Bag en facade af fælles beslutninger i EU, udfolder der sig nu forskellige forståelser af, hvad støtte til Ukraine betyder, og hvor grænsen går mellem solidaritet og medvirken til at forlænge krigen. I efteråret 2025 er holdningerne i en række østeuropæiske lande med tilsammen 50 millioner indbyggere, herunder Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Bulgarien og Rumænien, præget af en voksende skepsis over for perspektiverne i fortsat krigsførelse. I nogle lande har denne stemning allerede sat sig spor i politiske beslutninger. Andre af landene forsøger stadig at balancere mellem loyalitet over for EU og respekt for en befolkning, der i stigende grad spørger, hvor længe våbenleverancerne skal fortsætte og med hvilket formål.

Humanitær bistand

I Tjekkiet markerede parlamentsvalget i oktober 2025 et skifte i den politiske stemning. ANO-partiet under ledelse af Andrej Babiš vandt valget på et budskab, der blandt andet indeholder et valgløfte om at standse landets våbenleverancer til Ukraine og overlade initiativet til EU eller NATO. Dermed lægges der op til et brud med den aktive rolle, landet hidtil har haft som våbenleverandør. Den nye linje afspejler en folkelig modvilje mod at støtte en fortsættelse af en krigen, samtidig med at der fortsat er opbakning til at yde humanitær bistand til Ukraine og til sanktioner mod Rusland. Men der er et udbredt ønske i befolkningen om, at våbenleverancer til Ukraine bliver stoppet.

Slovakiet har bevæget sig længere i samme retning. Robert Fico, der genvandt regeringsmagten i 2023, har gjort modstanden mod våbenstøtte til et centralt politisk projekt. Hans regering mener, at krigen må afsluttes ved forhandling, ikke gennem fortsat oprustning og krigsførelse. I EU-sammenhæng har Slovakiet ofte stået side om side med Ungarn i modstanden mod nye sanktionspakker mod Rusland, og Fico har flere gange understreget, at sanktionerne efter hans opfattelse skader Europa mere end Rusland. For mange slovakker taler denne argumentation til en udbredt bekymring for økonomien og en historisk ambivalens over for Vesten. Desuden er der en udbredt modvilje mod fortsat krigsførelse, der opfattes som destruktiv og perspektivløs.

Ungarn, under Viktor Orbán, udgør fortsat EU’s mest markante modstemme. Orbán fordømte ganske vist invasionen i 2022, men har siden nægtet at levere våben, blokeret for transit af militært udstyr og argumenteret for, at krigen ikke kan vindes. Han har samtidig ligesom Fico i Slovakiet bevaret tætte forbindelser til Moskva, især på energiområdet. Ungarns kurs er drevet af et klart realpolitisk hensyn og ønsket om at holde landet ude af krigen, men den politiske kurs afspejler også et bredere nationalistisk verdensbillede, hvor Ungarn ønsker at fremstå som en stemme for fred i et tiltagende krigerisk Europa.

I Bulgarien er billedet mere sammensat. Regeringen har formelt tilsluttet sig EU’s linje og sendt begrænsede våbenleverancer til Ukraine, men præsident Rumen Radev har konsekvent advaret imod at inddrage Bulgarien militært. Han argumenterer for, at våben kun forlænger krigen, mens en hurtig våbenhvile er Europas bedste håb. Uenigheden mellem regering og præsident afspejler et land, hvor både historiske bånd til Rusland og en udbredt skepsis over for perspektiverne i fortsat krigsførelse præger opinionen.

Rumænien står i den anden ende af spektret. Landet har konsekvent støttet Ukraine politisk, militært og humanitært. Grænsen til det krigshærgede naboland har gjort konflikten konkret, og vragrester fra russiske droner er flere gange faldet på rumænsk jord. Alligevel mærkes også her en voksende usikkerhed. Bevægelse AUR har fået fremgang med et budskab om, at Rumænien skal prioritere sine egne interesser og undgå at blive trukket ind i en “fremmed krig”. Selvom regeringen fortsat fører en fast pro-NATO-linje, viser meningsmålinger, at en stigende del af befolkningen ønsker at nedtone den militære støtte til Ukraine for ikke at bidrage til at forlænge krigen.

Nye holdninger

På tværs af landene viser meningsmålinger en markant tilbageholdenhed over for militærhjælp, mens humanitær støtte stadig nyder bred opbakning. Fælles for mange borgere er en oplevelse af, at krigen trækker ud uden udsigt til løsning og at de økonomiske byrder vokser.

I Tjekkiet ønsker omkring 40 procent at stoppe yderligere våbenleverancer, mens næsten halvdelen af slovakkerne mener, at al militær støtte bør indstilles. I Bulgarien mener kun en lille minoritet, at Ukraine kan vinde, og mange ser både Rusland og Ukraine som ansvarlige for konflikten. I Ungarn er der ikke mange, der tror på en ukrainsk sejr, og de fleste ønsker blot at holde sig udenfor. Kun i Rumænien er sympatien for Ukraine fortsat markant, men selv her har flertallet i flere målinger tilkendegivet, at landet bør fokusere på sit eget forsvar frem for at sende flere våben østpå.

