“Manifest”
Friedenssicherung in Europa durch Verteidigungsfähigkeit, Rüstungskontrolle und Verständigung
SPD-Kreisen im Wortlaut
06 Juni 2025
Manifestet og et interview med en af de centrale figurer bag manifestet, SPD-politiker, Ralf Stegner, bragt i det tyske konservative magasin “Cicero”, kan læses nedenfor. Begge i Samizdats oversættelse.
Sikring af fred i Europa gennem forsvarskapacitet, våbenkontrol og forståelse
“80 år efter afslutningen af århundredets katastrofe, Anden Verdenskrig, og befrielsen fra Hitlers fascisme, er freden igen truet i Europa.
Vi oplever nye former for vold og krænkelser af menneskeheden: den russiske krig mod Ukraine, men også den grundlæggende krænkelse af menneskerettighederne i Gazastriben.
Den sociale opdeling af verden uddybes, både indenfor og mellem samfund.
Den menneskeskabte krise på Jorden, i klimasystemet, ødelæggelsen af fødevarekilder og nye former for kolonialisme, truer freden og menneskers sikkerhed. Sidst men ikke mindst forsøger nationalister at udnytte usikkerheder, konflikter og krige til at fremme deres mørke interesser.
Vi er langt fra en tilbagevenden til en stabil freds- og sikkerhedsorden i Europa.
Tværtimod.
I Tyskland og i de fleste europæiske lande har kræfter sejret, der primært søger fremtiden gennem en militær konfrontationsstrategi og hundredvis af milliarder euro til genoprustning. Antagelsen er, at fred og sikkerhed ikke længere kan opnås med Rusland, men skal håndhæves mod Rusland.
Behovet for stadigt øget oprustning og forberedelse til en angiveligt forestående krig påberåbes, i stedet for at forbinde den nødvendige forsvarskapacitet med en våbenkontrol- og nedrustningspolitik for at opnå fælles sikkerhed og gensidig fredsskabelse.
Vi er overbeviste om, at konceptet om fælles sikkerhed er den eneste ansvarlige måde at forhindre krig, på tværs af alle ideologiske forskelle og modstridende interesser.
Konceptet om fælles sikkerhed var også grundlaget for traktaten fra 1987, der forbød alle mellemdistance atomvåben, og som blev indgået mellem den amerikanske præsident Ronald Reagan og generalsekretæren for det kommunistiske parti, Mikhail Gorbatjov. Denne aftale bidrog væsentligt til afslutningen af den kolde krig i Europa og til den tyske genforening.
Siden 1960’erne er verden blevet bragt til den atomare afgrund mere end én gang.
Den “kolde krig” var præget af gensidig mistillid og militær konfrontation mellem de ledende magter i øst og vest.
Den amerikanske præsident John F. Kennedy, Willy Brandt og andre ledende politikere på den tid drog de rigtige konklusioner af den farlige mangel på perspektiver i dette våbenkapløb, som var blevet tydelig under Cubakrisen.
Konfrontation og oprustning blev erstattet af samtaler og forhandlinger om sikkerhed gennem samarbejde, tillidsopbygning, våbenkontrol og nedrustning.
Underskrivelsen af CSCE-slutakten i Helsinki i 1975 var kulminationen af denne integrerende tilgang til forsvars- og nedrustningspolitik, som sikrede fred i Europa i årtier og i sidste ende muliggjorde den tyske genforening.
I Helsinki blev centrale principper for europæisk sikkerhed aftalt gennem en mere fredelig interaktion mellem stater: staternes lige rettigheder uanset deres størrelse, respekt for deres territoriale integritet, afkald på gensidige trusler om magt, respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, afkald på indblanding i staternes indre anliggender og aftalen om omfattende samarbejde.
Desværre lever vi i en anden verden i dag.
Den europæiske sikkerhedsorden, der var baseret på principperne i CSCE-slutakten, var allerede i stigende grad blevet undermineret i årtierne før Ruslands ulovlige angreb på Ukraine – også af “Vesten” – for eksempel gennem NATO’s angreb på Serbien i 1999, krigen i Irak med en “koalition af villige” i 2003, og gennem manglende overholdelse af forpligtelserne til atomnedrustning i traktaten om ikke-spredning af atomvåben, der blev bekræftet i 1995, opsigelse eller tilsidesættelse af vigtige våbenkontrolaftaler, primært af USA, eller den fuldstændig utilstrækkelige implementering af Minskaftalerne efter 2014.
