NATO Goes Mad
Af Doug Bandow
The American Conservative, october 9, 2025
Doug Bandow er seniorforsker ved Cato Institute. Han var tidligere assistent for præsident Ronald Reagan og er forfatter til bogen “Foreign Follies: America’s New Global Empire.” Cato Institute repræsenterer en konservativ linje i amerikanske udenrigspolitik, der er skeptisk overfor USA’s militære indblanding rundt om i verden. Brandows analyse bringes her i Samizdats danske oversættelse.
NATO FIK SINE 15 minutters berømmelse (og lidt til) for fire årtier siden. I 1950’erne tilbød USA et formodet midlertidigt militært skjold, bag hvilket kontinentets vestlige, krigshærgede stater kunne komme sig økonomisk. Selvom det i bakspejlet virker usandsynligt, at Moskva ville have indledt en erobringskrig, var der ingen, der ønskede at stole på Sovjetunionens Josef Stalin.
Desværre blev USA hængende, selv efter at europæerne kom sig økonomisk og Tyskland blev genoprettet og optaget i NATO’s rækker. Dette var et brud på de løfter, som alliancens grundlæggere gav, at den amerikanske tilstedeværelse kun var en kortvarig nødløsning, indtil Europas egne medlemmer tog ansvaret for deres egen forsvarsevne. Otte årtier efter afslutningen på Anden Verdenskrig forventer 600 millioner europæere stadig, at 340 millioner amerikanere skal forsvare dem mod 140 millioner russere.
Trods den enorme frustration, som en lang række amerikanske beslutningstagere har givet udtryk for over Europas manglende handlekraft, er europæerne selv i dag i Trumps tidsalder fortsat dybt afhængige af Washington, når det gælder deres sikkerhed. Præsident Donald Trumps udbrud har fået USA’s allierede til at iscenesætte en omfattende række skuespil for at overbevise ham om, at hans krav bliver fulgt. Men den nyligt annoncerede målsætning om militære udgifter svarende til 5 procent af BNP tillader, at 1,5 procent går til civile formål og vil først træde i kraft, længe efter at Trump er ude af embedet. Man kan have på fornemmelsen, at de europæiske regeringer til den tid vil presse på for at få NATO’s krav revurderet.
Hverken betydelige eller vedvarende stigninger i forsvarsbudgetterne virker sandsynlige i de kommende år, givet den voksende sociale uro og politiske ustabilitet på tværs af Europa. De etablerede regeringspartier bløder, og regeringer vakler på hele kontinentet. NBC rapporterede for nylig: “For første gang i moderne historie topper højrefløjs- og populistpartier samtidig meningsmålingerne i Europas tre største økonomier, Tyskland, Frankrig og Storbritannien.” Italien og Slovakiet har bevæget sig i retning af højrenationalisme. Traditionelt dominerende partier er også under pres i Belgien, Tjekkiet, Holland, Spanien og Sverige.
Alligevel synes mange af de samme regeringer at være parate til krig med Rusland, hvilket i praksis betyder, at amerikanske styrker ville blive sendt i kamp mod Rusland, for enhver konflikt der involverer NATO, ville uundgåeligt udspille sig sådan. De forurettede peger på krænkelser af allieret luftrum og påståede drone- og ballonflyvninger, der har forstyrret civil luftfart. Klager over formodede sabotageaktioner føjer sig til listen.
Tilsyneladende chokerede europæiske embedsmænd og dommedagsanalytikere anført af de altid høgeagtige polske og baltiske regeringer taler mørkt om nødvendigheden af at kæmpe mod Moskva. Den tidligere amerikanske NATO-ambassadør Ivo Daalder erklærede: “Rusland er i krig med Europa. Landet har ført en åben krig i Ukraine i over et årti nu, og med stigende brutalitet siden den fuldskala invasion i 2022. Men kampene i Ukraine er kun en del af Ruslands bredere krig mod Europa som helhed.”
Der er ingen tvivl om, at Rusland er aktivt i Europa, men at antage, at alle onde handlinger stammer fra Moskva, ignorerer kontinentets egen indgroede tilbøjelighed til konflikt. Siden Anden Verdenskrig har selv demokratiske europæiske lande oplevet militærkup, borgerkrige, løsrivelsesbevægelser, terrorangreb, politiske mord, masseprotester, sociale uroligheder og ekstremistisk politik. At skyde skylden på Vladimir Putin gør det belejligt for eurokrater at snakke uden om ubehagelige hjemlige problemer, puste til høgeagtige internationale kampagner og dække over deres medansvar for den ødelæggende Ukraine-krig.
Sidstnævnte, ønsket om at undgå skyld for den igangværende konflikt, er både det mest relevante og det farligste for USA. Putin traf beslutningen om at gå i krig med Ukraine. Han indledte en brutal aggression, der har kostet titusinder, måske hundredtusinder, af menneskeliv. Rusland stod ikke over for nogen umiddelbar sikkerhedstrussel, der kunne retfærdiggøre en sådan handling.
