London Review of Books
Vol. 47 No. 16 · 11 September 2025
Goodbye to Grangemouth
By Ewan Gibbs
Grangemouth, Skotlands historiske olieraffinaderi, er blevet lukket. Produktionen ophørte i slutningen af april 2025. Grangemouth er endnu et eksempel på forandringerne i Storbritanniens industrielle landskab og på de uindfriede politiske løfter om “grøn omstilling”.
Skotland har stadig en betydelig olieproduktion i Nordsøen, men har nu ikke længere noget raffinaderi. I Storbritannien er der fire store raffinaderier tilbage. I år 2000 fandtes der tolv.
Grangemouths storhedstid begyndte i midten af 1920’erne, hvor raffinaderiet blev etableret. Råolie blev sejlet fra Anglo-Persian Oil Companys oliefelter i Mellemøsten. Beliggenheden ved River Forth var ideel. Der var store, velegnede arealer til rådighed for byggeriet, og der var adgang til lokal arbejdskaft med erfaring fra den eksisterende forarbejdning af skiferolie. I 1950’erne blev Anglo-Persian omdøbt til British Petroleum (BP). Der blev investeret, og Grangemouth blev Europas første moderne petrokemiske fabriksanlæg. Det udløste et befolkningsboom i byen, med nye jobmuligheder og forbedrede boligforhold. Byen tiltrak mange af de arbejdere fra Clydeside, der blev ramt af lukningen af Glasgows kemiske værker, skibsværfter og jernbanevirksomheder.
I 2005 blev raffinaderiet solgt til det britiske aktieselskab, Ineos, der på det tidspunkt var verdens fjerdestørste selskab i den petrokemiske industri. I 2011 kom det delvist statsejede PetroChina med ind som partner og medejer.
Grangemouths rolle i Storbritanniens olieindustri blev yderligere cementeret i 1970-erne efter åbningen af de store Forties-rørledninger, der forbinder 85 oliefelter i Nordsøen. Rørledningerne bruges til at transportere råolie fra Forties-felterne i Nordsøen til Kinneil terminalen ved Grangemouth. Her stabiliseres olien, og gassen adskilles. Den olie, der tidligere blev raffineret lokalt, bliver nu pumpet videre til Hound Point i Firth of Forth, hvorfra en stor del af olien bliver eksporteret til raffinaderier i udlandet.
Lukningen af Grangemouth har udfordret Labour-regeringens erklærede “mission” om at gøre “Storbritannien til en supermagt indenfor ren energi”. Omstillingen til grøn supermagt skulle ifølge regeringen føre til “650.000 nye højkvalitetsjob”. Men Storbritannien er stadig en af verdens største importører af alle former for både teknisk udstyr og knowhow til produktion af vedvarende energi. Lokale jobs er stadig kun på tegnebrættet.
Under sidste års valgkamp lovede den skotske Labour-leder, Anas Sarwar, at partiet ville forsøge at forhindre nedlæggelse af jobs i Grangemouth. Kort efter valget besøgte den nye Labour-regerings energiminister, Ed Miliband, byen, hvor han lovede at “vende hver en sten” for at undgå fyringer. Men de politiske løfter er foreløbigt endt med, at Brian Leishman, der er valgt for Labour i Grangemouth, blev smidt ud af partiet i juli 2025, fordi han deltog i organiseringen af den lokale “Keep Grangemouth Working“-kampagne. Leishman afviste også at følge partilinjen, da regeringen nåede frem til, at massefyringerne i Grangemouth var “uundgåelige”.
Forestillingen om en “retfærdig omstilling”, hvor overgangen til en grønnere økonomi gennemføres på en måde, der tager rimeligt hensyn til sociale, økonomiske og kulturelle forhold i de berørte lokalsamfund, virker stadig mere illusorisk set i lyset af de skyhøje energipriser, klimamål, der ikke bliver nået, og fortsatte lukninger af traditionelle industrivirksomheder uden kompenserende jobvækst i nye industrier. Grangemouth slutter sig nu til en voksende gruppe af “lukninger uden omstilling”: stålproduktionen i Port Talbot i Sydwales, Vauxhall-fabrikken i Luton, Lindsey-raffinaderiet i Lincolnshire og mange andre.
Der er menneskelige omkostninger forbundet med disse lukninger. Efter flere års gradvis nedlukning blev de sidste fire hundrede arbejdere fyret, da raffinaderiet lukkede og slukkede i 2025. Fagforeningen fik gennemført en kompensation på atten måneders løn til alle de fyrede. Men virkningerne af lukningen rækker langt ud over tabet af arbejdspladser på selve raffinaderiet. Hundredvis af små selvstændige virksomheder og over to tusinde arbejdspladser i den vidtforgrenede lokale forsyningsindustri var ifølge erhvervsorganisationen, Scottish Enterprise, direkte afhængige af produktionen på raffinaderiet i Grangemouth.
Den kvalificerede arbejdsstyrke i området ønskede og forventede at blive en del af den politisk annoncerede omstilling til grøn energi. Men arbejderne i Grangemouth er kun blevet præsenteret for et prospekt, “Project Willow”, der i generelle vendinger handler om nye grønne initiativer inden for brint, biobrændstoffer og genanvendelse. Der følger ingen investeringer med og derfor heller ingen arbejdspladser.
Regeringen taler om at gøre Storbritannien til en “grøn supermagt” og om storstilet “jobskabelse”. Men virkeligheden i Grangemouth og i andre industrielle knudepunkter viser, at det ikke er regeringen men udenlandske kapitalinteresser, der sætter dagsordenen og bestemmer vilkårene for udviklingen – eller afviklingen – af vitale elementer af Storbritanniens industrielle produktionsapparat.
London Review of Books
Vol. 47 No. 16 · 11 September 2025
Goodbye to Grangemouth
By Ewan Gibbs
https://www.lrb.co.uk/the-paper/v47/n16/ewan-gibbs/goodbye-to-grangemouth
Se også Pejlingers essay om investeringer i det europæiske produkstionsapparat.
