DA PHILIPPE AGHION for nylig modtog Nobelprisen i økonomi, var det en anerkendelse af hans bidrag til teorier om innovation og vækst, men også af hans forskning i årsagerne til stigende ulighed og økonomisk stagnation i Vesten. Hvorfor bliver nogle økonomier mere dynamiske og retfærdige end andre? Hvad skaber social mobilitet, og hvad fastlåser ulighed?
I Aghions studie fra 2019, “Anatomy of Inequality in France”, skrevet sammen med Vlad Ciornohuz, Maxime Gravoueille og Stefanie Stantcheva, undersøges det, hvordan indkomstudviklingen og den social mobilitet er forløbet i Frankrig i årene 2011–2015. Artiklen afdækker et samfund præget af fastlåste sociale skel, store regionale forskelle og vedvarende kønsbestemt ulighed.
Analysen tager udgangspunkt i Frankrig, men dens konklusioner er genkendelige i andre europæiske lande, hvor social mobilitet, ulighed og økonomisk stagnation igen står centralt i den politiske debat. I Europa gælder det ikke mindst i Tyskland og Storbritannien.
Et nyt vindue til ulighed
Aghion og hans kolleger baserede deres studie på et unikt datasæt. For første gang fik forskere adgang til detaljerede oplysninger om samtlige franske skatteborgere. Det gjorde det muligt at se, hvordan individuelle personers indkomst udvikler sig over tid, og hvor stor sandsynligheden er for, at de kan bevæge sig op eller ned i indkomsthierarkiet.
På dette grundlag er det muligt at udvikle et mere præcist billede af social mobilitet end med de traditionelle tværsnitsanalyser. I stedet for blot at se på, hvor stor uligheden er på et givet tidspunkt, kunne økonomerne nu undersøge bevægelser mellem indkomstgrupperne.
Aghios analyse viste hvor lidt bevægelse, der faktisk er. I perioden 2011–2015 havde en person, der befandt sig i den nederste tiendedel af indkomstfordelingen i 2011, 60% sandsynlighed for stadig at tilhøre denne gruppe fem år senere. Kun få personer formåede at rykke mere end én eller to deciler op. I toppen af indkomsthierarkiet var billedet det samme blot med omvendt fortegn: En person i den øverste tiendedel havde 77% sandsynlighed for at blive dér.
Sammenlignet med USA, hvor mobiliteten længe har været lav, er situationen i Frankrig ikke markant bedre.
Geografi og køn
Et andet vigtigt resultat af analysen handler om den geografiske dimension af uligheden. Aghion og hans kolleger viste med hårde data, hvordan Frankrig er splittet mellem dynamiske centre og en stagnerende periferi. Næsten en tredjedel af de 0,1% rigeste bor i Paris-regionen, og 17% af de 1% rigeste har adresse dér.
De franske departementer i nord og øst, der er præget af af-industrialisering og lav vækst, har både lavere indkomster og mindre mobilitet. I nogle af disse områder er sandsynligheden for at forblive i den nederste indkomstgruppe næsten dobbelt så høj som i regioner omkring dynamiske byer som Lyon og Paris.
Samtidig viser undersøgelsen, at regioner med den laveste mobilitet ofte er der, hvor den yderste højrefløj står stærkest. Når den sociale ulighed bliver knyttet til bestemte lokalsamfund, og når mange af indbyggerne oplever, at det er umuligt at bryde ud, bliver politisk utilfredshed og mistillid til eliten en næsten uundgåelig konsekvens.
Uligheden knytter sig også til køn. I 2015 udgjorde kvinder under 20% af den øverste 1% af indkomstpyramiden.
Kvinder sidder sikkert nok, hvis de først er nået inden for på arbejdsmarkedets øverste lag. Problemet ligger i adgangen. Det er vanskeligere for kvinder at komme op i de høje indkomstgrupper, men hvis de først er kommet derop, har de ikke sværere ved at blive der end mændene.
Lønforskelle mellem mænd og kvinder varierer geografisk, og i nogle regioner aflønnes kvinder i gennemsnit med 75% af den løn, som mænd får for et tilsvarende arbejde.
Ungdommens korte vindue
Aghios analyse viser, at chancerne for social opstigning er højere i de unge år, og at de formindskes hurtigt efter 30-års alderen. I gruppen under 30 år ser man stor variation og potentiale for fremgang, men herefter bliver karriere- og indkomstmønstrene meget faste.
