Den politiske krise, der i 2025 har ramt den franske venstrefløj, rækker langt dybere end de aktuelle konflikter om budgetter og parlamentariske manøvrer. Når Nouveau Front Populaire (NFP) splintres af interne stridigheder, når socialisterne og La France insoumise anklager hinanden for forræderi, og når en venstreorienteret præsidentkandidat for 2027 endnu ikke er i sigte, afspejler det en mere fundamental krise: Venstrefløjen lyttes ikke længere til af de brede befolkningsgrupper, som den historisk har repræsenteret, og som i årtier efter 1945 gav venstrefløjen solide politiske mandater.
De gyldne år
Den franske venstrefløj nød gennem store dele af det 20. århundrede en position i fransk politik, der var unik i Vesteuropa. Det Franske Kommunistparti (PCF) var i efterkrigstiden landets største parti, dybt forankret i industriområder og i arbejderkvarterer. Med stærke bånd til Moskva og en disciplineret organisation formåede PCF at mobilisere millioner af vælgere omkring en klassekampbaseret politik. Ved siden af PCF eksisterede det Socialistiske Parti, der under François Mitterrands lederskab forenede venstrefløjen og i 1981 vandt præsidentvalget.
Mitterrands sejr markerede et vendepunkt. Hans første valgperiode var præget af ambitiøse reformer: nationalisering af banker og industrivirksomheder, indførelse af femte ferieuge, sænkning af arbejdstiden til 39 timer ugentligt, afskaffelse af dødsstraffen, og decentralisering af statsmagten. Disse politikker, der i dag ville blive betragtet som radikalt venstreorienterede, blev gennemført med bred opbakning. Mitterrand havde bevist, at venstrefløjen kunne regere og transformere samfundet.
Men hvad gjorde Mitterrands projekt politisk kraftfuldt? Det var ikke blot en appel til vælgernes umiddelbare materielle situation – deres lønninger, arbejdstid, eller økonomiske status quo. Det var et projekt, der tilbød en forestillbar fremtid: en vision om et samfund, hvor den brede befolkning ikke bare var bedre lønnet, men hvor magten over økonomien kunne demokratiseres. Det var, med andre ord, ikke “en filosofi om maven” – som den italienske marxist Antonio Labriola betegnede som en overfladisk materialisme – men en politik orienteret mod en historisk mulig horisont.
Efter det økonomiske vendepunkt i 1983, hvor regeringen opgav mange af sine reformambitioner under pres fra de internationale finansmarkeder, begyndte en gradvis ideologisk udvanding. Det socialistiske projekt blev tilpasset europæisk integration, markedsøkonomi og det, der senere skulle blive kaldt den “tredje vej”. PCF gik samtidig i opløsning efter Murens fald og Sovjetunionens kollaps, og mistede sin identitet som ideologisk og organisatorisk centrum for arbejderklassen. Venstrefløjen som helhed mistede ikke blot en organisatorisk sammenhængskraft, men også en fælles forestilling om fremtiden, en alternativ horisont, der gjorde vælgernes “materielle interesser” meningsfulde i politisk forstand.
Splittelsens anatomi
I det 21. århundrede har den franske venstrefløj været præget af kronisk fragmentering. Jean-Luc Mélenchons La France insoumise (LFI) repræsenterer en radikal tradition, der fremhæver konfrontation med eliten og systemet. Det Socialistiske Parti har forsøgt at navigere mellem pragmatisme og principper, ofte med beskyldninger om forræderi fra begge sider. De Grønne og mindre partier føjer yderligere et lag af kompleksitet til billedet.
NFP-alliancen fra 2024, hvor venstrefløjspartier, der ellers nødigt taler sammen, indgik i et valgforbund for at stoppe en truende valgsejr for Marine Le Pen’s Rassemblement National, er i praksis opløst, selvom nogle ledere fastholder “myten om enhed”. Stridighederne er både taktiske og personlige: Skal venstrefløjen samarbejde med en centrumsregering eller forblive i ubønhørlig opposition? Skal man acceptere kompromiser om pensionsreformen for at undgå noget værre? Skal man støtte højrefløjens mistillidsdagsordner? Socialisternes Olivier Faure og LFI’s Jean-Luc Mélenchon kolliderer ofte i offentlige opgør om disse og andre spørgsmål, og viser ved de lejligheder en dybtliggende gensidig mistillid.
Men måske er den mest alarmerende splittelse ikke den interne, men den eksterne: kløften mellem venstrefløjen og de vælgere, som den ønsker at repræsentere.
