Som udgangspunkt er det ikke et godt tegn for den politiske og økonomiske situation i Vesteuropa, at Italien i dag fremstår som indbegrebet af stabilitet.
Italien har altid været synonymt med kaos. I årtier har landet været kronisk ustabilt. Parlamentariske kriser var normen, regeringer faldt lige så hurtigt som de blev dannet, og landet blev forgældet til op over begge ører.
På den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at den mest højreorienterede regering i Italien siden 2. verdenskrig med Giorgia Meloni i spidsen er på vej til at blive den længst siddende regering i Italien i nyere tid. Meloni har vist sig i stand til at holde sammen på sine politiske tropper, og har dermed tilvejebragt en usædvanlig grad af parlamentarisk stabilitet i Italien, der har skabt respekt i udlandet og blandt investorer. Men økonomien er fortsat skrøbelig, og under overfladen er den politiske situation næppe så stabil, som den umiddelbart kunne se ud.
Den 22. september blev der gennemført en landsdækkende generalstrejke i Italien med bred deltagelse på tværs af arbejdsmarkedet, fra logistik til uddannelse, fra læger til brandmænd, fra togpersonale til havnearbejdere. Aktionen havde deltagelse af over en million italienere fordelt over mere end 80 byer. Strejken blokerede havne, motorveje, togstationer, gymnasier, metrostationer, universiteter, butikker, hospitaler og kontorer i den offentlige administration. Noget tilsvarende er ikke set i Italien i årtier, og selvom protesterne var rettet mod folkemordet i Palæstina, så kan det meget brede folkelige fremmøde også tolkes som et udtryk for, at den den usædvanlige parlamentariske stabilitet ikke nødvendigvis afspejler den politiske situation på gaden.
Styr på finanserne
Meloni-regeringen har brugt sin parlamentariske styrke til at bringe statens gældsætning under kontrol. Regeringens mål er at bringe underskuddet ned under EU’s grænse på 3% af BNP allerede til næste år. Til sammenligning vælger de aktuelle franske regeringer at formulere et mål om måske at nå det samme mål i 2030.
Den italienske finansielle opstramning har fået kreditvurderingsbureauet Fitch til at opgradere Italiens kreditvurdering i september 2025. Frankrigs rating blev sat ned ved samme lejlighed.
Det betyder dog ikke at Italiens problem med statsgæld er ude af verden. Siden Corona-krisen er Italiens statsgæld faldet fra sit højeste niveau på 155% af BNP i 2020 til 140% af BNP i 2023. Men gælden forventes at stige igen inden udgangen af 2025.
Den fortsatte stigning i statens gæld skyldes blandt andet de finansielle eftervirkninger af den meget generøse ’Superbonus’-ordning, der blev indført af den tidligere regering i et forsøg på at sætte gang i hjulene. Ordningen gav store skattefradrag for omkostninger til renovering af private boliger. Programmet var skruet sådan sammen, at de store finansielle omkostninger for staten i form af reducerede skatteindtægter, først nu belaster statskassen og dermed driver statsgælden op.
Statsgæld af denne størrelsesorden er dyrt. Italien forventes at bruge over 4% af BNP på at betale renter i 2024 og igen i 2025. Rentebetalingerne dræner midler, der ellers kunne være brugt på at styrke væksten. Ifølge EU-Kommissionens økonomiske analyser er der høj risiko for finansielle tilbageslag, og prognoserne viser en stigning i statsgælden til omkring 148% i 2029 og 164% i 2034, hvis den økonomiske politik forbliver uændret.
Svag vækst
Udsigterne for den økonomiske vækst i 2025 ligger ifølge IMF, OECD og Italiens eget budgetkontor på mellem 0,5% og 0,7%, og økonomiens skrøbelighed blev understreget i andet kvartal 2025, da BNP ligefrem faldt med 0,1% sammenlignet med det foregående kvartal – det første fald i to år.
Den fortsatte økonomiske afmatning skyldes især to faktorer.
- Svag udenrigshandel: Italien er tæt integreret med sine europæiske handelspartnere. Den økonomisk tilbagegang i Tyskland, som er landets største handelspartner, rammer direkte Italiens eksport, og vareeksporten, der faldt i midten af 2025, forventes at stagnere i resten af året. Desuden er mange italienske virksomheder presset af den amerikanske regerings handelspolitiske stramninger. Over 10% af vareeksporten går til USA.
