Da den hollandske regering i slutningen af oktober 2025 overtog kontrollen med chipproducenten Nexperia, var det umiddelbare mål at beskytte europæisk teknologi og produktionskapacitet. Resultatet blev det modsatte: en akut forsyningskrise, der truede bilproduktionen i store dele af Europa, og som fremhævede hvor fundamentalt udfordret EU’s position er i forholdet til Kina.
Krisen handler om en virksomhed, der på overfladen virker ubetydelig i det store geopolitiske spil. Nexperia fremstiller ikke avancerede chips til kunstig intelligens eller våbensystemer. Virksomheden producerer basale komponenter, som man finder i bilmotorer, opladere og fjernbetjeninger. Men netop denne tilsyneladende banalitet viser, at i moderne forsyningskæder er det ikke altid de mest højteknologiske komponenter, der har det største geopolitiske potentiale. Det er de uundværlige.
Fra investering til våben
Nexperia blev købt i 2019 af det kinesiske selskab Wingtech, der er delvist statsejet. Dengang vakte opkøbet begrænset opmærksomhed. Virksomheden har sit hovedkvarter i den hollandske by Nijmegen, og de chips, den udvikler og fremstiller er langt fra den slags højteknologi, der normalt udløser sikkerhedspolitiske overvejelser.
Men i de efterfølgende år er den geopolitiske kontekst blevet forandret. USA intensiverede reguleringen af samhandlen med kinesiske teknologivirksomheder, og i september 2025 udvidede amerikanerne reglerne, så de også omfatter virksomheder uden for Kina, hvis virksomhederne er mindst 50 procent ejet af kinesiske firmaer. Denne såkaldte “50-procent-regel” ramte omkring 20.000 nye firmaer rundt om i verden og heriblandt Nexperia.
Men USA’s indblanding var ikke den eneste grund til den hollandske bekymring. Ifølge hollandske medier havde Zhang Xuezheng, grundlæggeren af Wingtech og tidligere CEO for Nexperia, overført forretningshemmeligheder fra virksomhedens kontorer i Manchester tilbage til Kina. Nexperias store afdeling i Hamborg skulle angiveligt være den næste, der skulle lettes for knowhow og IP.
For den hollandske regering tegnede der sig et billede af en systematisk udhuling af Nexperias europæiske aktiviteter. Selv om virksomheden formelt stadig ville være baseret i Holland, så det ud til, at en væsentlig del af dens kapacitet og knowhow ville blive flyttet til Kina. I slutningen af oktober greb regeringen i Haag ind og eksproprierede virksomheden.
Reaktionen fra Beijing kom prompte og var brutal. Kina indførte eksportkontrol på Nexperias chips, der er udviklet og produceret i Europa, men som bliver sendt til Kina for at blive klargjort og pakket. Resultatet var et øjeblikkeligt kaos i den europæiske bilindustri. Næsten halvdelen af EU’s bilproducenter bruger komponenter, der indeholder Nexperia-chips, og europæiske bilproducenters brancheorganisation advarede om et forestående produktionsstop inden for et par uger.
Spillereglerne i den nye handelskrig
Nexperia-krisen illustrerer, hvordan moderne handelskonflikter fungerer fundamentalt anderledes end klassiske toldkrige. Det handler ikke længere om overordnede handelsbalancer eller generelle tariffer og importtold, men om en ny form for afhængigheder i forsyningskæder, hvor et stop for kritiske komponenter, kan lamme hele industrier.
Joachim Nagel, der er præsident for den tyske centralbank, Bundesbank, udtalte under krisen, at “Kina har mere brug for Europa, end Europa har brug for Kina.” Udtalelsen afspejler en klassisk forståelse af det handelspolitiske spil, hvor EU i denne sammenhæng har et betydeligt handelsunderskud over for Kina. I teorien har det land, der har underskud i handelsbalancen, den stærkeste position i handelsforhandlinger, fordi det kan true med at lukke sit marked for import. Men teorien holder ikke, når overskudslandet, i dette tilfælde Kina, har kontrol over vitale komponenter, der indgår i de globale forsyningskæder.
