The Libyan Affair
By Martin Barnay, Sidecar, 26 September 2025
How corrupt is French politics?
Nicolas Sarkozy trial fits a pattern of law-breaking to achieve, or retain, high office.
By John Lichfield, POLITICO, May 20, 2021
Dommene over den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy er en brutal øjenåbner, der udstiller et politisk miljø gennemsyret af magtmisbrug og korruption.
Anklagerne mod Sarkozy – fra forsøg på bestikkelse af en dommer til anklager om hemmelig finansiering af en valgkamp – er ikke isolerede hændelser. De passer ind i et mønster af lovovertrædelser i toppen af fransk politik, der har stået på i årtier.
Sarkozys “store problemer”
Nicolas Sarkozy bemærkede engang, at “hvis du er en stor politiker, møder du store problemer”, hvorimod mindre politiske ånder kun møder små problemer. (Bemærkningen faldt i forbindelse med at Sarkozy forsøgte at komme en fransk minister og politisk allieret til undsætning i forbindelse med at ministeren var kommet under anklage for voldtægt.)
Ud fra denne målestok må Sarkozy nu kunne betegnes som en meget stor politiker.
Sarkozy har allerede fået en dom på 12 måneders fængsel (som han har appelleret) for at have forsøgt at bestikke en dommer i et forsøg på at få adgang til fortrolige oplysninger om en igangværende retssag.
Derudover står ekspræsidenten overfor endnu en retssag, hvor han og hans parti er anklaget for at have svindlet med fakturaer for at skaffe sorte penge til Sarkozys mislykkede genvalgskampagne i 2012.
I denne sag, der er kendt som “Bygmalion”-sagen, anklages Sarkozy for at have forsøgt at købe sig til en ekstra embedsperiode ved at bruge mindst 42,8 millioner euro på sin præsidentkampagne i anden runde. Det er næsten dobbelt så meget som den øvre grænse på 22,5 millioner euro, der er fastlagt i den franske valglov. Ifølge anklagerne blev overforbruget forsøgt skjult ved hjælp af et sindrigt system af falske fakturaer fra venligtsindede eller fiktive selskaber (herunder et selskab ved navn “Bygmalion”).
Og for nylig er den såkaldte Libyen-affære foreløbigt kulmineret i en spektakulær fængselsdom til omgående afsoning. Sarkozy skal i fængsel, selvom han appellerer. (Men lad os nu se…)
I denne sag stod Sarkozy anklaget for at have modtaget 50 millioner euro fra Libyens statsoverhoved, Muammar Gaddafi, til finansiering af sin præsidentkampagne i 2007.
Sarkozy blev frikendt for ulovlig kampagnefinansiering, fordi den offentlige anklager ikke kunne bevise, at pengene fra Gaddafi nogensinde nåede frem til ekspræsidenten.
Men Sarkozy blev fundet skyldig i medvirken til “en kriminel sammensværgelse”, fordi han selv og hans nærmeste medarbejdere mellem 2005 og 2007 havde “hemmelige kontakter” med det libyske regime. Dommen til Sarkozy lød på fem års fængsel.
Derudover blev en anden central figur i denne sag, Alexandre Djouhri, en fransk-algerisk “power broker”, idømt seks års fængsel til øjeblikkelig afsoning.
I alt var tretten personer tiltalt i sagen, herunder tre af Sarkozys ministre og en håndfuld “high-flying middlemen”. Ziad Takieddine, en mellemmand, der vidnede mod Sarkozy, blev tidligere idømt fem års fængsel i en separat sag, men undgik fængsling ved at flygte til Libanon.
Et mønster af magtmisbrug
Sarkozys kriminelle magtmisbrug er ikke enestående blandt franske toppolitikere. Han og Jacques Chirac er de seneste to præsidenter fra centrum-højre, der er blevet dømt for korruption, efter at de forlod Elysée-palæet. Fem af de seneste seks franske centrum-højre premierministre har stået over for strafferetlige anklager af forskellig art.
Blandt de dømte finder vi:
Alain Juppé (premierminister 1995-1997), der i 2004 blev dømt for at have hjulpet Chirac, som dengang var borgmester i Paris, med at bruge penge fra byens kasse til partiformål tilbage i 1980’erne og 1990’erne.
François Fillon (premierminister 2007-2012), der midt under sin præsidentvalgkamp blev dømt for at have fået udbetalt løn fra det franske parlament til en personlig assistent i parlamentet (hvad han havde ret til), men hvor det viste sig, at det var Filons hustru der var “ansat”, selvom hun angiveligt aldrig kom i parlamentet.
Jacques Chirac (præsident 1995-2007), der fik en dom på to års fængsel for korruption og magtmisbrug. Dommen blev senere gjort betinget på grund af Chiracs alder og helbred.