Alligevel bærer Vesten også et ansvar. Allieret selvovervurdering og arrogance, den bevidste og endda entusiastiske tilsidesættelse af Moskvas sikkerhedsbekymringer og militære advarsler, udløste Putins beslutning. Den afspejlede en udbredt russisk fjendtlighed over for Vesten, præget af bitterhed over Vestens adfærd efter den kolde krig.
Vigtigst af alt: Putins krig mod Ukraine var dengang, og er stadig ikke, rettet mod Europa og slet ikke mod Amerika. Russiske embedsmænd gjorde klart, hvorfor de reagerede så voldsomt på udsigten til, at Kiev skulle blive optaget i NATO, og allierede embedsmænd anerkendte, at et skridt i retning af at integrere Ukraine, om så bare uformelt, ville indebære en risiko for krig. Efter Putins angreb flygtede både amerikanske og europæiske beslutningstagere fra ansvaret for deres handlinger, men de deler skylden for den massedød og ødelæggelse, der fulgte.
Naturligvis er det forståeligt, at europæere, især dem, der bor tæt på Ukraine, føler sig truet af konflikten. Men trods det hysteri, der blæses op af tænketanke i Washington og Europa, har hverken Putin eller nogen seriøs russisk embedsmand givet udtryk for et ønske om at erobre Europa. Hvad skulle de overhovedet få ud af det? Der er heller ingen tegn på, at de kunne gøre det, efter næsten fire års krig er Ukraine stadig ikke besejret. Og en bredere offensiv mod Europa ville sandsynligvis føre til atomkrig. Putin er en anløben figur, men han har siddet ved magten i mere end et kvart århundrede og han er ingen Hitler.
Alligevel er Amerika og Europa reelt i krig med Rusland, men ikke fordi Rusland valgte at kæmpe mod dem. Det er NATO-allierede, der bærer ansvaret for den fortsatte konflikt.
Efter Moskvas invasion af Ukraine indledte USA og Europa en omfattende stedfortræderkrig mod Rusland. De finansierede og udrustede Ukraines militær. Washington og andre regeringer leverede efterretninger. CIA byggede og udstyrede faciliteter i Ukraine og bemandede endda nogle af dem. Europæiske militærstyrker indsatte også støtteenheder til at træne ukrainske soldater, betjene nye våbensystemer og udføre ikke-kamprelaterede forsvarsopgaver.
Der har desuden cirkuleret ubekræftede rapporter om udenlandske “lejesoldater”, som kæmper for Kiev, antagelig allierede militærfolk i uofficielle kamproller. Selvom de europæiske stater har benægtet dette, har unavngivne amerikanske kilder åbent taget æren for drab på russiske generaler og sænkningen af Moskvas flagskib i Sortehavet. Og ingen seriøse mennesker tror længere på, at den russiske regering selv sprængte sin egen gasledning til Tyskland i luften.
Det eneste reelle spørgsmål i dag er, om Washington og/eller London hjalp Ukraine med angrebet på Nord Stream II, der var en krigshandling mod Tyskland, et NATO-medlem. Endnu mere bekymrende er den igangværende debat om, hvilke våben og med hvilken rækkevidde, der skal leveres til Ukraine. I en dramatisk optrapning ser Trump-administrationen ud til at være klar til at udstyre Kiev med Tomahawk-missiler, der kan bære atomladninger.
Kort sagt: De amerikanske og europæiske regeringer er i krig med Rusland. På grund af allieret støtte har Ukraine kunnet ramme fjernere mål og forvolde stadig større skade. Det er sandsynligt, at de vestlige allierede er ansvarlige for tusinder, måske flere, russiske soldaters død samt skader for milliarder af dollars.
På disse provokationer har Moskva kun reageret minimalt. Intet af det, Rusland foretog sig før konflikten med Ukraine, adskilte sig markant fra de interventioner, USA selv har udført rundt om i verden, bortset fra de til tider særligt brutale metoder, der blev brugt til at dræbe Putins fjender. Ruslands efterfølgende gengældelse har været begrænset, ja nærmest ubetydelig.
En ny rapport fra International Institute for Strategic Studies skrev:
“Gennem sin kampagne af sabotage, hærværk, spionage og skjulte operationer har Rusland haft til formål at destabilisere europæiske regeringer, undergrave den offentlige støtte til Ukraine ved at påføre Europa sociale og økonomiske omkostninger, og svække NATO’s og EU’s evne til at reagere på russisk aggression. Denne ukonventionelle krig begyndte at eskalere i 2022 parallelt med Ruslands invasion af Ukraine.”
Hvad har konsekvenserne været? Et par drab. Noget materiel skade. En håndfuld forsinkede flyafgange. Hvis rollerne var byttet om, hvis Washington stod i Ruslands sted, ville USA så betragte sabotage og droneflyvninger som en tilstrækkelig reaktion på, at fjenden sender strategiske missiler til modstanderen? Næppe. Man behøver blot at huske Cuba-krisen.
