DA DEN TYSKE forbundsdag i foråret 2025 vedtog en gældspakke på næsten 900 milliarder euro til forsvar og infrastruktur, kaldte Friedrich Merz det en nødvendighed. Europa stod, sagde han, ved et “historisk vendepunkt”. Få måneder senere steg aktiekurserne for Rheinmetall til rekordniveauer. Europas største forsvarsindustri var igen blevet en økonomisk vækstmotor.
Set fra Bruxelles kunne tallene næsten ligne et tegn på modenhed, og et udtryk for at kontinentet endelig tager sit eget forsvar alvorligt. Men bag den massive gældssætning, militærbudgetterne og fabriksbyggerierne i våbenindustrien udspiller der sig et andet Europa, hvor befolkningernes villighed til at deltage i militære eventyr synes at være støt faldende.
Ifølge undersøgelser fra den slovakiske tænketank CEDMO og avisen Denník N ville kun omkring en fjerdedel af slovakkerne være villige til at forsvare landet med våben i hånd, hvis landet blev angrebet. Kun syv procent svarer et ubetinget ja. Blandt de unge er tallene endnu lavere. Det er et mønster, der rækker ud over Slovakiet. i Tyskland rapporterede parlamentets militærkommissær tidligere i år, at én ud af fire nye rekrutter forlader Bundeswehr inden for seks måneder.
Den politiske vilje og den folkelige tøven
Politikere taler højstemt om ansvar og pligt. Merz’ tyske Zeitenwende er kun ét eksempel på, hvordan flere af kontinentets regeringer søger at bygge en europæisk sikkerhedsarkitektur uafhængig af USA. EU’s program Readiness 2030, som skal samle medlemslandenes investeringer i et fælles militærkompleks, har ifølge Kommissionen potentiale til at mobilisere op mod 840 milliarder euro. Men parallelt med disse højtflyvende politiske programmer vokser der en kløft mellem den politiske retorik og befolkningernes modtagelighed.
Den kløft er tydelig i Slovakiet. Landets forsvarsminister Robert Kaliňák, en erfaren politiker i premierminister Robert Ficos regering, udtrykker den med usædvanlig åbenhed. Da han i februar stod side om side med sin polske kollega Władysław Kosiniak-Kamysz, fremførte han et historisk argument, der overraskede tilhørerne.
Hvis Tjekkoslovakiet i 1968 havde grebet til våben mod Warszawapagtens invasion, sagde Kaliňák, ville mange tjekker og slovakker ikke være i live i dag. “Vi mistede 20 års frihed, men vi mistede ikke vores identitet,” sagde han. “Og russerne tager altid hjem igen på et eller andet tidspunkt.”
Ordene lød, mildt sagt, overraskende midt i en tid, hvor mange af Europas politikere taler om beredskab, modstand og afskrækkelse. For Kaliňák var pointen ikke at glorificere overgivelse, men at minde om proportioner. Et lille land, sagde han, må vælge mellem hurtig fred eller tusinder af døde.
Et spejl af befolkningen
Kaliňáks bemærkninger står ikke alene. Undersøgelser viser, at modstanden mod krigsdeltagelse i Slovakiet ikke blot er et resultat af frygt, men af en bred social indstilling. CEDMO-målingen fra juli 2024 viste, at kun 20 procent erklærer sig villige til at forsvare landet med våben, mens en tredjedel ønsker, at EU i stedet for at opruste skal forhandle direkte med Rusland for at afslutte krigen i Ukraine. Vælgerne fra regeringspartiet Smer-SD og det nationalistiske SNS ligger lavest i forsvarsvilje – under 20 procent – mens oppositionens yngre vælgere fra Progressive Slovakia når lige op over 35 procent.
Denne skepsis over for krigsdeltagelse har haft håndgribelige konsekvenser. I 2023 indleverede omkring 50.000 slovakiske mænd formelle erklæringer om, at de ville nægte militærtjeneste i tilfælde af mobilisering. Premierminister Fico bemærkede ved den lejlighed, at “hvis mobilisering faktisk skete, ville 90 procent finde en undskyldning”.
