Smith, M.L.R and Puri, Samir, “Every War Must End: And it is Time to end Western Strategic Magical Thinking in Ukraine,”
Military Strategy Magazine, Exclusive Article,
19 September 2024.
https://doi.org/10.64148/msm.exclusive.11629
Dr. Samir Puri er Associate Fellow ved Chatham House, UK (The Royal Institute of International Affairs) og gæsteforelæser ved Department of War Studies. Han er forfatter til Russia’s Road to War with Ukraine (Biteback, 2022); Fighting and Negotiating with Armed Groups: The Difficulty of Securing Strategic Outcomes, IISS Adelphi Series (Routledge, 2016). Hans seneste bog er Westlessness: The Great Global Rebalancing (Hodder & Stoughton, 2024).
M.L.R. Smith er professor i strategisk teori og akademisk leder af Australian War College, Canberra. Han har skrevet udførligt om militærstrategiske emner.
Bemærk: De synspunkter, som M.L.R. Smith udtrykker i denne artikel, er baseret på personlig akademisk refleksion. De repræsenterer eller afspejler ikke nogen formelle eller uformelle synspunkter eller holdninger fra nogen gren af The Commonwealth of Australia.
[Oversættelse]
IDEÉN OM KRIG UDEN ENDE er et almindeligt udtryk, men som Fred Iklés bemærker i sit anerkendte værk, så må enhver krig afsluttes [i]. Krig er, som Carl von Clausewitz betonede, et middel til at opnå politiske mål. For at disse mål skal være meningsfulde, skal de være opnåelige inden for en afgrænset tidsramme, og de må kunne forfølges med en omkostning, der står i et rimeligt forhold til det ønskede resultat. Krige kan ende gennem fuldstændig sejr eller nederlag. Alternativt kan kombattanterne komme til den rationelle konklusion, at det i fraværet af en klar udsigt til sejr, er bedre at afslutte konflikten gennem forhandling.
Næsten tre år inde i krigen mellem Rusland og Ukraine, med svimlende militære og civile tab, der sandsynligvis tæller hundredtusinder på begge sider, er det rimeligt at spørge: Hvad er planen for at afslutte denne krig? Selvom det ikke er vores rolle som observatører at forholde os til, om ukrainerne bør fortsætte deres kamp, så gør de enorme menneskelige, materielle og finansielle omkostninger, som krigen allerede har haft, det nødvendigt, at de vestlige magter – der har muliggjort Ukraines fortsatte modstand – forholder sig til spørgsmålet: Hvad er strategien for at afslutte krigen på betingelser, der stemmer overens med vestlige interesser og som også gavner Ukraine? Er der en plan ud over blot at forlænge krigen i det uendelige eller at kæmpe til den sidste ukrainer? Ukraines nylige militære indtrængen på russisk territorium i august 2024, hvor ukrainsk militær rykkede frem mod byen Kursk og besatte en del af grænseområdet syd for byen, er af nogle kommentatorer i de vestlige medier blevet udråbt som en ydmygelse af den russiske præsident Vladimir Putin [ii], og som en begivenhed, der potentielt kan ændre spillet [iii], og “kan have ændret krigens forløb” [iv]. Ukraines offensiv er utvivlsomt pinligt for Rusland. Den kan ses som et ambitiøst forsøg på at få trukket russiske ressourcer væk fra Donbas, eller som et vovet forsøg på ligefrem at ændre krigens dynamik dramatisk ved at opnå et pludseligt gennembrud, der kunne forårsage en negativ psykologisk reaktion blandt de russiske styrker. Mere sandsynligt er det måske, at den ukrainske offensiv udgør et forsøg på at skaffe sig en fordel i fremtidige forhandlinger, der kunne blive en realitet efter det kommende amerikanske præsidentvalg i november, hvor presset for at afslutte krigen ville kunne vokse betydeligt [v]. Men selvom manøvren kan ses som taktisk imponerende vil Ukraines indtrængen på russisk territorium næsten helt sikkert ikke ændre styrkebalancen, ikke mindst fordi Kursk-aktionen – ligesom lignende militære manøvrer i det sidste århundrede, fra Forårsoffensiven i 1918 til Ardenneroffensiven i 1944 – sandsynligvis blot vil resultere i en fortsat udmattelseskrig. Udmattelseskrig udgør, som James J. Wirtz argumenterer for, “standardstrategien i krig”, hvor hver side engagerer den anden i vedvarende militære slag “indtil materiel ødelæggelse, tab af menneskeliv eller et kollaps i den politiske vilje tvinger den ene side til at overgive sig” [vi]. Gennem historien, skriver Wirtz, “er forløbet altid det samme: tøm fængslerne, koncentrer artilleriet og bomb byerne, indtil fjenden bryder sammen” [vi]. Realiteterne i denne udmattelseskrig er på dette tidspunkt, at den ser ud til at favorisere russerne. En måned efter at Ukraine begyndte sin invasion i Kursk-regionen, synes aktionens indledende manøvrefase at være afsluttet, og Ukraine forsøger nu at forsvare sine umiddelbare gevinster [vii]. Men det mest sandsynlige udfald af krigen for Ukraine og for de bredere vestlige interesser, nemlig en de facto deling af Ukraine, forbliver stort set uændret.
