Da grænserne blev åbnet mod vest efter murens fald i 1989, udløste det en bølge af udvandring. Millioner af unge og arbejdsivrige borgere forlod deres hjemlande i Østeuropa for at søge bedre lønninger og et friere liv i de vestlige EU-lande. Friheden til at rejse, blev til virkelighed. Men denne frihed blev samtidig starten på en massiv demografisk omvæltning, der har lagt en betragtelig dæmper på væksten i Østeuropa. Udvandringen har tappet landene for en stor del af netop de mennesker, der er nødvendige for at få sat ting i gang og skabe dynamik i samfundet. Det tomrum, som udvandringen har efterladt, har vist sig at være svært at fylde ud.
Fri bevægelighed
Fri bevægelighed for arbejdskraft har altid været en af EU’s mest værdsatte friheder. For millioner af polakker, rumænere, litauere og bulgarere blev medlemskabet i 2004 og 2007 en billet til en bedre tilværelse. De vestlige arbejdsmarkeder blev åbnet, og pengene, der blev sendt hjem, løftede levestandarden for familierne i øst. Men udvandringen fra øst medførte også, at et nyt jerntæppe sænkede sig ned gennem Europa. Det var ikke længere et politisk eller ideologisk jerntæppe, men et demografisk.
De østeuropæiske lande oplever i dag et vedvarende fald i befolkningstallet. I nogle lande er det dramatisk. Rumænien har mistet næsten en femtedel af befolkningen siden 1990, og de baltiske lande kæmper med en lignende udvikling. De, der bliver tilbage, bliver ældre, og det påvirker alt i samfundet, fra arbejdsmarkedet til velfærdssystemet. I flere lande overstiger væksten i udgifterne til pensioner og sundhedsydelser væksten i skatteindtægterne, og de unge, der kunne have arbejdet og betalt skat i landet, bor i dag i London, Berlin eller København.
De penge, der sendes hjem, er blevet en økonomisk livline. I nogle lande udgør overførsler fra udlandet mellem fem og ti procent af bruttonationalproduktet. Men selvom pengene skaber forbrug, skaber de sjældent varig udvikling. Mange familier bruger pengene på boliger eller kortvarige forbrugsgoder, mens færre kanaliserer dem ind i virksomheder og innovation.
Når de unge forlader landet
Tallene taler for sig selv. I Polen forlod omkring tre millioner mennesker landet i de første 15 år efter EU-medlemskabet. I Rumænien har over tre millioner borgere forladt landet, og Bulgarien har mistet så mange unge, at flere landsbyer står næsten tomme. De fleste, der tager af sted, er under 35 år og ofte veluddannede. Det betyder, at det ikke kun er hænder, men også hoveder, der forsvinder.
Den såkaldte brain drain mærkes tydeligt i sundhedssektoren, hvor tusindvis af læger og sygeplejersker har forladt hjemlandet for at opnå bedre løn og arbejdsvilkår i Vesteuropa. Samme tendens ses i ingeniørfagene og i universitetsmiljøerne. Resultatet er mangel på personale i vitale sektorer, samtidig med, at et stigende antal ældre borgere har brug for netop de ydelser, der nu mangler arbejdskraft til at producere.
En række analyser viser, at de østeuropæiske landes økonomiske vækst ville have været markant højere uden den massive udvandring. Ifølge beregninger fra IMF kunne regionens samlede BNP i perioden efter 1995 og frem til 2016 have ligget omkring syv procent højere, hvis ikke så mange var rejst. Samtidig har mangel på arbejdskraft presset lønningerne op og gjort virksomhederne mindre konkurrencedygtige.
Demografi som arv
En ung befolkning giver fremdrift, men den demografiske fordel, Østeuropa havde i 1990’erne, er for længst brugt op. De fleste lande har nu fødselstal langt under det, der skal til for blot at fastholde befolkningens størrelse. Og når udvandringen lægges oveni, skrumper arbejdsstyrken hastigt.
Demografer taler om en form for ”arv” i befolkningssammensætningen. Den aldersstruktur, man starter med, har stor betydning for, hvordan befolkningen udvikler sig. De lande, der gik ind i 1990’erne med en ung befolkning, fik et kortvarigt boost, men effekten er nu vendt. I dag er der færre unge til at få børn, og derfor fortsætter aldringen af sig selv.
Det giver politikerne et næsten umuligt dilemma. Det tager årtier at ændre en alderspyramide, og de tiltag, der kan gøre en forskel, som bedre vilkår for børnefamilier, børnepasning og boligpolitik, virker kun langsomt. Samtidig rammer det demografiske problem økonomien som en forhammer, nu og her.
Politiske reaktioner og frygten for forandring
Mens de vestlige lande – ofte hændervridende – har brugt migration til at afbøde aldringen af befolkningen, har mange østeuropæiske regeringer gjort det modsatte. Befolkningerne i regionen er blandt verdens mest skeptiske over for indvandring. I flere meningsmålinger topper lande som Ungarn, Polen og Slovakiet listen over steder, hvor modviljen mod indvandring af fremmede er størst.