Denne historiske udvikling viser, at det, der er behov for, ikke er en insisteren på ensidig skyld, men en differentieret analyse af alle bidrag til brud på Helsinki-principperne.
Netop af denne grund må vi ikke glemme historiens lektier.
En tilbagevenden til en politik med ren afskrækkelse uden våbenkontrol og massiv oprustning vil ikke gøre Europa mere sikker. I stedet skal vi igen arbejde på en fredspolitik, der sigter mod fælles sikkerhed.
For mange virker fælles sikkerhed i dag illusorisk. Dette er en farlig fejlslutning, fordi der ikke findes noget ansvarligt alternativ til en sådan politik.
Denne vej vil ikke være let.
Før der kan implementeres ægte tillidsskabende foranstaltninger, er der derfor behov for små skridt: begrænsning af yderligere eskalering, beskyttelse af minimumsstandarder for humanitære forhold, indledende teknisk samarbejde, for eksempel inden for katastrofehjælp eller cybersikkerhed, og en forsigtig genoptagelse af diplomatiske kontakter.
Først når et sådant fundament er etableret, kan tilliden vokse – og dermed bane vejen for en ny europæisk sikkerhedsarkitektur.
Den offentlige diskurs om sikkerhedspolitik skal også bidrage til dette.
Desuden er Europa nu mere end nogensinde nødt til at påtage sig et selvstændigt ansvar.
Under præsident Trump fører USA endnu engang en politik med konfrontation, især med Kina. Dette øger faren for yderligere militarisering af internationale relationer. Europa skal imødegå dette med en uafhængig, fredsorienteret sikkerhedspolitik og aktivt deltage i en tilbagevenden til en samarbejdsorienteret sikkerhedsorden – styret af principperne i CSCE-slutakten fra 1975.
Én ting er klart: En moderne Forbundshær og en styrkelse af Europas sikkerhedspolitiske kapacitet er nødvendige.
Denne defensive kapacitet skal dog indlejres i en strategi for deeskalering og gradvis tillidsopbygning – ikke i et nyt våbenkapløb.
Faktisk er de europæiske NATO-medlemslande, selv uden de amerikanske væbnede styrker, klart overlegne Rusland i konventionel militær henseender.
Militæralarmistisk retorik og massive genoprustningsprogrammer skaber ikke større sikkerhed for Tyskland og Europa, men fører snarere til destabilisering og intensiverer den gensidige trusselsopfattelse mellem NATO og Rusland.
Centrale elementer i en ny, bæredygtig freds- og sikkerhedspolitik er derfor:
At stoppe tab af menneskeliv i Ukraine så hurtigt som muligt. For at opnå dette, har vi brug for en intensivering af den diplomatiske indsats fra alle europæiske stater. Støtte til Ukraine i dets krav i henhold til international lov skal være knyttet til alles legitime interesser i sikkerhed og stabilitet.
På dette grundlag skal det ekstraordinært vanskelige forsøg gøres på at genoptage dialogen med Rusland, efter at våbnene er forstummet, herunder om en freds- og sikkerhedsorden for Europa, der støttes og respekteres af alle.
Etablering af en uafhængig forsvarskapacitet for europæiske stater uafhængigt af USA.
Stop for våbenkapløbet. Europæisk sikkerhedspolitik må ikke baseres på princippet om genoprustning og krigsforberedelse, men snarere på en effektiv forsvarskapacitet. Vi har brug for forsvarsudstyr til de væbnede styrker, der beskytter, uden at skabe yderligere
sikkerhedsrisici.
Der er ingen sikkerhedspolitisk begrundelse for en fast årlig stigning i forsvarsbudgettet til 3,5 eller 5 procent af bruttonationalproduktet.
Vi anser det for irrationelt at fastsætte en procentdel af udgifter til militære formål baseret på BNP. I stedet for stadig flere penge til våben har vi hurtigt brug for flere økonomiske ressourcer til investeringer i fattigdomsbekæmpelse, klimabeskyttelse og mod ødelæggelse af de naturressourcer, der opretholder livet på Jorden, og hvis ødelæggelse rammer mennesker med lav indkomst uforholdsmæssigt hårdt i alle lande.