Det betyder, at en politisk indsats, der sigter mod at styrke den sociale mobilitet, herunder en bedre adgang til forskellige former for uddannelse, har størst effekt, når den rettes mod de unge. Når man først er etableret på arbejdsmarkedet, er det vanskeligt at bryde ud af den indkomstgruppe, man er havnet i.
Geografisk mobilitet viser sig at hænge tæt sammen med økonomisk mobilitet. Aghions team opdelte befolkningen i to grupper: dem, der flyttede mellem departementer i perioden 2011–2015, og dem, der blev hvor de var. De, der flyttede, havde generelt højere indkomstmobilitet.
Kort sagt: Dem, der flytter, får nye chancer. Det understreger betydningen af adgang til boliger, transport og uddannelsesinstitutioner. Hvis social mobilitet forudsætter fysisk flytning, men at boligpriser og mangel på relevante studie- eller arbejdspladser gør det umuligt at flytte, bliver store grupper i befolkningen fastlåst i lavindkomstfælder.
Aghions analyse viste med hårde data, at Frankrig er præget af en strukturel immobilitet, hvor indkomst og sociale lag er langt mere fastlåste end den republikanske selvforståelse forestiller sig.
Samtidig viser tallene, at den økonomiske stagnation ikke kun handler om indkomstfordeling, men om hele samfundets mangel på dynamik. Når mobiliteten stivner, svækkes incitamenterne til innovation, uddannelse og iværksætteri – netop de kræfter, som Aghions forskning har vist, er afgørende for langsigtet vækst.
Et bredere perspektiv: Lighed, innovation og vækst
Philippe Aghion har gennem sin karriere argumenteret for, at økonomisk vækst og social retfærdighed ikke er modsætninger. Tværtimod kan de styrke hinanden, hvis det politiske niveau formår at skabe en balance mellem konkurrence og tryghed.
Aghions forskning har vist, at samfund, hvor flere mennesker får mulighed for at tage risici – fordi der findes uddannelsesstøtte, arbejdsløshedssikring og adgang til kapital – også er de samfund, hvor innovationen blomstrer. Men når mobiliteten bremses, og de sociale barrierer bliver uoverstigelige, kvæles denne dynamik.
Derfor er “Anatomy of Inequality in France” ikke blot et teknisk studie af skattedata, men en diagnose af en større europæisk udfordring. Hvordan skaber man åbne, bevægelige samfund i en tid, hvor uligheden truer sammenhængskraften, og hvor økonomien stagnerer på grund af mangel på innovation?
Det handler ikke blot om skattetryk eller velfærd, men om at borgerne oplever, at deres anstrengelser faktisk kan flytte noget.
Når 77% af dem med de aller højeste indkomster kan forvente at forblive i denne indkomstgruppe, uanset hvad, og når 60% af dem på bunden af indkomstpyramiden oplever, at det er umuligt at bryde ud, uanset hvad, så undergraves denne tro.
I en tid, hvor populisme og polarisering breder sig, tilbyder Aghions arbejde et redskab til at forstå, hvorfor nogle samfund bliver delt mellem sociale grupper, der vokser længere og længere fra hinanden, og Aghion peger dermed også på hvad, der kan være med til at mindske spændingerne og give flere en tro på mulighederne for forandring.
“Anatomy of Inequality in France” viser, at ulighed ikke blot handler om penge, men om muligheden for at ændre sin position, sit sted, sit liv. Aghions arbejde viser os også – sort på hvidt – et samfund, hvor store grupper i befolkningen er afskåret fra denne mobilitet, og hvor økonomiske og sociale fordele arves som privilegier.
Siden artiklen udkom i 2019 er de sociale og økonomiske kløfter i det franske samfund kun blevet dybere, og det aktuelle parlamentariske kaos i Paris afspejler en tiltagende desperation på gaden.
Philippe Aghion er professor ved College de France og INSEAD, gæsteprofessor ved London School of Economics og medlem af The Econometric Society og The American Academy of Arts and Sciences.
Anatomy of Inequality in France
By Philippe Aghion, Vlad Ciornohuz, Maxime Gravoueille, Stefanie Stantcheva
July 1, 2019
https://www.dropbox.com/s/atkdc9f3vqixisy/Anatomy_Inequality_2019.pdf?dl=0
