Det tidligere Ilva-stålværk i Taranto er Italiens sidste værk til primær stålproduktion. Siden 1980’erne har den italienske stat deltaget i et langvarigt spil om ejerskabet. Efter privatisering i 1988 tog staten værket tilbage i 2012 på grund af alvorlige miljøproblemer. En regional sundhedsrapport viste, at lungekræftdødsfald i nærområdet var en tredjedel højere end normalt.
ArcelorMittal, en global storspiller i stålmarkedet, købte værket i 2018 med løfter om at investere 2,4 milliarder euro. I 2021 kollapsede aftalen. I februar 2024 blev værket sat under administration med over tre milliarder euro i gæld. Produktionen er faldet fra knap tre millioner tons i 2023 til to millioner tons i 2024. Kun to af fire højovne kører. Italien har siden 2022 tilført to milliarder euro til værket.
Den italienske regering er fanget mellem modstridende hensyn: på den ene side den strategiske betydning af at bevare stålproduktion i Italien, og de tusindvis af job, der direkte og indirekte er knyttet til værket, og på den anden side omkostningerne til at holde værket kørende og til at samle op på miljøskaderne. Hvis værket forbliver åbent, vil det sandsynligvis langsomt blive omstillet til en lysbueovn, der reducerer CO2-belastningen, og som producerer stål fra skrot frem for jernmalm.
Arven fra Kul- og Stålunionen
Stål har siden 1945 været en varm politisk kartoffel, fordi Europas stolte ståltraditioner ikke kunne stå distancen i det globale marked. Da Robert Schuman i 1950 foreslog at samle Frankrigs og Tysklands kul- og stålproduktion under en fælles overnational myndighed, var det vigtigste formål at gøre krig mellem de to lande materielt umulig. Når kul- og stålproduktionen blev reguleret i fællesskab, ville det blokere for landenes individuelle oprustning. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der trådte i kraft i 1952, viste sig at blive EU’s vugge.
Fællesskabets Høje Myndighed fastsatte priser, satte produktionskvoter og kunne pålægge virksomheder bøder på op til én procent af årsomsætningen, hvis de forsøgte at omgå reglerne. Fra 1970’erne overvågede fællesskabet afviklingen af overskudskapacitet, da billigt japansk stål underminerede europæiske producenter. Fællesskabet betalte halvdelen af omstillingsomkostningerne for arbejdere, der mistede deres job. Traktaten udløb i 2002.
I dag står Europas stålindustri igen midt i en dyb krise. Stålproduktionen er faldet 15 procent siden 2019. Kapacitetsudnyttelsen ligger på 60 procent. Importen udgør næsten en tredjedel af forbruget. Over 30.000 job er forsvundet siden 2018.
Krisen i Europa
I Tyskland annoncerede Thyssenkrupp Steel i november 2024 planer om at nedlægge 11.000 job – omkring 40 procent af arbejdsstyrken. Landets største stålproducent har lidt driftstab i fire af de seneste fem år. Ordreindgangen faldt 14 procent i regnskabsåret 2023/2024. Den tidligere socialdemokratiske kansler Olaf Scholz afholdt et nationalt ståltopmøde i december 2024 og sagde, at han ikke ville udelukke statslig deltagelse i ejerskabet af Thyssenkrupp Steel.
I Storbritannien vedtog parlamentet i april 2025 en hastelov, der gav regeringen beføjelse til at overtage kontrollen med British Steels Scunthorpe-værk. Parlamentet blev indkaldt på en lørdag, og loven blev vedtaget på én dag. Scunthorpe er landets sidste anlæg til primær stålproduktion. Finansminister Reynolds har erkendt, at nationalisering er en sandsynlig mulighed. Siden april har staten tilført 100 millioner pund.
I Østeuropa ligger over otte millioner tons kapacitet brak. I Tjekkiet gik Liberty Ostrava-værket konkurs i 2024 efter at energileverandøren afbrød forsyningen på grund af ubetalte regninger. Omkring 2.600 arbejdere blev fyret. Resterne af værket blev i juli 2025 solgt for 143 millioner dollars, en brøkdel af dets bogførte værdi. I Rumænien er Liberty Galati under finansiel rekonstruktion med 1,2 milliarder euro i gæld. I Polen dækker import nu 84,5 procent af forbruget af primære stålprodukter, efter at stålproduktionen i Polen faldt med næsten 30 procent mellem 2018 og 2024.
