“Det skal blive skidt, før det bliver godt”. Ved det mindste tegn på vanskeligheder fortæller medlemmer af EU-boblen i Bruxelles gerne hinanden, at det europæiske samarbejde altid har udviklet sig gennem kriser. Historien om, at EU kommer styrket ud af modgang, er en integreret del af selvforståelsen. Men den er forkert. En stadig strøm af store og små kriser har gennem de seneste tyve år sandet EU-samarbejdet til. Det viser sig ved, at ambitionerne stiger i takt med at evnen til at realisere dem formindskes. Lige nu ser det ud til, at selv medlemmer af boblen tvinges til at erkende, at man står overfor en mur af vanskeligheder, og at der savnes gode svar på, hvordan man skal kunne komme videre herfra. 

Vanskelighederne består blandt andet i korruptionssager i toppen af systemet; lovgivningsmæssigt kaos på den digitale dagsorden; åben intern konflikt i Kommissionen om den strategiske retning; en geopolitisk strategi uden finansiering; sikkerhedspolitisk rådvildhed; et forestående sammenbrud for den grønne omstilling; indre splid mellem store medlemslande som Polen og Tyskland; tiltagende politisk kaos i Frankrig og Spanien; listen fortsætter, og det har medført en tilstand, der vanskeligt kan betegnes som andet end en “perfect storm”. EU-samarbejdet står næppe over for et dramatisk kollaps, men det er vanskeligt at se, hvordan man kan komme ud af det politiske og administrative kviksand, man er havnet i. Lissabon-traktaten fra 2009 ser ud til at have løbet linen ud.

Troværdighedskrisen

Institutionel legitimitet er en forudsætning for politisk handlekraft. Derfor er den seneste efterforskning iværksat af Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) mere end blot en personsag. Mistanken om svindel i forbindelse med udbudsprocesser relateret til Kommissionens diplomatiske akademi involverer tidligere ledende figurer som Federica Mogherini og Stefano Sannino. Sagen rammer direkte ned i EU’s udenrigstjeneste (EEAS) og undergraver dermed Kommissionens integritet.

Kritikere, herunder fremtrædende konservative regeringschefer, drager paralleller til, at “en fisk rådner fra hovedet”. Selvom ingen er dømt, skaber sagen en sårbarhed for Ursula von der Leyen. Embedsværket frygter, at sagen vil svække Kommissionens autoritet i en tid, hvor den har brug for maksimal politisk kapital.

Regulatoriske zig-zag

Mens den politiske top kæmper med troværdigheden, er det lovgivningsmæssige maskinrum gået i baglås. Ambitionen om at gøre Europa til en global leder inden for kunstig intelligens er stødt på grund i, hvad juridiske eksperter nu betegner som “rent regulatorisk kaos”. Beslutningen om at forsøge at udskyde væsentlige dele af AI-forordningen har skabt et juridisk vakuum, der efterlader virksomheder, iværksættere og investorer i vildrede og som ifølge talsmænd for tech-industrien sætter europæisk innovation yderligere tilbage.

Den stigende forvirring om reguleringen af markedet forstærkes af en usædvanlig åben konflikt i Kommissionens absolutte top. Teresa Ribera, den magtfulde ledende næstformand, har offentligt kritiseret von der Leyens politiske flagskib om deregulering for at være et “frygteligt politisk skuespil” og en “Trumpistisk tilgang”, der skaber usikkerhed for virksomhederne frem for klarhed. Udtalelsen er uhørt, og ligner en direkte politisk udfordring til von der Leyen. Politisk betyder det, at når medlemmer af topledelsen i Kommissionen trækker i diametralt modsatte retninger, så forsvinder evnen til at udstikke en troværdig kurs.

Den geopolitiske blindgyde

Troværdighedskrisen har også ramt den udenrigspolitiske scene. I tre år har det unisone budskab fra europæiske regeringer og Kommissionen været, at man ville støtte Ukraine “as long as it takes” for at sikre en sejr. Nu viser det sig, at dette løfte har været et politisk luftkastel uden en holdbar finansieringsplan.

Kommissionen forsøger at dække det enorme gab, der er opstået mellem løfterne og de økonomiske realiteter, ved at bruge de over 100 milliarder euro, som Rusland har parkeret hos Euroclear i Belgien. Disse finansielle manøvrer møder ikke blot politisk modstand, men er også stødt på tunge juridiske og økonomiske indsigelser.

• Juridisk gråzone: Analytikere påpeger, at konstruktionen befinder sig på kant med – eller direkte overskrider – international lovgivning, og at de foreslåede manøvrer potentielt udgør et bedrag mod EU’s skatteydere: Ingen forventer, at Ukraine nogen sinde vil kunne betale “lånene” tilbage, og i sidste ende vil regningen kun kunne lande ét sted, nemlig hos skatteyderne i EU. 
• ECB’s afvisning: Den Europæiske Centralbank har afvist at stille garanti for manøvren, da det vil tangere monetær finansiering af gæld, hvilket er i strid med traktaterne. Financial Times skriver, at ECB har afvist at medvirke til manøvren, fordi “det ville være ulovligt”.

Det efterlader EU med et massivt troværdighedsproblem. Offentligheden er, som flere iagttagere har påpeget, “absolut uforberedt” på andet end en ukrainsk sejr. Men nu viser realiteterne sig at være, at EU-landene ikke har pengene til at sætte handling bag ordene. På den måde har Kommissionen og medlemslandenes regeringer – eller de fleste af dem – fået malet sig op i et hjørne uden en plan B, nu hvor USA ikke længere er parat til at betale langt det meste af regningen for krigen.

Farvel til Lissabon

Der tegner sig et billede af en union, der er ved at falde fra hinanden. 

1. Ledelse: Kommissionens formand er svækket af skandaler i baglandet og af åben intern splid om den politiske strategi.
2. Regulering: Lovgivningsprocessen er præget af forsinkelser, pludselige kursændringer og regulatorisk kaos.
3. Strategi: Den geopolitisk linje over for Rusland er slået fejl. 

Unionen er blevet kørt i grøften og befinder sig nu i et politisk og økonomisk tomrum. Ingen har mandatet eller styrken til at drive værket fremad. Rammerne i Lissabon-traktaten kan ikke længere holde sammen på modsætningerne.