Ingen stationering af nye amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland. Stationering af langtrækkende, hyperhurtige amerikanske missilsystemer i Tyskland ville gøre vores land til et angrebsmål fra starten.
Ved fornyelsen af 2026 traktaten om ikke-spredning af atomvåben er det vigtigt at forny forpligtelsen til atomnedrustning i henhold til artikel 6 og styrke den med bindende statusrapporter og “ingen første anvendelse”-erklæringer i henhold til international lov.
Samtidig er det vigtigt at presse på for fornyelsen af den nye START-traktat, som udløber i 2026, for reduktion af strategiske våben og for nye forhandlinger om våbenbegrænsning, våbenkontrol, tillidsskabende foranstaltninger og diplomati og nedrustning i Europa.
En gradvis tilbagevenden til lempelse af spændinger og fornyet samarbejde med Rusland, samt hensyntagen til behovene i det globale Syd, især for at bekæmpe den fælles trussel, som klimaforandringer udgør.
Ingen deltagelse fra Tyskland og EU i en militær eskalering i Sydøstasien.”
Underskrivere
Dr. Ralf Stegner, MdB, Dr. Rolf Mützenich, MdB, Dr. Norbert Walter-Borjans, SPD Parteivorsitzender a.D., Dr. hc. Gernot Erler, Staatsminister a.D., Prof. Dr. Ernst Ulrich von Weizsäcker, Ehrenpräsident des Club of Rome, Dr. Nina Scheer, MdB, Maja Wallstein, MdB, Sanae Abdi, MdB, Lothar Binding, Bundesvorsitzender der AG SPD 60 plus, Hans Eichel, Bundesratspräsident a.D., Bundesfinanzminister a.D., Dr. Carsten Sieling, Präsident des Senats und Bürgermeister a.D. Bremen, Prof. Dr. Julian Nida-Rümelin, Staatsminister a.D., Arno Gottschalk, MdBB, Mirjam Golm, MdA Berlin, Matthias Hey, MdL Thüringen, Dunja Wolff, MdA Berlin, Michael Müller, Bundesvorsitzender der Naturfreunde Deutschlands, Parlamentarischer Staatssekretär a.D., Erik von Malottki, Vorsitz Demokratische Linke 21, stellvertretender AfA Bundesvorsitzender, Katja Weitzel, MdL Bayern, Dr. Matthias Kollatz, MdA Berlin, Finanzsenator a.D., Friedhelm Hilgers, Bundesvorstand SPD AG 60 plus, Dr. Theodor Ziegler, 1. Vorsitzender SPD Baiersbronn, Peter Kox, stellvertretender Vorsitzender SPD-Friedenskreise, SPD-Ratsfraktion Bonn, Martin Schilling, ehem. Vorsitzender des SPD-Unterbezirks Bonn, Heinz Oesterle, Landesvorsitzender AG SPD 60 plus Bayern, Prof. Dr. Renate Meyer-Braun, Mitglied des Landesvorstands der Bremer SPD a.D., René Röspel, MdB a.D., Adi Ostertag, MdB a.D., Robert Antretter, MdB a.D., Ehrenmitglied des Europarates und der WEU, Klaus Barthel, MdB a.D., Afa-Bundesvorsitzender a.D,, Sigrid Skarperlis-Sperk MdB a.D., Joachim Schuster, MdEP a.D., Prof. Dr. Dietmar Köster, MdEP a.D., Ulrike Neumann, MdA Berlin a.D., Karlheinz Nolte, MdA a.D. Berlin, Bärbel Dieckmann, Oberbürgermeisterin Bonn a.D., Anke Brunn, Wissenschaftsministerin NRW a. D., Gabriele Behler, Staatsministerin a.D., Prof. Jochen Dieckmann, Staatsminister a.D., Dr. Wolfgang Lieb, Staatssekretär a.D., Dr. Hans Misselwitz, Parlamentarischer Staatssekretär a.D., Christoph Habermann, Staatssekretär a.D., Dr. Wilhelm