Kina, UK og Rusland
Den underliggende årsag til krisen er global overkapacitet. Kina står for over halvdelen af verdens stålproduktion. Ifølge OECD nåede Kinas stålhandelsoverskud næsten 100 millioner tons i 2024, og den globale overkapacitet forventes at vokse til 721 millioner tons i 2027 – mere end fire gange EU’s samlede årlige produktion.
I oktober 2025 foreslog EU-Kommissionen at halvere den toldfrie importkvote for stål til 18,3 millioner tons og indføre en told på 50 procent på import over denne grænse. Forslaget er rettet mod kinesisk overkapacitet, men det har skabt panik i den britiske stålindustri. 78 procent af britisk ståleksport går til EU – 1,9 millioner tons i 2024. Gareth Stace fra UK Steel kaldte forslaget den største trussel, som den britiske stålindustri nogensinde har stået over for.
Rusland spiller også en rolle. 47 procent af Polens import af stålplader stammer fra russisk råmateriale, der forarbejdes i Italien, Belgien og Tjekkiet. EU har udsat et forbud mod import af russiske råmaterialer til stålproduktion til 2028 for at beskytte job på værker i EU-lande, der er afhængige af disse leverancer. Trumps tariffer på 25 procent på stålimport til USA har yderligere forværret situationen for europæiske producenter.
Hvem skal betale?
Omstillingen til nye typer stål, der produceres efter metoder, der reducerer CO2-belastningen, kræver investeringer på op til syv milliarder euro – pr anlæg.
EU-Kommissionens Steel and Metals Action Plan fra 2025 fremhæver, at en stabil forsyningskæde for stål er kritisk for den europæiske forsvarsindustri, der på det seneste har opnået en prominent plads på den EU-politiske dagsorden.
Situationen efterlader europæiske regeringer med en række vanskelige valg.
Det giver mening at bevare primær stålproduktion af strategiske årsager. Men når hvert land forsøger at beskytte sin egen nationale produktion, risikerer resultatet at blive både dyrt og dårligt. Historien om den europæiske skibsværftsindustri – hvor Europas andel af den globale kapacitet faldt fra 45 procent i 1965 til fire procent i dag – viser, hvad der kan ske, når hvert land kører deres eget statsfinansierede løb.
EU’s nuværende afhængighed af russiske råvarer for at kunne holde stålproduktionen kørende – hvilket er en nødvendig forudsætning for at kunne gennemføre en planlagt kæmpe oprustning til forsvar mod Rusland – er sigende for den kattepine EU-landene befinder sig i.
Råvarer til stålproduktion: Vigtigste importtyper og andele fra Rusland (2024), der indgår som kritiske råvarer i EU-landenes igangværende oprustning.
Produkttype | Mængde importeret fra Rusland (2024, ca.) | Andel af EU’s samlede import |
|---|---|---|
| Halvfabrikata (slabs, billets) | 3,15 millioner tons | En væsentlig andel af den samlede EU-import af disse varer. Nogle kilder indikerer, at EU stadig er stærkt afhængig af disse leverancer, som er omfattet af overgangsordninger og kvoter frem til 2028. |
| Råjern (Pig iron) | 1,03 millioner tons | Importen af råjern faldt med 26,9% sammenlignet med 2023 og er underlagt kvoter i 2024 og 2025, hvorefter det vil blive forbudt fra 2026. |
| Direkte Reduceret Jern (DRI) | 2,75 millioner tons (helårstal) | Rusland stod for en meget stor andel af EU’s samlede DRI-import, hvoraf 40% af EU’s samlede behov blev dækket fra Rusland i starten af 2024. |
| Skrot | Cirka 52.45 tusinde tons | En mindre andel af den samlede EU-import af skrot, som dog steg markant i 2024 sammenlignet med året før. |
