ALTERNATIVE DEFENCE REVIEW, UK, MAY 2025
Editor, Karen Bell (Professor of Social and Environmental Justice, University of Glasgow)
With the financial support of Abolition 2000 UK and the National Union of Rail, Maritime & Transport Workers
“Fra 2021 eskalerede de geopolitiske spændinger, et godt stykke tid før nogen russisk militær aktion mod Ukraine. I juli samme år sejlede en britisk-ledet hangarskibs-styrke gennem Det Sydkinesiske Hav, efterfulgt af en anden britisk hangarskibs-styrke, der patruljerede langs den russiske kystlinje i Det Nordkinesiske Hav i september.
I oktober 2021 bragte Washington Post en historie om, at USA nu havde tilstrækkeligt nuklear potentiale til at gennemføre et forebyggende angreb på alle russiske og kinesiske installationer med atombevæbnede misiler – på én gang.
Som reaktion fremsatte Rusland den 17. december 2021 et forslag til USA om at aftale minimale sikkerhedsgarantier. Chatham House (Royal Institute of International Affairs) argumenterede for, at Ruslands forslag burde tages alvorligt, men argumenterne blev ignoreret, hvilket yderligere befæstede vejen mod konflikt.
Det var i denne kontekst, i februar 2022, at Rusland iværksatte sin militære operation mod Ukraine, idet Rusland søgte garantier for sikkerheden ved sine vestlige grænser.
Seks uger senere blev der skitseret en fredsaftale i Istanbul, under ledelse af Tyrkiet, Tyskland og Frankrig, der blev godkendt af Rusland og Ukraine. Det meste af aftalen var baseret på den Minsk II-traktat, der blev aftalt i 2015, men som aldrig var blevet implementeret.
Men inden for få dage, den 9. april 2022, intervenerede Boris Johnson, med opbakning fra Anthony Blinken (US secretary of state) og Victoria Nuland (US Under Secretary of State for Political Affairs), og Ukraine opgav herefter fredsaftalen. Storbritannien stillede sig derefter i spidsen for opfordringer til en NATO-udvidelse, indledningsvis ved at fremskynde Sveriges og Finlands NATO-medlemskab, sideløbende med krav om en eskalering af militærudgifterne i NATO-landene.
Atten måneder senere var Europa vidne til en konfrontation, der bragte verden tættere på en nuklear konflikt end på noget tidspunkt siden begyndelsen af 1960’erne.
I udviklingen af krisen til dette punkt spillede Storbritannien en kritisk rolle.
Den britiske militærhjælp til Ukraine har svaret til næsten en fjerdedel af USA’s militære støtte siden februar 2022, og den overgår al EU-militærhjælp, der er leveret gennem den Europæiske Fredsfacilitet (EPF).
Den 2. maj 2024 besøgte Storbritanniens udenrigsminister, David Cameron, Ukraine og lovede 3 milliarder £ i årlig militærhjælp ‘så længe det tager’.
Cameron tilføjede, at Ukraine fremover ville havde ret til at bruge langtrækkende våben leveret af Storbritannien til at angribe mål inde i Rusland, og at det var op til den ukrainske regering at afgøre, om de ville gøre det.
Som svar advarede Ruslands udenrigsministerium om, at hvis Ukraine brugte britisk-leverede våben til at angribe Rusland, kunne Moskva gengælde overfor ‘enhver britisk militærfacilitet og udstyr på Ukraines territorium og i udlandet’.
Den 7. juli 2024, mindre end 48 timer efter sin udnævnelse, besøgte Storbritanniens forsvarsminister, John Healey, Kyiv og Odesa og annoncerede en ny pakke af militær støtte til Ukraine. Keir Starmer og Volodymyr Zelinsky aftalte også en ny støtteaftale for at gøre det muligt for Ukraine at trække på 3,5 milliarder £ i britisk eksportfinansiering til produktion og indkøb af våben.
Derudover etablerede Storbritannien og de allierede en International Fond for Ukraine (IFU) for at koordinere køb og transport af militært udstyr til Ukraine fra tredjelande og/eller den europæiske våbenindustri.
Den 17. november 2024 gav US præsident Biden Ukraine tilladelse til at bruge amerikansk-leverede langtrækkende ATACMS-missiler til at angribe mål inde i Rusland.
Dagen efter fulgte Starmer trop og gav tilladelse til, at Ukraine kunne benytte britisk-leverede Storm Shadow-missiler. Den 20. november affyrede Ukraine både ATACMS- og Storm Shadow-missiler ind på russisk territorium for første gang.
Som reaktion, den 21. november, indsatte Rusland et nyt hypersonisk ‘Oreshnik’ mellemdistance ballistisk missil mod Ukraines Yuzhmash-missilfabrik i Dnepropetrovsk og ødelagde flere ATACMS-affyringssystemer. Russiske militærembedsmænd advarede om, at yderligere angreb på russisk jord ville udløse yderligere gengældelsesangreb.
Denne udvikling markerede en farlig eskalering, hvor Storbritannien var i front for en udvikling, der bragte verden på randen af en nuklear konfrontation – et risikoniveau, der ikke er set siden Den Kolde Krig.
Dette er denne internationale kontekst, der ligger til grund for Starmer-regeringens militærstrategi for 2024-25.
Men hele denne “krigsfortælling”, der blev fremlagt af Boris Johnson og videreført af Keir Starmer, er ikke ‘vores’ fortælling. Dens oprindelse ligger beviseligt et andet sted – og den bringer Storbritannien og hele verden i fare. Hvis den videreføres, vil det kræve udgiftsniveauer, der vil forvolde uoprettelig skade på økonomierne i alle europæiske lande. Det vil undergrave de sociale velfærdssystemer og på den måde bidrage til at intensivere den politiske støtte til det yderste højre. Den vil også underminere bestræbelserne på at bekæmpe klimaforandringerne og tackle fattigdom både i Europa og i det globale syd.”
ALTERNATIVE DEFENCE REVIEW, UK, MAY 2025
Editor, Karen Bell (Professor of Social and Environmental Justice, University of Glasgow)
With the financial support of Abolition 2000 UK and the National Union of Rail, Maritime & Transport Workers