Schäffer, Staatssekretär a.D., Prof. Dr. Dieter Schimanke, Staatssekretär a.D., Dr. Karlheinz Bentele, Staatssekretär a.D., Dr. Karl-Heinz Klär, Staatssekretär a.D., Prof. i. R. Dr. Peter Brandt, Entspannungspolitik Jetzt!, Knut Lambertin, stellv. Demokratische Linke 21 – Bundesvorsitzender, Dr. Uwe Pöhls, Blog der Republik, Herbert Sahlmann, Ministerialrat a.D., Cay Gabbe, Ministerialrat a.D., Dr. Wolfgang Biermann, ehemaliger Mitarbeiter von Egon Bahr, Prof. Dr. h.c. Cornelia Füllkrug-Weitzel, ehemalige Präsidentin „Brot für die Welt“, Jürgen Zurheide, Journalist, Dr. Wolfgang Roters, Martin Schmuck, Journalist, Burkhard Zimmermann, Reiner Hammelrath, Verbandsdirektor a.D., Ingrid Hentzschel, Axel Fersen, Bernhard Pollmeyer, Ministerialdirigent a.D., Michael Pöllath, Vorstand NaturFreunde, Dr. med. Susanne Zickler, Dr. Petra Frerichs, Hartmut Palmer, Journalist, Beenhard Oldigs, Dr. Heinrich Lienker, Dagmar Wenzel, Biologin, Dr. Joke Frerichs, Jogi Vormbrock, Meinholde Sollmann, Prof. Dr. Clemens Knobloch, Margret Schmitz, Dr. Paul Hugo Suding, Willi Vogt, Gewerkschafter, Prof. Dr. Andreas Fisahn, Michael Buckup, Demokratische Linke 21 Sprecher Bremen/Niedersachsen, Holger Egger, Wilfried Gaum, Vorstand „Forum für Politik und Kultur Hannover“, Wolfgang Wiemer, Büroleiter des SPD-Vorsitzenden Kurt Beck, Dr. Ulrich Brandt, Reinhard Thon, Prof. Dr. Dieter Stammler, Barbara Petersen, Folkert Kiepe, Beigeordneter Deutscher Städtetag a.D., Hans-Joachim Wunderlich, Rainer Papke, Thomas Albert, Ministerialdirigent a.D., Henning von Borstell, Anna von Borstell, Roland Klapprodt, Vorstandssekretär des SPD Parteivorstandes a.D., Hartmut Veitengruber, Ehemaliger ver.di Bezirksgeschäftsführer Niederbayern, Ursula Hagen, Dr. Eckehart Hagen, Stefan Bone, Dirigent, Prof. Dr. Klaus Semlinger, Prof. Dr. Heinz Stapf-Finé, Prof. Dr. Gerhard Bosch, Helmut Krings, Eberhard Weber, Heinz Witte, Prof. Volker Riegger, Frank Schmiedchen, Dr. Karl Lauschke, Heiko Wessel, Dieter Schormann, Florian Dohmen, Mitglied UB-Vorstand Duisburg, Claudia Osten-Bornheim, Hugo Waschkeit, Stadtrat Ronnenberg, Prof. Dr. Bernhard Nagel, Thomas Hönscheid, Prof. i.R. Dr. Dieter Segert, Dr. Wolfram Geier, Dr. Günter Bonnet, MinDirig a.D., Dr. Gerd Pflaumer, Horst Meixner, Dr. Steffen Lehndorff, Prof. Dr. Christoph Butterwegge, Dr. Hans-Jochen Luhmann, Dr. Joachim Paul.
SPD-fredskredsene er et rådgivende organ, der mødes regelmæssigt for at diskutere spørgsmål vedrørende SPD’s fredspolitik. Deltagerne kommer fra forskellige kredse, foreninger og arbejdsgrupper.
INTERVIEW MED RALF STEGNER i det tyske magasin, “Cicero” den 11. juni 2025
Fredsmanifest fra SPD
“Enhver idiot kan tale om våben, men diplomati er den virkelige kunst”
I et manifest opfordrer mere end 100 underskrivere fra SPD (Socialdemokraterne) til en kursændring i sikkerhedspolitikken. I et interview forklarer SPD-politikeren og førsteunderskriveren Ralf Stegner, hvad det hele handler om – og om hans ideer til en europæisk sikkerhedsarkitektur med Rusland.
