Are we all Gaullists now? Strategic autonomy is having a moment
Tom McTague, UnHeard, 25 FEB 2025
Parable of the Parakeets
David Todd, London Review of Books, Vol. 47 No. 18 · 9 October 2025
Emmanuel Macron, destroyer of worlds
His technocratic utopia is crumbling
Anne-Elisabeth Moutet, Unheard, 15 JUN 2024
How a Stabbing Changed France
Christopher Caldwell, Compact, January 05, 2024
Insoumission
Jean-Luc Mélenchon & Tariq Ali
Sidecar, 11 JULY 2025
I SOMMEREN 2025 gik Emmanuel Macron på tv, bleg og nervøs, for at annoncere opløsningen af den franske nationalforsamling. Det var et af de øjeblikke, hvor man fornemmer, at en politisk epoke er ved at rinde ud, ikke med et brag, men i en blanding af forvirring, stædighed og arrogance. Det nyligt afholdte valg til Europa-Parlamentet havde resulteret i et nederlag for Macrons politiske bevægelse, Renaissance, og dermed for det politiske centrum, der har defineret fransk og europæisk politik i årtier. Marine Le Pens Rassemblement National stod til at dominere det næste parlament, og på venstrefløjen havde Jean-Luc Mélenchon og hans La France insoumise samlet sig som en rastløs, anti-liberal opposition.
Frankrig, den moderne republiks ophav, står i dag som en advarsel til hele Europa. Parlamentarismen, den maskine, der siden 1945 har holdt kontinentets demokratiske orden kørende, er kørt fast. De gamle partier er smuldret, staten har mistet sin moralske autoritet, og befolkningen er delt mellem politisk apati og oprør. Dette er ikke blot endnu en regeringskrise. Det er en krise for det politiske system.
Som David Todd, professor ved Sciences Po i Paris, skriver i en analyse af Mélenchons politiske projekt, har Frankrig ikke længere noget, der ligner “naturlige regeringspartier”. Den socialdemokratiske tradition, der bar Mitterrand og Hollande, er knust, og Macrons centrumprojekt har vist sig at være en teknokratisk luftspejling. I stedet står landet tilbage med to store folkelige bevægelser, en højrenational og en venstreradikal, der begge henter deres styrke i vrede og desillusion. I dette spændingsfelt udspiller der sig noget langt mere omfattende end en kamp mellem partier. Det er et sammenbrud for troen på den europæiske modernitets politiske form, den repræsentative republik.
Fra republik til management
Anne-Élisabeth Moutet, en fransk journalist og forfatter, beskriver det politiske skibbrud for Macrons politiske program som endestationen for et projekt, der i sin kerne var post-politisk. Macronisme var ikke et ideologisk program, men et forsøg på at gøre op med modsætningerne i fransk politik. Vi er “hverken højre eller venstre”, som Macron erklærede i 2017. Det var teknokratiets sidste utopi, en forestilling om, at rationel styring og markedsøkonomi kunne revitalisere Frankrig og igangsætte en opadgående spiral. Macron ville på den måde erstatte et fastlåst og forældet politisk system, der var defineret omkring en kamp mellem klasser og ideologier.
Men denne drøm hvilede på en illusion. For den europæiske teknokrati-orden, som Macron repræsenterede mere end nogen anden, byggede på en forudsætning om tilstedeværelsen af et socialt og kulturelt fundament, der ikke længere eksisterer. Bag Paris’ glitrende boulevarder breder fattigdommen sig, industrien er forsvundet, og staten, der engang var republikkens stolthed, er reduceret til en ansigtsløs administrator, et selvkørende bureaukrati uden for politisk kontrol.
Macronismen var på én gang et symptom og en katalysator for krisen. Moutet skriver om, hvordan Macrons “roulette-politiske” instinkt – je prends mon risque – ofte påvirkede vigtige politiske beslutninger. Da han opløste parlamentet i 2025 efter nederlaget ved EU-valget, var det ikke et udtryk for politisk klarsyn eller mod. Det var gambling. Resultatet blev kaos med en splittet højrefløj, en genskabt venstrefront og en præsident uden politisk flertal i parlamentet.