Kinas respons på den hollandske stats nationalisering af Nexperia viste denne dynamik. Beijing indførte ikke generelle sanktioner mod Holland eller EU. Men europæiske virksomhedsledere måtte straks rejse til Kina for at forhandle om individuelle undtagelser for at få adgang til Nexperia-chips. Det gav Kina mulighed for at favorisere nogle aktører frem for andre. Kina gav for eksempel amerikanske bilproducenter adgang til Nexperia-chips som led i forhandlinger med Washington, mens europæiske firmaer blev holdt ude.
Strategien svarer til Kinas håndtering af eksporten af “rare earth”, og af de højteknologiske komponenter, der produceres på grundlag af disse mineraler. Kina har oparbejdet en global førerposition inden for denne højteknologiske sektor, og har opnået en dominerende position i det globale marked for produkter, der indgår som nødvendige – og uerstattelige – komponenter i alt fra biler til avancerede missiler i våbenindustrien. Her kontrollerer Beijing ikke de globale forsyningskæder gennem totale forbud, men gennem et kompliceret system af tilladelser, der giver maksimal politisk indflydelse. Det er økonomisk statecraft i raffineret form, og det er klart inspireret af USA’s detailstyring af handelspolitikken.
USA’s pragmatisme versus Europas kaos
En af de slående forskelle, der er trådt frem under Nexperia-krisen, er kontrasten mellem amerikansk og europæisk håndtering af forholdet til Kina.
USA havde udløst krisen ved at udvide sine eksportkontroller, hvilket pressede Holland til at handle. Men da krisen eskalerede, trak amerikanerne sig tilbage. I slutningen af oktober annoncerede USA som led i en bredere aftale med Kina, at man ville sætte implementeringen af 50-procent-reglen på pause. Det fjernede den umiddelbare grund til, at Holland skulle bevare kontrollen over Nexperia.
Det amerikanske træk illustrerede en pragmatisk og målrettet tilgang. Scott Bessent, der er finansminister i Trumps regering, stod i spidsen for det amerikanske forhandlingsteam, og sad selv ved bordet overfor sin kinesiske modpart. Der var ingen mellemled, ingen koordineringsproblemer. Når amerikanerne ville lave en aftale, sad den rigtige person med det rigtige mandat ved bordet.
I Europa så billedet anderledes ud. Den tyske udenrigsminister Johann Wadephul ville straks rejse til Kina for at forhandle, men turen blev aflyst, fordi ingen i Beijing havde tid til at mødes med ham. Kineserne havde ingen interesse i at blive belært af en tysk minister, på samme måde, som da den kinesiske udenrigsminister for nylig besøgte Bruxelles, og hvor han blev belært om, hvilken udenrigspolitik Kina burde føre. Lektionen blev fremført af en uerfaren politiker fra Estland, der p.t. varetager rollen som udenrigspolitisk talerør for EU.
Manglen på koordination i Europa var åbenlys. EU-Kommissionen forsøgte med den ene hånd at glatte tingene ud med Kina. Men samtidig fremlagde Kommissionen med den anden hånd vidtgående forslag om øget told på stål fra Kina for at beskytte den tyske stålindustri. Holland skulle finde en løsning på Nexperia-problemet, men havde ikke mandat til at forhandle på vegne af hele EU. Tyskland pressede på for en hurtig løsning, så landets bilindustri kunne få de nødvendige chips, men Berlin havde samtidig sine egne handelspolitiske prioriteter inden for stål, for at beskytte sine stålværker.
Når fortiden indhenter fremtiden
Nexperia-krisen rejser et fundamentalt spørgsmål om de seneste to årtiers kinesiske investeringer i Europa. Siden 2008 har kinesiske virksomheder – ofte med statslig baggrund – opkøbt en imponerende række europæiske selskaber på tværs af kritiske sektorer.
