Nobody wants to hear this
James Meek finds war-weariness in Ukraine
London Review of Books
Vol. 46 No. 22 · 21 November 2024
“En dag mødte jeg Dmitry Nabokov, en 37-årig veteran fra kampene i Donbas. Han haltede let. Jeg så ned på hans ankel, lige synlig under buksekanten, og kunne se, at den var erstattet af en slank sort stang. I januar havde han været ét år i hærens 58. Brigade. En dag var han med i en gruppe, der skulle hente forsyninger. Den sti, de gik af, skulle have været tjekket og sikker. Føreren af gruppen passerede minen uden at se den. Nabokov kom bagefter og udløste den. Han mistede aldrig bevidstheden. Han kiggede ned efter eksplosionen og så, at en del af hans fod manglede. Han blev evakueret til et hospital i det centrale Ukraine. Det lykkedes kirurgerne at redde hans knæ, men han mistede sin fod og sin ankel og går nu med en protese, som han stadig forsøger at vænne sig til.
Nabokov, der er født i Kharkiv (Ukraines næststørste by), var gift uden børn og arbejdede som souschef i et supermarked, før han blev soldat. Han blev ikke tvunget ind i tjenesten ved en af rekruteringsagenternes vejspærringer. Han ventede på, at den almindelige indkaldelse ville komme med posten. “Jeg meldte mig ikke, da krigen begyndte. Jeg var bange, formoder jeg. Men jeg var endnu mere bange for at flygte. Jeg vidste, det ville ske. Jeg fik mine indkaldelsespapirer, jeg blev mobiliseret, jeg tog af sted, jeg gemte mig ikke for rekrutteringsagenterne”, sagde han.
Jeg spurgte ham, hvad han mente om mænd, der veg uden om indkaldelsen, og han fortalte mig om tre venner fra Kharkiv. Den første blev mobiliseret og endte med at tjene ved fronten. En dag fik Nabokov en besked fra ham: han var deserteret. “Jeg skammer mig over at sige det,” skrev hans ven, “men jeg kan ikke mere.” Han gemmer sig nu et sted i Ukraine. “Jeg ved, hvordan det er der,” sagde Nabokov. “Jeg ved, hvordan ens nervesystem kan bryde sammen. Ens sind forsvinder et sted hen, og vandrer der i lang tid. Hvad skal jeg sige om ham? At han er en dårlig fyr? Det vil jeg aldrig sige. Han var der. Han så det”.
Den anden ven har en metalplade i kraniet fra et medicinsk indgreb udført før krigen. I en velfungerende rekrutteringsproces ville han ikke være i fare for at blive sendt til fronten, men, indrømmede Nabokov, Ukraine har ikke en velfungerende rekrutteringsproces; han kunne ikke argumentere imod sin vens frygt for, at de ville sende ham til militærtræning og derfra til skyttegravene, trods hans gamle skade. Så denne ven droppede sit job og gemmer sig nu derhjemme. Den tredje ven sagde også sit job op og gemmer sig også for at undgå at blive indkaldt, for som han sagde; ‘Jeg vil ikke dø for Zelinsky’.
Det er ikke kun udsigten til død eller lemlæstelse, der får ukrainske mænd til at skjule sig for rekrutteringsagenterne eller flygte til udlandet. Billeder fra krigen har fået en stadig mere helvedesagtig karakter, hvor de værktøjer, der er tilgængelige for mennesker i en krig, hele tiden bliver mere forfærdelige. En ukrainsk innovation, der allerede kopieres af Rusland, er droner, der bruges til at kaste smeltet termit – et stof der opløser alt og alle, det rammer – på fjendtlige positioner.
Potentielle værnepligtige frygter, at mobiliseringssystemet, trods reformbestræbelser, stadig er korrupt; at de rige og indflydelsesrige kan finde veje uden om det; at hæren ikke værdsætter færdigheder, men kun leder efter kanonføde; og at man ikke kan regne med, at man vil blive behandlet, hvis man bliver såret.
Det ukrainske samfund er stadig ved at fordøje de seneste afsløringer om udbredt korruption i de medicinske kommissioner, der certificerer mennesker, både civile og militære, som handicappede. Uden kommissionens godkendelse får handicappede, inklusive veteraner, hverken erstatning eller invalidepension. Kommissionens struktur bød på mange muligheder for berigelse. Korrupte embedsmænd kunne sælge falske handicapcertifikater eller give dem som gaver til venner og bekendte, der så ville modtage pensioner på livstid. De kunne også kræve bestikkelse fra sårede og handicappede for at få en hurtigere eller mere gunstig afgørelse af deres sag.”
Nobody wants to hear this
James Meek finds war-weariness in Ukraine
London Review of Books, Vol. 46 No. 22 · 21 November 2024
https://www.lrb.co.uk/the-paper/v46/n22/james-meek/nobody-wants-to-hear-this
