Det europæiske højre er ikke nogen samlet bevægelse, men er defineret inden for nationale rammer og ud fra nationale historiske og kulturelle forudsætninger. Men fælles for partierne er, at de har en gennemtænkt strategi, en vilje til at tilpasse sig de institutionelle adfærdsnormer og et populært budskab om sammenhæng, tradition og tilhørsforhold i et samfund under konstant forandring.

Serien søger at komme tæt på Europas nye højrefløj og dens forskellige nationalt definerede politiske projekter, dens vælgerbasis og dens virkning på de gamle partier. Serien vil følge højrefløjens udvikling frem til i dag, hvor målet er at erobre præsidentembeder og regeringskontorer for at kunne gennemføre blivende forandringer i det europæiske samfunds politiske og institutionelle maskinrum.

Artiklerne følger ingen fast model. Nogle vil undersøge fællestræk – eller det modsatte – på tværs af lande og regioner i Europa. Andre vil være mere fokuserede på den politiske udvikling i et enkelt land.

Oversigt

I. Polen: En blivende magtfaktor

II. Holland: Geert Wilders og det hollandske politiske paradoks

III. Frankrig: Rassemblement National og økonomien

IV. Spanien: Vox, Partido Popular og den spanske højrefløj

V. Bulgarien: Etnisk nationalisme, korruption og geopolitik

VI. Kroatien: Vold, fremmedhad og fornyet etnisk spænding

VII. Estland: Nationalister dominerer parlamentet og regeringen

VIII. Letland: Store befolkningsgrupper stemplet som “ikke-borgere”

IX: Litauen: Etnisk propaganda vendt mod jøder