Når hollænderne den 29. oktober igen går til valg, står Geert Wilders’ parti, Partij voor de Vrijheid (PVV), til endnu en markant sejr. På overfladen kan det synes som endnu et udtryk for den højrepopulistiske strømning, der præger mange europæiske lande, men bag denne udvikling gemmer sig et mere sammensat politisk og samfundsmæssigt fænomen. Wilders’ vedvarende popularitet handler ikke kun om protest eller vrede, men i høj grad om identitet, tillid og et voksende ønske blandt mange borgere om klarhed i en tid, hvor politiske kompromiser ofte opfattes som et tegn på handlingslammelse.
Dette essay undersøger, hvorfor Geert Wilders og PVV har fået så bred appel i Holland, hvordan denne appel har udviklet sig, og hvad den fortæller om det hollandske demokratis nuværende tilstand.
Fra liberal baggrund til nationalistisk projekt
Geert Wilders begyndte sin politiske karriere i det liberalkonservative parti VVD, der traditionelt har stået for frihandel, lavere skatter og et tæt samarbejde i EU. Hans brud med partiet i 2004 markerede begyndelsen på et nyt politisk projekt, hvor kultur og national identitet blev det samlende omdrejningspunkt. Konflikten udsprang oprindeligt af uenighed om Tyrkiets eventuelle optagelse i EU, men udviklede sig hurtigt til et bredere opgør med den politiske elites håndtering af globalisering, immigration og europæisk integration.
Da Wilders i 2006 stiftede PVV, formåede han at kanalisere den frustration, mange vælgere havde følt efter mordene på politikeren Pim Fortuyn i 2002 og filminstruktøren Theo van Gogh i 2004. Disse politisk motiverede mord skabte en udbredt fornemmelse af, at den hollandske tolerance og åbenhed, der er en central del af den nationale selvforståelse, var kommet under pres og nu blev misbrugt og undergravet af udefrakommende. Wilders’ politiske projekt blev formet i dette klima som et forsvar af de hollandske værdier, sekularismen og den nationale kultur mod, hvad mange borgere opfattede som trusler fra islamisering og ukontrolleret migration.
Den politiske kontekst: Fragmentering og pragmatisme
For at forstå Wilders’ succes må man se på det hollandske partisystem, der er blandt de mest fragmenterede i Europa. Landet har et proportionalt valgsystem uden spærregrænse, hvilket giver mange små partier mulighed for at blive repræsenteret i parlamentet. Resultatet er et politisk landskab præget af hyppige koalitioner og løbende forhandlinger, hvor ingen enkelt aktør har dominerende magt.
Denne struktur skaber i princippet stabilitet, men den fremkalder også en oplevelse af politisk afstand mellem vælgere og beslutningstagere. Mange borgere føler, at de store midterpartier ikke længere repræsenterer egentlige ideologiske valg, men snarere administrerer en fælles midterkonsensus. Wilders har udnyttet denne situation ved at tilbyde klare linjer og et utvetydigt sprog i et system, hvor politik ofte formuleres i forsigtige og kompromissøgende vendinger.
Hans budskaber er enkle og følelsesmæssigt umiddelbare: færre asylansøgere, lavere skatter og flere penge til “egne borgere”. Det tiltaler vælgere, der oplever, at teknokratiske politikere taler om processer og balancer, men sjældent om værdier og retninger.
Populismens formel: “Folket” mod “eliten”
Wilders’ politiske stil følger den klassiske populistiske grundfigur, hvor politik beskrives som en kamp mellem det sande folk og en moralsk eller kulturelt fjern elite. Denne opdeling er ikke blot retorisk, men danner selve kernen i PVV’s identitet.
I sine taler og kampagner præsenterer Wilders sig som talsmand for de “almindelige hollændere”, der efter hans opfattelse er blevet overset af det etablerede politiske system. Han anvender et klart og direkte sprog, som står i kontrast til den høflige og konsensusprægede stil, der præger meget af hollandsk politik. Netop denne sproglige enkelhed og følelse af autenticitet er en del af hans styrke. Mange vælgere oplever, at han siger det, andre kun tænker, og at han udtrykker de frustrationer, som mange føler, men sjældent hører formuleret fra officielle talerstole.
