilliden mellem flere af de europæiske nationer ligge på et meget lille sted. De fleste lande i Europa er præget af industriel og økonomisk stagnation og af dybtgående politisk ustabilitet.
I Frankrig er den demokratiske proces brudt sammen, og landet regeres nu gennem præsidentielle dekreter. Økonomien er til rotterne, og franske statsobligationer handles til en rente, der er højere end renten på græske statspapirer. I Portugal fyger det med anklager om korruption i toppen af regeringen, og det samme er tilfældet i Spanien, Grækenland, Rumænien og Polen, hvor den politiske kamp nu føres gennem politiet og i retssalene, med anholdelse af politiske modstandere og med rutinemæssige anklager om landsforræderi mellem ledende folkevalgte politikere.
I Tyskland er arbejdsløsheden nu på højde med situationen under Corona-krisen, og efter et nyvalg til parlamentet har de ledende politiske partier besluttet at gennemføre en hastelovgivning om ændring af grundloven. Grundlovsændringen bliver kørt igennem baseret på den politiske magtfordeling i det gamle parlament, få dage før det nyvalgte parlament træder sammen. Hvorfor? Fordi grundlovsændringen, der er i direkte modstrid med et klokkeklart valgløfte, ikke kan gennemføres med den mandatfordeling, som vælgerne har givet det nyvalgte parlament. Så meget for de demokratiske idealer.
I Holland har den politiske proces stort set været lammet siden det sidste parlamentsvalg, og de fleste har opgivet at følge med rundt i den labyrint, der går under betegnelsen, belgisk politik. I Østrig har en kreds af midterpartier forsøgt at danne en regering efter måneders forhandlinger, og en af de højt profilerede mærkesager for den nye regering er at forbyde alle muslimske kvinder under myndighedsalderen at bære tørklæde. Det fremgår ikke, om det også vil blive forbudt for jødiske mænd under myndighedsalderen at bære kalot. Men tonen har en umiskendelig klang af 1930’erne, og det er ikke kun i Østrig.
I Polen har den konservative præsidentkandidat, Sławomir Mentzen, ifølge meningsmålinger nu indtaget 2. pladsen med omkring 20 pct. vælgertilslutning i opløbet til det polske præsidentvalg, der afholdes til maj. Da Mentzen lancerede sin politiske platform i 2019 skete det under parolen: “Vi ønsker hverken jøder, homoseksuelle, abort, skatter eller Den europæiske Union”. Tilsvarende bevægelser opnåede 20 pct. af stemmerne ved det tyske valg og 25 pct. ved det seneste valg i Holland. Fremmarchen ses også i Spanien og Portugal, og i Frankrig er Le Pens nationalister den største samlede politiske kraft i landet. I Rumænien har regeringen brugt domstolene til at udelukke en populær højrepolitiker fra at stille op til præsidentvalget, efter at meningsmålinger viste, at han stod til at vinde valget.
Der er meget af det, der sker på den politiske scene i det faktisk eksisterende Europa, der ligger klart uden for Macrons definition af den europæiske idé om humanisme, frihed og demokrati. Men meget af det, der faktisk sker, kan med mindst lige så god ret gøre krav på at være bærere af den europæiske tradition.
Det er hele denne uoverskuelige og usammenhængende kakofoni af kultur, traditioner, sprog, normer, historie og gammelt nag, der er Europa, og det er vanskeligt at se det som andet end ren ønsketænkning, at der ud af denne kakofoni skulle vokse en bevægelse frem, der på én gang ville beslutte sig for at stille sig samlet bag Tricoloren og den blå fane under en fransk atomparaply, som kun den franske præsident har kontrol over. Forestillingen om, at det polske militær frivilligt skulle stille sig under en central Europa-kommando med en tysk general i front, hører til i den samme fantasiverden.
Det europæiske kontinent er og har altid været lig med politisk kaos, og som følge deraf også af et næsten permanent militært kaos. Der er intet i den aktuelle udvikling, som indikerer, at denne tradition står over for at blive brudt, nu hvor den amerikanske militære tilbagetrækning ikke længere er sat på pause.