Af Ben Krischke
Hr. Stegner, De har sammen med andre underskrivere fra SPD eller SPD-kredse udgivet et manifest med titlen “Sikring af fred i Europa gennem forsvarskapacitet, våbenkontrol og forståelse”. Blandt de første underskrivere er den tidligere SPD-parlamentariske gruppeleder Rolf Mützenich, den tidligere partileder Norbert Walter-Borjans og den tidligere forbundsfinansminister Hans Eichel. Hvad handler manifestet om? Og hvorfor har I offentliggjort det nu?
Det er et bidrag til emnet fredspolitik i en verden, hvor våben bliver brugt til et punkt, hvor det er meningsløst, og stadig mere vanvittige holdninger bliver fremført – passende også for et parti, der skal være et fredsparti. Inden for SPD diskuteres det dårlige valgresultat og spørgsmålet om, hvordan vi skal positionere os i fremtiden.
Ville I have offentliggjort et sådant manifest, hvis Rusland bombede Berlin og Düsseldorf i stedet for Kharkiv og Kyiv? Eller hvis russiske kampvogne var stationeret uden for Warszawa?
Jeg mener, at sådanne “hvad nu hvis…”-spørgsmål ikke fører til interessante svar. Man skal altid handle i situationens kontekst. Og i øjeblikket har jeg simpelthen ikke indtryk af, at der er for mange mennesker, der vil tale for fredspolitik.
Under alle omstændigheder lyder dit manifest som et, der er skrevet af medlemmer af et oppositionsparti. Alligevel danner dit parti den føderale regering sammen med CDU/CSU. Så er denne udtalelse også en kritik af SPD-partiledelsen?
Igen: Dette er et bidrag til en debat inden for SPD, som altid skal være et fredens parti. Jeg går ind for at øge Tysklands forsvars- og alliancekapaciteter, og dette afspejles også i vores tekst. Jeg stemte også for den særlige fond på 100 milliarder euro til genopbygning af Bundeswehr. Men det kan ikke være den eneste vej.
Snarere?
Våbenkontrol-, våbenbegrænsnings- og nedrustningstraktater har altid eksisteret i fortiden. I øvrigt altid mellem modstandere, ikke mellem venner. Og det kræver visdom ikke kun i at kunne forhandle hårdt, men også i at kunne overveje, hvilke veje der fører til fred. Vi har forfærdelige krige i Ukraine, i Gaza og andre steder i verden. Og politikken skal adressere det.
Føler du dig ofte misforstået? De beskyldninger, der vil blive rejst som svar på dette manifest, er forudsigelige.
Og nogle af dem er lidt billige. Jeg er virkelig overrasket over, hvorfor nogle mennesker mener, at vi har for få våben i verden. I virkeligheden har vi for få ressourcer til at gøre nok for at bekæmpe fattigdom, borgerkrig eller miljøødelæggelse. Og Gud ved, der er færre hæderligere ting end at diskutere fredspolitik.
Du skriver også dette i dit manifest, nemlig at der er behov for flere økonomiske ressourcer til investeringer i fattigdomsbekæmpelse, klimabeskyttelse og bekæmpelse af ødelæggelse af naturressourcer. Hvorfor svækker du dine egne argumenter i fredsdebatten med populistiske formuleringer?
Jeg er ikke klar over, at manna regner fra himlen, og at vi har overflod af alt. En person udstyret med en hjerne og sund fornuft må sætte spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt at bruge milliarder på våben og derefter at genopbygge det, disse våben har hærget. I Ukraine, i Gaza, i Aleppo. Jeg synes, det er en legitim forbindelse. Hvorfor skulle det betragtes som populistisk?
Fordi teoretisk set er begge dele muligt: Man kan opbygge militær magt og bekæmpe fattigdom. Det ene udelukker ikke kategorisk det andet. Men de opfører sig, som om det var nødvendigt.
Jeg hører ofte, at vi ikke længere har råd til visse ting, fordi vi har brug for pengene til højere forsvarsudgifter – selv til det punkt, hvor vi skal bruge atomvåben. Forestil dig, hvis vi rent faktisk brugte 5 procent af BNP på forsvar. Det er 225 milliarder euro om året. Og du siger, at vi stadig ville have penge nok til at renovere hospitaler og gøre andre vigtige ting?
