Den polske højrebølge er ikke et resultat af et pludseligt udbrud af populisme, men repræsenterer en langvarig ideologisk og social proces, hvor national identitet, katolsk konservatisme og statslig centralisering er smeltet sammen.
Det begyndte i oppositionen mod kommunismen, tog form som værdipolitisk bevægelse i 1990’erne og blev i 2010’erne et regeringsbærende projekt.
Højrefløjen i Polen har formået at forene folkelig populisme med institutionel magt, og hvor højreradikale bevægelser i andre europæiske lande ofte er forblevet marginale protestpartier, så er bevægelsen i Polen lykkedes med at omsætte nationalistisk retorik til statslig politik.
Fra katolsk konservatisme til politisk projekt
Rødderne går tilbage til overgangen fra kommunisme til demokrati i begyndelsen af 1990’erne.
I modsætning til Tjekkiet eller Ungarn var den polske opposition stærkt præget af katolske og moralske strømninger, forankret i Solidaritet-bevægelsen og i kirken som national institution.
Allerede i disse år opstod der en tydelig splittelse. På den ene side en liberal fløj, der så modernisering og EU-integration som vejen frem, og på den anden side en konservativ fløj, der mente, at Polen burde bygges på kristne værdier og nationale idealer.
Denne spænding manifesterede sig i 2001 i dannelsen af partiet Lov og Retfærdighed (Prawo i Sprawiedliwość – PiS), grundlagt af brødrene Lech og Jarosław Kaczyński.
PiS’ mission var at skabe “den fjerde republik”, et moralsk renset og værdimæssigt homogent Polen, der både skulle befri sig fra arven efter kommunismen og modsætte sig moralsk opløsning fra vestlig liberalisme.
Den moralske stat
En af årsagerne til PiS’ succes var, at partiet formåede at kombinere et moralsk funderet politisk budskab med et program for social retfærdighed.
I et land med stor økonomisk ulighed og med udbredt skepsis over for eliter talte partiet til det, der blev betegnet som “almindelige polakker”s ønske om velfærd, familieliv og national stolthed.
PiS’ slogan, “Et stærkt Polen for almindelige mennesker”, var et salgbart budskab.
Partiet tilbød et socialt sikkerhedsnet og en følelse af at tilhøre et etnisk homogent fællesskab, der inden for nationens rammer tilbød beskyttelse mod globaliseringens og liberalismens destruktive kræfter: Polen for kristne polakker!
Denne blanding af social populisme, moralsk religiøsitet og etnisk-national symbolik lagde grunden for den senere radikale højrekultur.
Gaden, kirken og de unge mænd
Mens PiS byggede sin institutionelle magt, voksede der nedefra en række bevægelser frem, der radikaliserede nationalismen.
I slutningen af 2000’erne genopstod Obóz Narodowo-Radykalny (ONR), Den Nationalradikale Lejr, inspireret af 1930’ernes fascistiske organisation af samme navn.
Under den tyske besættelse i begyndelsen af 1940’erne medvirkede ONR til tyskernes mord på over 3 millioner polske jøder.
ONR’s unge aktivister marcherede nu igen med flag, kors og nationalistiske symboler gennem Warszawas gader under mottoet “Gud, Ære, Fædreland”.
Sammen med Młodzież Wszechpolska (Alt Polsk Ungdom) organiserede de den årlige Selvstændighedsmarch den 11. november.
Det begyndte som en marginal manifestation, men blev i 2010’erne et nationalt massefænomen. Hundredtusinder deltog, ofte med kirkens og PiS-politikeres stille velsignelse.
Marchen blev et ritual for højrefløjens kulturelle sejr, et sted, hvor statens symboler, religiøse slagord og nationalistiske bannere smeltede sammen til en fælles fortælling om Polen som offer og sejrherrer på én gang.
Magt og kultur
Da PiS genvandt regeringsmagten i 2015, blev denne politisk-kulturelle bevægelse omsat til konkret politik.
Partiet havde lært af sin første korte regeringsperiode (2005–2007) og gik nu systematisk til værks.
Domstole, medier og kulturinstitutioner blev gradvist bragt under politisk kontrol.