Strategisk tvetydighed
I denne artikel ønsker vi at undersøge krigens nuværende strategiske dynamik i Ukraine. Vores påstand er, at selvom Ruslands specifikke strategiske og militære mål muligvis var uklare i krigens indledende fase efter Ruslands manglende evne til at indtage Kyiv i invasionens første uger, så er det Vestens strategi, der i stigende grad virker uigennemsigtig og uden substans ud over at holde krigen i gang i en uspecificeret tidsramme. Artiklen søger at trænge bagom denne uigennemsigtighed for at undersøge, om et omrids af en sammenhængende vestlig strategi kan identificeres. Vores konklusion er, at vestlige strategiske intentioner ikke kun forbliver stort set uforståelige, men risikerer at gentage de nederlag, der har karakteriseret de seneste fiaskoer i vestlig strategisk praksis. Disse tilbageslag og fiaskoer har været karakteriseret ved en forkærlighed for maksimalistiske positioner, der fastholdes selvom de afviger fra virkeligheden på slagmarken. Denne forkærlighed, hævder vi, er et udtryk for “strategisk ønsketænkning”, hvor det antages, at noget mirakuløst vil dukke op, hvis blot krigen fortsætter længe nok. En sådan tilgang er uegnet til at fremme eller styrke vestlige interesser, endsige Ukraines. Hvis vestlig politik er seriøs med hensyn til at ville hjælpe Ukraine, kræver det strategisk klarhed, og ikke strategisk tvetydighed. Som forfattere siger vi dette, ikke som et udtryk for en anerkendelse eller undskyldning for russisk imperialisme, men som fortalere for en “god” strategi, der sigter mod at maksimere vestlig magt og den vestlige interesse i at hjælpe Ukraine. Vi gør det med en ærlig erkendelse af geopolitikkens realiteter og af de begrænsninger, der er forbundet med idealisme som instrument i det internationale system. Vi tilslutter os traditionen for en “nøgtern realisme”, der blandt andet er kommet til udtryk i den amerikanske politiske teoretiker Hans Morgenthaus kritik af USA’s involvering i Vietnamkrigen [viii], og i den australske journalist Owen Harries’ kritiske holdning til militær intervention i Irak [ix]: det handler ikke om at være “for” kommunisme, for mellemøstlige diktatorer eller for russiske forestillinger om historiske rettigheder; det handler om at være imod dårlig strategi, der spilder vestlig energi, ressourcer og soft power uden nogen åbenlys grund og uden at opnå nogen fordel.
Strategisk uklarhed og udmattelse, del 1: Rusland
Bortset fra de forskellige historiske fortællinger, der førte op til Ruslands invasion i februar 2022, var det ved fjendtlighedernes udbrud Ruslands strategi og koncept for operationer, der var uklare. Hvad håbede Rusland at opnå? Troede Rusland virkelig, at Ukraine kunne besejres på 72 timer? [x] Var russiske operationer mod Kyiv det centrale i angrebet? Eller var det en afledningsmanøvre, der skulle trække ukrainske ressourcer væk fra hovedformålet med den russiske invasion, som var at besætte territorium i syd og øst? [xi] Det ærlige svar er, at uden for den tæt sammentømrede kreds af Kreml-beslutningstagere kender få mennesker svaret på disse spørgsmål. Alt andet er spekulation [xii]. Hvad vi måske kan formode er, at ukrainsk modstand mod den russiske invasion var stærkere end mange havde forventet (inklusive mange i Vesten) [xiii]. Med materiel og finansiel støtte fra NATO-lande har Ukraines modstand været langt stærkere, end russerne måske først havde forestillet sig [xiv]. Alligevel er det også tydeligt, at ukrainsk udholdenhed ikke har været tilstrækkelig til at forhindre hverken Ruslands erobring og fastholdelse af de østlige provinser, som meget af striden før 2022 drejede sig om [xv], eller Ruslands besættelse af store strækninger af Ukraines kystlinje. Efter erobringen af Mariupol i maj 2022 kom cirka 80 procent af Ukraines kystlinje under russisk kontrol [xvi], et tal er forblevet uændret på trods af, at Ruslands Sortehavsflåde er kommet under angreb med langtrækkende våben. [xvii]. Med Ruslands erobring af territorierne i Donbas har fronten i udmattelseskrigen mod de ukrainske styrker nu antaget konturerne af et udvidet dødvande. I bedste fald antyder dette en fastlåst konflikt, hvor kampenes intensitet falder [xviii]: et scenarie, hvor begge sider langsomt slider hinanden ned. I værste fald – for den ukrainske/vestlige side – står vi overfor en langvarig udmattelseskrig, hvor russisk overlegenhed i mandskab, materiel og viljestyrke truer med at udmatte Vestens kapacitet til at støtte Ukraine, samtidig med at ukrainsk personel og reserver lider store tab [xix]. Den russiske ledelses vilje til både at påføre og tåle et konstant højt tabstal kan virke moralsk frastødende på dem, der er skolet i vestlige doktriner om beskyttelse af egne styrker [xx]. Det er samtidig en ubestridelig historisk karakteristik af Ruslands udholdenhed i udmattelseskrige. Intet af