I 2013 kunne den glücksborgske linje af den danske kongeslægt fejre 150-års jubilæum. Elleve år senere, den 14. januar 2024, satte Hans Majestæt Kong Frederik 10. sig på tronen.

Den glücksborgske slægt overtog arveretten til det danske kongehus i 1863 efter at have opnået politisk støtte fra den russiske zar og andre af Europas førende fyrstehuse. Glücksborgerne vandt dermed det politiske spil, der udspillede sig i Danmark, da den oldenborgske slægt, som havde besiddet den danske trone siden 1448, uddøde i mandslinjen.

I et moderne vestligt demokrati som Danmark er det bemærkelsesværdigt – for nu at sige det mildt – at befolkningen stadig synes, det er godt at have et statsoverhoved, hvis vigtigste kvalifikation er, at han eller hun nedstammer i lige linje fra et tysk fyrstehus, og at han eller hun på grundlag af denne bærende kvalifikation udpeger landets regering og hver enkelt af dens ministre og skal godkende alle love, der bliver vedtaget, før de kan træde i kraft. Grundloven sikrer, at funktionerne udføres i overensstemmelse med Folketingets flertal – men alligevel.

På den anden side: Nogen skal jo klippe snore over og afholde gallamiddage, og der er desuden gode turistkroner i kongehuset. Så hvorfor ikke?

Ved nytårstalen 2024/25 benyttede den nyudnævnte konge lejligheden til at bryde ud af den rituelle spændetrøje og tog et stort spring ud i det udenrigspolitiske ved at udtrykke en bestemt holdning til en af tidens store konflikter i Europa – krigen i Ukraine. Det gled tilsyneladende glat igennem, og kongen har siden gradvist udvidet sit udenrigspolitiske spillerum, senest i forbindelse med et officielt besøg i Letland.

Her valgte kongen ved officielle arrangementer at optræde i fuld kampuniform og fremlægge militærstrategiske vurderinger for pressen. Han benyttede også lejligheden til at give udtryk for sin markante personlige holdning til den politiske situation mellem Letland og landets store nabo mod øst, Rusland.

I DR blev den danske ambassadør i Letland citeret for at sige, “… at det er det flotteste signal, vi kan sende …”, og for at lægge yderligere vægt bag sit udenrigspolitiske initiativ i Baltikum havde den danske konge taget sin udenrigs- og forsvarsminister med på rejsen.

I en af de mest komplicerede geopolitiske kriser i Europa siden 2. verdenskrig optræder Danmark nu på den internationale scene med et markant budskab, fremført af et udenrigspolitisk Par nr. 7 bestående af en socialdemokratisk statsminister, der er en fjern arvtager til traditionen fra Bernsteins 2. Internationale, og som lader til at være helt derude, hvor hun ikke kan bunde, og af en konge, der er arving til det danske kongehus i kraft af sit familieforhold til en gammel tysk hertugslægt.

Heldigvis drives den økonomiske politik i Danmark af centraladministrationen efter moderne principper. Og selvom der stadig er meget, der halter, fungerer samfundet ud fra enhver sammenligning fint. Det er dygtige folk, der bor her i landet, og for den overvejende del af befolkningen er de materielle og kulturelle resultater af deres indsats gode og håndgribelige.

I rolige tider er udenrigspolitik for nørder. Men tiderne er ikke rolige, og derfor burde vi i Danmark tage det mere alvorligt, at vores udenrigspolitik ligner noget mølædt bras fra en svunden tid. Det er ikke bare dumsmart. Det er farligt for demokratiet.

Hvis økonomien blev drevet på samme måde, ville vi være på røven.