Pyrrhic Victory
By Ewald Engelen
Sidecar; 13 November 2025

I internationale medier blev det hollandske valg den 29. oktober fremstillet som et lærebogseksempel på, hvordan man besejrer højrepopulismen. D66 under Rob Jetten opnåede partiets bedste resultat nogensinde og blev præsenteret som midtens svar på Geert Wilders. Men denne triumferende fortælling overser det mest markante træk ved valget: Højrefløjen som helhed har aldrig stået stærkere i Holland.

Højrefløjens reelle styrke

Mens Wilders’ PVV mistede mandater, så vandt otte højreorienterede partier (fra Wilders’ PVV over det konservative CDA og liberal-konservative VVD til de kristne partier) tilsammen 91 af parlamentets 150 pladser. Mange PVV-vælgere fra 2023 var skuffede over koalitionsregeringen under premierminister Dick Schoof, der kollapsede efter kun 11 måneder. Løfter om at stoppe migration, løse boligkrisen og afholde en “Nexit”-folkeafstemning blev ikke indfriet. Men disse vælgere vendte ikke ryggen til højrefløjen, de spredte sig blot ud over et bredere spektrum af konservative partier.

Venstrefløjen led derimod et historisk nederlag , og fik kun 33 mandater. Centrum-venstre, der op til valget var blevet etableret som en samlet kraft gennem en fusion mellem GroenLinks og PvdA, og som havde placeret den erfarne politiker Frans Timmermans som frontfigur, mistede ligefrem stemmer. Timmermans trådte tilbage, straks efter at stemmerne var talt op. Det socialistiske SP endte med blot 3 mandater efter at partiet havde skiftet strategi fra sin klassiske rolle som kritiker af den teknokratiske elite til i stedet at fokusere på at angribe Wilders og hans vælgere – hvilket isolerede partiet fra netop de vælgergrupper, som partiet gerne ville have i tale.

Højtuddannede dominerer civilsamfundet

I artikel i Sidecar skriver den hollandske sociolog, Ewald Engelen fra Amsterdams Universitet, at det mest entydige resultat fra valget er den fortsatte uddybning af kløften mellem universitetsuddannede og ikke-akademikere. Vælgere med universitetsuddannelser deler en progressiv, kosmopolitisk verdensanskuelse, der dominerer medierne, den offentlige debat og uddannelsesinstitutionerne. Disse vælgere afviste kategorisk PVV-koalitionen som fremmedfjendsk, antidemokratisk og ligefrem fascistisk.

Dette højtuddannede segment viser også tendenser til det, der er blevet kaldt “hyperpolitik” – intense, men flygtige former for politisering. D66’s voldsomme svingninger illustrerer dette. Partiet blev næsten udslettet i 2003, vandt 24 mandater i 2021, mistede størstedelen igen i 2023, for så at opnå sit bedste resultat nogensinde to år senere ved det netop afholdte valg. I løbet af denne rutschebane har partiet skiftet politik 180-grader på nogle af sine mærkesager. Men i stedet for at samles bag den erfarne Timmermans fra centrum-venstre, stemte vælgerne fra det højtuddannede segment på den unge, Kennedy-lignende Jetten, selvom det er vanskeligt at blive klog på, hvor han står politisk. Jetten kom første gang i parlamentet i 2023, og har i korte perioder været minister i en tidligere koalitionsregering. Men han er et nyt frisk ansigt, en god taler, og han gør det godt på TV og på de sociale medier.

Amerikanisering af hollandsk politik

D66’s sejr blev understøttet af massive kampagnebidrag, blandt andet fra nogle af Hollands rige tech-iværksættere. Som repræsentant for borgerskabets kulturelt orienterede fraktioner har D66 desuden en tradition for flotte, medievenlige kampagner. Partiet brugte over 1,8 millioner euro på valgkampagnen – mere end dobbelt så meget som nummer to, VVD. Dette skabte en ulige konkurrence i en tid, hvor kampagnebudgetter bliver stadig vigtigere på grund af pressens kommercialisering og sociale mediers stærke placering i mediebilledet.

Jetten havde yderligere den fordel, at han var deltager i tv-programmet “De Slimste Mens” (Det klogeste menneske), en slags quiz, der har cirka 1,5 millioner seere dagligt. Hans deltagelse fortsatte gennem valgkampens sidste kritiske uger, hvilket gav ham ugentlig eksponering i primetime – en fordel, der blev kritiseret som upassende i en demokratisk kampagne.

Elefanten i rummet: Oprustning

Det måske vigtigste politiske spørgsmål, som den hollandske befolkning står over for, nemlig militær oprustning, blev nærmest ikke debatteret under valgkampen. Ved NATO-topmødet i Haag den 25. juni 2025 forpligtede medlemsstaterne og herunder Holland sig til at øge forsvarsudgifterne fra 2% til 5% af BNP inden 2035. For Holland betyder det nye militærudgifter på mellem 350-500 milliarder euro over de næste ti år.

Konsekvenserne vil være enorme. Højere skatter og/eller nedskæringer på pensioner, sundhed og velfærd er uundgåelige for at nå målet. Alligevel indgik dette emne knapt nok i tv-debatterne. Migration, boliger og spørgsmålet om, hvem der vil være koalitionspartner med hvem, var de  dominerende emner. Den mest vidtrækkende budgetforpligtelse siden Maastricht-traktaten i 1992 fik derimod næsten ingen opmærksomhed.

Kun to partier – det socialistiske SP og det højreorienterede Forum for Demokrati – var kritiske overfor den forestående oprustning, men de havde tilsammen kun 8 mandater, og blev derfor ikke inviteret med til de store tv-debatter. Efter over tre års anti-russisk og pro-NATO retorik anses behovet for øgede forsvarsudgifter åbenbart for at være selvindlysende, så nogle ellers oplagte spørgsmål bliver ikke stillet, hverken af partierne eller af pressen: Udgør Rusland virkelig en sikkerhedstrussel for Europa? Halter Europa virkelig efter Rusland militært? Er USA virkelig på vej ud af Europa?

Udsigterne fremover

Koalitionsforhandlingerne vil sandsynligvis blive langvarige og vanskelige. Givet valgresultatets manglende ideologiske sammenhæng kombineret med den tværpolitiske forpligtelse til øgede forsvarsudgifter, er det sandsynligt, at de grønne og sociale målsætninger – der mobiliserede vælgerne – vil blive opgivet i forhandlingerne. Anlæggelse af ti nye byer for at løse boligkrisen, opkøb af store forurenere for at løse kvælstof-krisen, tilskud til solpaneler og varmepumper – alt dette vil sandsynligvis falde bort for at finde penge til oprustning.

Resultatet kan derfor forventes at blive en koalitionsaftale, der er rig på retorik og fattig på politik. Det er ikke svært at forudsige de langsigtede konsekvenser: Endnu mere vrede vælgere, der vil være endnu mere tilbøjelige til at støtte populistiske og reaktionære kræfter næste gang. Snarere end en lektion i at besejre højrefløjen, ser dette ud til at blive en pyrrhussejr for midten.