dette skal forstås sådan, at vi mener, at russerne fra starten bevidst sigtede mod at føre en udmattelseskrig. I den udstrækning vi kan udlede Ruslands hensigt før invasionen, ser det ud til, at Vladimir Putin ønskede at tvinge Kyiv til at adlyde Moskvas diktater, før han forsøgte at udføre et coup de main, da denne strategi mislykkedes. Hvis det er tilfældet, var dette et udtryk for en dobbelt-usammenhængede strategi, fordi den efter at have søgt at bruge trusler til at tvinge Ukraine, derefter forsøgte at overraske sit mål, som allerede var blevet advaret gennem de fremsatte trusler. Hvis disse formodninger er korrekte, er det muligt at hævde, at Rusland ønskede at undgå en udmattelseskrig, men er blevet tvunget til at tilpasse sig forholdene efter den indledende blokering af landets militære planer. Efter at være blevet tvunget til at tilpasse sig de militære realiteter er det plausibelt at udlede den russiske strategiske game-plan, nemlig: at besætte territorium, påføre Ukraine en negativ udmattelsesrate (inklusive i Kursk), og mere generelt forvandle Ukraine til en dysfunktionel stat, der er økonomisk afhængig af vestlig støtte. Russerne kunne så afvente begivenhedernes gang, enten til et punkt, hvor der ville ske et massivt kollaps på den ukrainske frontlinje, eller til at der kunne gennemføres en forhandlingsløsning på russiske vilkår. Disse vilkår kan meget vel både omfatte begrænsning af ukrainsk suverænitet og en permanent annektering af de østlige og sydlige territorier. Derudover vil Rusland næsten helt sikkert afvise enhver aftale, der indebærer ukrainsk NATO-medlemskab, samtidig med at man vil forsøge at gøre enhver ukrainsk vej til EU-optagelse både økonomisk og politisk omkostningsfuld.
Strategisk uklarhed og udmattelse, del 2: Vesten
Omvendt er det vanskeligt at visualisere præcist, hvad de ukrainske/vestlige politiske mål og den tilhørende militærstrategi nu omfatter, ud over at opretholde Ukraines evne til at forsvare sine frontlinjer, mens muligheden for, at Ukraine kan gå i modoffensiv igen i 2025, forbliver en drøm. I relation til dette fremtidsperspektiv kan vi også iagttage en række forspildte strategiske muligheder. Man kan argumentere for, at den indledende “strategiske sejr” for Ukraine kom i krigens tidlige stadier, hvor det lykkedes at imødegå Ruslands oprindelige fremrykning og vende konflikten til en længerevarende konfrontation. I den henseende er det, som Anatol Lieven og Alex Little har argumenteret for, muligt at opfatte forløbet sådan, at denne fase af krigen bevarede ukrainsk uafhængighed og suverænitet, meget lig hvad finnerne formåede at opnå mod Sovjetunionen i Vinterkrigen 1939/40 [xxi]. En underlegen modstanders evne til at parere en langt større magts styrke, hvilket Ukraine opnåede i de to måneder efter invasionen, skabte et strategisk vindue, der kunne – og sandsynligvis burde – have været brugt til at afslutte krigen, sådan som en klarsynet vurdering af de strategiske muligheder og sårbarheder kunne have talt for. Freden ville uden tvivl have været ufuldkommen og ville have ført til afståelse af kontrollen over noget ukrainsk land, men en fredsaftale kunne have begrænset russiske gevinster og sikret det meste af Ukraines territorium. Desuden er dette scenarie ikke et, der kun viser sig i eftertankens lys. Indledende samtaler blev afholdt mellem russiske og ukrainske forhandlere i Istanbul i april 2022 [xxii]. Klogere hoveder på alle sider kunne have bragt krigen til en tidlig afslutning. Selvom disse indledende samtaler, som i enhver fredsproces, var komplekse og vanskelige, er der næppe nogen tvivl om, at vestlige forsikringer om militær støtte enten spændte ben for forhandlingerne [xxiii] eller i det mindste bidrog til en række omstændigheder, hvor “Ukraine – opmuntret af vestlig støtte – besluttede at kaste terningerne om konfliktens udfald” [xxiv]. Det relevante “hvad nu hvis” er ikke, om samtalerne i 2022 kunne have afsluttet krigen i form af en “retfærdig fred” til fordel for Ukraine. Snarere handler det om, hvorvidt opretholdelsen af en direkte medieret dialogkanal kunne have tilført krigen forskellige dynamikker, potentielt muliggjort større konfliktbegrænsning og åbnet udveje for alle parter samtidig med at kampene fortsatte. Disse spørgsmål kan ikke bare afvises med henvisning til Ruslands åbenlyst manglende vilje til at engagere sig i en “ærlig” dialog [xxv]. Russiske forhandlere kan ofte være dobbelttydige og kan vælge at bruge diplomati som et instrument i krigsførelse eller som et røgslør for initiativer på slagmarken (som det skete ved den russiske forhandlingsadfærd i Ukraine i 2014-15 og i Syrien i 2016). Dette er et vilkår for at indgå i fredsforhandlinger under krige initieret af Rusland, og det er nødvendigt hele tiden at overveje, om dette vilkår kan være for høj en pris at betale.