Kritikere betegner ofte hans udsagn som forsimplede eller polariserende, men det er netop enkelheden, der giver ham gennemslagskraft. I en tid, hvor politik i stigende grad opleves som teknisk og abstrakt, tilbyder han en følelse af kontrol og genkendelighed.
Velfærdsnationalismen som socialt projekt
Et særligt kendetegn ved PVV’s ideologi er kombinationen af social velfærdspolitik og national eksklusion – det, som forskere ofte betegner som “velfærdsnativisme”. Wilders går ind for et stærkt velfærdssystem, men insisterer på, at det primært skal komme hollandske statsborgere til gode.
Denne kobling har vist sig politisk virkningsfuld. Den forener vælgere, som ellers har forskellige prioriteter: lav- og middelklassegrupper, der ønsker social tryghed og økonomisk stabilitet, og konservative vælgere, som først og fremmest bekymrer sig om kultur og grænsekontrol. Ved at binde sociale spørgsmål sammen med nationale værdier giver Wilders stemme til en mere generel oplevelse af, at samfundets ressourcer – både økonomiske og kulturelle – ikke længere rækker til alle.
I et land præget af mangel på boliger, pres på sundhedsvæsenet og stigende leveomkostninger bliver spørgsmålet om, hvem der har ret til hvad, stadig mere politiseret, og PVV har formået at placere sig som det parti, der lover at beskytte “vores egne” i denne kamp om knappe goder.
EU, globalisering og suverænitet
Wilders’ skepsis over for EU udgør et andet centralt element i hans politiske profil. PVV ønsker at begrænse Unionens indflydelse og har tidligere talt for en folkeafstemning om et muligt “Nexit”.
Selv om kun få hollændere i praksis ønsker et egentligt brud med EU, fungerer denne position som et symbolsk udtryk for ønsket om selvbestemmelse. Mange vælgere forbinder Bruxelles med bureaukrati og manglende handlekraft i forhold til migration og økonomisk ulighed. Wilders’ krav om national kontrol over lovgivning og grænser bliver derfor et udtryk for en bredere demokratisk skepsis, snarere end isolationisme. Han giver stemme til en opfattelse af, at beslutninger, som berører dagliglivet, bør træffes tættere på borgerne selv.
Normalisering og samarbejdets dilemma
I mange år var PVV betragtet som et parti, ingen andre ville samarbejde med. Denne isolation begyndte dog at ændre sig, da VVD’s leder Dilan Yeşilgöz i 2023 erklærede, at et samarbejde med Wilders ikke længere var udelukket. Det markerede et klart brud med tidligere praksis og gjorde PVV mere legitim i vælgernes øjne.
Normaliseringen havde to afgørende konsekvenser. For det første gjorde den det lettere for moderate vælgere at stemme på PVV, uden at de følte, de brød med systemet. For det andet gav den Wilders mulighed for for første gang at indgå i en reel regeringskoalition, da PVV i 2024 dannede regering sammen med VVD, NSC og BBB.
Koalitionen brød imidlertid sammen allerede i sommeren 2025 efter uenighed om asylpolitikken. Episoden illustrerede et grundlæggende paradoks i Wilders’ politiske rolle: han er stærk som oppositionsleder, men langt mere sårbar, når han tvinges ind i kompromisser. Hans vælgere forventer konsekvens, men den hollandske politiske virkelighed kræver pragmatisme.
De sociale og kulturelle drivkræfter bag PVV’s vælgere
Wilders’ vælgerbase er sammensat, men forskning og meningsmålinger peger på flere fælles træk. Partiet står stærkest i mindre byer og på landet, hvor globaliseringen har haft færre økonomiske gevinster og større kulturelle konsekvenser. Mange vælgere føler, at samfundet forandrer sig for hurtigt, og at deres værdier ikke længere bliver respekteret i den offentlige debat.
Derudover spiller tillid en central rolle. En betydelig del af PVV’s vælgere har lav tillid til politiske institutioner og medier. De oplever, at beslutninger træffes langt fra dem selv, og at deres egne erfaringer ikke længere afspejles i de fortællinger, der dominerer den politiske samtale. Endelig er der mange tidligere ikke-vælgere blandt PVV’s tilhængere. For dem repræsenterer Wilders en mulighed for at deltage i et politisk fællesskab, der giver mening i en hverdag præget af afmagt og afstand til systemet.
