Hvordan ville den økonomiske politik se ud i Frankrig under en højreregering med Rassemblement National ved roret? Partiet, ledet af Marine Le Pen og Jordan Bardella, er for længst gået fra protestbevægelse til regeringsaspirant, og vælgerne ser ud til at være med dem.
I en analyse af det franske parlamentsvalg i 2024 peger tænketanken OFCE (Sciences Po) på, at RN’s økonomiske program kombinerer to træk, der sjældent harmonerer. På den ene side et klart fokus på at sikre købekraften blandt almindelige lønmodtagere, pensionister og socialt udsatte borgere, og på den anden side en kostbar nationalistisk prioritering, der udfordrer EU’s budgetregler og markedspolitik.
Folkelig appel
RN’s program har gennem de senere år udviklet sig fra en klassisk højrenational protektionisme til en mere sammensat politik, som analytikere ofte kalder “social souverainisme”. Det er en økonomisk linje, der søger at beskytte “de små franskmænd”, det vil sige, de lavtlønnede, pensionister og ansatte i traditionelle erhverv mod globaliseringens og EU’s markedsdisciplin.
Partiet lover derfor en række tiltag, der umiddelbart appellerer til købekraft og velfærd:
- Nedsættelse af moms på energi og basisvarer fra 20% til 5,5%.
- Tidligere pensionsalder på 60 år for dem, der begyndte at arbejde før 20-års alderen.
- Afskaffelse af afgifter, fx på brændstof og motorvejsafgifter.
- En “økonomisk patriotisme”, hvor offentlige kontrakter i højere grad skal gå til franske virksomheder.
- Genforhandling af visse EU-regler for at give staten større spillerum i industripolitikken.
De fleste af disse forslag blev gentaget under valgkampen i 2024, hvor RN’s budskab var, at “det er staten, der skal beskytte, ikke markedet, der skal diktere”.
Men ifølge Institut Montaigne’s gennemgang af det økonomiske program, “Synthèse des chiffrages (Rassemblement National)”, er regnestykket vanskeligt at få til at gå op. Tænketanken anslår, at den samlede virkning af RN’s forslag vil forøge de årlige offentlige udgifter og reducere indtægterne med netto 71 milliarder euro om året. Det svarer til omkring 2,5 % af Frankrigs BNP, et niveau, der i praksis vil bringe landet i konflikt med EU’s budgetdisciplin og sandsynligvis vil udløse i det mindste et forsøg på indgreb fra Bruxelles.
Stigende budgetunderskud
Som Montaigne skriver, er problemet ikke nødvendigvis ambitionen om større sociale udgifter, men fraværet af en finansieringsplan. RN’s program nævner ganske vist en række besparelser, blandt andet på EU-bidrag, migration og “misbrug af sociale ydelser”, men dokumenterede beregninger mangler.
OFCE’s konkluderer, at selv under gunstige forudsætninger vil RN’s samlede politik medføre et varigt underskud på omkring 5,5–6% af BNP, væsentligt over de 3% som Stabilitets- og Vækstpagten tillader.
Derudover vil flere af RN’s forslag have selvforstærkende effekter: lavere moms på energi kan kortsigtet dæmpe inflation, men samtidig forringe statens indtægter og øge efterspørgslen efter fossile brændsler, stik imod EU’s energi- og klimapolitik. En tidligere pensionsalder vil reducere arbejdsstyrken og øge udgifterne til pensioner med anslået 13 milliarder euro årligt (Institut Montaigne, 2024).
Disse spændinger illustrerer det, som økonomer kalder en “dobbelt populisme”: RN lover på én gang en stærkere stat og lavere skatter, en kombination, der i praksis kræver finanspolitisk akrobatik.
Prioritering
RN’s økonomiske vision handler dog ikke kun om tal. Det er et ideologisk projekt om økonomisk suverænitet. Partiet ser globalisering, EU-integration og frihandel som årsager til fransk afmagt, og ønsker derfor et “nationaløkonomisk paradigme”, hvor Frankrig genvinder kontrol med strategiske sektorer.
I partiets program nævnes fire områder, hvor staten skal genindtage styringen:
- Energi, med massiv støtte til atomkraft og et moratorium for etablering af ny vind- og solkraft.
- Landbrug og fødevarer, med prioritering af nationale produkter gennem toldbeskyttelse og mærkningsordninger.