I starten virkede Ukraines strategi om at afvise forhandlinger med Rusland og fortsætte kampen fuldt ud valideret. I august og september 2022 iværksatte Ukraine succesfulde offensiver i Kherson- og Kharkiv-regionerne og stabiliserede dermed frontlinjerne omkring sin næststørste by, Kharkiv. Det var væsentlige gevinster for Ukraine [xxvi]. De illustrerede, at en vurdering af Ukraines afvisning af at acceptere en påtvungen og uretfærdig fred tidligere i 2022 ikke er ligetil. Krigens forløb siden slutningen af 2022 tegner dog et mere sammensat billede. Ukraine forsøgte en modoffensiv i sommeren 2023, som mislykkedes fuldstændigt, især i Zaporizhzhya-regionen, hvor Ukraine forsøgte at generobre noget af sin tabte kystlinje, men ikke kunne komme igennem Ruslands defensive linjer [xxvii]. Virkningerne af denne mislykkede modoffensiv har haft betydelig indflydelse på krigens videre forløb. Ukraine iværksatte sin overraskende sommeroffensiv i Kursk i 2024 til dels for at bevise, at landets vestligt-støttede væbnede styrker faktisk var i stand til gennemføre større offensive manøvrer, og at de kunne opnå dramatiske gevinster. Ukraines præsident Volodymyr Zelensky beskrev endda Kursk-offensiven som en del af Ukraines “plan for sejr” [xxviii]. En nøgtern strategisk vurdering ville snarere konkludere, at vinduet af muligheder for Ukraine til reelt at vende landkrigens forløb er blevet lukket. Som begivenhederne står nu, er det vanskeligt at se, hvilke strategiske fordele der kan opnås for den ukrainske/vestlige position ved en forlængelse af konflikten.
En opmærksomhedssøgende strategi?
Vestens officielle politik er at fortsætte krigen “så længe det tager” [xxix]. Men hvad betyder det? Så længe det tager at gøre hvad? Den ildevarslende gentagelse af denne frase, der først blev hørt i vestlige politiske kredse omkring 2010 under den NATO-ledede operation for at stabilisere Afghanistan [xxx], giver bekymrende substans til anklagen om, at Ukraine er endnu en “evighedskrig” [xxxi], og at vestlig støtte på et ubestemt tidspunkt i fremtiden til sidst vil smuldre. Hvad handler det hele om? Dette er det mest fundamentale strategiske spørgsmål af alle. Hvad skal kampene opnå? Som det er blevet argumenteret, kan man skelne omridset af en strategisk plan i Ruslands nuværende militære operationer, men det er svært at indkredse et sammenhængende mål eller en plan i den vestlige strategi. Medmindre mere specifikke mål er underlagt en hemmelig protokol, fremstår vestlige/ukrainske mål vage, ambitiøse og maksimalistiske. Er målene at genvinde alle tabte territorier? [xxxii] At fastholde Ukraine i krigen? [xxxiii] At forsvare demokrati og den “frie verden”? [xxxiv] At føre en “uendelig kamp mellem diktatur og frihed”? [xxxv] At føre en stedfortræderkrig mod Rusland? [xxxvi] At undergrave Vladimir Putins regime og vælte den russiske regering? [xxxvii] Alle disse mulige forklaringer er blevet fremført i vestlige mediekommentarer og i politiske kredse. På nuværende tidspunkt er den eneste fremherskende tendens, man kan identificere i den højlydte og ambitiøse retorik fra vestlige kommentatorer og politikere, at vestmagterne er fast besluttet på at styrke Ukraines evne til at fortsætte kampen. Men igen, spørgsmålet er: med hvilket formål? Hvis målet er at genvinde alle Ukraines tabte territorier, så fremstår et sådant mål helt generelt som uopnåeligt under de nuværende omstændigheder. Man må derfor spørge, om vestlig strategi over for Ukraine er fundamentalt teatralsk, og at strategien og Vestens maksimalistiske mål – ud over at opretholde ukrainsk moral, mens man bruger ukrainsk militær handling som en praktisk formidling af moralsk afstandstagen over for Ruslands invasion – ikke er noget, der skal tages bogstaveligt, men primært er udtryk for et ønske om bevare en plads i rampelyset og en frygt for at tabe ansigt.
Kan vi skimte en vestlig strategisk rationalitet i Ukraine?