En ny offentlig tv-station, TVP Info, blev talerør for regeringen, og en “patriotisk kulturpolitik” prioriterede film, bøger og museer, der styrkede den nationalistiske dagsorden.
Skolebøger og offentlige udstillinger betonede martyrdom, katolicisme og kampen mod de fremmede.
Den polske historie blev fortalt som en ubrudt linje af heroisme, og kritik af staten blev stemplet som illoyalitet.
Udryddelsen af over 90% af polens jøder, der havde været en integreret del af landets befolkning i århundreder, samt ekspropriationen af deres ejendom, blev et ikke-tema i den nationale fortælling. Polakkers veldokumenterede medvirken til udryddelsen af de polske jøder blev fortiet og hele emnet blev forsøgt parkeret som et rent tysk anliggende.
PiS’ socialpolitik sikrede folkelig støtte, mens partiets moralske kampagner rettede sig mod “LGBT-ideologi”, “kulturel marxisme” og “EU’s dekadence”.
I denne proces forsvandt grænsen mellem national-konservatisme og radikalisme. ONR’s retorik om moral, etnisk renhed og patriotisme blev ikke længere afvist, men fuldt indlejret i regeringens fortælling om nationen.
Den europæiske undtagelse
Polen blev nu et centrum for den europæiske højrebølge.
Mens Marine Le Pen i Frankrig og AfD i Tyskland stadig – om end i stærkt varierende grad – var marginaliseret som protestpartier, sad deres polske allierede allerede med regeringsmagten.
I Bruxelles blev PiS den drivende kraft bag “den illiberale alliance” sammen med Viktor Orbáns Fidesz-parti.
Partierne delte et projekt om national suverænitet, konservativ moral, skepsis mod Bruxelles og et forsøg på at skabe en alternativ forståelse af demokrati som folkets moralske ret, ikke som pluralistisk forhandling.
Denne model havde stor tiltrækning i hele regionen. Den viste, at højrepopulismen ikke nødvendigvis behøver at vælte systemet. Den kan overtage det.
Den radikale flanke: Konføderationen
Mens PiS blev statsbærende parti, opstod der til højre for regeringen en ny generation af nationalister og libertære grupperinger, der gradvist blev samlet i Konfederacja (Konføderationen).
Bevægelsen blev grundlagt i 2018 som en sammenslutning af tre miljøer:
- økonomisk libertarianere omkring Janusz Korwin-Mikke,
- katolske traditionalister
- nationalistiske aktivister fra ONR og lignende grupper.
Konføderationen forener økonomisk markedsfundamentalisme og moralpolitik i en paradoxal alliance, et “frihedsprojekt” præget af en autoritær kultur.
De unge tilhængere, ofte studerende og mænd fra tekniske fag, ser sig som et anti-etablissement, men deler PiS’ værdimæssige grundtone.
Partiet ligger stabilt omkring 8–10 % i vælgertilslutning og udgør en radikaliseret højreflanke, der vedvarende presser det politiske landskab mod højre.
Kirken og nationen
I Polen er kirken er ikke blot en religiøs institution, men udgør en indflydelsesrig moralsk autoritet, der er dybt forbundet med statens selvforståelse.
I 2010’erne udviklede flere biskopper og medier, herunder Radio Maryja og TV Trwam, en retorik, der støttede PiS’ moralske kamp og advarede mod “seksuel propaganda” og “liberal kolonisering”.
Denne sammenkobling af kirke, familie og stat har gjort Polen til et af de mest værdikonservative samfund i Europa, men også til et land, der er konflikt med sig selv.
I de store byer vokser en yngre generation op, der vender sig mod kirkens autoritet og som kræver sekularisering af det politiske liv og af samfundet i almindelighed.
Konflikten mellem byernes liberalisme og den provinsielle konservatisme er blevet et centralt tema i den polske kulturkamp, men land/by modsætningerne er kun en del af historien.
Modsætningerne følger også den usynlige grænse, der går ned gennem Polen fra nord til syd, og som mod vest omfatter de områder af Tyskland, der blev indlemmet i Polen efter 2. verdenskrig.
Øst for den usynlige grænse findes det traditionelle Polen, der blev etnisk “renset” under 2. verdenskrig, og som i dag udgør et af de mest etnisk homogene områder af Europa.