I dit manifest skriver du: “I Tyskland og de fleste europæiske lande har de kræfter, der primært søger fremtiden gennem en strategi med militær konfrontation og hundredvis af milliarder euro til genoprustning, fået overtaget.” Hvilke kræfter mener du?
Det er tydeligt, at våbenvirksomhedernes ønsker bliver aflæst ud af deres øjne. Vi taler, som om NATO er praktisk talt forsvarsløs over for Rusland. Det er fuldstændig forkert, når man ser på situationen. Men pointen er: Enhver, der siger, at vi skal bruge rekordmange penge på militæret og på våben, som vi aldrig vil bruge, følger den gamle logik: “Hvis I vil have fred, så forbered jer på krig.” Men jeg tror ikke, at afskrækkelse alene kan være svaret.
Hvad mere er der brug for?
Der har været kloge mennesker før – det står også i vores manifest – som har fundet vej ud af denne onde cirkel. Det gjaldt Kennedy, der forhandlede med Khrusjtjov – ikke en demokrat. Det gjaldt også Willy Brandt og Egon Bahr, der forhandlede med Bresjnev – heller ikke en demokrat. Ingen af dem var naive. De erkendte, at et våbenkapløb er en vej til undergang. Og at delt sikkerhed giver mening, selvom den ene ikke deler den andens holdninger. Vi kan helt sikkert blive i stand til at nå frem til en sådan indsigt igen i dag.
OK. Lad os blive ved Brandt et øjeblik. Hans Ostpolitik havde blandt andet til formål at forhindre en eskalering, der endda fører til militær konflikt. Vi har dog i øjeblikket den situation, at krigen i Ukraine allerede eksisterer. Det betyder: Midlerne til at forhindre en krig er muligvis ikke de samme som dem til at afslutte en – og derefter afskrække aggressoren på lang sigt.
Man kunne også spørge, hvordan Anden Verdenskrig ville være endt, hvis Hitler havde haft atomvåben. Så ville en fuldstændig overgivelse af Nazityskland sandsynligvis ikke have fundet sted. Dette kunne føre til den konklusion, at det måske heller ikke er muligt at besejre atommagten Rusland; at der skal findes andre måder at forhindre Rusland i at fortsætte sine militære angreb mod sine naboer.
Det må være målet. Og det er de fleste enige om. Vi diskuterer bare vejen. Men det betyder ikke at jeg kalder folk, der ønsker at gå en anden vej, for “krigsmagere”. Omvendt får man dog det indtryk, at hvis man taler om fredsinitiativer, kan man vælge, om man vil betragtes som en “idiot”, en “tilhænger af overgivelse” eller en “Putin-ven”. Det er ret forenklet.
I opfordrer til nedrustning og fredsforhandlinger i stedet for genoprustning. Samtidig giver Rusland ikke indtryk af, at Kreml overhovedet overvejer nedrustning. Tværtimod: Rusland genopruster massivt. Hvordan skal vi håndtere dette?
Helmut Schmidt sagde engang, at 100 timers frugtesløse forhandlinger er bedre end at affyre et enkelt skud. Sådanne bestræbelser kan være forgæves. Men det er altid forsøget værd. Situationen er faktisk ekstraordinært vanskelig. Det kan ikke benægtes – og vi benægter det heller ikke. Men det er netop grunden til, at fredsforhandlinger ikke føres foran kameraer eller ved at holde ideologiske taler eller læse op af pressemeddelelser. Fredsforhandlinger er en besværlig affære, der kræver betydelig intelligens.
Enhver, der vil vide, hvordan denne visdom ser ud, bør studere Cubakrisen. Dengang var den amerikanske offentlighed enig i, at Kennedy skulle handle militært. Der er nu udbredt enighed om, at det var Kennedys visdom, der forhindrede yderligere eskalering. Hans visdom lå i øvrigt i høj grad i erkendelsen af, at man i udenrigspolitik skal sætte sig i den anden sides sted – især når man er uenig i deres holdninger. Det er pointen.
Hvor tror du, den nye tendens til militarisering, selv debatten om atomvåben, kommer fra? Så ud over Ukraine-konflikten. For fem år siden ville sådan noget have været utænkeligt.