Hvis der kan udledes et minimum af vestlig strategisk rationalitet, kunne den bestå i, at den maksimalistiske, højlydte og deklaratoriske politik om at fortsætte krigen “så længe det tager”, har én potentiel nytteværdi, nemlig at opnå indflydelse i fremtidige forhandlinger, baseret på en formodning om, at Rusland ikke nødvendigvis ønsker en langvarig krig, og at landet derfor på et ukendt tidspunkt i fremtiden vil søge en forhandlingsløsning på grund af krigstræthed. En sådan vestlig indflydelse vil dog, hvis den overhovedet har nogen effekt på russiske beslutningstagere (og der er ringe bevis for, at det er tilfældet), kun kunne blive udøvet gennem en håndfuld udvalgte medlemmer af den vestlige udenrigspolitiske elite. Faren er, at de vestlige offentligheder og meningsdannere mere generelt har taget den teatralske, maksimalistiske linje om at søge total sejr for pålydende [xxxviii]. Dette fjerner vestlig fleksibilitet til offentligt at støtte enhver form for afslutning på krigen, der ikke kan præsenteres som en utvetydig ukrainsk sejr. Man kan let forestille sig en modreaktion om et “München”-lignende udsalg, der næsten uundgåeligt vil ledsage en kompromisløsning [xxxix]. Vestlige mediekommentarer er fyldt med advarsler om at slække på kravene [xl] og om faren ved ikke at give Ukraine den støtte, landet har brug for for at kunne “gøre arbejdet færdigt” [xli]. Dette vil sandsynligvis også have en konkret indvirkning på Ukraines strategiske fleksibilitet til at afslutte krigen på vilkår, der er mindre end fuldt ud favorable eller retfærdige. Ligesom mange tidligere konflikter, hvor langvarige, bitre kampe er blevet fulgt af en fase med samtidig kamp og forhandling, skifter situationen til sidst, efter mange tilbageslag, mere fuldt ud til forhandlingssporet. Her er kombattanternes og deres baglandes fleksibilitet til at tilpasse sig disse skiftende dynamikker en vigtig variabel [xlii]. Den maksimalistiske og moralsk funderede målsætning om, at Rusland ikke kan tillades at blive belønnet for sin aggression, kommer derfor i fokus. I december 2023 udsendte G7 (som omfatter Ukraines vigtigste støtter) en fælles erklæring, der indeholder denne linje: “Ruslands forpligtelser under international ret er klare: Rusland skal både afslutte sin ulovlige angrebskrig og betale for den skade, landet har forvoldt” [xliii]. Zelinsky har gentagne gange mindet det globale publikum om, at Ukraine ikke vil give efter for russisk aggression. Dette er imidlertid udtryk for en moralsk intention, ikke for praktisk strategi. Det er et moralsk, ja endda prisværdigt mål: det stræber efter at straffe Rusland for dets overtrædelse af FN-pagten gennem landets forsøg på at skade en anden suveræn stat alvorligt og gennem det forfærdelige tab af liv og materiel, der er lidt af Ukraine forårsaget af russerne. Men disse moralske intentioner stemmer ikke desto mindre akavet overens med den virkelighed, der har udfoldet sig. De kan også forhindre Ukraine og Vesten i at skifte til et forhandlingsspor – og offentligt at forklare årsagerne til at gøre det – da dette ville modsige over tre års maksimalistisk retorik om de ufravigelige betingelser for at slutte fred.
Hvis man skulle oversætte maksimalistisk vestlig deklaratorisk retorik til en form for operationelt og strategisk design, kunne det se ud noget i denne retning:
1. Støt en ukrainsk modoffensiv i håb om at splitte de russiske besættelsesstyrker.
2. Gennemfør modangreb på russiske mål.
3. Åben en klar vej for Ukraine til at blive medlem af NATO.
4. Brug disse resultater til at svække, splitte og potentielt “afkolonisere” Rusland.
Problemet er, at uanset hvordan man vender og drejer det, så er alle disse potentielle mål totaliserende, og vil i bedste fald kun motivere Rusland til at fortsætte krigen. Kort sagt, med mindre at det mirakuløst lykkes at påføre russiske styrker uforholdsmæssige udmattelsesrater, hvilket på en eller anden måde tvinger Kreml til at bede om fred, eller frembringer et spektakulært kollaps af den russiske stat (alt imens man undgår enhver potentiel russisk eskalering mod nuklear konfrontation), så afspejler disse totaliserende mål en tilsyneladende mangel på vestlig erkendelse af den prosaiske virkelighed, som er, at denne krig før eller siden skal bringes til ophør gennem en forhandlingsløsning. I bedste fald tilvejebringer en sådan strategisk plan intet grundlag for forhandlinger. I værste fald giver strategien blot Rusland incitamenter til at forlænge krigen, ikke mindst fordi fortsatte fjendtligheder vil være en metode til at forhindre ethvert sammenhængende skridt mod Ukraines NATO-medlemskab, da medlemskab er udelukket for enhver tiltrædelsesstat, der er involveret i en uløst krig med en anden suveræn stat.
