Perry Anderson: Regime Change in the West?
London Review of Books, Vol. 47 No. 6 · 3 April 2025
“Udtrykket “regimeskifte” er i dag blevet et velkendt begreb. De fleste forbinder det med fjernelsen af regeringer, som Vesten ikke bryder sig om, ofte med militær magt. Men oprindeligt havde ordet en helt anden og langt mere fredelig betydning: det beskrev den gradvise etablering af en ny international orden i Vesten i fredstid.
Amerikanske teoretikere som Joseph Nye og Robert Keohane brugte i 1970’erne udtrykket til at beskrive internationale regimer som rammer for økonomisk samarbejde, der tjente USA’s interesser som verdens førende magt.
Denne betydning af begrebet ændrede sig i 1990’erne. “Regimeskifte” kom nu til at betegne det skifte, der skete, da efterkrigstidens såkaldte Bretton Woods-orden for regulering af de vestlige finansielle markeder brød sammen i 1970’erne. Inflation og valutakriser førte til nye former for monetær og finansiel regulering, og hvor der i efterkrigsårene havde været fokus på fuld beskæftigelse, så førte de store økonomiske kriser i 1970’erne til, at fokus nu blev flyttet mod at begrænse inflation og sikre stabile valutaer. Dette nye internationale regime markerede starten på neoliberalismen.
Neoliberalismens tidsalder og krisen i 2008
Neoliberalismen, med dens fokus på deregulering af markeder, privatiseringer, skattelettelser og svækkelse af fagforeninger, havde til formål at genoprette kapitalafkastet og dæmme op for kombinationen af økonomisk stagnation og stigende inflation, såkaldt stagflation.
I omkring 25 år syntes de neoliberale løsninger at virke. Vækst og inflation blev bragt under kontrol, hvilket blev hyldet som “den store moderation”. Men denne succes var bygget på en massiv udvidelse af kredit og en hidtil uset gældsætning. Denne gældspyramide kollapsede og førte til finanskrisen i 2008.
Krisen i 2008 var “livstruende” for kapitalismen, og var i finansiel forstand på niveau med Wall Street-krakket i 1929. Men i modsætning til 1930’erne var den politiske reaktion i 2008 øjeblikkelig og markant anderledes.
Under Obama blev banker og store virksomheder reddet fra fallit ved hjælp af enorme statstilskud, og der blev iværksat en massiv finanspolitisk stimulans. Disse politiske manøvrer, der brød med de klassiske neoliberale dogmer, reddede kapitalismen, men medførte ikke et opgør med neoliberalismen. Forløbet kan betegnes med det, som franskmænd kalder “en fremadrettet flugt” (“fuite en avant”), der fortsatte dynamikken med øget statslig gældsætning og lånefinansieret privatforbrug.
Populismen som “antistof”
Der var to hovedårsager til neoliberalismens fortsatte dominans efter krisen i 2008.
1) Mangel på alternative teoretiske paradigmer og 2) fraværet af stærke politiske bevægelser, der søgte en radikal forandring af kapitalismen.
Men neoliberalismens sociale og politiske konsekvenser, som stigende ulighed og undergravning af demokratiet, førte til fremkomsten af et “antistof”: populisme.
De populistiske oprør er blandt andet karakteriseret ved deres afvisning af det internationale regime, der har været gældende siden 1980’erne. De vender sig samtidig mod neoliberalismen, der udgør den socioøkonomiske version af kapitalismen, der ligger til grund for dette regime. Deres fælles fjende er det politiske establishment, der styrer den neoliberale orden.
Populistiske bevægelser angriber især tre ting: ulighed, oligarki og faktormobilitet (fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft). Højrepopulismen fokuserer ofte på faktormobilitet og spiller på fremmedfjendske reaktioner mod immigranter, mens venstrepopulismen primært bekæmper ulighed. Begivenheder som Brexit (2016) og Trumps valgsejr (2016) viste populismens voksende politiske indflydelse.
Manglende løsninger og fremtiden
Højrepopulismen har ofte haft en fordel over venstrepopulismen, da den nemt kan angribe spørgsmålet om indvandring og faktormobilitet med en stærk fremmedfjendsk retorik, hvilket venstrepopulismen ikke kan uden at begå “moralsk selvmord”.
Problemet er dog mere generelt, for ingen af de populistiske bevægelser, hverken til højre eller venstre, har hidtil formået at fremlægge et solidt og sammenhængende politisk program for forandring af de konkrete samfundsmæssige forhold, som bevægelserne fordømmer.
Selv Covid-19-pandemien i 2020, som fremtvang yderligere statslig indgriben af enormt omfang, har ikke rokket ved neoliberalismens greb om den politiske tænkning og har heller ikke ført til en ny, sammenhængende vision for indretning af økonomien. Det har blandt andet medført, at gældsniveauerne er eksploderet globalt siden 2008, hvilket forstærker de underliggende spændinger.
Eksperterne er uenige om neoliberalismens skæbne – om den allerede er “brudt sammen” eller om den stadig er “i live og har det godt” – men status er, at neoliberalismen stadig har overtaget. En systemisk forandring kan kun forventes, hvis Vesten kommer til at opleve et politisk og økonomisk chok af samme sværhedsgrad som de kriser, der historisk har fremtvunget store samfundsomvæltninger uden for Vesten, herunder den samfundsøkonomiske katastrofe i Brasilien efter 1980 eller Kulturrevolutionen i Kina fra 1966 til 1976.”
Perry Anderson: Regime Change in the West?
London Review of Books, Vol. 47 No. 6 · 3 April 2025