I transportsektoren kontrollerer det statsejede COSCO nu store dele af havneinfrastrukturen i Grækenland, Spanien og Belgien. Inden for bilindustrien ejer kinesiske selskaber alt fra Volvo Cars til en lang række komponentproducenter. Energisektoren, kemikalier, robotteknologi, luftfartsindustri – listen er lang og dækker bredt.
Mange af disse opkøb blev oprindeligt set som en gevinst for EU og for de lande, hvor de kinesiske opkøb fandt sted. De bragte kapital til europæiske virksomheder, der manglede investeringer. De sikrede arbejdspladser. De lovede teknologioverførsel og adgang til det kinesiske marked.
Men Nexperia-sagen viser, hvad der kan ske, når den geopolitiske kontekst ændrer sig. Et virksomhedssalg, der blev set som en almindelig kommerciel transaktion for seks år siden, er blevet til et geopolitisk våben.
Det rejser spørgsmålet om, hvor mange andre Nexperias der mon findes rundt om i det europæiske produktionsapparat?
Dilemmaet uden oplagt løsning
I begyndelsen af november 2025 begyndte signalerne at pege mod en løsning på Nexperia-krisen. Kinas handelsministerium meddelte, at “eksport til civile formål” af Nexperias chips ville kunne genoptages. Holland signalerede villighed til at sende en delegation til Beijing for at forhandle.
Men ifølge Bloomberg var prisen for denne nedtrapning, at den hollandske regering var villig til at opgive kontrollen over Nexperia. I så fald ville man være tilbage ved udgangspunktet, dog med en væsentlig forskel: Hele episoden ville have demonstreret, at når Kina virkelig presser på, så viger Europa.
Det efterlader EU med et ubehageligt dilemma. På den ene side er europæiske økonomier dybt afhængige af Kina, ikke kun for sjældne mineraler, men på tværs af et væld af forsyningskæder. På den anden side står Europa over for en situation, hvor kinesisk overproduktion truer med at oversvømme europæiske markeder inden for stål, elbiler og andre sektorer.
EU prøver at spille det merkantilistiske spil, men som en europæisk analytiker udtrykte det: “Kina spiller det samme spil. De er bare større og bedre til det.”
Og så er der koordineringsproblemet. USA kan lave aftaler med Kina, fordi der sidder én beslutningstager ved bordet. I Europa skal Holland, Tyskland, Kommissionen og 25 andre medlemslande koordineres. Det skaber muligheder for Kina til at spille aktørerne ud mod hinanden.
Nexperia-krisen er ikke løst, selv hvis chipforsyningerne genoptages, hvad der i skrivende stund stadig er usikkert. Chip-krisen har blotlagt strukturelle svagheder i europæisk handelspolitik, som ikke forsvinder med en aftale om én virksomhed.
Spørgsmålet er, om krisen vil fungere som det wake-up call, som hverken pandemien eller Trumps første præsidentperiode formåede at være.
Bilaget viser en oversigt over udvalgte kinesiske opkøb i EU-27 fra 2008-2025. Oversigten er udarbejdet af Samizdat, og skal tages med forbehold. Listen kan give et indtryk af problemets omfang.