Når man ser tilbage, virker det næsten uundgåeligt. Macrons centrum var aldrig et centrum i egentlig forstand, men kan bedst betegnes som en vakuum-zone, hvor det politiske indhold blev erstattet af “kommunikation”, og hvor magten blev legitimeret gennem evnen til at “reformere”. Hans liberalisme var uden mennesker, uden jordforbindelse og uden sprog for den smerte og frustration, der har bredt sig i Frankrig. Macron kunne administrere, men ikke inspirere uden for den kreds af engagerede centrumpolitikere og vælgere over hele landet, der oprindeligt købte Macrons budskab med hud og hår.
Det er her, Mélenchon træder frem som Frankrigs modsætning til Macron, en figur, der insisterer på, at politik ikke er forvaltning, men kamp, og at republikken kun kan genopstå gennem insoumission, oprør mod den etablerede orden.
Mélenchon og den republikanske arv
David Todd tegner i sin analyse et billede af Mélenchon som arvtager til den splittede franske venstrefløj, og som en blanding af jakobinsk moral, socialistisk retfærdighed og postkolonial indignation. Han er barn af både Mitterrands socialistiske æra og Trotskijs revolutionære paroler, og hans bevægelse, La France insoumise (LFI), har fra begyndelsen været tænkt som noget andet og mere end et parti. LFI er en manifestation af folkelig energi, “en gasart”, som han selv siger, der flyder frit gennem netværk, onlinefora og lokale komitéer, men som i sidste ende samles omkring ham selv.
Todd viser, hvordan LFI på mange måder repræsenterer den mest moderne politiske form, der findes i dag: en ledelsescentret bevægelse, der taler til fragmenterede vælgergrupper, forenet ikke af ideologi, men af affekt. Den deler strukturel lighed med Macrons Renaissance og Le Pens Rassemblement National, alle tre er personlige, mediestyrende maskiner, bygget op omkring en karismatisk figur.
Men indholdet er radikalt forskelligt. Hvor Macron tilbød integration i globaliseringen, lover Mélenchon en tilbagevenden til den nationale selvstændighed, social retfærdighed og et brud med EU’s neoliberale dogmer. Mélenchons republik er ikke teknokratisk, men moralsk, et fællesskab, der skal genskabes nedefra, af de “oprørske” (les insoumis), der nægter at lade sig reducere til forbrugere.
I et interview med Tariq Ali udvikler Mélenchon denne tanke i et globalt perspektiv. Han ser Vesten som et imperium i forfald, fanget i en krig på to fronter, mod naturen og mod sit eget moralske hykleri. Han beskriver, hvordan de vestlige teknokrater tror, at de kan bevare civilisationen ved at bygge flere atomkraftværker. Det er, som han siger, “teknokraternes dårskab”, troen på, at systemet kan fortsætte, som det er.
I Mélenchons analyse står Frankrig mellem to verdener. På den ene side et amerikansk imperium, der er ved at falde fra hinanden, og på den anden et Kina, der viser, at moderniteten kan antage kollektivistiske, ikke-liberale former. Mellem disse to positioner ser Mélenchon et håb, et “vindue af muligheder”, som han kalder det, for en ny fransk selvstændighed.
Han drømmer om et Frankrig, der kan repræsentere en tredje vej, et uafhængigt, socialt ansvarligt og bæredygtigt Europa, der afviser både det amerikanske overherredømme og den autoritære kinesiske model.
Det er en vision, der peger tilbage til Charles de Gaulle, og ved præsidentvalget i 2022 tiltrak visionen 30% af vælgerne i Paris og 49% af vælgerne i forstaden Seine-Saint-Denis. Men som Tom McTague argumenterer for i sin analyse af den nye “gaullistiske” tendens i Europa, er der grundlæggende forhindringer for at realisere denne vision.
Gaullismen som sidste håb
Tom McTague, en britisk forfatter og journalist, der siden 2025 har været redaktør for det politiske magasin, The New Statesman, beskriver, hvordan Europa i begyndelsen af 2025, presset mellem USA’s uforudsigelighed og Ruslands aggression, er begyndt at genopdage en længsel efter strategisk selvstændighed. Selv i Tyskland, der længe har været kontinentets mest loyale Atlantiker, taler man nu om “uafhængighed af USA”. Det giver mindelser om den tidligere franske præsident, Charles de Gaulle, der allerede i 1960’erne var en stor fortaler for Europæisk suverænitet.
