Klepárník, V. (2023). From Donbas Conflict to the Russian-Ukrainian War. A Review of Literature. Czech Journal of International Relations, 58(3), 103–128.

Donbas-konflikten og den efterfølgende russisk-ukrainske krig har i flere år været et fremtrædende emne på den internationale dagsorden, men den akademiske verden har haft vanskeligt ved at finde en samlet fortælling om konfliktens oprindelse og natur. 

I artiklen From Donbas Conflict to the Russian-Ukrainian War. A Review of Literature (2023), diskuterer den tjekkiske sociolog, Vít Klepárník, forskellige fortolkninger, og tegner et billede, der på væsentlige punkter afviger fra mainstream-mediernes. Artiklen er baseret på værker af David R. Marples, Daria Platonova og Jakob Hauter, som alle tematiserer konfliktens begyndelse og udvikling.

Vít Klepárník opdeler synsvinklerne i den akademiske litteratur om Donbas-konfliktens oprindelse i tre hovedgrupper: 1) identitet og historie, 2) udenlandsk indblanding, og 3) politiske modsætninger. Det konkluderes, at Ruslands indledende støtte til oprøret i Donbas ofte overvurderes, mens graden af social utilfredshed, protestbevægelser og kravene om selvstændighed i det østlige Ukraine undervurderes.

Tre prismer til en analyse

1) Historie og identitet: Den lokale baggrund

Denne tilgang forbinder konflikten med regionens historie og indbyggernes identitet. Historikeren Hiroaki Kuromiya beskriver Donbas som et “forestillet fællesskab” præget af “frihed”, “militans” og “uafhængighed”, hvor befolkningen ikke nødvendigvis identificerer sig med hverken Rusland eller Ukraine, men med lokale fællesskaber.

Tilhængere af identitetstilgange anerkender ofte befolkningens støtte til separatistiske krav i Donetsk og Luhansk oblast. Separatismen blev formet af etniske, sproglige og politiske vilkår, materielle interesser og en udbredt følelse af at være blevet svigtet af centralregeringen.

Anna Matveeva argumenterer for, at konflikten er en “identitetskonflikt”, hvor identiteten er mere knyttet til regionen end til det “nationale Ukraine” eller til en særlig ukrainsk “etnicitet”. Selvom “pro-russiske” holdninger ikke kan stå alene som forklaring på konflikten – selv lokale etniske russere var splittet – så kan tilstedeværelsen af disse holdninger ikke bare ignoreres.

2. Udenlandsk indblanding: Ruslands centrale rolle

Denne tilgang fokuserer på udenlandske aktører, især nabolande, og trækker ofte på etnisitetsteori, der forbinder intervention med beskyttelse af etniske slægtninge i udlandet.

Mange i Vesten, herunder UCL-historikeren Andrew Wilson, anerkender betydningen af identitet og historiske faktorer, men fastholder, at “alle de afgørende udløsere, der førte til krig, blev leveret af Rusland og af lokale eliter i Donbas”. Private institutter som Atlantic Council i USA har uden forbehold betegnet konflikten som en “Kreml-styret krig”, hvor “russisk ledelse var tydelig fra begyndelsen”.

Men der er også andre inden for denne gruppe, der mener, at en overdreven fokusering på Rusland kommer til at undervurdere den lokale utilfredshed.

Den amerikanske professor, John Mearsheimer, ser bestræbelserne på at indlemme Ukraine i NATO og den direkte vestlige støtte til regimeændring i Kiev, som vigtige elementer i årsagerne til krigen. Andre mener, at dette synspunkt overvurderer NATO-faktoren og forenkler Vestens rolle.

3. Politiske modsætninger: Bevægelser og eliter

Forfattere i denne gruppe bygger på en historisk-sociologisk forskningstradition (f.eks. Charles Tilly), der fokuserer på dynamikken i folkelige holdninger og protestbevægelser. Dette synspunkt lægger vægt på såkaldt “relationel realisme”, der understreger interaktioner, transaktioner og sociale bånd, som centrale drivkræfter i konflikter.