Alligevel presser de baltiske lande, gennem EU’s de facto udenrigsminister, Kaja Kallas, på med deres dybt rodfæstede russofobi, som langt overstiger deres militære kapacitet. Allierede kommentatorer og embedsmænd er begyndt at tale vanvittigt og foreslår hovedløse handlinger som at skyde russiske fly ned, noget, der let kunne udløse væbnet og endda atomar konflikt. Moskva har længe været afhængig af taktiske atomvåben for at opveje sin konventionelle svaghed i forhold til USA og har langt mere på spil end NATO-medlemmerne i den nuværende krig. En fuldskala konflikt ville være som at kaste med atomare terninger.
De allierede lægger altså op til katastrofen ved at føre en stadig mere ekspanderende stedfortræderkrig mod Rusland. Hver gang de muliggør dybere og kraftigere angreb inde i Rusland, hælder de benzin på bålet. Nu kræver de mest ivrige høge, især i lande, der sandsynligvis selv vil kæmpe mindst, at flere regeringer begynder at angribe russiske fly. Det svarer til at stå med en tændstik og kaste den ind i et rum fyldt med gas.
Den transatlantiske alliance fremsatte for nylig sin trussel høfligt, men utvetydigt:
“Rusland skal ikke være i tvivl: NATO og dets allierede vil, i overensstemmelse med international lov, anvende alle nødvendige militære og ikke-militære midler for at forsvare os selv og afskrække alle trusler fra enhver retning.”
Det er måske ikke overraskende, men stadig paradoksalt, at Trump uden tøven bakkede op om denne linje. Spørgsmålet om, hvorvidt USA selv ville handle sådan, besvarede han blot med ordene: “Det afhænger af omstændighederne.” Efter år med kritik af alliancen konkluderede han nu: “Men du ved, vi står meget stærkt bag NATO.”
Denne “strategi”, hvis man overhovedet kan kalde den det, er galskab. Det er slemt nok, at et kontinent, der ikke har forberedt sig på krig og stadig er afhængigt af, at Amerika redder det, nu truer med at indlede åben fjendtlighed mod Rusland. Endnu værre er det, at en amerikansk præsident, der engang kritiserede Europa for ikke at være klar til krig, nu ser ud til at opmuntre kontinentet til at starte en, en krig, som det næppe kan vinde uden amerikansk deltagelse, og hvor atomvåben kunne komme i spil på tværs af Atlanten.
At Europa vælger fortsat uansvarlighed, er hvad man kunne forvente. At Washington vælger selvmord, er noget helt andet.
Man kan kun forestille sig, hvordan Dwight D. Eisenhower, den øverste allierede general under Anden Verdenskrig, den første øverstbefalende for NATO’s styrker i Europa og senere to gange valgt som præsident, ville dømme denne adfærd. Han støttede ganske vist den transatlantiske alliance, men kun som et midlertidigt middel. Allerede i 1951 sagde han:
“Hvis ikke alle amerikanske tropper, der er udstationeret i Europa af hensyn til vores nationale forsvar, er vendt hjem inden for ti år, så er hele dette projekt slået fejl.”
Siden da har amerikanske embedsmænd igen og igen klaget og jamret over, at europæerne udnytter Amerika. Den tidligere forsvarsminister Robert Gates formulerede det berømt, da han udfordrede de europæiske ledere:
“Fremtidige amerikanske politikere, dem, for hvem den kolde krig ikke var den formative oplevelse, som den var for mig, vil måske ikke mene, at USA får nok udbytte af sin investering i NATO til at retfærdiggøre prisen.”
Men europæerne modsatte sig enhver reel forandring. De er ganske vist blevet lidt bedre, eller i det mindste bedre til at lade som om, takket være Ruslands handlinger og Trumps pres, men i det store hele er der intet fundamentalt, der har ændret sig. En nylig rapport fra International Institute for Strategic Studies konkluderede:
“Udfordringerne for de europæiske NATO-lande med hurtigt at udvikle militære kapaciteter er betydelige. Manglerne i både materiel og kompetencer er omfattende. Desuden kæmper Europas forsvarsindustri med at øge produktionen hurtigt nok, mens mange europæiske hære ikke kan opfylde deres rekrutterings- og fastholdelsesmål.”
I denne virkelighed står de uansvarlige NATO-medlemmer ansporet af Donald Trump nu og argumenterer for, at alliancen, hvilket i praksis betyder USA, skal forberede sig på krig med Rusland. Hvornår har nogen i administrationen tænkt sig at spørge det amerikanske folk, om de overhovedet ønsker at risikere national udslettelse for Europas skyld?
Dette er øjeblikket, hvor Trump bør sætte Amerika først, uden forbehold. 
Artiklen er oversat af Samizdat fra
NATO Goes Mad
Do European and American policymakers want a real war with Russia?
Af Doug Bandow,
The American Conservative, 9. oktober 2025
https://www.theamericanconservative.com/nato-goes-mad/