- Strategisk industripolitik, med genindustrialisering gennem statsstøtte og politiske indgreb.
- Finansiel suverænitet, med større fransk kontrol over banksektoren og modstand mod EU’s finansunion.
Set i lyset af dette fremstår RN’s økonomiske politik som en blanding mellem traditionel fransk étatisme (statsstyring) og moderne økonomisk nationalisme.
Finans og EU
Hvordan ville en sådan politik fungere i praksis?
Ifølge UK House of Commons Library’s briefing “France: Recent political developments and the 2024 National Assembly elections”, er den franske økonomi allerede presset af en statsgæld på næsten 110 % af BNP. Finansministeriet i Paris har gentagne gange fået påtale fra EU-Kommissionen for ikke at nedbringe statsgælden til det EU-aftalte niveau på maksimalt 60%, og renten på franske statsobligationer er steget siden midten af 2024.
En RN-ledet regering vil derfor – som udgangspunkt – være bundet af to realiteter:
- For det første de finansielle markeder, der kan reagere kraftigt på signaler om fortsat stigende budgetunderskud og gældsætning
- For det andet EU’s institutioner, hvor Frankrig ikke bare kan suspendere reglerne om budgetdisciplin uden politiske og økonomiske omkostninger.
House of Commons-rapporten beskriver dette som en “institutional trap”, idet ethvert fransk flertal, uanset farve, i sidste ende både må forholde sig til internationale investorer og til traktatforpligtelser inden for EU.
Men dette trap-scenarie hviler på en antagelse om, at EU-samarbejdet både politisk og juridisk vejer lige så tungt, som der står skrevet i traktaterne, og det er næppe længere tilfældet. Udfaldet af en EU-ballade kunne meget vel blive, at en ny fransk regering gør, som det passer den.
Finansmarkederne viste under Truss’ ultrakorte regeringsperiode i Storbritannien, at markederne kan vælte en nyindsat britisk regering i løbet af nogle få dage. Men de samme markeder kan også vælge ikke at vælte en regering. Finansmarkederne er ikke styret af noget regelværk eller nogen fastlagt metode, ud over en konstant afvejning af risici og et vågent øje på, hvad vej vinden blæser. Om “markedet” ville gå den ene eller den anden vej ved udnævnelsen af en RN-regering, er derfor anybody’s guess.
En RN-regering?
Marine Le Pen har de seneste år søgt at “normalisere” RN’s image fra et protestparti med euroskepsis og xenofobi til et ansvarligt nationalkonservativt alternativ. Økonomisk betyder det, at partiet ikke længere taler om at forlade euroen, men snarere om at “omlægge” samarbejdet.
Denne pragmatiske vending har åbnet dørene til nye vælgergrupper, især blandt arbejderklassen og lavtlønnede i provinsen. Men den har også skabt tvetydighed. Hvor langt kan RN gå i at udfordre EU’s økonomiske dogmer uden at skade tilliden til Frankrigs finansielle stabilitet?
OFCE’s analyse peger på, at RN i bedste fald kan gennemføre dele af sit program, hvis partiet vælger at prioritere, f.eks. at fokusere på lavere energiomkostninger og selektive skattelettelser, men udskyde pensionsreformen og reducere tempoet i genindustrialiseringen. En sådan prioritering kunne bringe underskuddet ned mod 3,5–4 % af BNP, hvilket stadig ville overskride EU’s krav, men være politisk håndterbart.
Men en sådan justering kræver netop den type kompromiser, RN har gjort en dyd ud af at undgå.
Kernen i RN’s økonomiske projekt er ikke primært nationalisme, men social beskyttelse. Marine Le Pen har konsekvent positioneret sig som “købekraftens kandidat” i direkte modsætning til Emmanuel Macrons mere liberale reformkurs.
Under valgkampen i 2024 slog RN på, at “franske familier ikke skal betale prisen for grøn omstilling og global konkurrence”. Det var en retorik, der faldt i god jord i de regioner, hvor reallønnen har stået stille i to årtier, og hvor inflationen har spist opsparingerne.
OFCE’s forskere beskriver denne strategi som “social populisme”, en politik, der lover umiddelbar lempelse for de pressede grupper, men uden at anvise et langsigtet finansieringsgrundlag. Stilen minder på mange måder om Mitterrands første socialistiske eksperiment i 1981, hvor programmer for store offentlige udgifter hurtigt ramte virkelighedens økonomiske mur.