For virkelig at hjælpe Ukraine, fortæl os hvordan dette ender…
Hvis Vestens deklaratoriske holdninger alle peger mod en tilstand af uendelig konflikt om ukrainsk territorium, som forbliver i en tilstand af de facto-deling, hvordan er dette så strategisk sammenhængende, endsige moralsk? G7’s fælles erklæring i juni 2024 indeholdt en udtalelse om, at “Vi forbliver fast besluttede på at fjerne enhver falsk forestilling om, at tiden er på Ruslands side” i Ukraine [xliv]. Det er vanskeligt at se, hvordan dette forholder sig til realiteterne i den nuværende fase af udmattelseskrigen. Vestlig politik er i denne henseende i fare for at blive en øvelse i strategisk ønsketænkning. Vestens strategiske narrativ om Ukraine er banal og sandsynligvis selvdestruktiv, idet den er præget af en liberal-idealistisk teleologi, der er antagonistisk over for en seriøs forståelse af strategi [xlv]. I denne kontekst kan man pege på en bemærkelsesværdig forskel mellem de vestlige magters strategiske positioner og Ruslands forhold til strategi. Uanset de operationelle tilbageslag som Rusland oplever og selvom der viser sig en manglende evne til at realisere oprindelige mål, det være sig i Ukraine eller andre steder, så har landets standardtilgang altid været at søge at opnå noget, selv fra en mislykket invasion. Ruslands modus operandi er at holde ud på lang sigt, men også, og nok så afgørende, at justere sine strategiske mål frem for at holde krampagtigt fast ved mål, der viser sig at være uopnåelige [xlvi]. I modsætning hertil synes Vesten at være opsat på at følge sin egen velkendte strategiske drejebog, der senest kunne bevidnes i den ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan i sommeren 2021: at holde fast i alt, blot for i sidste ende at risikere at miste det hele. Den forståelige holdning om, at Rusland aldrig må blive belønnet for sin aggression, står nu akavet i kontrast til den virkelighed, at Rusland ser ud til at kunne vriste nogle vigtige gevinster til sig på Ukraines bekostning. At latterliggøre disse gevinster set i forhold til de “katastrofale” omkostninger, Rusland har lidt, har en vis berettigelse som et led i opbygningen af en fortælling om ukrainsk trods og succes. Den samme fortælling vil sandsynligvis også komme til at udgøre en del af Vestens egen “exitstrategi” i et forsøg på at forklare offentligheden, hvorfor resultaterne i Ukraine vil vise sig at lande langt fra de erklærede maksimalistiske mål. En fuldstændig opgivelse af Ukraine fra nogen af de vestlige nationer er stadig stort set utænkelig og forbliver både strategisk uklogt og moralsk utilfredsstillende. Selv hvis Donald Trump vender tilbage til Det Hvide Hus og overlader opgaven med at støtte Ukraines forsvar og genopbygning efter krigen til de europæiske lande, er det usandsynligt, at støtten til Ukraine vil ophøre. Den enorme kompleksitet, der nu venter ethvert forsøg på at bringe kampene til en hurtig afslutning med etableringen af en demilitariseret zone mellem ukrainske og russiske styrker (en idé, der blev lanceret af Trumps vicepræsidentkandidat J. D. Vance under den amerikanske præsidentkampagne), vil i sig selv sandsynligvis vise sig at være kompleks og langvarig [xlvii]. Og hvis Kamala Harris vinder valget, vil USA’s støtte til Ukraine skulle tilpasse sig de nye realiteter i en krig, der snart vil gå ind i sit fjerde år, når den næste amerikanske præsident tiltræder.
De synspunkter, der er blevet præsenteret her, udtrykker ikke en opfordring til at afslutte krigen for enhver pris og på hvilke som helst vilkår. De er heller ikke udtryk for en villighed til at svigte Ukraine over for Rusland ved at acceptere Kremls mål. Langt fra. Men at støtte Ukraine i at forblive uafhængigt og forsvarligt på lang sigt på trods af, at landet kommer til at lide under en de facto deling, er et meget anderledes strategisk mål end at støtte Ukraine i at føre en uendelig krig med udsigt til færre og færre taktiske sejre. De vestlige magter vil, uanset om de i vid udstrækning står samlet eller splittet i deres handlinger, før eller siden blive nødt til at samarbejde med den ukrainske ledelse om at skifte strategi. Og de bliver nødt til at gøre det på en måde, der bryder med den nuværende strategiske ønsketænkning. 
Referencer
[i] Fred Charles Iklé, Every War Must End (New York: Columbia University Press, 2005).
[ii] Richard Kemp, ‘Ukraine has just humiliated Putin. Long may it last’, Daily Telegraph, 10 August 2024, https://www.telegraph.co.uk/news/2024/08/10/ukraine-has-just-humiliated-putin-long-may-it-last/.
[iii] David Cohen, ‘Ukraine’s incursion into Russia could change everything, Mark Kelly says’, Politico, 18 August 2024, https://www.politico.com/news/2024/08/18/ukraine-invasion-russia-mark-kelly-00174511
[iv] David Folkenflik, ‘Ukraine’s incursion into Russia may have changed the course of the war’, NPR, 18 August 2024, https://www.npr.org/2024/08/18/nx-s1-5075188/ukraines-incursion-into-russia-may-have-changed-the-course-of-the-war.
[v] Jack Watling, ‘Ukraine’s extraordinary incursion into Kursk has changed the narrative of the war – but is a high-risk strategy’, The Observer, 17 August 2024, https://www.theguardian.com/world/article/2024/08/17/ukraine-offensive-russia-political-logic-but-high-risk- strategy.
[vi] James J. Wirtz, Review of Precision: A History of American Warfare, International Affairs, Vol. 100, No. 4 (2024), pp. 2290-2291.
[vii] Gwladys Fouche, ‘Ukraine has achieved ‘a lot’ in Kursk offensive, NATO’s Stoltenberg says’, Reuters, 6 September 2024, https://www.reuters.com/world/europe/ukraine-has-achieved-a-lot-kursk-offensive-natos-stoltenberg-says-2024-09-05/.
[viii] Hans J. Morgenthau, ‘Vietnam: Shadow and substance’, The New York Review, 16 September 1965, https://www.nybooks.com/articles/1965/09/16/vietnam-shadow-and-substance/; Jennifer W. See, ‘A prophet without honor: Hans Morgenthau and the war in Vietnam, 1955–1965’, Pacific Historical Review, Vol. 70, No. 3 (2001), pp. 419-448.
[ix] Michael Fullilove, ‘Vale Owen Harries 1930–2020’, The Interpreter, 26 June 2020, https://www.lowyinstitute.org/the-interpreter/vale-owen-harries-1930-2020.
