Den politiske alliance mellem Partido Popular (PP) og det radikale højreparti Vox udgør i dag en af de mest markante manifestationer af højrebølgen i Europa.
Vox har formået at ændre den spanske politiske dagsorden. Dets eksistens har flyttet den offentlige debat om migration, regionernes selvstyre og kønspolitik markant mod højre og har dermed tvunget det traditionelle højreparti, PP, til også at rykke mod højre.
Vox blev stiftet i 2013 af tidligere medlemmer af PP, herunder Santiago Abascal, som ønskede et opgør med partiets moderate linje. I begyndelsen blev bevægelsen betragtet som marginal, men den politiske udvikling omkring den katalanske uafhængighedsbevægelse i 2017 blev et vendepunkt, der for alvor gav partiet momentum.
Med sloganet “España Viva” og et program, der forbandt patriotisme, anti-regionalisme og social konservatisme, talte Vox til en voksende gruppe vælgere, der oplevede, at den spanske stat havde mistet autoritet.
Vox brød igennem nationalt ved parlamentsvalget i april 2019 med 10 % af stemmerne og cementerede sin position ved valget i november samme år med over 15%. Vox’ appel voksede især i Andalusien, Castilla y León og Madrid, hvor spørgsmål om migration, kriminalitet og “kulturel homogenitet” blev centrale temaer.
Ideologisk profil
Vox’ ideologiske kerne er todelt. For det første står partiet for et ufravigeligt forsvar for Spaniens territoriale integritet. Partiet vil afskaffe de selvstyrende regioners særstatus og betragter separatistbevægelser i Catalonien og Baskerlandet som “statsopløsende”. For det andet fører Vox en anti-woke politik på kulturens område, i form af modstand mod feminisme, LGBTQ+-rettigheder samt det, som partiet betegner som “progressiv censur” i medier og undervisning.
Abascal beskriver partiets mission som et opgør med “la izquierda cultural”, den kulturelle venstrefløj, som Vox mener har domineret kulturlivet i Spanien siden overgangen til demokrati i 1978. Pariet ser sig som repræsentant for det “glemte Spanien” uden for storbyerne, hvor der skulle findes et udbredt ønske i befolkningen om en tilbagevenden til “orden, religion og respekt for fædrelandet”.
Analytikere som Ignacio Molina (Real Instituto Elcano) har kaldt partiet en “postmodern reaktion”, fordi det kombinerer nostalgisk nationalisme med nutidens sociale mediestrategier. Vox’ digitale kampagner er bevidst polariserende og benytter visuelle symboler fra både Franco-tiden og fra den globale højrepopulisme.
Normaliseringen
Da Alberto Núñez Feijóo i 2023 overtog ledelsen af Partido Popular, stod han over for et strategisk dilemma: Skulle han isolere Vox eller samarbejde med partiet?
Efter regionalvalgene i 2023 (som måske bedre kan betegnes som delstatsvalg), hvor PP kun kunne danne flertal i regionerne Castilla y León, Extremadura og Valencia gennem et samarbejde med Vox, blev svaret praktisk talt givet. For første gang siden demokratiets genindførelse i 1978 kom et yderligtgående højreparti med i en regering på regionalt niveau.
I Castilla y León fik Vox posten som regional vicepræsident og fik desuden ansvaret for ministeriet for uddannelses- og familiepolitik.
Denne normalisering af samarbejde med Vox har siden spredt sig, og samtidig har Feijóos PP i stigende grad overtaget Vox’ retorik om migration og national suverænitet. Det konservative centrum er på den måde i færd med at blive omformet, ikke til et moderat alternativ til Socialisterne, men som en “patriotisk” garant for “orden” sammen med Vox.
Den historiske kontekst
Overgangen til demokrati efter Francos død i 1975 byggede på den såkaldte pacto del olvido, det vil sige en “tavshedspagt”, der blandt andet betød, at fortidens politiske forbrydelser ikke blev retsforfulgt. Denne politiske forsoning tilvejebragte den nødvendige politiske stabilitet, men den efterlod også et ideologisk vakuum, hvor højrefløjen aldrig gennemgik en egentlig moralsk selvransagelse.