Men McTague minder os om, at Gaullismen altid var mere fransk end europæisk. De Gaulle så Europa som en udvidelse af Frankrigs historiske mission, og som et middel til at genvinde den position, landet havde mistet “siden Waterloo”. Da Macron i 2017 forsøgte at skabe et “suverænt Europa” med Paris som dets intellektuelle centrum, var det i virkeligheden en sen og svækket version af de Gaulles drøm.
Problemet, skriver McTague, er, at Europa mangler de materielle forudsætninger for selvstændighed og suverænitet. Tysklands økonomi er stagneret, i Frankrig uddybes den politiske og økonomiske krise måned for måned, og Storbritannien er opslugt af sine egne dybe modsætningsforhold. De Gaulle kunne appellere til et folk, der stadig troede på statens styrke. Macron står tilbage med en befolkning, der ikke længere tror på nogen.
Dermed bliver den nye “gaullisme” både hos Macron, Mélenchon og endda Le Pen, ikke et udtryk for selvtillid, men for desperation. Frankrig er en europæisk nation, der ikke længere kan sætte dagsordenen, men som stadig insisterer på sin egen historiske betydning.
Alligevel rummer denne længsel efter selvstændighed et politisk potentiale. Den peger mod en erkendelse af, at den gamle europæiske model – den teknokratiske, liberal-demokratiske model – ikke længere kan reproducere sig selv. I dette tomrum søger nationerne tilbage mod historien, mod myter om suverænitet, revolution og fællesskab. Og ingen nation bærer disse myter stærkere end Frankrig. Men det er stadig myter.
Samfundet slår revner: Crépol
Mens Gaullismens genopstandelse kan ses som resultat af en krise i det politiske styres evne til at legitimere staten, så er mordet i Crépol blevet et samlende billede på krisen i nationens indre sammenhængskraft.
Christopher Caldwell, en amerikansk journalist og politisk kommentator, fortæller historien om tragedien i Crépol som et politisk drama. En novembernat i 2023, efter en landsbyfest i Crépol i det sydøstlige Frankrig, dukkede fem biler op med unge mænd fra et socialt belastet kvarter i den nærliggende by, Romans-sur-Isère. De trængte ind i forsamlingshuset, og få minutter efter lå 17 personer rundt om på dansegulvet såret af knivstik, flere alvorligt. Den 16-årige Thomas Perotto døde på vej til hospitalet.
Det hele var så brutalt og uforståeligt, at mange troede, at de havde været vidne til et terrorangreb. Gerningsmændene flygtede, men blev siden anholdt, og det viste sig, at de alle var franske statsborgere, født og opvokset i Frankrig, med nordafrikansk baggrund. Årsagen til angrebet er stadig ukendt. Efter sigende var det kulminationen på nogle skænderier om hårfrisurer nogle dage forinden.
Den første reaktion fra det politiske establishment var tavshed. Hvor drabet på Nahel Merzouk, en ung mand fra Paris’ konfliktfyldte forstæder, der blev skudt af politiet under en biljagt, havde udløst landsdækkende oprør og en “national refleksion” om racisme i det franske parlament, så forløb Crépol-tragedien først som en ikke-begivenhed. Ingen ministre udtalte sig, ingen lys tændtes på Eiffeltårnet. Først da vrede borgere begyndte at samles i lokale protestmarcher, bakket op af byens veltalende borgmester, blev regeringen tvunget til at reagere.
Macrons talsmand blev mødt med tilråb om “skam” under sit besøg i Crépol. Lokale råbte, at regeringen altid “forsvarer forstædernes Frankrig mod Thomas’ Frankrig”. Først derefter blev der holdt et minuts stilhed i nationalforsamlingen.
Caldwell beskriver, hvordan Crépol ændrede tonen i den politiske debat. For første gang blev højrefløjens retorik om “to Frankrige” bredt accepteret. Selv moderate vælgere begyndte at spørge, om staten stadig kunne beskytte den “anstændige” befolkning mod det, som man nu åbent betegnede som et parallelsamfund.