Spørgsmålet er derfor, om RN’s politik på længere sigt kan levere det, der bliver lovet, nemlig større – eller i hvert fald ikke mindre – købekraft.
EU og vælgerne
RN’s økonomiske kurs har også en stærk europæisk dimension. Institut Montaigne fremhæver, at flere af partiets forslag direkte kolliderer med EU’s regler for statsstøtte, offentlige indkøb og miljøpolitik.
Hvis en RN-regering eksempelvis indfører en lavere moms på franske produkter eller begrænser udenlandske virksomheders muligheder i udbud af offentlige kontrakter, vil det blive betragtet som diskrimination i forhold til EU’s indre marked. Et stop for vindmøller og solenergi vil bringe Frankrig i direkte konflikt med EU’s klimaaftaler.
Selv hvis RN ikke søger konfrontation, vil disse områder hurtigt blive testet i praksis. Derfor vurderer både OFCE og Montaigne, at en realistisk RN-økonomi kun kan fungere gennem gradvise tilpasninger, ikke gennem et brud med EU.
Et centralt spørgsmål er, hvorvidt RN overhovedet ønsker at gennemføre dybtgående reformer, eller om økonomien primært tjener som politisk symbol. Flere forskere, herunder politologen Pascal Perrineau (CEVIPOF), peger på, at partiet ofte har brugt økonomiske løfter som identitetsmarkør snarere end som program for strukturel forandring.
Ved at love “franske løsninger på franske problemer” skaber RN en fortælling om kontrol og beskyttelse, men uden at forpligte sig på konkrete prioriteringer. Denne tvetydighed kan i praksis være en fordel fordi den giver partiet manøvrerum til at justere, hvis de finansielle markeder reagerer negativt, uden at tabe ansigt over for vælgerne.
Men den kan også skabe usikkerhed. Som House of Commons-briefingen understreger, kan “markedsusikkerhed i sig selv blive en politisk faktor”, hvis investorer tvivler på RN’s regeringsduelighed.
Ideologi og ansvar
Hvis RN en dag indtager Matignon, den franske premierministers residens i Paris, vil partiet stå over for et klassisk dilemma: Hvor langt kan man udfordre den økonomiske status quo uden at miste tilliden fra investorer, institutioner og egne vælgere?
De analyser, der her er lagt til grund, peger i retning af, at RN’s økonomiske politik – som den foreligger i 2024–25 – rummer tre iboende spændinger:
- Mellem sociale løfter og finansiel bæredygtighed.
Vælgernes forventninger om hurtig stigning i købekraften kan kollidere med virkeligheden i statens budget. - Mellem national suverænitet og europæisk integration.
Selv moderate ændringer i handel, energi og statsstøtte kræver forhandlinger med Bruxelles, som RN historisk har modsat sig. - Mellem symbolsk og praktisk politik.
Jo mere RN modererer sine forslag for at tilfredsstille finansielle og institutionelle krav, desto mere risikerer partiet at fremstå som “systemets parti”.
Rassemblement National er i dag tættere på magten end nogensinde før. Men de økonomiske analyser fra OFCE, Institut Montaigne og House of Commons Library tegner et klart billede: RN’s økonomiske projekt er ambitiøst i retorikken, men skrøbeligt i realiteten.
RN kombinerer kostbare sociale politikker med nationalistiske prioriteringer, men projektet mangler finansiel konsistens i klassisk forstand. Hvis partiet en dag skal styre Frankrig, vil det skulle vælge mellem to veje: Enten et pragmatisk kompromis, hvor økonomien justeres inden for EU’s rammer eller en mere konfrontatorisk kurs, der kan føre til økonomisk og politisk konflikt med Bruxelles og dermed til en fortsat svækkelse af EU.
Referencer
OFCE (Sciences Po): Législatives 2024: L’analyse économique. Paris, 2024.
Institut Montaigne: Synthèse des chiffrages (Rassemblement National). Paris, 2024.
UK House of Commons Library: France: recent political developments and the 2024 National Assembly elections. London, 2025.
CEVIPOF / Sciences Po: Perrineau, P. (2024): La normalisation du Rassemblement National.