Studiet af politiske modsætninger fremstår ifølge artiklen som det mest relevante værktøj til at forstå konfliktens oprindelse. Ifølge Daria Platonovas omfattende sociologiske forskning opstod protesterne under “Det Russiske Forår” (slutningen af 2013 til marts 2014) i tilknytning til lokale “anti-Maidan”-bevægelser. Hendes arbejde viser, at lokal elitepolitik og “koncentreret patronisering” i Donetsk Oblast, i modsætning til “diffus patronisering” i Kharkiv, førte til, at eliterne i Donetsk mistede kontrollen over de mere radikale politiske grupper og derefter tilsluttede sig disse gruppers krav om løsrivelse fra Ukraine. Dette understøttes af, at protesterne i Kharkiv som udgangspunkt var voldsommere, men udfaldet anderledes, fordi eliterne dér havde tilstrækkelig indflydelse til at undertrykke de radikale gruppers dagsorden om selvstændighed.

Oprindelsen: En skarp akademisk skillelinje

Det centrale spørgsmål i debatten er, om Rusland blot støttede de involverede aktører, eller om Moskva kontrollerede disse aktører, og dermed gjorde russisk intervention til den afgørende faktor.

Serhiy Kudelia argumenterer for en autentisk indenlandsk oprindelse af protesterne, hvor Donbas’ unikke, ikke-etniske regionale identitet var drivkraften.

William J. Risch og Oleksandr Melnyk peger derimod på en betydelig russisk indblanding, hvor rygter og stereotyper om Maidan-begivenhederne i Kiev ikke opstod spontant, og hvor russiske agenter aktivt koordinerede folkelige protester. 

Kimitaka Matsuzato, der bygger sin analyse på feltforskning, mener, at Rusland først ønskede at involvere sig mere aktivt i den kritiske periode efter sommeren 2014 (hvor de to Donbas-regioner erklærede sig som selvstændige), og at Rusland oprindeligt sigtede mod at lade Donbas forblive en del af Ukraine.

Flere forfattere anerkender multikausalitet – det vil sige, en kombination af regionens specifikke historie og identitet, lokale eliters og aktivisters handlinger, og Ruslands indflydelse. Selvom forfattere, der fokuserer på elitepolitikker, adskiller sig fra forfattere med identitetstilgange, ender begge grupper ofte med at lægge mest vægt på konfliktens indenlandske årsager.
Der savnes ofte dokumentation for officiel russisk indflydelse, og en del af det, der er blevet fremlagt, grænser ifølge artiklen til konspirationsteorier.

Konfliktens udvikling: Fra borgerkrig til internationaliseret konflikt

Spørgsmålet om konfliktens natur – borgerkrig eller international krig – er afgørende. Efter 2015 antog konflikten, i det mindste delvist, karakter af en mellemstatslig konflikt, men oprøret i Donbas bevarede samtidig sin autenticitet som en borgerkrig.

Flere af bidragyderne til Jakob Hauters antologi taler for en tolkning af Donbas-konflikten som en international konflikt, omend med forbehold. Hauter selv foreslår begrebet “delegeret mellemstatslig konflikt”, men dette kritiseres for at ignorere de autentiske indenlandske oprørsgrupper i Donbas.

Sanshiro Hosaka argumenterer omvendt, at de indledende forsøg på at klassificere konflikten som “international” var dømt til at mislykkes på grund af kamphandlingernes placering på ukrainsk territorium og seperatist-enhedernes betydelige rolle i kampene. Dog skifter Hosaka til at klassificere konflikten som en “ekstra-statslig” eller mellemstatslig krig fra dens senere fase, baseret på sammenhængen mellem dokumenteret tilstedeværelse af russiske militære enheder og stigende ukrainske tabstal fra juni 2014 til marts 2016.

