Siden 2017 har Bulgarien været præget af en vedvarende politisk krise, hvor skiftende regeringer, kapitalinteresser og nationalistiske partier kæmper om magten. I centrum står GERB, det konservative parti ledet af tidligere premierminister Boyko Borissov, flankeret af en række ultranationalistiske grupper som VMRO-Bulgarsk National Bevægelse og Revival (Vazrazhdane), der repræsenterer en ny og mere radikal bølge.

Efter kommunismens fald i 1989 blev Bulgarien ofte betragtet som en af de mest pro-europæiske stater i Østeuropa. Landet sluttede sig til NATO i 2004 og til EU i 2007. Men integrationen i EU blev ledsaget af en dybt rodfæstet korruption og en politisk kultur sammensat af personlige netværk snarere end ideologi.

Boyko Borissov, tidligere bodyguard for den kommunistiske leder Todor Zhivkov og senere politichef i Sofia, skabte i 2006 partiet GERB (Borgere for Bulgariens Europæiske Udvikling). Officielt er partiet pro-europæisk, men i praksis er det et personcentreret netværk, der kombinerer konservativ retorik med klientelistisk magtudøvelse.

Ifølge Transparency International rangerede Bulgarien i 2024 som det mest korrupte EU-land. Den konstante mistillid til staten har skabt grobund for partier, der bruger national retorik som moralsk dække for en i øvrigt uigennemsigtig intern magtstruktur.

Den nye højrefløj

Mens GERB stadig dominerer som centrum-højre parti, er bevægelsen Revival (Vazrazhdane) blevet den europæiske højrebølges nye udtryk i Bulgarien.

Stiftet i 2014 af Kostadin Kostadinov, har partiet profileret sig som en “patriotisk bevægelse for national suverænitet og kulturel renhed”. Revival er stærkt EU-skeptisk og prorussisk og partiet har høstet massiv støtte blandt yngre vælgere, især i provinserne og blandt ufaglærte.

I valget i april 2024 fik Revival 14% af stemmerne, og dermed en firedobling fra valget i 2021, og er nu Bulgariens tredjestørste parti. Dets vælgere udgør en koalition af desillusionerede tidligere GERB-vælgere, pro-russiske konservative og systemkritiske unge, der oplever, at EU og Vesten generelt har svigtet løfterne om modernisering.

Ortodoksi og geopolitik

Revival adskiller sig fra de fleste vesteuropæiske højrepartier ved sin åbne sympati for Rusland og sin anti-vestlige identitetspolitik. Partiet afviser NATO’s rolle i regionen, modsætter sig militær støtte til Ukraine og betragter EU som et “imperium af moralsk dekadence”.

Denne linje går hånd i hånd med en genoplivning af ortodoks-kristne og slaviske symboler, som bruges til at definere Bulgarien som “civilisatorisk modpol” til Vesten.

Partiets program lover:

• “Demografisk genrejsning” gennem støtte til traditionelle familier og forbud mod “kønsideologi”.
  
• Stop for EU’s “økonomiske kolonisering” og krav om “energiuafhængighed” gennem samarbejde med Rusland.
  
• Revision af historiebøgerne for at genindsætte bulgarsk national stolthed og nedtone “vestlige narrativer”.

I praksis har dette skabt en ideologisk bevægelse, hvor anti-liberalisme, religiøs ortodoksi og etnisk-nationalt fokus danner rammen om et autoritært politisk projekt.

Borissov og normalisering

Mens Revival udfordrer systemet udefra, er GERB i stigende grad blevet det, forskere kalder “det normaliserede illiberale centrum”.

Borissov præsenterer sig som EU-loyal, men under hans regeringer (2009–2021) blev retsvæsen, medier og erhvervsliv tæt sammenvævet. Organisationen Freedom House beskriver i Nations in Transit 2024 Bulgarien som et “hybridt regime” med formelle demokratiske strukturer, men hvor den politiske magt i landet reelt er samlet omkring et netværk af den politisk-økonomiske elite.

Borissov har i de seneste år forsøgt at profilere sig som garant for stabilitet over for Revivals radikalisme. Men det er netop hans korrupte praksis, der har banet vejen for Revivals vækst.

Kulturkamp

Revivals vælgerprofil adskiller sig tydeligt fra de traditionelle partier.
Ifølge Sofia University’s Centre for Political Analysis (2024) er 65 % af partiets vælgere mellem 18 og 40 år, og over halvdelen angiver “manglende tillid til alle medier” som en vigtig grund til deres valg.

Bevægelsen kombinerer digital aktivisme med protestmarcher i gaderne, særligt under COVID-19-pandemien, hvor partiet organiserede demonstrationer mod “tvungne vaccinationer” og “globalistiske eliter”.

Derudover har Revival gjort uddannelse og historie-politik til et centralt tema. I 2024 fremlagde partiet et forslag om at fjerne begrebet “osmannisk besættelse” fra skolebøgerne og erstatte det med “osmannisk tilstedeværelse” som et eksempel på, hvordan nationalistisk revisionisme og historisk relativisme går hånd i hånd i partiets retorik.

Rusland

Bulgarien er i høj grad afhængig af russisk energi og turisme, og Revival bruger denne afhængighed som politisk argument.
Partiet vil genoptage importen af russisk olie via Sortehavet, blokere EU’s grønne omstilling og styrke samarbejdet med Serbien og Hviderusland.

Denne linje har skabt voksende spændinger mellem Sofia og Bruxelles. I en rapport fra European Council on Foreign Relations (2025) betegnes Bulgarien som “NATO’s svageste led”, fordi befolkningen er det mest Rusland-venlige i hele EU.

Ikke et projekt

I modsætning til Polen, hvor højrefløjen er blevet et regeringsbærende projekt, fungerer Bulgariens højrebølge mere som en kritik af systemets forfald.

Den radikale højrefløj udfylder et tomrum, der er skabt af korruption, lav tillid til staten og til de fleste aspekter af det økonomiske liv. Bevægelsen vender sig også mod den sociale marginalisering af store befolkningsgrupper, der er sket i kølvandet på EU-medlemskabet. Højrebevægelsen mobiliserer ikke på grundlag af et nyt samfundsideal, men omkring et løfte om at genskabe personlig og national værdighed og en tilbagevenden til national politisk kontrol. Revivals vælgere er ikke primært ideologiske. De er desillusionerede. 

Som den bulgarske sociolog Ivaylo Ditchev har skrevet:
“Revival er ikke anti-demokratisk. Det er post-demokratisk. Det lever i det hul, hvor demokratiet engang fandtes.”

Referencer

Freedom House: Nations in Transit 2024 – Bulgaria.

European Council on Foreign Relations (ECFR): Bulgaria and the Weak Link Hypothesis. 2025.

Transparency International: Corruption Perceptions Index 2024.

Centre for Political Analysis, Sofia University (2024): Electoral Behavior and Youth Radicalization.

Pablo Simón (red.), The State of Democracy in Southern Europe, Palgrave 2024.

Ivaylo Ditchev (2023): Post-democracy in the Balkans. Critique & Humanism Journal.

Bulgarian National Statistical Institute (2024): Regional Inequality and Political Attitudes.