I Slovakiet og Bulgarien er de unge langt mere pro-ukrainske end de ældre, der er præget af erfaringer fra den sovjetiske tid og som har et mere ambivalent syn på Rusland. De unge orienterer sig mere mod EU og NATO, mens de ældre ofte har fokus på stabilitet og lave energipriser. Men også her er billedet ikke entydigt. I Slovakiet har over 50.000 unge mænd i lyset af krigen i Ukraine indsendt officielle erklæringer om, at de ikke vil lade sig hverve til militærtjeneste i tilfælde af en mobilisering. Denne udbredte afvisning af militærtjeneste er blevet mødt med forståelse af regeringen.

Rammerne

De nationale forskelle kan føres tilbage til en række fælles drivkræfter, både økonomiske og historiske. Mediernes spiller formentlig også en rolle.

Historien har fællestræk på tværs af regionen, men der er også en særlig national baggrund i hvert enkelt land . Bulgarien ser fortsat Rusland som befrieren fra osmannisk herredømme, mens Slovakiet husker Sovjetunionen som en vigtig allieret. Tjekkiet og Rumænien har derimod historisk mistro til Moskva, men også her dæmpes antirussiske reflekser af ønsket om fred og økonomisk stabilitet. I Ungarn blander historiske traumer sig med aktuelle konflikter om minoriteters rettigheder, især spørgsmålet om Ukraines behandling af det ungarske mindretal i det vestlige Ukraine.

Økonomien spiller også en central rolle. Inflation, stigende energipriser og frygten for en økonomisk krise i kølvandet på krigen har gjort mange borgere mere skeptiske over for EU’s sanktionspolitik. Når prisen på gas og mad stiger, fremstår argumentet om, at “Europa betaler prisen for en krig, der ikke kan vindes”, mere overbevisende. Partier som ANO i Tjekkiet og Smer-SD i Slovakiet har fremlagt en politik, der er på linje med disse bekymringer.

Medielandskabet er en selvstændig faktor. I Slovakiet, Ungarn og Bulgarien er prorussiske medier udbredte, og tilliden til vestlige nyhedskilder er lav. Det skaber et miljø, hvor krigens årsager fremstår uklare. I Ungarn spiller statslige medier en væsentlig rolle i at fastholde en fortælling om, at EU’s politik er farlig og selvdestruktiv.

Endelig er der den politiske instrumentalisering. I alle fem lande har krigen i Ukraine fået en indenrigspolitisk funktion. Politisk afstandtagen fra våbenstøtte bliver et signal om et nationalt sindelag, og bliver set som et udtryk for at stå på folkets side mod en fjern, teknokratisk EU-elite, der i stigende grad opfattes som uden for demokratisk kontrol.

Enigheden vakler

Udadtil består EU’s fælles politiske linje i forhold til Ukraine, men bag den glitrende politiske facade er billedet meget mere sammensat. Tjekkiet og Rumænien forsøger stadig at forene vestlig loyalitet med en politisk realisme, der afspejler holdninger, der er udbredte i befolkningen. Slovakiet og Bulgarien glider gradvist mod en mere forbeholden position, mens Ungarn fastholder sin uenighed med hovedlinjerne i EU’s politik. Over hele linjen kan der konstateres en voksende modvilje mod at bidrage til en krig, der forekommer udsigtsløs, samt en tendens til at prioritere national stabilitet og afspænding i Europa.

Samtidig viser udviklingen i Østeuropa, at støtte til Ukraine ikke nødvendigvis er et spørgsmål om sympati, men om proportioner. De fleste borgere føler oprigtig medfølelse med ukrainerne, men tvivler på, at mere militærstøtte fører til fred. Disse holdninger er ikke nødvendigvis udtryk for kynisme, men for en nøgtern afvejning af risiko og gevinst. 

Perspektiv

Når man ser på EU’s østlige medlemmer i 2025, tegner der sig et mønster, hvor solidariteten med Ukraine stadig eksisterer, men i stigende grad med forbehold.

For EU er spørgsmålet ikke længere, hvem der har “ret”, men hvordan man bevarer den politiske sammenhængskraft, når en stor del af befolkningen i medlemslandene ikke længere deler den politiske elites fortælling om krigens forløb og formål.

Måske er det her, at Østeuropa kan vise sig at være et spejl af en bredere europæisk modvilje mod at fortsætte en krig, der opfattes som perspektivløs og uden ende. Bag denne modvilje ligger ikke nødvendigvis en støtte til Rusland, men derimod et voksende ønske om normalitet, forudsigelighed og frem for alt et stop for det horrible tab af menneskeliv og de uoverskuelige materielle ødelæggelser på begge sider af fronten.

Og her synes holdningerne i Østeuropa at være på linje med holdningerne i den ukrainske befolkning, hvor 69% ifølge en aktuel Gallup-meningsmåling nu ønsker at få standset krigen på de betingelser, der kan opnås ved forhandlingsbordet.

---

Referencer

Der er anvendt analyser og medierapporter fra blandt andet:
Reuters (reuters.com reuters.com reuters.com), Euractiv/Kyiv Independent (kyivindependent.com kyivindependent.com), TASS (slovakiske meningsmålinger) (tass.com), AP News (en.wikipedia.org), samt regionale analyseinstitutter og medier, herunder Brno Daily (brnodaily.com) for tjekkiske forhold, den slovakiske public service-undersøgelse CEDMO (spravy.stvr.sk spravy.stvr.sk), The Sofia Globe og Novinite for bulgarske meningsmålinger (sofiaglobe.com novinite.com), og Council on Foreign Relations for rumænske tal (cfr.orgcfr.org).