Selvom det er toppolitikere fra centrum-højre, der fylder i denne bemærkelsesværdige statistik over kriminelle manøvrer, så er problemet ikke begrænset til højrefløjen. I slutningen af 1980’erne blev højtstående embedsmænd fra Socialistpartiet dømt for pengeafpresning i forbindelse med forhandlinger om offentlige udbudsforretninger. For at få del i kontrakterne skulle der betales penge under bordet til socialisternes partikasse.
Yderfløjene er heller ikke immune; Marine Le Pen fra Rassemblement National er blevet dømt for underslæb i forbindelse med forvaltning af EU-midler, og Jean-Luc Mélenchon, der er leder af partiet, La France insoumise på venstrefløjen er under mistanke for lignende uregelmæssigheder om fiktive job i Europa-Parlamentet.
Fællesnævneren for de fleste af disse sager er, at de sjældent handler om personlig berigelse, men er motiveret af en bestræbelse på at opnå politisk magt.
Våben, olie og Gaullisme
Hele dette mønster af magtmisbrug og ulovlig finansiering af politisk virksomhed er ikke noget nyt i fransk politik, men i årtier var disse aktiviteter usynlige. Den franske presse var tavs, og retssystemet holdt sig på passende afstand. Allerede Charles de Gaulle finansierede sit parti og sine kampagner med penge fra “Françafrique”, de tidligere franske kolonier i Afrika.
Set i den sammenhæng kaster Sarkozy-Libyen-affæren lys over, hvordan fransk politisk liv har fungeret i et halvt århundrede.
Affæren er kulminationen på en lang historie præget af politisk kamp om at skaffe sig kontrol over de såkaldte “skyggepenge”, der især knyttede sig til våbeneksport til Mellemøsten, Sydøstasien og andre verdensdele.
Da Socialistpartiets ulovlige finansieringsmetoder kom for dagen i kølvandet på François Mitterrand valgsejr i 1981, blev der gennemført en dybtgående reform af valgloven. Virksomhedsdonationer blev forbudt, og der blev sat loft over det samlede forbrug til gennemførelse af en valgkamp.
Disse usædvanligt strenge regler skabte incitamenter til at udvikle kreative og hemmelige finansieringskanaler, og det åbnede lukrative muligheder for en ny professionel klasse af mellemmænd, der havde erfaring med sindrige former for hvidvask af penge.
Den unge Sarkozys vej til magten blev formet i 1990’erne i et politisk klima præget af brutale interne magtkampe, især mellem Jacques Chirac og Édouard Balladur. Da Balladur blev premierminister i 1993, måtte han selv skaffe penge til sit politiske arbejde, fordi Chirac stadig kontrollerede partikassen. For Balladur gik vejen til penge gennem våbeneksport (blandt andet La Fayette-fregatterne til Taiwan og Agosta-ubåde til Pakistan), der genererede massive returkommissioner. Sarkozy, der dengang var Balladurs budgetminister og kampagnechef, var centralt placeret i disse operationer.
Da Sarkozy selv nåede præsidentposten i 2007, væltede skeletterne fra Balladur-årene ud af skabene. Senere blev Sarkozy viklet ind i den såkaldte “Clearstream-affære,” en skandale i starten af 2000’erne, om storstilet hvidvask af penge og korruption i toppen af fransk politik via det luxembourgske finansinstitut Clearstream Banking. Sagen døde ud på grund af manglende beviser.
Heksejagt
Denne vedvarende “råddenskab” har haft en ødelæggende effekt på fransk politik. Ifølge meningsmålinger mener omkring 75% af de franske vælgere, at politikere er korrupte.
Den udbredte fornemmelse af at systemet er korrupt, har undergravet opbakningen til de politiske grupperinger inden for centrum-højre og centrum-venstre, der tidligere dominerede den politiske scene i Frankrig.
Magtmisbrug og korruption har også haft en ødelæggende virkning på de personlige relationer inden for partierne. En dybtliggende mistillid mellem tidligere venner og kolleger er blevet forstærket af “Bygmalion-affæren”. Det har efterladt partiet, Les Républicains, desorienteret og ideologisk splittet.
Macron og Le Pen har overtaget store dele af det politiske territorium, der engang blev domineret af Chirac og Sarkozy, men det politiske miljø i Frankrig – fra venstre til højre – er stadig præget af politisk motiveret magtmisbrug og korruption.
Spørgsmålet er, om de aktuelle sager mod frontfigurer som Sarkozy og Le Pen blot er et udtryk for politisk motiveret heksejagt, eller om de markerer indledningen til et reelt opgør med hverdagen i fransk politik?
The Libyan Affair
By Martin Barnay, Sidecar, 26 September 2025
https://newleftreview.org/sidecar/posts/the-libyan-affair
How corrupt is French politics?
Nicolas Sarkozy trial fits a pattern of law-breaking to achieve, or retain, high office.
By John Lichfield, POLITICO, May 20, 2021
https://www.politico.eu/article/corrupt-trial-france-politics-former-french-president-nicolas-sarkozy/