Det ukrainske synspunkt, der er repræsenteret af Yuriy Matsiyevsky, lægger den afgørende vægt på Ruslands direkte og indirekte involvering.

Minsk-aftalerne og vejen til krig

Uenighed om betydningen af Minsk-aftalerne og om årsagerne til aftalernes efterfølgende fiasko skyldtes blandt andet aftalernes ofte vage formuleringer, uafklarede juridiske spørgsmål, situationen ved fronterne og forskellige handlinger fra både Rusland og Ukraine, der ignorerede eller tilsidesatte aftalerne. Ukraine anså aftalerne for at være et resultat af “russisk aggression”, mens Rusland hævdede, at Ukraine aldrig levede op til de politiske aftaler.

Præsident Zelinskys indledende politik efter valget i 2019, der sigtede mod at afslutte konflikten, blev indadtil bremset af pres fra radikale højrefløjsgrupper i Kiev.

Vestlige NATO-lande, som USA og Storbritannien, optrådte provokerende og konfronterende i form af store våbenleverancer, militærøvelser og politisk opbakning til ukrainsk NATO-medlemskab.

Misforståelser mellem Vesten og Rusland kan have forstærket Ruslands aggression.

Angela Merkel har udtalt, at Minsk-aftalerne reelt ikke sigtede mod en politisk løsning på konflikten, men fra Tysklands side blev set som et “forsøg på at give Ukraine tid” til at opruste.

Ruslands handlinger siden februar 2014 er en fortsættelse af en mere selvhævdende politik siden 2005. Dog var de vigtigste beslutninger i 2014 (og i 2022) næppe uundgåelige, men snarere knyttet til en international kontekst præget af gensidige misforståelser. Denne dynamik beskrives også som en “konflikt mellem ontologier” eller “verdensopfattelser”.

Konklusion: En kompleks baggrund

Donbas-konflikten er eskaleret til en åben krig, og dens forhistorie og oprindelse er derfor af væsentlig interesse. 

Litteraturgennemgangen fremhæver, at Ruslands rolle har ændret sig over tid. De fleste forfattere er enige om, at Rusland kom til at spille en mere direkte rolle fra midt i juli 2014, og at det ændrede den oprindelige konflikt fra at være en ren borgerkrig. Men den indledende støtte fra Rusland er ofte blevet overvurderet, og niveauet af social utilfredshed og autenticiteten af protestbevægelsen i Donbas er tilsvarende blevet undervurderet blandt nogle ukrainske og vestlige forfattere.

Konfliktens karakter blev transformeret af Ruslands militære intervention efter juli 2014, men denne intervention var ikke ensartet og den aftog mod slutningen af 2015. Konflikten kan mest præcist beskrives som en “internationaliseret borgerkrig” snarere end en “delegeret mellemstatslig konflikt”, da den sidstnævnte betegnelse undervurderer vigtigheden af den oprindelige opstand. 

Vejen til krigen i februar 2022 var betydeligt mere kompliceret end det ofte bliver fremstillet. Handlinger fra både det ukrainske lederskab og de vigtigste vestlige stater kan ikke ignoreres som en vigtig del af årsagerne til krigen. Forhold som gensidig misforståelse, forskellige opfattelser af virkeligheden og oplevelsen af trusler mod egen sikkerhed, samt Ruslands og Vestens (og gradvist også Ukraines) forskellige identiteter, er afgørende for at forklare begivenhederne.

Donbas-konflikten gør det nødvendigt at se ud over simple forklaringer og anerkende det komplekse samspil mellem lokale dynamikker, regionale eliter og indflydelsen fra flere eksterne aktører med modsatrettede interesser.

—Klepárník, V. (2023). From Donbas Conflict to the Russian-Ukrainian War. A Review of Literature. Czech Journal of International Relations, 58(3), 103–128.
https://ojs3.iir.cz/index.php/cjir/article/view/777/734