Med omkring 63 procent af stemmerne har vælgerne givet et markant mandat til den 68-årige uafhængige politiker, Catherine Connolly.
Connolly er født i 1957 i Galway, og er uddannet som både klinisk psykolog og jurist. Hun begyndte sin politiske karriere i 1999 som medlem af byrådet i Galway for Labour Party, men brød med partiet nogle år senere og har siden stået som uafhængig. I 2004-05 var hun borgmester i sin hjemby, og i 2016 blev hun valgt til Dáil Éireann, det irske parlament, som repræsentant for valgkredsen Galway West. Hun gjorde sig hurtigt bemærket som en markant og ofte kompromisløs stemme, og i 2020 blev hun valgt som Leas Cheann Comhairle, viceformand for parlamentet, en rolle hun har udfyldt med respekt for institutionen, men også med vilje til at udfordre regeringen, uanset farve.

Social ansvarlighed – Klima – Nedrustning

Som præsidentkandidat førte Connolly en kampagne, der kombinerede social indignation med et stærkt forsvar for Irlands neutralitet og for uafhængighed i udenrigspolitikken. Hun talte for social retfærdighed, klimaansvar og respekt for de borgere, der føler sig overset af det politiske system. Med hendes egne ord handler politik “om at give stemme til dem, der føler, at de ingen stemme har.”

Hendes holdninger indenfor international politik har vakt særlig opmærksomhed. Connolly fordømte utvetydigt den russiske invasion af Ukraine som ulovlig og uacceptabel, men hun har samtidig været blandt de mest fremtrædende kritikere af NATO’s rolle i konflikten og af den europæiske oprustning. Hun mener, at alliancens udvidelse mod øst og den vestlige våbenstøtte til Ukraine er med til at forlænge og forværre konflikten. “NATO har spillet en skammelig rolle i at flytte frontlinjen mod grænsen til Rusland og kaste sig ud sig i krigsretorik,” sagde hun i et interview i sommeren 2025.

Hun har gentagne gange understreget, at Irlands neutralitet ikke bør være passiv, men aktiv: et bevidst valg om at søge diplomati og fred frem for militær magtanvendelse. Denne linje fører hun videre i sin kritik af EU’s og Tysklands øgede militære ambitioner. Da den tyske regering tidligere på året annoncerede sin plan om at opbygge Europas stærkeste hær, reagerede Connolly skarpt. Hun advarede mod, at Europa bevæger sig i en retning, der minder om mellemkrigstidens oprustning, og sagde: “Jeg mener, at der er nogle paralleller med 1930’erne. Tyskland siger åbent, at oprustning er, hvad deres økonomi har brug for, og det er dybt bekymrende.”

Connolly advarer om, at det såkaldte “militær-industrielle kompleks” – et begreb, der blev introduceret af den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i hans afskedstale i januar 1961, og som han advarede imod og betegnede som en trussel mod demokratiet – er ved at blive en realitet i Europa.

Connolly har kaldt det “dybt foruroligende”, at våbenproduktion og forsvarsbudgetter i stigende grad bliver brugt som en drivkraft for økonomisk vækst. “Vi har alt at tabe ved at slutte os til de store drenge og hævde, at krig er løsningen. Krig og oprustning er ikke løsningen,” sagde hun ved et vælgermøde i Dublin i september.

Mod strømmen

Connollys kritik af Tyskland og NATO har ført til reaktioner både fra politiske modstandere og i diplomatiske kredse, der mener, at hun undervurderer de sikkerhedspolitiske realiteter i Europa efter 2022. Men hendes synspunkter har ramt en tone i befolkningen, hvor mange føler, at Irland bør fastholde sin uafhængighed og ikke lade sig trække ind i stormagternes militære univers, men i stedet være en stemme for diplomatiske løsninger.

Valgsejren kan desuden ses som resultatet af flere sammenfaldende tendenser. For det første formåede hun at samle støtte fra store dele af venstrefløjen, herunder Sinn Féin og Social Democrats, der så hende som et troværdigt samlingspunkt for en ny progressiv bevægelse. For det andet var hendes kampagne fri for partipolitisk retorik og fokuserede på troværdighed og personlig integritet – en kontrast til de etablerede partiers kandidater, som mange vælgere oplevede som fjerne og teknokratiske.

Men det vigtigst er måske, at Catherine Connolly repræsenterer en irsk tradition, der forbinder social samvittighed med uafhængighed i verdenspolitikken – en arv fra 1930’ernes og 40’ernes republikanske pacifisme. Hun har gjort det klart, at hun som præsident ikke ønsker at være tavs, men at bruge sin stemme “til at holde magten ansvarlig og folket forbundet.”

En klar stemme

Irlands præsident har ingen udøvende magt i udenrigs- eller sikkerhedspolitikken, men rollen har stor symbolvægt. Connollys valg forventes derfor ikke at ændre landets officielle politik, men det vil sandsynligvis ændre tonen i debatten. Hendes udtalelser vil blive fulgt nøje – både i Dublin, Bruxelles og Berlin – og hendes stærke fokus på neutralitet og social retfærdighed kan sætte en ny dagsorden for, hvordan irere ser deres rolle i verden.

Selv har hun sagt, at hun ønsker at være “hele Irlands præsident”, og at hendes vigtigste opgave bliver at genskabe troen på demokratiet som et fælles projekt. Hendes kritik af Europas militære oprustning og hendes insisteren på at tale magten midt imod vil formentlig stadig være en del af hendes profil. Catherine Connolly træder ind i den præsidentielle embedsbolig, Áras an Uachtaráin, som en præsident med en klar stemme og en befolkning, der har givet hende et klart mandat til at bruge den.