Slovakiet er et forholdsvis lille land med 5,4 millioner indbyggere, og meningsmålingerne kan derfor virke marginale set i et EU-perspektiv, men de er symptomatiske. For netop som EU-regeringerne øger militærbudgetterne og våbenindustrien øger kapaciteten, så er den sociale kontrakt om forsvar ved at gå op i limningen. De politiske og økonomiske elementer af oprustningen er i stigende grad ude af trit med holdningerne i befolkningen.
Det institutionelle paradoks
Forsvarsminister Kaliňák står midt i denne spænding. Hans ministerium har siden 2023 underskrevet kontrakter for mere end 650 millioner euro – på luftværnsmissiler, Black Hawk-helikoptere og transportfly. Der forhandles om yderligere kontrakter på op mod 4 milliarder euro, herunder køb af nye kampvogne. Den slovakiske hær moderniseres, våbenfabrikker skyder op, og den tyske industrigigant Rheinmetall planlægger produktion af infanterikampvogne i landet.
Alligevel er den politiske kommunikation pacifistisk. Kaliňák har gentaget, at Slovakiet ikke vil sende våben til Ukraine, og at “det vigtigste er at bevare liv”. Hans udsagn afspejler landets stemning mere end dets militære doktrin. For hvor EU’s og NATO’s sprog er teknokratisk, er Slovakiets folkelige sprog blevet eksistentielt.
Denne dobbelte bevægelse – en teknologisk og økonomisk oprustning, ledsaget af en holdningsmæssig nedrustning – er ikke begrænset til Bratislava. Den løber som en understrøm gennem hele Europa.
Soldater der forsvinder
Da Ukraines præsident Volodymyr Zelinsky i 2024 måtte erkende, at antallet af soldater, der besluttede sig for at nedlægge deres våben og forlade fronten, var langt højere, end hvad der tidligere var meldt ud fra officiel side – nogle kilder talte om, at op mod halvdelen af den ukrainske hær simpelthen er gået hjem – var det et varsel om andet og mere end soldaternes træthed og krigens slid. Både soldater, og de der venter på at blive indkaldt, rejser nu tvivl om selve perspektivet i en militær konfrontation: Hvorfor slå andre ihjel eller selv blive dræbt? Til gavn for hvem? Flaget?
Selv i lande, hvor krigen kun mærkes indirekte, spores en lignende tendens. I Tyskland beskriver militærkommissær Eva Högl Bundeswehr som “på bristepunktet”. Ifølge den politiske plan skal den stående hær op på over 200.000 soldater fra de nuværende 180.000. Men antallet af soldater er reelt faldende, gennemsnitsalderen er stigende, og det bliver stadig vanskeligere at rekruttere nye soldater. Hver fjerde af dem, som det lykkes at rekruttere, forlader tjenesten igen allerede inden, der er gået 6 måneder.
Det er et paradoksalt billede: aldrig har de europæiske forsvarsbudgetter været større, og sjældent har lysten til at gøre tjeneste ved militæret været mindre.
En økonomi af frygt
Samtidig udspiller der sig et finansielt kapløb. Som Fabio Vighi skriver i The Philosophical Salon, så kan oprustningen ses som et spørgsmål om økonomisk overlevelse. “Efter covid-krisen,” bemærker han, “kan gældsbremsen igen suspenderes på grund af en ny ‘usædvanlig nødsituation’.” Den tyske finanspolitik er i færd med at skabe sit eget “whatever-it-takes”-øjeblik – en desperat reaktion på et økonomisk pres camoufleret som varetagelse af et geopolitisk ansvar.
Det er et perspektiv, der kan forklare, hvorfor aktierne i forsvarsindustrien stiger, selv når soldaterne falder fra. Rheinmetalls aktiekurs er tredoblet på et år, europæiske investeringer i våbenindustrien måles i hundreder af milliarder euro. Oprustning er blevet et middel til at stimulere økonomier, der er fanget i lavvækst og dyb gæld.
Men borgerne, der forventes at udfylde uniformerne, er ikke overbevist. Den finansielle rationalitet støder her mod den eksistentielle, og i store dele af befolkningerne ses krig ikke længere som et kald eller en national pligt, men som et rent politisk projekt, der ikke angår dem.