AI i Europa
For at vende tilbage til AI-organisationernes opfordring om at sætte gang i AI-udviklingen, så kan alle formentlig blive enige om, at de europæiske lande har behov for at styrke den digitale dimension i produktionen og i landenes infrastruktur. Men appellerer til “EU” og “Europa” bringer os ikke nærmere mod konkrete resultater.
I stedet må forslag konkretiseres, planer må lægges frem, villige partnere må findes og EU-institutionerne kan bidrage med at fjerne forældede bureaukratiske grænser for samarbejdet, hvor de måtte findes. Men for at kunne lykkes må konkrete initiativer vokse frem på samme måde som i Kina, nemlig på privat initiativ, anført af engagerede og kreative mennesker og finansieret af privat, risikovillig kapital.
Der er intet ved det opsigtsvækkende kinesiske projekt, DeepSeek, der ikke lige så godt kunne have udfoldet sig i Spanien eller i Sverige. Det er et lille projekt, privat finansieret og drevet af nogle ekstraordinært dygtige unge mennesker, der alle er uddannet i Kina (de fleste er under 25 år). I de kommende uger og måneder vil vi med sikkerhed se andre lignede øjenåbnere komme ud fra små, talentfulde og privat finansierede grupper af unge mennesker rundt om i Kina og USA. Det er hverken “EU” eller “Europa” der mangler i ligningen, for at få tilsvarende AI-projekter i luften på det europæiske kontinent. Måske tværtimod.
I den anden ende af skalaen har vi Stargate AI-projektet i USA, der blev annonceret i begyndelsen af 2025 med et budget på 500 milliarder $. Men Stargate er også et rent privat initiativ, og der er intet til hinder for, at private investorer går sammen om at gennemføre et tilsvarende projekt på det europæiske kontinent. Hvem ville stoppe dem? Hverken “EU” eller “Europa” er nødvendige i ligningen, og hvis der måtte være en rolle for en eller flere af EU’s institutioner, ville den sandsynligvis bestå i at komme ud af ligningen.
Appeller til “EU og “Europa” om at gøre noget inden for alverdens områder, er blevet en sovepude, der er med til at forplumre både den offentlige debat og den politiske praksis, fordi vi kommer til at tale om noget, der forsvinder op i den blå luft, hvis man forsøger at gøre det konkret og håndgribeligt.
Det kan betyde hvad som helst.
Det er tom snak.
Shane Weller: The Idea of Europe – A Critical History
Cambridge University Press, 2021
https://www.cambridge.org/core/books/abs/idea-of-europe/introduction/608B45D6F1430B099111F718A0D964E6
Emmanuel Macron: Bâtir un nouveau paradigme. Le discours intégral d’Emmanuel Macron à la Sorbonne, 25 avril 2024, Le grand continent, 2024
(Engelsk version: Le Groupe d’études géopolitiques, 26/04/2024) https://geopolitique.eu/en/2024/04/26/macron-europe-it-can-die-a-new-paradigm-at-the-sorbonne/
Joint Statement by ADRA, the European AI Forum, and EIT Digital on the
Reaction to the Announcement of Stargate and DeepSeek, January 29, 2025
https://www.eitdigital.eu/newsroom/news/2025/eit-digital-adra-and-eaif-issue-joint-statement-on-recent-ai-developments/
Macron’s Dialogue With Russia: A French Attempt to Fix the European Security Architecture
The Belfer Center for Science and International Affair, Harvard Kennedy School, May 12, 2021
https://www.russiamatters.org/analysis/macrons-dialogue-russia-french-attempt-fix-european-security-architecture
Simon Kuper: Return of the two Europes
Financial Times, Mar 6 2025
https://www.ft.com/content/cd5273ac-ed5b-41ac-ba46-1b0cbdff5c20
Tooze: Ist das die wirtschaftspolitische Zeitenwende?
Surplus, Das Wirtschaftsmagazin, 7. März 2025
https://www.surplusmagazin.de/tooze-schuldenbremse-sondervermogen-cdu-spd/