Den etniske homogenitet står i kontrast til regionens historie, der frem for noget har været en etnisk og kulturel smeltedigel.
Tab og tilbagevenden
Valget i 2023 bragte Donald Tusks borgerlige og liberale koalition tilbage til regeringskontorerne. Men PiS’ valgnederlag betyder ikke, at højrefløjen har mistet sin magtbase.
Institutionerne – domstole, medier og embedsværk – bærer stadig præg af otte års loyalitet over for PiS. Kulturen og offentligheden er gennemsyret af den moderne nationale fortælling, som liberale politikere derfor også må forholde sig til.
Selv i opposition har PiS på den måde bevaret rollen som den moralske referenceramme, der taler for det “ægte Polen” mod byernes eliter og EU’s kommissærer.
Længere ude til højre står Konføderationen i forskellige inkarnationer klar til at opsamle utilfredshed, samtidig med at ONR og Alt Polsk Ungdom fortsætter deres agitation i civilsamfundet og på universiteterne.
Højrefløjens dominans i Polen er ikke længere blot et politisk fænomen, men er blevet en kulturel bevægelse, der favner bredt i samfundet.
Et spejl af Europas højrebølge
Polens højrefløj deler træk med sine europæiske søsterpartier, men adskiller sig ved sin institutionelle succes.
Vestlige højrepopulister taler også om tradition, men i Polen er den politisk konstruerede forestilling om polsk “tradition” blevet gjort til regeringspolitik.
PiS og partiets støtter har vist, at den radikale højrefløj kan skabe et “illiberalt demokrati”, hvor valgene fortsætter, men hvor pluralismen forsvinder.
I denne forstand er Polen ikke blot en del af den europæiske højrebølge. Polen er dens laboratorium og en vigtig drivkraft. Her bliver det testet, hvordan en national-konservativ revolution med stærke etniske overtoner kan gennemføres, ikke ved at afskaffe demokratiet, men ved at omforme det indefra.
Et land på kanten af to fortællinger
I dag står Polen mellem to selvforståelser.
Den ene ser landet som et progressivt EU-medlem med et voksende civilsamfund og byernes modernitet.
Den anden ser Polen som en beskytter af den europæiske moral, en bastion mod kosmopolitisme og værdirelativisme.
Højrefløjen lever af dette spændingsfelt. Den tilbyder en kontinuitet, hvor staten og nationen er identiske, og afspejler på den måde holdninger og ideologiske fortællinger, der er udbredt i den polske befolkning.
Den forbliver derfor en formidabel magtfaktor, også når den formelt mister regeringsmagten. For i Polen er højrebølgen ikke blot en politisk aktør, men et autentisk udtryk for en folkelig og kulturel kraft med dybe rødder.
Referencer
Akademiske og analytiske kilder
Szczerbiak, Aleks. Poland within the European Union: New Awkward Partner or New Heart of Europe? Routledge, 2012.
Stanley, Ben. “Populism in Central and Eastern Europe.” Oxford Research Encyclopedia of Politics, 2017.
Kucharczyk, Jacek & Fomina, Joanna. Populism and Authoritarian Tendency in Poland. Heinrich Böll Stiftung, 2020.
Pankowski, Rafal. The Populist Radical Right in Poland: The Patriots. Routledge, 2010.
Zubrzycki, Geneviève. Beheading the Saint: Nationalism, Religion, and Secularism in Quebec and Poland. University of Chicago Press, 2016 – kap. 6 om den katolske nationalisme.
Ost, David. The Defeat of Solidarity: Anger and Politics in Postcommunist Europe. Cornell University Press, 2005.
Rapporter og policyanalyser
Freedom House. Nations in Transit – Poland 2024.
European Center for Populism Studies (ECPS). The Polish Illiberal Turn. 2023.
OSW Warsaw (Ośrodek Studiów Wschodnich). Poland’s Right and the Illiberal Model of Statehood. 2022.
Carnegie Europe. Poland After PiS: The Illiberal Legacy. 2024.
Bellingcat. The Independence March and the Polish Far Right. 2023.
Supplerende presse og kildesites
Notes from Poland – løbende analyser af PiS, ONR og Konfederacja.
Gazeta Wyborcza og Polityka (udvalgte interviews og analyser).