- En svækket industri: Italien er EU’s næststørste producent af industrivarer. Men produktionen har været faldende i over to år. Det skyldes blandt andet en svækket konkurrenceevne på grund af Italiens høje energipriser. Omlægningen væk fra russisk gas har medført markant højere elpriser for italienske virksomheder end de tilsvarende elpriser for virksomheder i Frankrig og Tyskland.
Et af lyspunkterne i den italienske økonomi er de offentlige investeringer. Italien er den største modtager af penge fra EU-landenes genopretningsfond, der blev etableret efter Corona-krisen. Italien har allerede modtaget 122 milliarder euro fra denne fond. Disse penge er afgørende for at kunne finansiere vigtige strukturelle reformer og langsigtede strategiske investeringer inden for blandt andet digital omstilling.
Stagnerede produktivitet
Italien står over for et dybtliggende, internt problem i form af lav produktivitet, det vil sige, værditilvækst pr. arbejdstime.
EU-kommissionens analyse af Italiens økonomi fra 2024 viser, at mens produktiviteten i EU-området som helhed steg med 20% fra 2000 til 2022, så faldt den med 4% i Italien. Ifølge kommissionens analyse skyldes det især tre forhold:
- Italiens økonomi har mange små virksomheder. Virksomheder med færre end 20 ansatte står for 35% af værdiskabelsen. Små virksomheder er generelt mindre effektive end store, og de har vanskeligt ved at få finansieret investeringer til modernisering af produktionen.
- Italien halter langt bagefter EU-gennemsnittet, når det gælder andelen af universitetsuddannede i arbejdsstyrken. Det giver sig blandt andet udtryk i, at italienske virksomheder generelt står svagt inden for forskning og udvikling, hvilket yderligere medvirker til at svække konkurrenceevnen og nedsætte produktiviteten.
- Formelt var arbejdsløsheden kun ca. 6% i marts 2025, men jobskabelsen sker primært i sektorer med lav produktivitet som byggeri, detailhandel og hotel- og restaurationsbranchen. Jobvækst inden for disse områder fører uvilkårligt til et vedvarende fald i produktiviteten pr. indbygger.
Det ultimative faresignal for den italienske økonomi er den vedvarende arbejdsløshed på over 20% blandt de 18-24 årige, en gigantisk udfordring, der ser ud til at have bidt sig fast som et strukturelt element i Italiens økonomi.
Tid til reformer
Italien nyder i øjeblikket en sjælden politisk ro. Giorgia Meloni har fået etableret et fundament i form af finansiel disciplin, og det anerkendes internationalt. Men den finansielle og parlamentariske stabilitet står på en skrøbelig platform, præget af strukturelt stigende statsgæld og kronisk lav produktivitet.
Melonis politiske succes er ubestridelig. Parlamentarisk ro på bagsmækken er en forudsætning for at regeringen kan udrette noget. Nu afventer reformerne i form af en væsentligt styrket uddannelsessektor, digitalisering i produktionen og i den offentlige administration, mere forskning og udvikling i virksomhederne og seriøse jobs til de unge.
Italy: Economic and political overview
Crédit Agricole, 06-10-2025
https://international.groupecreditagricole.com/en/international-support/italy/economic-overview
Italy: despite flattering comments on its performance, the economy is not taking off
Coface, 08-09-2025
https://www.coface.com/news-economy-and-insights/italy-despite-flattering-comments-on-its-performance-the-economy-is-not-taking-off
Is Italy’s stability a good thing?
By Jack Smith, Eurointelligence, 30 September 2025
https://www.eurointelligence.com/column/is-italys-stability-a-good-thing
European Economy Institutional Papers
In-Depth Review 2024 – Italy
Institutional Paper 283 | April 2024
https://economy-finance.ec.europa.eu/publications/depth-review-2024-italy_en
The Economist Intelligence Unit
Italy, 2024
https://country.eiu.com/italy
Italy – OECD Economic Outlook, Volume 2025 Issue 1
OECD 2025
https://www.oecd.org/en/publications/oecd-economic-outlook-volume-2025-issue-1_83363382-en/full-report/italy_b5083db2.html