Skellet mellem det republikanske ideal og en virkelighed præget af etniske fronter blev tydeligere end nogensinde. Den republikanske trossætning om, at alle borgere er franske i kraft af loven, ikke i kraft af blodet, mistede sin troværdighed.
Crépol er blevet et symbol på, at den politiske krise i Frankrig er ikke kun omfatter staten og en bestemt administrativ og politisk styreform, der knytter sig til staten, men også omfatter selve forestillingen om at leve i et fællesskab, i et samfund. De republikanske idealer smuldrer under vægten af ulighed, etnisk opsplitning og gensidig mistillid.
Det er denne udviskning af det fælles, Mélenchon taler om, når han siger, at “folket kan eksplodere som en vulkan”. Oprøret er ikke organiseret, det er en latent energi, en gasart, født af foragt og afmagt over for de herskende og en følelse af, at samfundet ikke anerkender én som medmenneske.
Hvad kommer efter republikken?
Frankrig har altid været et laboratorium for politiske projekter. Her blev revolutionen født, her blev det moderne socialdemokrati prøvet og brændt ud. Det er derfor ikke tilfældigt, at den politiske krise i Europa tager sin mest dramatiske form netop her.
På overfladen handler det hele om valg og reformer, pensionsalder, migration, energipolitik. Men under disse spørgsmål ligger noget langt dybere, et sammenbrud for troen på, at politik kan give mening.
Frankrig står som et spejl for Europa, et kontinent, der skruer op for retorikken om frihed og demokrati, men som er ved at drukne i bureaukrati, i et forældet produktionsapparat og i sociale kløfter, der vokser sig dybere for hver dag, der går.
Når teknokraterne og deres politikere uanfægtet kører videre i det samme blinde spor, som om verden kan reddes med større budgetter, oprustning og flere algoritmer, samtidig med at store grupper i befolkningen mister troen på at være repræsenteret, står kun to muligheder tilbage: enten autoritær stabilitet eller en radikal ny begyndelse.
Frankrig har oplevet fem republikker, to imperier og tre revolutioner. Hver gang har landet befundet sig på randen af opløsning, og hver gang har Frankrig formået at genopfinde sig selv. Men der er ingen garanti for, at historien vil gentage sig.
I dag synes den politiske vulkan, som Mélenchon taler om, at ulme under et tyndt lag af institutionel aske. Macron er stadig præsident, men hans magt er kun formel. Parlamentet er handlingslammet. Partierne ligner kulisser. De unge, de arbejdsløse, pensionister og de rodløse venter utålmodigt på, at nogen eller noget tager initiativ til forandring.
Den amerikanske redaktør, William Voegeli, bemærkede for nylig om den politiske udvikling i USA, at “det ikke er svært at forestille sig, at denne nedadgående spiral vil komme ud af kontrol. Republikker kan ikke overleve, hvis deres befolkning deler sig i to grupper, der i stigende grad er uvillige og ude af stand til at dele en nation med hinanden.”
Den betragtning gælder også for republikken Frankrig.
Referencer
Are we all Gaullists now? Strategic autonomy is having a moment
Tom McTague, UnHeard, 25 FEB 2025
https://unherd.com/2025/02/are-we-all-gaullists-now/
Parable of the Parakeets
David Todd, London Review of Books, Vol. 47 No. 18 · 9 October 2025
https://www.lrb.co.uk/the-paper/v47/n18/david-todd/parable-of-the-parakeets
Emmanuel Macron, destroyer of worlds
His technocratic utopia is crumbling
Anne-Elisabeth Moutet, Unheard, 15 JUN 2024
https://unherd.com/2024/06/emmanuel-macron-destroyer-of-worlds/
How a Stabbing Changed France
Christopher Caldwell, Compact, January 05, 2024
https://www.compactmag.com/article/how-a-stabbing-changed-france/
Insoumission
Jean-Luc Mélenchon & Tariq Ali
Sidecar, 11 JULY 2025
https://newleftreview.org/sidecar/posts/insoumission