Det handler ikke kun om frygt for konkurrence på arbejdsmarkedet, men også om kultur og identitet. National selvbestemmelse har en særlig vægt i disse lande, og mange oplever migration som en ny form for afhængighed. I Ungarn har Viktor Orbán gjort modstand mod indvandring til et centralt tema i regeringens politik. I Polen har regeringer i årevis vundet valg på løfter om at beskytte landet mod ”uønskede” flygtninge.
Konsekvensen er, at selv når mangel på arbejdskraft presser virksomhederne, så er der politisk modstand mod at åbne dørene. Landene har brug for nye hænder, men afviser mange af dem, der banker på.
Krigens skygge
Den russiske invasion af Ukraine i 2022 ændrede billedet. På få måneder krydsede millioner af ukrainere grænsen til nabolandene, og især Polen blev centrum for Europas største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig.
Hvor mange tidligere migrationsbølger har vakt frygt, blev denne modtaget med en blanding af medfølelse og pragmatisme. I Polen tog hundredtusinder af flygtninge hurtigt arbejde, ofte i brancher, der manglede arbejdskraft. Ukrainske kvinder fandt job i service og detailhandel, mens mændene arbejdede i byggeri og landbrug.
Denne tilførsel af arbejdskraft udefra har dæmpet manglen på arbejdskraft både i den polske økonomi og i andre af Ukraines nabolande, men udviklingen har samtidig blotlagt en ny sårbarhed. Ukraine mister netop nu en hel generation af borgere i den arbejdsdygtige alder. Titusinder af soldater er blevet dræbt i krigen, og hvis de ukrainere, der er rejst ud, ikke vender tilbage, risikerer landet at lande i en dyb demografisk krise, der vil række årtier frem.
Regionale forskelle
Selvom historien om udvandring fra Østeuropa er dækkende for hele regionen, så er forløbet ikke ens i de forskellige lande. Slovenien, Tjekkiet og Slovakiet har i højere grad formået at fastholde befolkningen og tiltrække investeringer, mens de baltiske lande og Ukraine har oplevet de største fald i befolkningstallet.
Forskellene hænger tæt sammen med kvaliteten af de statslige institutioner og af den generelle tillid – eller mangel på samme – til staten. Hvor retssystemet fungerer, og korruptionen er lav, er der flere, der vælger at blive. Hvor usikkerheden er stor, og udsigterne begrænsede, rejser de unge væk.
Men også lønniveauet spiller ind. I lande, hvor forskellen mellem lokale lønninger og vestlige lønninger er blevet mindre, aftager udvandringen langsomt. Det ses især i Tjekkiet og Polen, hvor hjemvendte migranter begynder at starte virksomheder og investere i nye projekter.
Penge og paradokser
De penge, der hvert år sendes hjem fra østeuropæere, der nu er bosat i Vesteuropa, løber op i mange milliarder euro. For enkelte lande udgør de en livsvigtig del af økonomien i form af en sikker indkomststrøm, der holder hånden under forbruget.
Men disse penge kan også virke som en sovepude. Pengene reducerer presset for reformer og gør det lettere for regeringer at udskyde svære beslutninger. Når valutaen styrkes af pengeoverførsler, mister eksporten konkurrenceevne, og virksomheder får sværere ved at skabe arbejdspladser.
De penge, der skulle hjælpe, kan i længden medvirke til at fastholde eller ligefrem uddybe de strukturelle problemer i landenes økonomi.
Hvem skal fylde hullerne?
Hvad kan der gøres? Det spørgsmål stiller alle i regionen nu. Mange håber, at mange af dem, der er rejst ud, vil vende hjem, hvis økonomien i Østeuropa bliver forbedret. Nogle lande i regionen forsøger at tiltrække nye befolkningsgrupper – ukrainere, hviderussere, georgiere – og vietnamesere – for at fylde hullerne på arbejdsmarkedet.
I Polen er der allerede over to millioner ukrainere, og i Tjekkiet og Ungarn er asiatiske gæstearbejdere begyndt at dukke op i industrien. Men integrationen er udfordrende, og skepsis i befolkningen gør det svært at skabe stabile rammer for indvandring.
Nogle økonomer taler derfor for en ny form for europæisk solidaritet, der skulle bestå i, at EU’s mange forskellige støtteordninger i højere grad skal bruges til at kompensere de lande, der mister arbejdskraft til andre medlemslande. Det handler ikke om at begrænse mobiliteten, men om at dele dens omkostninger mere retfærdigt.
Menneskene bag tallene: Baltikum og Ukraine
I de baltiske lande og i Ukraine er indvandringens konsekvenser konkrete og mærkbare i hverdagen. Disse landes erfaringer fortæller to forskellige men forbundne historier om, hvad der sker, når et samfund mister store dele af sin befolkning.