Vandring til højre
Rassemblement National (RN), Marine Le Pens parti med rødder i den franske højrefløj, er i dag det mest populære parti blandt den brede befolkning, herunder de lavtlønnede, de socialt udsatte, tidligere småhandlende, eller kort sagt den voksende underklasse, der har oplevet en vedvarende økonomisk, social og kulturel deroute gennem de seneste tyve år. Vælgere fra de samme socialgrupper, der engang stemte på PCF eller PS, stemmer nu på RN. Dette fænomen er ikke unikt for Frankrig, det samme mønster ses i Tyskland med Alternative für Deutschland, i Italien med Lega og Fratelli d’Italia, i Storbritannien med Reform UK. Spanien er på vej i samme retning med Vox.
Den gængse forklaring fra dele af den moderne venstrefløj er, at disse vælgere er blevet forført af identitetspolitik – af højrepopulisternes appel til national identitet, race, eller fremmedhad – og derfor nu har opgivet deres faktiske materielle interesser. Men denne analyse bygger på en problematisk forståelse af, hvad “materielle interesser” er.
Sociologen Dylan Riley påpeger i en kritik af moderne anglo-amerikansk marxisme, offentliggjort for nylig i New Left Review/Sidecar at materielle interesser ikke eksisterer som tidløse, metafysiske størrelser, der “udspringer” af ens position i samfundets ejendomsrelationer. Vælgerne er ikke automater, der blot handler ud fra deres umiddelbare økonomiske situation. De er mennesker, der lever orienteret mod fremtiden og mod det, som de forestiller sig er muligt. Materielle interesser er kun “materielle” i den forstand, at de udspringer af objektive historiske omstændigheder; de er kun “interesser” i den forstand, at de er orienteret mod en horisont, et forestilbart alternativ.
Det giver derfor ingen mening at sige, at en livegen i 1200-tallets England havde en interesse i socialisme. Men det giver mening at sige, at stålarbejdere i 1800-tallets Tyskland havde en interesse i socialisme, fordi socialisme var blandt de mulige fremtider, der var indlejret i datidens historiske virkelighed. Interesser konstrueres ikke i et vakuum, de konstrueres gennem klassekamp, gennem den proces, hvorved forskellige fremtider gøres forestillbare og realiserbare.
En vision
Hvorfor stemmer brede befolkningsgrupper på RN? Det er ikke fordi mennesker fra disse befolkningsgrupper har misforstået deres materielle interesser, men fordi venstrefløjen ikke længere tilbyder dem en troværdig, forestillbar fremtid. RN gør derimod. Partiets vision er problematisk, reaktionær, og bygger på ekskludering – men den er en vision. Den tilbyder en fortælling om, hvordan livet kan blive bedre: gennem kontrol med grænserne, beskyttelse af nationale industrier, genoprettelse af en tabt orden, hvor almindelige mennesker havde en plads og en værdighed i samfundet.
Hvad gik galt for venstrefløjen? Terrorangrebene i Paris i 2015 udgjorde et kritisk vendepunkt. Den politiske debat i Frankrig kredser for tiden meget om hvordan venstrefløjen dengang blev splittet af diskussioner om holdningen til sikkerhed og sekularisme, islamistisk terrorisme, integration og kulturelle konflikter. Venstrefløjen havde svært ved at formulere et sammenhængende svar på disse spørgsmål.
Samtidig med at store dele af venstrefløjen insisterede på at forsvare en inkluderende multikulturalisme og advarede mod stigmatisering af muslimer, oplevede brede befolkningsgrupper en daglig virkelighed præget af dybe kulturelle spændinger, økonomisk pres og sociale problemer, som venstrefløjen lod til at underspille eller ignorere.
Denne oplevelse af to parallelle virkeligheder blev fanget præcist af Financial Times-journalisten Adam Thomson få dage efter angrebene. I en reportage fra en moské i Chartres, hvor en af terroristerne var kommet, beskrev han et pressemøde arrangeret for at vise sammenhold. Men da imamen talte, foregik det udelukkende på arabisk uden tolkning til de fremmødte franske og internationale journalister. Som Thomson observerede, snublede budskabet om fred og fællesskab over sprogbarrieren, og efterlod i stedet et andet indtryk: “Vi bor måske alle i det samme land, men vi bebor forskellige verdener”.