[x] Jacqui Heinrich and Adam Sabes, ‘Gen. Milley says Kyiv could fall within 72 hours if Russia decides to invade Ukraine: sources’, 5 February 2022, https://www.foxnews.com/us/gen-milley-says-kyiv-could-fall-within-72-hours-if-russia-decides-to-invade-ukraine-sources.
[xi] Dara Massicot, Russian Military Operations in Ukraine in 2022 and the Year Ahead (Testimony presented before the US Senate Committee on Armed Services, 28 February 2023) (Santa Monica, CA: RAND: 2023), pp. 1-8.
[xii] See for example, Fatma Khaled, ‘Russian state TV denies believing Putin could take Kyiv in three days’, Newsweek, 20 April 2024, https://www.newsweek.com/russian-state-tv-guest-denies-past-claims-taking-kyiv-three-days-1795732
[xiii] James Jay Carafano, ‘Why General Milley’s Ukraine war prediction missed by a mile’, Heritage Foundation, 8 April 2022, https://www.heritage.org/defense/commentary/why-gen-milleys-ukraine-war-prediction-missed-mile.
[xiv] Marina Tovar, ‘Western military and financial aid to Ukraine’, Finabel: European Army Integration Centre, May 2024, pp. 1-4.
[xv] International Crisis Group, Conflict in Ukraine’s Donbas: A Visual Explainer (ICG: 2024), https://www.crisisgroup.org/content/conflict- ukraines-donbas-visual-explainer.
[xvi] Frank Gardner, ‘Mariupol: Why Mariupol is so important to Russia’s plan’, BBC, 22 March 2022, https://www.bbc.com/news/world- europe-60825226.
[xvii] ‘Ukrainian attacks increasingly sap the power of Russia’s Black Sea fleet’, Associated Press, 6 March 2024,
https://apnews.com/article/russia-ukraine-war-black-sea-f2e22f9f92caaae1b20044584fb58f6d.
[xviii] Jan Ludvik and Vojtech Bahensky, ‘The Russia-Ukraine frozen conflict: Evidence from an expert survey’, Comparative Strategy, Vol. 43, No. 2 (2024), pp. 104-117.
[xix] ‘Putin plots war of attrition in Ukraine’s amid manpower challenges’, Bloomberg News, 4 April 2024, https://www.bloomberg.com/news/articles/2024-04-03/ukraine-russia-war-putin-gears-up-for-war-of-attrition-amid-manpower- challenges
[xx] Veronika Melkozerova, ‘Russian army had 70,000 casualties in past 2 months, UK reports’, Politico, 12 July 2024,
https://www.politico.eu/article/russia-army-lost-70k-soldiers-ukraine-war-uk-defense-ministry/
[xxi] Anatol Lieven and Alex Little, ‘Ukraine should take a page out of Finland’s fight with Stalin’, Responsible Statecraft, 21 December 2023, https://responsiblestatecraft.org/ukraine-neutrality/.
[xxii] Samuel Charap and Sergey Radchenko, ‘The talks that could have ended the ear in Ukraine’, Foreign Affairs, 16 April 2024, https://www.foreignaffairs.com/ukraine/talks-could-have-ended-war-ukraine.
[xxiii] Marc Bennetts, ‘Johnson in war of words over “sabotaged” Ukrainian peace deal’, The Times, 10 January 2024, https://www.thetimes.com/world/article/boris-johnson-ukraine-peace-talks-russia-war-k220zcrvf.
[xxiv] Emma Ashford, ‘Did Boris Johnson really sabotage peace talks between Russia and Ukraine? The reality is more complicated’, The Guardian, 23 April 2024, https://www.theguardian.com/commentisfree/2024/apr/22/boris-johnson-ukraine-2022-peace-talks-russia.
[xxv] Veronika Melkozerova, ‘Ukraine wants peace but can’t trust Russia’, Politico, 13 June 2024, https://www.politico.eu/article/volodymyr- zelenskyy-war-in-ukraine-summit-on-peace-negotiations-russia-vladimir-putin/.
[xxvi] Isabelle Khurshudyan, Paul Sonne, Serihy Morgunov and Kamila Hrabchuk, ‘Inside the Ukrainian counteroffensive that shocked Putin and reshaped the war’, Washington Post, 29 December 2022, https://www.washingtonpost.com/world/2022/12/29/ukraine-offensive-kharkiv- kherson-donetsk/.
[xxvii] ‘Miscalculations, divisions marked offensive planning by U.S., Ukraine’, Washington Post, 4 December 2023, https://www.washingtonpost.com/world/2023/12/04/ukraine-counteroffensive-us-planning-russia-war/.
[xxviii] Thomas d’Istria, ‘In Kyiv, Zelensky presents Ukrainian offensive in Kursk as “victory plan”, Le Monde, 28 August 2024, https://www.lemonde.fr/en/international/article/2024/08/28/in-kyiv-zelensky-presents-ukrainian-offensive-in-kursk-as-victory- plan_6722742_4.html.
[xxix] Ali Harb, ‘“As long as it takes”: US aid to Ukraine sustainable, experts say’, Al Jazeera, 25 February 2023, https://www.aljazeera.com/news/2023/2/25/as-long-as-it-takes-us-aid-to-ukraine-sustainable-experts-say.
[xxx] ‘UK to stay in Afghanistan “as long as it takes”’, Reuters, 8 November 2010, https://www.reuters.com/article/idUSTRE6A71TI/.