Wilders’ succes handler derfor ikke kun om ideologi, men også om repræsentation – om oplevelsen af, at nogen endelig sætter ord på en følelse af tabt kontrol og kulturel fremmedgørelse.
Et spejl af samtidens demokrati
I et bredere perspektiv kan Geert Wilders betragtes som et spejl for de udfordringer, som mange europæiske demokratier står overfor. Hans popularitet rejser spørgsmålet om, hvordan man bevarer tilliden mellem vælgere og politiske institutioner i en tid, hvor beslutningsprocesser er blevet komplekse, og hvor globaliseringen har udvisket mange af de grænser, nationalstater traditionelt har bygget på.
Wilders’ vælgere ønsker ikke nødvendigvis at forandre det demokratiske system, men snarere at genoprette en følelse af ansvarlighed og tydelighed i den politiske beslutningstagning. De efterlyser politikere, der tør tage stilling og tale klart, i stedet for at gemme sig bag tekniske kompromiser. Denne længsel efter handlekraft er ikke unik for Holland, men genfindes i store dele af Europa, hvor populistiske bevægelser vokser frem i takt med, at de gamle partier mister evnen til at formidle retning og mening i en kompleks tid.
Perspektiver: Fra protest til magt
Uanset hvordan valget den 29. oktober 2025 ender, står Wilders over for et vanskeligt dilemma. For at kunne gennemføre sin politik må han samarbejde med partier, der ikke deler hans grundlæggende syn på migration og EU. Men hvis han indgår for mange kompromisser, risikerer han at miste den autenticitet, der har gjort ham populær.
Dette spændingsfelt mellem idealisme og realpolitik vil komme til at præge PVV’s fremtid. Vælgerne forventer både forandring og konsekvens, men det hollandske system belønner forhandling og pragmatisme. Det er derfor sandsynligt, at Wilders også fremover vil have størst indflydelse som oppositionsfigur, hvor han kan forme dagsordenen uden at være med til at bære et regeringsansvar. Hans betydning ligger ikke nødvendigvis i at regere, men i at flytte centrum for den politiske debat.
En bekræftelse af demokratiet?
Geert Wilders er ikke blot en kontroversiel politiker, men et udtryk for dybere strømninger i det hollandske samfund og i europæisk politik generelt. Hans popularitet bygger på en sammenvævning af identitetspolitik, social utilfredshed og en kommunikationsform, der taler direkte til vælgernes oplevelse af marginalisering.
Hans fremgang fortæller ikke kun historien om en højrepopulistisk bølge, men også om et demokrati, der søger at genfinde balancen mellem folkelig repræsentation og institutionel stabilitet. Uanset udfaldet af det kommende valg har Wilders allerede forandret den politiske kultur i Holland. Han har gjort temaer som migration, suverænitet og national identitet til emner, som det ikke er til at komme uden om, på tværs af partiskel og har tvunget de øvrige partier til at tage stilling på nye måder.
Geert Wilders og PVV repræsenterer et paradoksalt fænomen: en protestbevægelse, der både udfordrer og samtidig bekræfter det demokratiske system, den er en del af.
Referencer
Mudde, Cas & Kaltwasser, Cristóbal Rovira (2017): Populism: A Very Short Introduction. Oxford University Press.
Vossen, Koen (2011): Classifying Wilders: The Ideological Development of Geert Wilders and His Party for Freedom. Politics, Vol. 31, No. 3.
Bovens, Mark & Wille, Anchrit (2017): Diploma Democracy: The Rise of Political Meritocracy. Oxford University Press.
Pellikaan, Huib, et al. (2021): The Netherlands: From Consociationalism to Polarization? In: European Populism in the 21st Century. Palgrave.
NRC Handelsblad og De Volkskrant (2023–2025): Dybdegående serier om PVV’s vælgergrundlag og regeringsforhandlinger.
CBS (Centraal Bureau voor de Statistiek): Statistikker om vælgertillid, boligmarked og demografiske tendenser (2023–2025).