Ifølge historikeren Pablo Simón (Universidad Carlos III) repræsenterer Vox derfor ikke blot et nyt parti, men “en tilbagevenden af det uafsluttede spørgsmål om national identitet”. Når partiet angriber feminisme, selvstyre og EU, handler det om at genindsætte staten som moralsk centrum.
På papiret går Vox ind for lavere skatter, færre reguleringer og markedsøkonomi. Men bag den liberale retorik ligger der en klar økonomisk nationalisme.
Partiet vil prioritere spanske virksomheder i offentlige udbud, modarbejde EU’s grønne agenda, og begrænse udenlandsk ejerskab i sektorer som energi og infrastruktur.
I 2024 offentliggjorde den liberale tænketank Fundación Civismo en rapport, der vurderede Vox’ økonomiske program som “inkonsistent men symbolsk effektivt”. Forslagene ville ifølge beregninger fra Banco de España øge det offentlige underskud med op mod 2 % af BNP, hovedsageligt gennem skattelettelser uden finansiering.
Men den kritik preller af på Vox’ ledelse. Det er ikke den økonomiske politik eller nogen traditionel “økonomisk ansvarlighed”, der står centralt i Vox’ politik, men derimod de nationale symboler og den nationalistiske ideologi. Som partiets økonomiske talsmand Iván Espinosa de los Monteros har formuleret det: “Det vigtige er ikke at tælle euro, men at genskabe værdigheden.”
EU, migration og udenrigspolitik
Vox har aldrig foreslået et “Spaxit”, men partiet repræsenterer en skarp opposition til EU’s institutioner, og ser Bruxelles som et redskab for “globalistiske eliter”.
I 2024 dannede Vox sammen med Italiens Fratelli d’Italia og Polens PiS en uformel blok i Europa-Parlamentet, der krævede “national suverænitet i asylspørgsmål”. I praksis ønsker Vox en model, hvor Spanien opretter “beskyttede zoner” i Nordafrika og udliciterer behandling af asylansøgninger. Forslaget er inspireret af den australske “offshore processing”-model, og er i forskellige varianter efterhånden blevet mainstream politik i flere EU-lande.
Kultur og modkultur
På kulturområdet fører Vox en bevidst “modrevolution”. I Madrid-regionen har partiets lokale repræsentanter fjernet finansiering til museer og teatre, der beskæftiger sig med køn, migration eller kolonialisme, og de har indført krav om “neutralitet” i det undervisningsmateriale, der anvendes i skolerne.
Kritikere betegner denne praksis som en “spansk kulturkrig”, men partiets vælgere ser det som et forsvar for almindelige borgeres værdier. Vox’ strategi har i denne henseende paralleller til den amerikanske højrefløjs fokus på skolepolitik og kulturkampe snarere end på klassiske økonomiske reformer.
Højrebølgens spanske ansigt
Siden valget i juli 2023, hvor partierne, PSOE og Sumar fastholdt regeringsmagten med støtte fra baskiske og catalanske partier, har Vox været i opposition. Men partiets kulturelle og ideologiske indflydelse rækker langt ud over parlamentet.
Den spanske højrefløj er i dag delt mellem et konservativt mainstreamparti, der langsomt overtager højrepopulistiske temaer, og et radikalt parti, der fungerer som idébank og agitator for en ny national fortælling.
Hvor PiS i Polen skabte et illiberalt system, og RN i Frankrig forsøger at kombinere nationalisme og velfærd, så er Spaniens højrebølge snarere et identitetspolitisk projekt, hvor kampen står om fortolkningen af Spaniens historie og genskabelse af “statens autoritet”.
Som professor José María Lassalle har formuleret det i El País: “Vox er ikke et nyt Franco, det er et nyt følelsesmæssigt fællesskab.”
Referencer
Real Instituto Elcano (2024): Informe sobre la derecha radical en España.
Fundación Civismo (2024): Evaluación del programa económico de Vox.
Banco de España (2024): Informe Anual: Política fiscal y estabilidad macroeconómica.
Pablo Simón (2023): El fin de la inocencia política: España después de la Transición. Alianza Editorial.
Ignacio Molina (2024): España, identidad y Estado en la era postnacional.
El País, ABC, La Vanguardia (2023–2025): dækning af Vox og PP’s regionale samarbejder.
European Council on Foreign Relations (ECFR): Spain and the new right in Europe, Policy Brief 2024.