[xxxi] Karen J. Greenberg, ‘Ukraine is another chapter in the forever war’, The Nation, 19 April 2023,https://www.thenation.com/articles/world/ukraine-forever-war/.
[xxxii] Richard Haass, ‘Defining success in Ukraine’, The Strategist, 20 May 2024, https://www.aspistrategist.org.au/defining-success-in- ukraine/.
[xxxiii] Jared Gans, ‘McConnell calls Ukraine aid a “direct investment” for US against Putin’s “war machine”’, The Hill, 24 February 2023, https://thehill.com/homenews/senate/3873707-mcconnell-calls-ukraine-aid-a-direct-investment-for-us-against-putins-war-machine/.
[xxxiv] ‘Remarks by President Biden on supporting Ukraine, defending democratic values, and taking action to address global challenges’, US Embassy and Consulates in Russia, 12 July 2023, https://ru.usembassy.gov/remarks-by-president-biden-on-supporting-ukraine- defending-democratic-values-and-taking-action-to-address-global-challenges-vilnius-lithuania/.
[xxxv] President Joe Biden, quoted in Léonie Chao-Fong, ‘D-day: Biden calls for supporting Ukraine in struggle against “dark forces”’, The Guardian, 7 June 2024, https://www.theguardian.com/world/article/2024/jun/06/d-day-anniversary-biden.
[xxxvi] See Karen DeYoung, ‘An intellectual battle rages: Is the U.S. in a proxy war with Russia?’ Washington Post, 18 April 2023,https://www.washingtonpost.com/national-security/2023/04/18/russia-ukraine-war-us-involvement-leaked-documents/; Katrina Vanden Heuval, ‘Thanks to Biden, the War Party is back’, Responsible Statecraft, 5 September 2023, https://responsiblestatecraft.org/neoconservative-ukraine/.
[xxxvii] Francis M. O’Donnell, ‘The international community must prepare for a post-Putin Russia’, Atlantic Council, 7 November 2022, https://www.atlanticcouncil.org/blogs/ukrainealert/the-international-community-must-prepare-for-a-post-putin-russia/.
[xxxviii] See for example, Mason Clark, ‘What the West must do now to help Ukraine win the war’, Time, 24 February 2023, https://time.com/6258132/what-the-west-must-help-ukraine-win-war/; Benjamin Jensen and Elizabeth Hoffman, ‘Victory in Ukraine starts with addressing five strategic problems’, Center for International and Strategic Studies (Washington, DC: May 2024), pp. 1-12; Andriy
[xxxix] Frederick Kempe, ‘Dispatch from Munich: The lessons of appeasement for US lawmakers withholding support for Ukraine’, Atlantic Council, 20 February 2024, https://www.atlanticcouncil.org/content-series/inflection-points/dispatch-from-munich-lessons-of- appeasement/.
[xl] See for example, ‘Starmer accused of weakening support for Ukraine’, Daily Telegraph, 18 August 2024, https://www.telegraph.co.uk/world-news/2024/08/18/ukraine-russia-war-lzelensky-britain-latest-news21/
[xli] Richard D. Hooker, ‘2024 preview: The West must decide if it wants Ukraine to win’, Atlantic Council, 17 December 2023, https://www.atlanticcouncil.org/blogs/ukrainealert/2024-preview-the-west-must-decide-if-it-wants-ukraine-to-win/; Olga Tokariuk, ‘Ukraine’s gamble in Kursk restores belief it can beat Russia – it requires a Western response’, Chatham House, 19 August 2024, https://www.chathamhouse.org/2024/08/ukraines-gamble-kursk-restores-belief-it-can-beat-russia-it-requires-western-response.
[xlii] Samir Puri, Fighting and Negotiating with Armed Groups: The Difficulty of Securing Strategic Outcomes (London: Routledge, 2016).
[xliii] ‘G7 Leaders’ statement’, US Embassy and Consulates in Russia, 6 December 2023, https://ru.usembassy.gov/g7-leaders-statement-2/.
[xliv] ‘G7 Apulia Leaders’ Communiqué’, The White House, 14 June 2024, https://www.whitehouse.gov/briefing-room/statements- releases/2024/06/14/g7-leaders-statement-8/.
[xlv] M.L.R. Smith, ‘Why is the west so rotten at strategy?’, International Affairs, Vol. 100, No. 4 (2024), pp. 1591-1614.
[xlvi] See Samir Puri, ‘Russia could still salvage victory in Ukraine’, Washington Post, 30 March 2022, https://www.wsj.com/articles/putin- salvage-victory-in-ukraine-russia-invasion-takeover-war-division-destabilize-turkey-peace-ceasefire-negotiations-talks-donbas-crimea-nato-us-security-guarantees-11648674411
[xlvii] ‘Vance says Trump’s plan to end war in Ukraine could include creating demilitarized zone’, Washington Post, 12 September 2024, https://www.washingtonpost.com/politics/2024/09/12/vance-trump-ukraine-russia-war-plan/
Den originale artikel fra Military Strategy Magazine
Smith, M.L.R and Puri, Samir, “Every War Must End: And it is Time to end Western Strategic Magical Thinking in Ukraine,” Military Strategy Magazine, Exclusive Article, 19 September 2024. https://doi.org/10.64148/msm.exclusive.11629