BILAG
Udvalgte kinesiske opkøb i EU-27 (2008 – 2025)
Industri, maskiner & automation
- KUKA (DE) → Midea – 100 % (2021–22)
- KraussMaffei (DE) → ChemChina-konsortium – 100 %(2016)
- Putzmeister (DE) → Sany (+ CITIC PE) – 100 %(2012)
- Waldaschaff Automotive (DE) → Lingyun – 100 %(2015)
- Preh (DE) → Joyson – majoritet (2011 → 100 %)
- Kiekert (DE) → Lingyun/NORINCO – 100 %(2012)
- Nedschroef (NL) → Shanghai Prime Machinery (AVIC) – 100 %(2014)
- HSW / Dressta (PL) → LiuGong – 100 %(2012)
- Punch Powertrain (BE) → Yinyi Group – 100 %(2016)
- CIFA (IT) → Zoomlion-ledt konsortium – kontrol (2008 → konsolideret i EU)
- Saurer (AT/DE) → Jinsheng – kontrol (i europæiske enheder)
- KraussMaffei Berstorff (DE) → ChemChina – 100 %(del af KM-handlen)
- Trimo (SI) → CITIC Capital – kontrol (2016)
- ŽĎAS (CZ) → CEFC → CITIC – kontrol (2016 → 2018)
- TS Plzeň (CZ) → CEFC → CITIC – kontrol (2016 → 2018)
Bil, transportudstyr & komponenter
- Volvo Cars (SE) → Geely – 100 %(2010)
- Grammer (DE) → Ningbo Jifeng – 84,23 %(2018)
- Medion (DE) → Lenovo – > 50 %(2011)
- KSM Castings (DE) → Wanfeng Auto – 100 %(2017)
Elektronik, halvledere & el-komponenter
- LEDVANCE (DE) → MLS / IDG / Yiwu – 100 %(2017)
- Nexperia (NL) → Wingtech – 76 %(2019) → Hollandsk statsovertagelse 2025
Energi, miljø & kemi
- EEW Energy-from-Waste (DE) → Beijing Enterprises – 100 %(2016)
- BorsodChem (HU) → Wanhua – 100 %(2011–12)
- Sapag Valves (FR) → Neway – kontrol (via aktivhandel)
Maritim & transportinfrastruktur
- Piraeus Port Authority (GR) → COSCO – 51 %(2016) → 67 %(2021)
- Noatum Port Holdings (ES) → COSCO Shipping Ports – 51 %(2017)
- CSP Zeebrugge Terminal (BE) → COSCO Shipping Ports – 100 %(2017)
- Frankfurt-Hahn Airport (DE) → HNA Group – 82,5 %(2017)
Hvidevarer, forbruger & detail
- Pirelli (IT) → ChemChina / CNRC – 100 %(2015)
- Candy-Hoover (IT) → Haier – 100 %(2019)
- Gorenje (SI) → Hisense – ≈ 95 %(2018)
- Philips Domestic Appliances → Versuni (NL) → Hillhouse – 100 %(2021)
- SMCP (Sandro/Maje/Claudie Pierlot, FR) → Shandong Ruyi – kontrol (2016)
- Tom Tailor GmbH (DE) → Fosun / S.U. Group – kontrol (2019–20)
Rejser, hospitality & fritid
- Club Méditerranée (FR) → Fosun-ledt konsortium – ~100 %(2015)
- Louvre Hotels Group (FR) → Jin Jiang – 100 %(2015)
- Radisson Hospitality AB (SE) → Jin Jiang / SINO-CEE – ≥ 50 %(2018)
Finans & sundhed
- Fidelidade (PT) → Fosun – 80 %(2014 → ↑)
- Luz Saúde (PT) → Fidelidade (Fosun-kontrol) – majoritet (2014 → 2025 ~60 %)
- Saxo Bank (DK) → Geely – 51,5 %(2018 → 2025)
Medier, gaming & tech-tjenester
- Outfit7 (SI) → Zhejiang Jinke (via United Luck) – 100 %(2016–17)
Luftfart & niche-industri
- Diamond Aircraft (AT) → Wanfeng Aviation – kontrol (2017–18)
- FACC (AT) → AVIC – kontrol (2009 → nu)
- Avolon (IE) → Bohai / HNA – 100 %(2016)
Fødevarer & agribusiness
- Nidera (NL) → COFCO – 51 %(2014) → 100 %(2017)
- Pivovary Lobkowicz Group (CZ) → CEFC – kontrol (2015)
Referencer
Einfache Chips, riesiges Chaos
Von Marc Widmann und Jens Mühling
Aus der ZEIT Nr. 45/2025
Europe must be tougher on China trade, Bundesbank chief says
By Reuters, October 18, 2025
Engpass bei Chips – hinter Nexperia lauert die nächste Krise
Von Joachim Hofer, Martin Kölling
Handelsblatt, 31.10.2025
A white flag over Nexperia?
Eurointelligence, 10.11.2025
