“The Emperor has no tanks“
Europe doesn’t need more spending to transform its moribund armed
forces — it needs more co-operation across borders.
Adam Tooze, Financial Times, 06-06-2025
“EUROPA STÅR OVERFOR en enorm stigning i forsvarsudgifterne.
Begrundelsen er, at Europas forsvar er forældet. At truslen fra Rusland er reel.
Men stigningen i forsvarsudgifterne skal ses på baggrund af, at militærudgifterne i EU allerede i løbet af de seneste ti år er blevet fordoblet.
Årtiet før Ruslands invasion var ikke et “tabt årti” for Europas militær.
Ifølge SIPRI-data beløb de samlede udgifter for Europas NATO-medlemmer i den periode sig til over 3,15 billioner dollars i 2023-dollars.
Det er langt mere end Ruslands militærbudget i den samme periode.
Politikerne siger nu, at Europa har brug for flere kampklare kampstyrker.
Men Europa har allerede 1,47 millioner mænd og kvinder i uniform.
Det er flere aktive tropper, end der findes i USA.
Skandalen er ikke, at de europæiske forsvarsbudgetter er blevet fordoblet gennem de seneste ti år. Skandalen er, at Europa bruger så meget og får så lidt for det: ingen effektiv afskrækkelse, få kampklare tropper, ingen våbenlagre.
Tænk hvis Europa i den samme periode havde brugt 3,15 billioner dollars på energiomstillingen. Beløbet svarer til fire gange mere end USA’s spektakulære IRA-program (Inflation Reduction Act).
Og forestil dig så, at det eneste, som vi fik for disse enorme investeringer, var et landskab fyldt med et malerisk udvalg af solpaneler og vindmøller, men næsten ingen brugbar ren energi og ingen kuludfasning.
Det ville være en skandale.
Og forestil dig så, at vores første idé, når vi stod over for en ny energikrise, ville være at fordoble udgifterne til dette formålsløse foretagende.
Hvis dette er sund fornuft, hvad er vanvid så?
En optimist vil måske sige, at det ikke står så slemt til.
Europa fik faktisk i det mindste noget (hovedsageligt britisk, fransk og tyrkisk) militær valuta for sine 3 billioner dollars. Med en forsinket reorganisering kunne selv Tyskland være på vej til at opbygge en troværdig afskrækkelse.
Hvis man i Europa blot kunne blive enige om nogle få grundlæggende ting, som et fælles luftforsvarssystem eller et begrænset udvalg af kampvogne, ville det gøre en stor forskel.
Barren er lav.
Alt, hvad Europa behøver at gøre for at opnå en reel slagkraft, er at opnå det samme gennemsnitlige niveau af ineffektivitet, som det amerikanske militærindustrielle kompleks.
En kyniker vil sige, at kun de meget naive tror, at militærudgifter primært handler om national sikkerhed snarere end om profit. Spild i dette system er ikke en fejl – det er et formål.
Hvordan kan man ellers forklare det cost-plus-prissystem, der medfører at
en håndbygget haubitser-kanon afregnes til 17 millioner euro pr. stk.? Hvordan kan man ellers forklare det faktum, at langt størstedelen af de store europæiske landes militærindkøb forbliver inden for de nationale grænser?
Ingen, der er seriøst interesseret i at anskaffe brugbare våben i tilstrækkelige mængder og til en anstændig pris, ville fortsætte på denne måde.
Den herskende “sunde fornuft” vil have os til at tro, at krisen i det europæiske forsvar skyldes mangel på penge.
Men efter at have brugt mere end 3 billioner dollars over et årti har Europa stort set ikke opnået nogen militær kapacitet.
Nu siger politikerne, at den eneste mulighed for at rette op på situationen er at hælde gode penge efter dårlige.
Europa kunne opnå stordriftsfordele ved at bestille større partier af våben hos producenterne. Det kræver ikke flere penge, blot mere samarbejde på tværs af grænserne.
For at kunne retfærdiggøre stigningen i udgifterne til oprustning, skal man
kunne tro på, at nye penge vil forvandle Europas døende og demoraliserende militære levn fra det 20. århundrede til effektive kampstyrker i det 21. århundrede.
Man skal kunne tro på, at en kvantitativ stigning i udgifterne på en eller anden måde vil medføre en kvalitativ forbedring.
Sagt på en anden måde, så ligner det europæiske program for genoprustning, udfordringen med energiomstillingen.
De engang så omtalte Just Energy Transition Partnerships, der blev lanceret tilbage i 2021, var baseret på en idé om, at penge fra Europa og USA ville gøre det muligt for store vækstmarkeder som Sydafrika og Indonesien at gennemføre en radikal transformation i deres energisystem.
Disse partnerskaber blev anset for at være ambitiøse med et budget på et par milliarder euro.
Europas planlagte omkostninger til oprustning er hundrede gange større, og omkostningerne vil medføre et betydeligt pres på de allerede anstrengte offentlige budgetter.
Det allermindste, som europæiske demokratier skylder deres borgere, er gennemsigtighed om den satsning, de indleder.
For realiteten er, at det aktuelle oprustningsprogram i EU ikke er et udtryk for sund fornuft, der vil føre til en længe udsat opgradering af en ellers sund militærmaskine.
Oprustningsprogrammet repræsenterer tværtimod en illusion om, at nye milliardbudgetter vil kunne føre til en mirakuløs forvandling af et ødelagt system.”
“The Emperor has no tanks“
Europe doesn’t need more spending to transform its moribund armed
forces — it needs more co-operation across borders
Adam Tooze, Financial Times, 06-06-2025
For flere detaljer, datagrundlag, m.v. se Adam Tooze’s Substack:
Chartbook 389: Europe’s zombie armies. Or how to spend $3.1 trillion and have precious little to show for it.