Gennemsigtige motiver findes næsten udelukkende blandt dem, der tjener penge på det. Og der er en hel del af dem. Ellers har vi at gøre med pseudo-heltemod her. Især fra folk, der ikke behøver at bære konsekvenserne af deres krav. Det er ikke dem, der lider i krigen, dem, der bor i krigszoner, dem, der mister deres ægtefæller, hvis børn er blevet kidnappet, dem, der skal være vidne til ødelæggelsen på første hånd. Frygt, sult, kulde, selv elendigheden i Palæstina: det er de mennesker, der lider. Ikke dem, der taler stærke ord ind i mikrofonen.
Hvordan kunne en fælles sikkerhedsarkitektur med Rusland se ud på lang sigt?
Jeg er overbevist om, at fælles sikkerhed er det eneste koncept, der kan blive enighed om på tværs af ideologiske grænser. Hør her, hvis vi altid satte lande og deres regeringer lig med hinanden, ville Tyskland sandsynligvis være en landbrugsstat i dag, fordi de allierede ville have sagt: “De er nazisterne, vi kan ikke gøre noget med dem længere.” I stedet er vi nu en af verdens største økonomiske magter – og blev budt velkommen tilbage i den europæiske familie inden for meget kort tid.
Du blev for nylig stærkt kritiseret for at mødes med russiske repræsentanter. Er dette også en måde for dig at sende et budskab til det russiske folk: Vi er ikke jeres fjende, uanset hvad Vladimir Putin gør?
Jeg synes, det er vigtigt. For det er bare 80 år siden, at vi var ansvarlige for et utroligt antal dødsfald i det tidligere Sovjetunionen. Millioner af ukrainere, baltere og russere. Mange mennesker har ikke glemt det. Og vi bør heller ikke glemme det.
Lad os nu antage, at EU lægger større vægt på diplomati med Rusland i fremtiden. Hvad vil der så ske med Ukraine?
Vi støtter Ukraine, som vi har gjort indtil videre. Især på områder, der redder liv, såsom luftforsvar mod russiske droner og missiler, for at beskytte civilbefolkningen; herunder børnehaver, skoler, hospitaler, energiforsyninger og så videre. Det bør vi gøre – samtidig med at vi fører diplomati bag lukkede døre. Forskellen er denne: Enhver idiot kan tale om våben offentligt. Selv en person, der ikke kan skelne en pistol fra en paraply. Men det diplomati, der finder sted bag lukkede døre, er den virkelige kunst.
I lang tid blev det sagt, at Putin slet ikke ønskede at forhandle. Så kom Donald Trump og opnåede mere diplomatisk på et par uger, end Den Europæiske Union gjorde på tre år. Er du ikke også lidt taknemmelig for Trump for det?
Der er et fint ordsprog, der siger: Selv det meste bras betaler sig for nogen på et tidspunkt. Og det gælder nok også for Trumps uberegnelige opførsel. Han gør så mange ting, der ikke er gennemtænkte, men med lidt held og lykke er der noget, der lykkes i ny og næ. Jeg ville ikke basere en strategi på det. Men faktisk har det nogle gange den slags positive konsekvenser.
Men vi kan formentlig sige, at din mistillid til Rusland er større end USA’s, ikke?
Jeg har slet ikke mistillid til andre lande. Men mine forventninger til demokrater er højere end til diktatorer.
Så hvad kræver du præcist af den nuværende føderale regering – og dermed også af dit eget parti?
Dette manifest er ikke et krav til den føderale regering, men et diskussionsoplæg til debatten inden for Socialdemokratiet, det eneste parti, der seriøst tager fat på politiske spørgsmål om fredspolitik. Det har til formål at hjælpe os med at tænke intelligent over, hvordan vi bør handle i fremtiden.
Interview: Ben Kruschke
Das “Manifest” aus SPD-Kreisen im Wortlaut – PDF zum Download
In dem Schreiben werden ein Kurswechsel in der Sicherheits- und Verteidigungspolitik und Gespräche mit Russland gefordert.
„Über Waffen kann jeder Trottel reden, aber Diplomatie ist die wirkliche Kunst“
INTERVIEW MIT RALF STEGNER, Mitglied der SPD und des Deutschen Bundestages.
Ben Krischke, “Cicero” Magazin, 11-06-2025
https://www.cicero.de/aussenpolitik/manifest-stegner-mutzenich-ukraine-russland-spd-interview