Et kulturelt vakuum
Hvad betyder det, når den politiske vilje til oprustning møder en folkelig modvilje mod militærtjeneste? Måske er svaret, at Europas igangværende oprustning finder sted i et kulturelt vakuum.
I det 20. århundrede hvilede ideen om nationalt forsvar på fortællinger om fællesskab, ære og opofrelse. I dag står unge europæere i et andet landskab med erfaringer om pandemier, klimakrise og økonomisk utryghed. Deres modvilje mod krig er ikke nødvendigvis pacifisme, den kan også være et udtryk for en oplevelse af uoverensstemmelse mellem den politiske retorik og den daglige virkelighed.
Kaliňáks bemærkning om, at væbnet modstand ikke altid er at foretrække, kan på den baggrund læses som en erkendelse af et ændret mindset blandt de yngre generationer, der ser de virkelige trusler i klimakrisen, globalisering og i en generel mangel på meningsfulde jobs for millioner af unge i Europa.
To retninger
Spørgsmålet bliver, hvor længe de europæiske regeringer kan opretholde en militær strategi, der forudsætter et folkeligt engagement i et forsvar for Nationen og Flaget, når dette engagement ikke længere findes, i det mindste ikke i tilstrækkeligt omfang til at bemande skyttegravene – jf. Ukraine.
Det er muligt, at EU’s fælles oprustningsprogrammer kan tilvejebringe en højere grad af økonomisk sammenhængskraft på det institutionelle plan, men det er tvivlsomt om oprustningen også kan opnå tilslutning fra de befolkningsgrupper, der skal sætte livet på spil som soldater: For hvad? For hvem? For den økonomiske vækst og ejerne i våbenindustrien?
I den forstand bliver Kaliňáks realisme et forvarsel og en indrømmelse af, at Europas oprustning bygger på et fundament af kortsigtede politiske ambitioner og langsigtede statslån, men at den sker uden folkelig efterspørgsel eller opbakning.
Europa bevæger sig i to retninger på én gang. På papiret ruster det op. Milliarder flyttes fra velfærd til våben og militær. Men under overfladen ruster Europa ned. Den folkelige tro på, at militær magt overhovedet kan løse den type trusler, som kontinentet står overfor, svinder ind.
Det er måske i denne spænding, at Europas fremtid vil blive afgjort, ikke på slagmarken, men i forholdet mellem stat og samfund. I spændingen mellem en institutionel topstyring pyntet med nationalistiske symboler og militær bravour, over for en stigende civil modvilje mod krigsførelse og et voksende folkeligt engagement i klimakrisen, i udviklingen af den sociale sammenhængskraft og i deltagelsen i et livsbefordrende kulturliv.
Referencer
Slovakia’s very pacifist minister of defence
By Zuzana Gabrizova, Euractiv Slovakia, Mar 7, 2025
https://www.euractiv.com/section/politics/news/slovakias-very-pacifist-minister-of-defence/
A fifth of the population declares willingness to defend Slovakia with a weapon in hand
Central European Digital Media Observatory (CEDMO), 03.07.2024
https://cedmohub.eu/a-fifth-of-the-population-declares-willingness-to-defend-slovakia-with-a-weapon-in-hand/
High rate of army dropouts pushes German forces to ‘breaking point’
By Laura Pitel, Financial Times, Mar 11 2025
https://www.ft.com/content/d576d67b-760b-49df-ad42-6835795f43fe
Rearmament: The Charade and the Game of Chicken
By Fabio Vighi, The Philosophical Salon, 31 Mar, 2025
https://thephilosophicalsalon.com/rearmament-the-charade-and-the-game-of-chicken/
Poll: Only a quarter of Slovakia’s population would defend it if attacked. SNS voters have the fewest.
By Miro Kern and Juraj Koník, Denník N, July 1, 2024
https://dennikn.sk/4076566/prieskum-pri-napadnuti-by-slovensko-branila-len-stvrtina-obyvatelov-najmenej-volici-sns/