I Estland, Letland og Litauen har befolkningstallet været faldende siden 1990’erne. I dag bor der næsten to million færre mennesker i regionen, end der gjorde ved Sovjetunionens opløsning. Det svarer til et fald i befolkningstallet på omkring 25%. Mange af dem, der er rejst væk, tog til Storbritannien, Irland og Skandinavien for at arbejde. I Litauen er hver fjerde borger født før 1990 i dag bosat i udlandet. Det har skabt et landskab af tomme landsbyer og skoler, der må lukke, mens storbyerne i Vesteuropa vokser.
De baltiske regeringer forsøger at vende udviklingen. I Estland har staten indført programmer, der skal lokke emigranter hjem med løfter om skattenedsættelser, boligstøtte og hjælp til at starte virksomheder. Kampagner med titler som “Come Home” appellerer til følelserne og til patriotismen. Men resultaterne er beskedne. Mange af de udvandrede har slået rod i udlandet, og for de unge generationer er ”hjemme” blevet et mere flydende begreb. Til gengæld er de baltiske lande begyndt at tiltrække arbejdskraft fra Ukraine, Hviderusland og Asien, og i byer som Vilnius og Tallinn taler man nu næsten lige så meget ukrainsk som litauisk på byggepladserne.
For Ukraine er situationen anderledes – og langt mere dramatisk. I perioden fra fra 1990 til 2021 er omkring 11 millioner ukrainere udvandret, især til Vesteuropa, Rusland og USA.
Siden krigen startede i 2022 har over fire millioner yderligere forladt landet.
I begyndelsen af krigen var det især kvinder og børn, der krydsede grænsen. Men efterhånden som krigen er trukket ud, har titusinder af unge mænd forladt landet for at undgå indkaldelse. Mange rejser gennem tredjelande eller opholder sig ulovligt i nabolandene, hvilket har skabt en ny og delvist usynlig flygtningebølge, denne gang drevet af modvilje mod deltagelse i krigen.
En stor del af de ukrainske flygtninge arbejder nu i Polen og Tjekkiet, hvor de udfylder en del af de huller i arbejdsstyrken, som tidligere var blevet skabt af udvandring fra disse lande mod vest. Deres tilstedeværelse har dæmpet presset på de lokale arbejdsmarkeder, og har på den måde bidraget positivt til økonomien i værtslandene. Men for Ukraine har det været en katastrofalt dræn af kritiske ressourcer. Når krigen slutter, vil genopbygningen af landet derfor ikke kun handle om infrastruktur og økonomi. Den vil først og fremmest handle om mennesker. For at genopbygge Ukraine skal der skabes fremtidsmuligheder, som ukrainere i udlandet kan – og vil – vende tilbage til, samtidig med at det ukrainske samfund må være indstillet på også at rumme de titusinder af unge mænd, der har forladt landet, ofte illegalt, for ikke at blive tvunget til krigstjeneste.
Et kontinent i bevægelse
Udvandringen fra Øst- og Centraleuropa mod Vesteuropa efter 1990 er en dramatisk og dybt problematisk social begivenhed af historiske dimensioner.
For de unge, der er rejst ud, har valget ofte været rationelt: højere løn, bedre muligheder, en tro på fremtiden. For de samfund, som de forlader, er det et uopretteligt tab af livsnødvendig energi.
Europa står nu midt i en af kontinentets mest stille revolutioner. Den ses ikke som optog i gaderne, men manifesterer sig i form af regioner uden et fungerende sundhedsvæsen, mennesketomme byer og som tabeller i statistikkerne: færre fødsler, flere ældre, færre skatteydere.
Østeuropa befinder sig i centrum af denne revolution. Her smelter historien, økonomien og demografien sammen. Det er her, omkostningerne ved fri bevægelighed bliver håndgribelige, og hvor spørgsmålet om, hvem der bliver, og hvem der rejser, i sidste ende bliver afgørende for den økonomiske og sociale balance i Europa.
Borgernes frihed til at flytte til et andet EU-land for at arbejde, står centralt blandt de politiske resultater, der er opnået i den Europæiske Union. Men frihed til at blive – at have et fremtidsperspektiv i sit eget land – er måske vigtigere.
Referencer
Migration Patterns in Eastern Europe and the World:
A Gravity Approach
By Elliott Parker
South East European Journal of Economics and Business
Volume 15 (1) 2020, 66-79
A New Approach to Understanding Population Change in Central
and Eastern Europe
By Csaba G. Tóth
Centre for Economic and Regional Studies, Budapest, Hungary
Preprint, January 2025
Migration Flows and Their Impact on Demography and the Economy
of Central and Eastern European Countries
By BENADALLAH Zaynab, CHEKROUNI Djamila
International Journal of Environmental Sciences
Vol. 11 No. 13s, 2025
Emigration Slows Eastern Europe’s Catch Up With the West
By Nadeem Ilahi, Anna Ilyina, Daria Zakharova
IMF Blog, July 20, 2016
