Is Europe ready for peace?
By Susanne Mundschenk, Eurointelligence, 17 March 2025
“Europas pludselige hastværk med at øge forsvarsudgifterne distraherer os fra at stille mere relevante, strategiske og langsigtede spørgsmål.
Hvad er vores mål for efterkrigstiden med både Ukraine og Rusland?
Og hvilken strategi vil bedst kunne bringe os dertil?
Europa har et mål – at Ukraine skal vinde krigen, uanset hvad det koster. Men Europa mangler en strategi for, hvordan dette mål skal opnås, og har bestemt ingen strategi for, hvad der skal ske bagefter.
Derfor er det godt at høre Mark Rutte, NATO’s generalsekretær, sige, at Europa på sigt bør tænke på at normalisere relationerne med Rusland. “Lad os ikke være naive omkring russerne. Men på længere sigt er Rusland der, og Rusland vil ikke forsvinde,” sagde han. Han fik meget kritik for det, men han sagde noget, der trængte til at blive sagt, noget Europa stadig fornægter.
Lad os et øjeblik tænke over, hvad der ville ske, hvis europæerne får deres vilje, og lader denne håbløse krig fortsætte. Rusland er ressourcestærk nok til at trække krigen ud og dræne vores tålmodighed og ressourcer. Rusland har allerede trodset vores sanktioner og forudsigelser. Hvis alt, hvad vi gør, handler om at sende våben til Ukraine, vil krigen ikke slutte foreløbigt.
Emmanuel Macron og Keir Starmer taler endda om at sende tropper til Ukraines grænser med Rusland. Fra Ruslands synspunkt ville dette blive betragtet som en NATO-involvering og vil dermed øge risikoen ved denne krig dramatisk.
Er deres strategi om at eskalere et forsøg på at tvinge Rusland til fredsforhandlinger?
Men hvilken slags fred vil dette være?
Hvor længe vil denne fred gennem magt vare, indtil den testes igen?
Fred kræver et langsigtet perspektiv for både Ukraine og Rusland. Vi har allerede en lang liste af løfter klar til Ukraine, inklusive genopbygning og EU-medlemskab.
Men hvad med Rusland efter konflikten? Hvordan ville et fredeligt forhold til Rusland se ud? Hvad kan Europa tilbyde Rusland som et alternativ til landets nuværende krigsøkonomi?
Rusland med dets enorme ressourcer af råvarer har masser at tilbyde det råstofsfattige Europa. Vi behøver ikke at gentage fejlen med at gøre os afhængige ved udelukkende at stole på russisk gas. Men Europa kunne drage fordel af en mangfoldighed af leverandører med Rusland som én af dem. Energi kunne igen blive et stort område.
For at dette kan ske, må Europa justere sine positioner over for Rusland og Ukraine.
Dette langsigtede perspektiv mangler i den nuværende debat. I stedet fokuserer vi primært på det militære og dermed kun på ét aspekt. Forsvarets afskrækkende funktion kan være nyttig for diplomatiet ved forhandlinger. Men militærudgifter erstatter ikke diplomatiske strategier. Et fokus på forsvar uden en diplomatisk strategi, der kan tilbyde et langsigtet perspektiv, vil sandsynligvis føre til mere krig, ikke mindre.
Så længe krigen fortsætter i Ukraine, er vi tilbøjelige til at overdrive den potentielle trussel fra Rusland overfor EU-lande. Det er som når der er et indbrud i et af husene længere nede af gaden, hvorefter man selv føler dig mere udsat for et indbrud, selvom kriminalstatistikken tyder på det modsatte. Tilsvarende ser vi en antagelse om, at efter Ukraine vil EU-landene være de næste på Ruslands hitliste.
Dette er en fejlagtig slutning. En forsvarsstrategi skal være forberedt på alle eventualiteter. Men vi fokuserer kun på det værst tænkelige scenarie og opbygger slet ikke argumentet for et positivt resultat.
Forsvarsargumentet er heller ikke så ligetil, som politikere antyder. Mere er ikke altid bedre. Emmanuel Macron foreslog, at Frankrig og alle andre europæiske lande skulle sigte mod et mål på 3 pct. af BNP til forsvarsudgifter. Disse numeriske mål følger samme logik som 3 pct. underskuds- og gæld-til-BNP-målene for finanspolitikken. Men udgiftsmål vil ikke gøre europæisk forsvar mere funktionelt, lige så lidt som de gjorde finanspolitikken mere effektiv.
Frankrig spiller en stor rolle i EU’s forsvar som den eneste atommagt inden for EU. Dets nukleare afskrækkelse er uafhængig af USA, både teknisk og politisk. Frankrig kunne udvide atomparaplyen til andre EU-lande. Den nuværende doktrin gør det allerede implicit, hvis det er i Frankrigs egen vitale interesse. Det er, hvad franske præsidenter har forpligtet sig til siden Charles de Gaulle. Diskussioner om, hvordan man mere eksplicit kan udvide atomparaplyen, er allerede i gang.
Endelig må vi ikke glemme, hvordan EU startede: Efter to verdenskrige blev Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab skabt som et fredsprojekt gennem økonomisk samarbejde. Hvorfor ikke bruge dette princip til at formulere en fredsstrategi for Ukraine og Rusland?
Hvad enten vi kan lide det eller ej, forbliver Rusland vores nabo. Men hvis vi fortsætter med at opruste uden diplomati, ender vi med at styre mod en krig, som ingen kan vinde og uden udsigt til varig fred.”
Is Europe ready for peace?
By Susanne Mundschenk, Eurointelligence, 17 March 2025
https://www.eurointelligence.com/column/is-europe-ready-for-peace
