I dagene op til topmødet i Alaska i august 2025 mellem præsidenterne for Rusland og USA stod store dele af Europa i flammer.

Klimaforandringer har ført til katastrofale naturbrande i Italien, Spanien, Frankrig, Kroatien, Serbien, Grækenland, Ukraine og flere andre lande. Titusindvis af hektar skov og landbrugsarealer er blevet ødelagt. Byer måtte evakueres, og huse og produktionsbygninger blev ædt op af flammerne. Der var både børn og voksne blandt de omkomne. De materielle ødelæggelser løber op i flere milliarder euro. Klimaskabte katastrofer indtræffer nu regelmæssigt hvert år over store dele af Europa.

Men det er flammerne fra krigen i Ukraine, der var på dagsordenen for topmødet mellem Rusland og USA.

Krigen i Ukraine har været ødelæggende og har kostet hundredtusinder af mennesker livet. Stribevis af store og små byer er blevet lagt i ruiner; kraftværker, veje og jernbaner er ødelagt; familier er blevet splittet og millioner er drevet på flugt.

Allerede forud for Ruslands invasion var mennesker flygtet fra de østlige provinser, der i dag er centrum for krigshandlingerne. Over en million russisktalende ukrainere flygtede til Rusland under de næsten ti års borgerkrig, der gik forud for Ruslands invasion. Over store områder af Donbass-regionen i det østlige Ukraine mistede mere end 15.000 mennesker livet i forbindelse med borgerkrigen. I marts 2014 besatte ukrainske separatister de regionale regeringskontorer i Lugansk og Donetsk, og et par måneder senere blev begge regioner udråbt som selvstændige folkerepublikker, løsrevet fra Ukraine.

De russiske styrker, der langsomt er rykket frem gennem de østlige provinser i Ukraine, er gennem hele kampagnen blevet bakket op af ukrainske separatister. De ser krigen som en frihedskrig for de østlige provinser, hvor de fleste borgere har russisk som modersmål. (Se kortet, der er baseret på data fra Kyiv International Institute of Sociology).

Flammerne fra denne krig har domineret den politiske dagsorden mellem stormagterne Rusland og USA, og har udløst en usædvanlig politisk beslutsomhed i de fleste EU-lande.

Financial Times har beregnet, at EU-landenes våbenindustri i løbet af krigen er blevet udvidet med 7 millioner kvadratmeter nybygget industriel kapacitet fordelt på 150 faciliteter, der ejes af 37 forskellige våbenproducenter. 20 store våbenfabrikker har opnået statsstøtte fra en EU-pulje på 500 millioner euro. I forlængelse af denne pulje har EU-Kommissionen nu foreslået at rejse yderligere 800 milliarder euro, der vil være øremærket til investeringer i våbenindustrien og til fortsat krigsførelse i Ukraine.

De private ejere af EU-landenes våbenfabrikker har kronede dage.
Nogle af de største våbenfirmaer har ifølge Financial Times opnået en stigning i værdien på deres aktier på over 1000 pct. (ja, tusinde…). De milliarder, der på den måde lander i lommen på en lille gruppe private aktieejere, bygger på statslige ordrer, der for den overvejende dels vedkommende finansieres med langfristede statslån, der vil belaste almindelige skatteydere og deres børn med milliarder til betaling af renter og afdrag over de næste 20-30 år. Rentebetalingerne vil blive indkasseret af de private ejere i den finansielle sektor.

For en lille gruppe vestlige kapitalejere i industrien og i den finansielle sektor har krigen i Ukraine allerede været ekstremt indbringende, og det ser ud til, at milliarderne vil blive ved med at rulle ind i de kommende år.

Den politiske beslutsomhed i de fleste EU-landes regeringer og de flere hundrede milliarder euro, der er blevet mobiliseret i forbindelse med krigen i Ukraine, står i kontrast til en markant opbremsning i investeringerne inden for den grønne omstilling, der skulle have medvirket til at dæmme op for de klimaskabte katastrofer, der nu rammer millioner af mennesker i de sydlige EU-lande hver sommer.

Tyve års politiske programmer for at bringe EU-landene up-to-speed på den digitale front er heller ikke blevet fulgt op med de nødvendige investeringer med det resultat, at EU-landene hver dag sakker længere og længere bagud i den globale konkurrence inden for etablering af datacentre, fiberinfrastruktur, fremstilling af computerchips og udvikling af kunstig intelligens. Gennem de seneste tyve år er der sket en systematisk underudvikling af de mest kritiske elementer af fremtidens europæiske produktionsapparat.
Listen over spektakulært kuldsejlede projekter indenfor dette felt er lige så lang som den fortsatte strøm af vidtløftige politiske erklæringer om at gøre noget ved problemet.

De enorme statslige udgifter og de mange milliarder euro i afledte omkostninger i den private sektor til krigsførelse i Ukraine har også medført et massivt pres på de statslige budgetter inden for sundhedssektoren, i social- og ældreforsorgen, til de offentlige pensioner og – måske mest skæbnesvangert – inden for uddannelsesområdet.

Den politiske begrundelse for hele denne økonomisk ødelæggende politik har gennem hele Ukraine-krisen været, at de europæiske demokratier må stå vagt om den internationale retsorden og insistere på de nationale grænsers ukrænkelighed. Gradvist er disse temaer blevet suppleret med de ledende politikeres advarsler om, at krigen i Ukraine kun er en forløber for en altomfattende russisk angrebskrig mod Vesteuropa.

Overfor denne retorik, kan der rejses mindst to indvendinger.

1) Flere af EU-landenes skiftende regeringer har siden 2. verdenskrig – ofte – men ikke altid – anført af USA’s regering – gennemført stribevis af militære interventioner, der har krænket international ret, og de fremførte høje idealer i relation til krigen i Ukraine klinger derfor af ren opportunisme.

2) Hvis regeringerne i de politisk dominerende EU-lande virkelig mener, at vi står overfor 3. Verdenskrig i Europa, så er det ikke våben, der er brug for, men diplomati og kvalificeret politisk håndværk. Flere våben vil per definition kun bidrage til flere ødelæggelser, og spørgsmålet om, hvem der “vinder” en sådan krig, kan for millioner af borgere i Europa meget vel være komplet ligegyldigt, fordi de vil være døde. For de overlevende vil man kunne sige: Velkommen til Haiti.

Måske er krigsretorikken og oprustningen rent bluf, der skal tjene som en politisk afledningsmanøvre og fjerne opmærksomheden fra, at flere af EU-landene står på fallittens rand, og at den politiske orden, der blev udviklet efter 2. Verdenskrig i Vesteuropa er brudt sammen, at korruption og kleptomani præger store dele af EU-landenes politiske apparater, og at EU-projektet er kørt uhjælpeligt fast i svindel, bureaukrati og interne magtkampe.

Hvis det ikke er bluf, hvis EU-landenes politiske ledere virkelig mener, at krigsfaren er reel og overhængende, så må alle kræfter naturligvis sættes ind på at forhindre, at denne fare udvikler sig til en realitet.

Det kan kun ske gennem diplomati og politiske kompromisser, hvoraf nogle kan forventes at være ganske bitre piller.

Der kan ikke findes ét eneste eksempel fra de seneste 2000 års europæiske historie på, at oprustning har afværget en krig.