Engineering Peace?
By Anatol Lieven & Artin DerSimonian
Sidecar, 19 September 2025
Kaukasus er en hvepserede af dybe historiske spændinger og blodige konflikter.
I dette kaotiske hjørne af Europa har den amerikanske regering netop præsenteret et usædvanligt diplomatisk initiativ: Trump Route for International Peace and Prosperity (TRIPP). På et møde den 8. august 2025 i Washington mellem præsident Trump, Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev og Armeniens premierminister Nikol Pashinyan, blev der opnået principiel enighed om en fredsplan. Planen handler ikke om tropper eller våben, men om veje, jernbaner og energiforsyning.
TRIPP er et fælles amerikansk-armensk projekt, der går ud på at etablere en korridor der skal forbinde Aserbajdsjan og den vestlige Aserbajdsjanske enklave Nakhchivan.
Korridoren vil løbe gennem den armenske region Syunik og langs Armeniens sydlige grænse.
Projektet der vil omfatte jernbaner, veje og rørledninger til transport af olie og gas udgør det centrale element i den nye fredsplan, der forsøger at sætte en stopper for den årtier lange konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan.
I et område, hvor fredsplaner baseret på soldater, våben, diplomater og humanitære aktører hidtil er slået fejl, vil det amerikanske initiativ nu give et hold ingeniører en chance for at få stablet en holdbar løsning på benene inden for rammerne af et rent civilt projekt.
Strategiske perspektiver
TRIPP er ikke blot en transportkorridor. Projektet har strategiske implikationer, der rækker langt ud over Sydkaukasus.
For Armenien er fordelene ved TRIPP indlysende. Korridoren vil kunne sætte en stopper for Aserbajdsjans trusler om at erobre Syunik-regionen med magt for på den måde at etablere forbindelse mellem Aserbajdsjan og den vestlige Aserbajdsjanske enklave Nakhchivan.
En erobring Syunik-regionen ville udgøre et dramatisk nederlag for både Armenien og Iran, der grænser op til Syunik-regionen.
Selvom TRIPP ikke involverer amerikanske tropper, så vil etableringen af en storstilet amerikansk ledet infrastruktur kombineret med en massiv kommerciel tilstedeværelse fungere som en væsentlig dæmper på aserbajdsjansk aggression i regionen.
TRIPP ville også kunne føre til en normalisering af forholdet mellem Armenien og Tyrkiet. Tyrkiet lukkede sin grænse til Armenien i 1993 i solidaritet med Aserbajdsjan. Genåbningen af grænsen ville give armensk handel adgang til Europa og Mellemøsten gennem Tyrkiet.
For Aserbajdsjan sikrer projektet en landbaseret forbindelse til deres vestlige enklave og til Tyrkiet.
For Tyrkiet kan TRIPP medvirke til at realisere en gammel tyrkisk drøm om at etablere en direkte vej til Centralasien. Tyrkiet er allerede Aserbajdsjans vigtigste allierede, og Tyrkiet yder betydelig militær og diplomatisk støtte i henhold til en partnerskabsaftale med Aserbajdsjan fra 2010.
I et internationalt perspektiv vil TRIPP udgøre en ny rute for handel og energitransport, der løber fra Europa til Centralasien og og videre til Kina – og som går uden om Rusland.
Kaspiske energiressourcer er blevet stadig vigtigere for USA og Europa efter reduktionen i russiske forsyninger på grund af krigen i Ukraine.
Principaftalen, der blev indgået i Washington, skal nu udmøntes i konkrete planer for gennemførelse af det storstilede ingeniørprojekt. Detailplanen vil herefter udgøre grundlaget for en fredsaftale mellem Armenien og Aserbajdsjan.
Historisk baggrund
Kernen i rivaliseringen mellem Aserbajdsjan og Armenien har været Nagorno-Karabakh, et territorium, der internationalt er anerkendt som værende en del af Aserbajdsjan, men som har en armensk befolkning.
Efter Sovjetunionens kollaps i 1991 eskalerede konflikten til en regulær krig.
De efterfølgende tre år førte til armenske sejre, hvor Armenien fik kontrol over næsten hele Nagorno-Karabakh samt syv omkringliggende aserbajdsjanske regioner. I maj 1994 blev der indgået en våbenhvile med Rusland som mægler, men der blev aldrig indgået en fredsaftale.
I september 2020 lancerede Aserbajdsjan en offensiv, der på 44 dage påførte armenske styrker et alvorligt nederlag. Selvom Rusland igen mæglede en våbenhvile og indsatte fredsbevarende styrker, var situationen ustabil.
I september 2023 valgte de russiske fredsbevarende styrker at trække sig til side, da Aserbajdsjan genoptog kampene og tilbageerobrede Nagorno-Karabakh. Det resulterede i flugt af hele den armenske befolkning på omkring 100.000 mennesker til Armenien.
Dette nederlag har haft tre forbundne konsekvenser for Armenien:
1) en øget frygt for, at Aserbajdsjan vil erobre Syunik-regionen;
2) den armenske regerings beslutning om at fokusere på at styrke staten inden for dens nuværende grænser; og
3) en bølge af folkelig vrede mod den gamle allierede, Rusland, der holdes ansvarlig for at have “forrådt” Armenien, ved at trække sine fredsbevarende styrker ud af konflikten.
Forsigtig optimisme
Rusland og Iran har begge offentligt udtrykt forsigtig optimisme over for TRIPP-projektet, men begge lande – og især Iran – har også dybe bekymringer.
For Iran er truslen direkte. TRIPP ville krydse – og potentielt blokere – den vigtige landrute fra Den Persiske Golf gennem Iran, Armenien og Georgien til Rusland og Europa. Desuden vil projektet etablere en amerikansk tilstedeværelse kun få kilometer fra Irans grænse til Armenien. Teheran er bekymret for, at TRIPP vil kunne udnyttes som platform for amerikanske tropper eller som udgangspunkt for israelske og amerikanske militære operationer mod Iran.
Den største umiddelbare barriere for en fredsaftale kan vise sig at være Aserbajdsjans krav om, at Armenien fjerner en reference til genforening med Nagorno-Karabakh fra sin forfatning. En forfatningsændring kræver en folkeafstemning, som den armenske regering meget vel kan risikere at tabe.
I længden vil TRIPP-initiativets succes afhænge af, om projektet kan fastholdes i sin nuværende ikke-militære form, og om de regionale aktører anerkender, at de økonomiske gevinster potentielt er større end de politiske risici.
Engineering Peace?
By Anatol Lieven & Artin DerSimonian
Sidecar, 19 September 2025
https://newleftreview.org/sidecar/posts/engineering-peace