Men problemet med venstrefløjens splittelse går dybere end en specifik politisk fejltagelse i efterdønningerne fra terrorangrebene i Paris i 2015. Hvis vi følger Dylan Rileys tankegang er det virkelige problem, at venstrefløjen i årtier har opgivet, eller i hvert fald undladt, at formulere et alternativ til kapitalismen som system. I stedet har kritikken begrænset sig til at påpege kapitalismens “skader” – ulighed, miljøkrise, demokratisk underminering – uden at forbinde disse skader til en historisk mulig alternativ fremtid. Som Riley bemærker, så udgør en liste over kapitalismens negative effekter ikke en kritik af kapitalismen, fordi mange af disse problemer udmærket kunne eksistere under enhver form for politisk styre, inklusiv socialisme. En kritik kræver en artikulation af alternativer.
RN’s styrke ligger ikke i, at partiet appellerer til vælgernes “sande” materielle interesser, mens venstrefløjen har været distraheret af identitetspolitik. RN’s styrke ligger i, at partiet har monopoliseret forestillingen om fremtiden. Imens venstrefløjen talte om globalisering, klimakrise og LGBT-rettigheder – alle legitime bekymringer – følte mange, at disse dagsordener ikke talte til deres oplevelse af fremtiden som truet, usikker, og uden håb om forbedring.
Identitetspolitik
Her er det værd at dvæle ved anklagen om “identitetspolitik”. Meget af den moderne venstrefløjs selvkritik kredser om denne anklage: at partier som PS har ofret klassepolitik for identitetspolitik, økonomisk redistribution for kulturel anerkendelse, jævne franskmænd for minoriteter.
Men denne dikotomi er ifølge Rileys tankegang misvisende. For det første: RN’s appel til “fransk identitet” er selv identitetspolitik – bare en ekskluderende variant. For det andet: spørgsmålet er ikke om venstrefløjen skal tale om race, køn, eller seksualitet, men hvordan disse spørgsmål artikuleres i forhold til et bredere frigørende projekt. Det afgørende er ikke at vælge mellem klasse og identitet, men at forstå hvordan materielle interesser altid er medieret gennem forestillinger om fremtiden.
Når venstrefløjen taler om LGBTQ-rettigheder eller anti-racisme uden at forbinde det til et bredere projekt om økonomisk transformation og demokratisering af magten, fremstår det som elite-projekter løsrevet fra de materielle betingelser, der former de flestes liv. Men hvis disse spørgsmål indskrives i en vision om et samfund, hvor alle – uanset baggrund – kan leve med værdighed, sikkerhed og meningsfulde muligheder for indflydelse, bliver de del af et universelt frigørende projekt. Problemet er altså ikke identitetspolitik i sig selv, men en politik, der har mistet sin horisont og sin evne til at pege mod en vision om en alternativ fremtid, der er både forestillbar, og som kan opleves som realiserbar under de givne historiske omstændigheder.
Spørgsmålet om primærvalg
I november 2025 annoncerede en kreds af venstrefløjsgrupper at de ønsker, at der afholdes et primærvalg for hele venstrefløjen med henblik på at finde en fælles præsidentkandidat til valget i 2027. Primærvalget skal efter planen afholdes i efteråret 2026 og skal omfatte kandidater “fra Ruffin til Glucksmann” – altså fra den tidligere kommunist François Ruffin, der har brudt med Mélenchon, til den pro-europæiske socialdemokrat Raphaël Glucksmann. Tanken er at skabe en bred folkelig afstemning, der kunne legitimere en kandidat på tværs af venstrefløjens mange fraktioner.
Men processen er allerede præget af de samme splittelser, der har lammet NFP. Jean-Luc Mélenchon, den dominerende figur på den radikale venstrefløj, har ikke besluttet sig for, om han vil deltage. Raphaël Glucksmann – den kandidat, der i meningsmålinger klarer sig bedst på venstrefløjen – har konsekvent afvist primærprocessen.
I stedet vælger Glucksmann en anden strategi. Den 16. november 2025 mødtes han i byen Pontoise nord for Paris med tidligere premierminister Bernard Cazeneuve og tidligere præsident François Hollande til et offentligt møde, der blev betegnet som en samling af “det reformistiske venstre”. Mødet kom dagen efter, at den “unitære venstrefløj” – socialisterne, de grønne, og andre – mødtes i byen Trappes for at forsvare idéen om et fælles primærvalg. Cazeneuve, der forlod Det Socialistiske Parti i 2022 og grundlagde sin egen socialdemokratisk orienterede bevægelse “La Convention”, betegnede mødet i Pontoise med Hollande og Glucksmann, som et forsøg på at “genopbygge en regeringsduelig kraft fra venstre”. I hans optik er ideen om et primærvalg “en operation udtænkt af udmattede partiapparater”.
