Istat, Italiens statistiske kontor, viser i en ny rapport at landets befolkningstal fortsat falder. Ifølge Eurointelligence ligger fertilitetsraten nu under 1,2 – langt fra de 2,1 børn per kvinde, der kræves for blot at opretholde befolkningen. Det lyder dramatisk, men sådan er det. Der foregår en langsom, ordnet forsvinden af et folk, der opfandt både operaen og espressoen, men tilsyneladende ikke længere har tid til at få børn.
Det skrumpende Italien er ikke en enlig svale på den europæiske himmel. Som Eurointelligence konstaterer, bevæger resten af Europa sig i samme retning. Frankrig, der længe blev betragtet som et befolkningsmæssigt mirakelbarn, er faldet fra 1,96 til 1,66 i løbet af et årti. Tyskland er tilbage på 1,39, og selv Skandinavien har mistet den tidligere demografiske selvtillid. Det ser ud til, at hele kontinentet med sin aldrende befolkning, sine pensionssystemer og sin eskalerende ulighed langsomt skrider ned ad samme bakke som Italien, blot i et lidt andet tempo.
Når det demografiske ur går baglæns
Den egentlige udfordring er ikke blot færre børn, men færre, der overhovedet kan få børn. Som rapporten fra Istat beskriver, bliver lav fertilitet selvforstærkende. Færre unge betyder færre potentielle par, og dermed endnu færre fødsler. Det er som at se en langsom, matematisk afvikling, en stille udtoning.
I økonomisk forstand betyder det et Europa med stadig flere ældre og stadig færre hænder til at arbejde, pleje og drive økonomien fremad. Men hvad gør det ved Europas selvforståelse? Et kontinent, der i århundreder formede verden, må nu vænne sig til at være den gamle tante ved det globale kaffebord. Erfaren, velhavende, dannet, men lidt døv og træt, og uden helt at kunne følge med i de yngre generationers samtale.
Asien og Indien
Samtidig med at Europas fødselstal falder, er Asien midt i en befolkningsmæssig transformation. Kina, der for blot et par årtier siden frygtede overbefolkning, står nu overfor et fald, der kan gøre den italienske udvikling til en bagatel. Den kinesiske fertilitet er faldet til omkring 1,0 og endda lavere i nogle provinser. Den étbarnspolitik, der engang blev set som et fremskridt, har efterladt landet med en kønsulighed (og en desperat mangel på giftevillige kvinder), en grånende befolkning og en stigende erkendelse af, at ingen kan beordre hverken kærlighed eller barnegråd tilbage i hjemmene.
Indien derimod står på det demografiske højdedrag. Landet har netop overhalet Kina som verdens mest folkerige nation, og med en medianalder på blot omkring 28 år har Indien nu et såkaldt “demografisk vindue” i form af et overskud af unge i den arbejdsdygtige alder. Men vinduer kan hurtigt blive lukket. Der skal skabes omkring 10 millioner jobs om året for blot at holde trit med tilgangen af unge til arbejdsmarkedet. Sker det ikke, kan den demografiske gave let blive en forbandelse i form af millioner af utilfredse, arbejdsløse unge i et politisk komplekst land.
Afrika syd for Sahara. Den store befolkningseksplosion
Og så er der Afrika syd for Sahara, den eneste region i verden, hvor fødselstallene fortsat ligger højt. I lande som Niger og Nigeria føder kvinder stadig gennemsnitligt 5–6 børn. I 2050 forventes halvdelen af verdens befolkningsvækst at komme herfra. Det vil sige, at mens Europa skrumper og Asien flader ud, så vokser Afrika. Det betyder ikke, at velstand automatisk følger med, men det betyder, at kontinentets unge, dynamiske befolkning vil blive en stadig større del af den globale arbejdsstyrke.
Det er derfor nærliggende at forestille sig, at Europas fremtidige vitalitet i høj grad vil blive importeret. Ikke som en pludselig invasion, men som en vedvarende, systematisk forvandling i form af unge nigerianske sygeplejersker i Milano, indiske IT-ingeniører i Berlin, egyptiske kokke i København. Det er ikke science fiction, det er demografi.
Et stille sceneskift
Den europæiske debat har i årtier kredset om migration, ofte med en blanding af frygt og fornægtelse. Men hvis man betragter tallene nøgternt, som Istat og Eurointelligence gør, synes spørgsmålet ikke længere at være om Europa skal forandres, men hvordan. Når befolkningstallet falder, og gennemsnitsalderen stiger, bliver migration en forudsætning for fortsat velfærd.
Der ligger en form for ironi her. Europa, som i århundreder sendte sit eget befolkningsoverskud ud i verden, skal nu lære at tage imod. Det bliver næppe let. Velfærdsstaterne er designet til stabilitet, ikke til forandring. Men måske er netop den kommende blanding af ældre europæisk erfaring og ung energi udefra en cocktail, der kan give kontinentet nyt liv.
Et kontinent, der går på pension, men stadig læser avisen
At kalde Europa gammelt er ikke nødvendigvis en fornærmelse. Der er visdom i aldring. Et samfund med flere ældre kan være roligere, mere overvejet, og mindre tilbøjeligt til at kaste sig ud i de evindelige, destruktive magtkampe, der i århundreder har været et europæisk kendemærke. Man kan forestille sig et fremtidens Europa, hvor tempoet falder, og kvaliteten stiger. Hvor der stadig produceres kunst, litteratur og filosofi, blot i et lidt langsommere tempo. Hvor der stadig snakkes i caféerne, men måske lidt mere om sundhedsvæsen end om drenge.
Efterklang
Det er svært at finde den rette tone, når man skriver om Europas demografi. Det er ikke et apokalyptisk scenarie, blot en langsom, civilisatorisk overgang. Italien viser os, at Europas fremtid bliver en blanding af grå hår og nye ansigter. Et kontinent, der stadig søger eventyr og mening, ikke længere i vækst, men i forvandling.
Reference
Euroeintelligence, Going grey, 22-10-2025
