How the EU always gets away with it
From fraud to nepotism to revolving doors between the public sector and industry, the stench of impunity is pervasive.
By MARI ECCLES, POLITICO, May 28, 2025
“I de smarte konferencelokaler og caféer rundt om i Bruxelles’ EU-kvarter var der udbredt forargelse: Hvorfor var stakkels Henrik blevet hængt ud? Henrik Hololei, en selskabelig ester, der havde nået højderne som generaldirektør i EU’s embedsstand, var blevet taget i at modtage gratisydelser fra Qatars regering, mens hans afdeling forhandlede en lukrativ luftfartsaftale – helt tilfældigt, med Qatar. Det var i orden, sagde Europa-Kommissionen, da sagen kom frem i 2023: Alle hans gratis flyrejser var blevet godkendt af en højtstående person i afdelingen. Problemet var, at den højtstående person i afdelingen var Hololei.
Det skabte en smule røre i Bruxelles på det tidspunkt, men sandsynligheden taler for, at få mennesker i Europa overhovedet hørte om det. Og det – såvel som Kommissionens afdæmpede reaktion, den bemærkelsesværdige konklusion om, at ingen EU-regler var blevet overtrådt, det faktum, at Hololei, efter at være trådt tilbage, blot rykkede over til en behagelig stilling som “seniorrådgiver” og den udbredte “intet at kommer efter her“-holdning blandt Bruxelles’ chatterati – er den perfekte illustration af den snigende følelse af straffrihed, der inficerer systemet.
Livstidsembedsmænd i Bruxelles er vant til periodisk opblussen af de skandaler og “-gates”, der blot den seneste måned har omfattet en afgørelse om, hvorvidt tekstbeskeder skulle behandles som “officielle dokumenter”, samt rapporter om forfremmelser af “gode venner” i et EU-agentur. EU har et problem, og det er uklart, om nogen ønsker at gøre noget ved det. Politisk er det “tættere på, hvordan Vatikanet og FN fungerer,” siger Denis MacShane, en tidligere britisk Europaminister, der på nært hold så, hvordan EU-bureaukratiet fungerer. Og både Vatikanet og FN “har været plaget af anklager om straffrihed for overtrædelser og korruption i de seneste år”.
Men selv Vatikanets hvide røg kunne betegnes som en gennemsigtig form for kommunikation sammenlignet med det røgslør, der ofte lægger sig over virkeligheden i Bruxelles. At udarbejde en liste over EU-systemets problemer med korruption (både i det store store og i det små, og i ordets bredeste forstand) er at opregne et rædselskabinet af dårlig praksis: svingdøre mellem industrien og EU’s institutioner, nepotisme i EU’s mest magtfulde institutioner, chikane på arbejdspladsen, rent og skær bedrageri. Det skorter ikke på tilsynsorganer, der formodes at ordne den slags – ombudsmanden, den offentlige anklager, de parlamentariske udvalg, ligefrem et helt retssystem. Men når disse instanser påpeger dårlig eller endda ulovlig adfærd (hvilket de gør), ser det ofte ud til ikke at gøre den mindste forskel.
Blot den seneste uge er EU blevet rystet (eller rettere, tilsyneladende slet ikke blevet rystet) af to skandaler, hvoraf hver af dem let kunne have væltet en regering, hvis det var sket i national politik.
Den første vedrører kvinden på toppen, den person med pligt til at opretholde EU-traktaterne: Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. EU Retten afgjorde, at Kommissionen uretmæssigt havde hemmeligholdt tekstbeskeder, der var blevet udvekslet mellem von der Leyen og direktøren for medicinalgiganten Pfizer, Albert Bourla, på et tidspunkt, hvor Covid-19-pandemien var på sit højeste – og lige før Pfizer sikrede sig den største EU-indkøbskontrakt nogensinde.
De fulde detaljer om vaccinekontrakten forbliver hemmelige, trods protester fra MEP’er, der (med succes) slæbte Kommissionen i retten i en separat gennemsigtighedssag – som direktionen anfægter.
Vil vi nogensinde se teksterne? Næsten helt sikkert ikke.”
How the EU always gets away with it
From fraud to nepotism to revolving doors between the public sector and industry, the stench of impunity is pervasive.
By MARI ECCLES, POLITICO, May 28, 2025
https://www.politico.eu/article/european-union-corruption-pfizergate-ursula-von-der-leyen-impunity/