Mødet i Pontoise var betydningsfuldt af flere grunde. For det første markerede det en definitiv splittelse mellem en socialdemokratisk, pro-europæisk, reformistisk venstrefløj og den mere radikale, anti-kapitalistiske tradition repræsenteret af LFI. For det andet signalerede det Glucksmanns strategi: snarere end at konkurrere i et primærvalg, hvor han skulle overbevise LFI-tilhængere og andre radikale grupper, foretrækker han at opbygge en selvstændig socialdemokratisk platform.
Mens venstrefløjen teoretisk anerkender, at den kun kan vinde ved at forene sig, kan den i praksis ikke enes om, hvordan denne forening skal se ud. Skal det være gennem et primærvalg, der inkluderer alle fra Mélenchon til Glucksmann? Eller skal det være gennem en socialdemokratisk blok, der eksplicit ekskluderer de radikale? Skal kandidaten være “fra hjertet af venstrefløjen” eller fra dens moderate fløj?
Disse spørgsmål er ikke blot taktiske – de er eksistentielle. De afspejler en dybere usikkerhed om, hvad venstrefløjen skal være i det 21. århundrede. Er det en radikal, anti-neoliberal bevægelse, der søger systemisk forandring og forbinder klassekamp med antiracisme og postkolonial kritik, men som mange opfatter som for konfrontatorisk eller sekterisk? Eller er det et pragmatisk, pro-europæisk socialdemokrati, der prioriterer gradvis reform, institutionel stabilitet, og forhandlinger med centrum, men som risikerer at fremstå som endnu en variant af det eksisterende system.
Vejen frem
Mange af de politikker, som Mitterrand gennemførte i 1980’erne – kortere arbejdstid, styrkede fagforeningsrettigheder, nationalisering af strategiske industrier – ville i dag være populære blandt netop de vælgere, der nu stemmer RN. Der eksisterer med andre ord et potentielt politisk rum for en venstreorienteret, klassebaseret politik.
Men det er ikke nok at appellere til RN-vælgernes nuværende situation og de interesser, der angiveligt “udspringer” af den. Man må formulere et projekt, der gør det muligt at forestille sig en anden fremtid, en fremtid, hvor almindelige mennesker ikke blot overlever, men lever med værdighed, mening og magt.
Klassekamp er ifølge Dylan Riley ikke en kamp mellem forudgivne interesser, men en kamp om, hvilke fremtider der er mulige. Og venstrefløjen må genskabe de organisatoriske former og politiske forestillinger, der kan gøre de brede befolkningsgrupper til et historisk subjekt igen, ikke som en abstrakt kategori defineret af ejendomsrelationer, men som levende mennesker orienteret mod en fælles horisont.
Pontoise-mødet i november 2025 viste, at venstrefløjen er dybt splittet. Ikke bare taktisk, men om den grundlæggende politiske vision. Glucksmann og Cazeneuve tilbyder en vision om en pragmatisk, reformistisk, pro-europæisk venstrefløj – en “regeringsdygtig” venstrefløj, der kan forhandle med det politiske centrum og gennemføre gradvise forbedringer. Mélenchon og LFI tilbyder en vision om radikal konfrontation med systemet, et brud med EU’s nyliberale logik og en genopbygning af folkelig suverænitet.
Ingen af disse visioner har indtil videre formået at mobilisere de befolkningsgrupper, der nu stemmer RN, og som ved det sidste parlamentsvalg gav RN flest stemmer i alle valgkredse i hele Frankrig undtagen Paris. Hvorfor? Måske er det fordi der savnes et overbevisende og troværdigt tilbud fra venstrefløjen, der kan motivere brede befolkningsgrupper inklusive de lavtlønnede, de uformuende og de socialt marginaliserede til at vende tilbage. Disse befolkningsgrupper har ikke forladt venstrefløjen, fordi de har misforstået deres materielle eller “faktiske” interesser. De forlod den, fordi venstrefløjen opgav at tilbyde dem en vision om en fremtid, der var værd at drømme om og måske kæmpe for.
Pontoise-mødet og de parallelle mobiliseringer i Trappes og Tours viser en venstrefløj i bevægelse, men det er stadig uklart, om denne bevægelse fører mod enhed eller mod yderligere fragmentering. På nuværende tidspunkt, med NFP i ruiner og præsidentvalget kun halvandet år væk, ser svaret bekymrende ud. Men klassekampen – forstået som kampen om, hvilke mulige fremtider, der kan formuleres – fortsætter ufortrødent.
