Af George Beebe
Centralt i den offentlige debat om den seneste udvikling i Trump-administrationens igangværende drøftelser med russiske og ukrainske forhandlere, finder man et fundamentalt moralsk spørgsmål, som der ikke er konsensus om: Er det forkert at søge et kompromis for at afslutte krigen i Ukraine? At dømme ud fra de bestyrtede reaktioner på lækagen fra Det Hvide Hus’ “28-punktsplan” – som i virkeligheden ikke så meget var en plan, som det var et groft øjebliksbillede af, hvad amerikanske forhandlere mente kunne bygge bro mellem ukrainske og russiske krav – mener store dele af det vestlige kommentatorkorps, at svaret er ja.
Faktisk synes de udenrigspolitiske etablissementer i Europa og Washington – som indtil for nylig har stået i spidsen for Vestens udenrigspolitik efter Den Kolde Krig – at betragte selve tanken om et kompromis som en vederstyggelighed. De insisterer på, at Rusland ikke på nogen måde må drage fordel af sin invasion af Ukraine, og argumenterer for, at ethvert andet udfald ville belønne aggression, hvilket ikke blot ville friste Rusland til at genoptage sine militære erobringer på et senere tidspunkt, men også invitere til lignende aggression fra Kina og andre.
Som følge heraf argumenterer de for, at Ukraine ikke bør trække sig fra territorium i Donetsk, som landet nu kontrollerer, selv hvis dette gengældes med russiske tilbagetrækninger uden for Donbas-regionen, sådan som Moskva har tilbudt. Ligeledes bør russisk besat territorium ikke på nogen måde anerkendes som russisk. Moskva bør ikke have indflydelse på, hvordan Ukraine behandler sine sproglige og religiøse mindretal, eller på hvorvidt Ukraine tilslutter sig NATO, huser vestlige kampstyrker eller underlægges lofter for sin militære kapacitet. Alt dette, argumenteres det, bør være suveræne ukrainske beslutninger, uanset om Rusland dropper sine indvendinger mod Ukraines optagelse i EU, som præsident Vladimir Putin har lovet. Desuden skal Rusland betale krigsskadeerstatninger, og landets ledere skal retsforfølges for krigsforbrydelser.
EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kaja Kallas, opsummerede dette synspunkt i et nyligt interview: “Der er sjældent sager så entydige som denne krig, hvor der er en aggressor, Rusland, og et offer, Ukraine. For at opnå fred har vi brug for indrømmelser og forpligtelser fra Rusland (…). Vi må holde fast i vores værdier og principper, hvilket vil sige ikke at handle med noget som helst.” Denne udtalelse er ikke en opfordring til kompromis, men et krav om russisk kapitulation.
Der er tre store problemer med denne kompromisløse holdning. For det første er der en afgrundsdyb kløft mellem det, modstanderne af et kompromis insisterer på skal ske i Ukraine, og deres villighed til at løbe de risici og bringe de ofre, der er nødvendige for at realisere det. Hverken USA eller Europa har været villige til at gå i krig med Rusland for at tvinge landet til betingelsesløs overgivelse, velvidende at dette med stor sandsynlighed ville ende i en atomkonflikt. Selvom mange, der afviser et kompromis med Rusland, argumenterer for, at Ukraine øjeblikkeligt bør optages i NATO-alliancen, er der forsvindende få af dem, der opfordrer til, at USA eller andre NATO-medlemmer erklærer krig mod Rusland nu og direkte forsvarer Ukraine. Det står uforklaret hen, hvorfor de mener, at en traktatlig forpligtelse til at forsvare Ukraine i fremtiden ville være troværdig, når alliancen har vist sig uvillig til at gøre det nu.
For det andet antager Ukraines støtter – efter at have udelukket både direkte militær intervention og kompromis – at de kan opretholde et langvarigt militært dødvande, der i sidste ende vil udtømme Ruslands ressourcer eller tålmodighed. Den antagelse er i bedste fald ønsketænkning. Ukraines militære indsats lider under to stadig mere problematiske mangler: mandskab og luftforsvar. Vesten kan ikke afhjælpe Ukraines rekrutterings- og deserteringsproblemer uden at sende hundredtusinder af sine egne styrker i kamp. Man kan ikke lukke hullet i Ukraines luftforsvar, fordi Rusland bygger angrebsmissiler, droner og svævebomber hurtigere, end vestlige fabrikker kan fremstille luftforsvarssystemer. Dette er ikke en opskrift på et langvarigt dødvande; det er en opskrift på Ukraines kollaps, formentlig inden for måneder snarere end år.
For det tredje, og vigtigst af alt: Det princip, der ligger til grund for Ukraine-konflikten, og som modstanderne af et kompromis hævder at forsvare – princippet om, at enhver nation har en suveræn ret til at vælge sine militære allierede – var aldrig tiltænkt at være absolut, og USA har historisk set ikke behandlet det som ukrænkeligt. Da Fidel Castros Cuba valgte at alliere sig med Sovjetunionen, gjorde Kennedy-administrationen det klart, at Cubas frihed til at huse fremmede styrker ikke vejede tungere end USA’s ret til at beskytte sin egen nationale sikkerhed. Cubakrisen var et dramatisk sammenstød mellem Cubas ret til at vælge sine allierede og princippet om “sikkerhedens udelelighed”: forestillingen, der senere blev nedfældet i Helsinki-slutakten og Paris-chartret for et nyt Europa, om, at en stat ikke må styrke sin egen sikkerhed på måder, der truer en anden stat.
Den krise blev løst gennem et kompromis, hvor sovjetterne gik med til at fjerne deres missiler fra Cuba til gengæld for USA’s løfte om at fjerne sine egne missiler fra Tyrkiet og at afholde sig fra forsøg på at vælte Castro-regimet. Den løsning var både principfast og pragmatisk. Næsten ingen har fortrudt den set i bakspejlet.
En principfast tilgang til at afslutte krigen i Ukraine kan ikke være kompromisløs. Den er nødt til at finde en rimelig balance mellem principper, der i deres natur er i modstrid med hinanden, såsom Ukraines frihed til at vælge sine allierede og Moskvas insisteren på, at denne frihed begrænses af Ruslands sikkerhedsinteresser. Effektiv politisk ledelse kan ikke behandle nogen af disse principper som absolutte. Og det må balancere det, den tyske teoretiker Max Weber kaldte “sindelagsetik”, der kæmper mod uretfærdighed, med en “ansvarsetik”, der overvejer de potentielle utilsigtede konsekvenser af sådanne kampe – såsom Ukraines kollaps eller en eskalering til atomkonflikt – når moralske valg skal afvejes.
Havde amerikanske politiske ledere søgt en sådan balance i omgangen med Rusland og Ukraine i årtierne efter Sovjetunionens opløsning, frem for at insistere på, at Ukraine en dag ville blive medlem af NATO-alliancen, kunne vi meget vel have undgået den nuværende krig. At finde en sådan balance nu er nøglen til at afslutte den.
Note: Alle faktuelle udsagn, meninger eller analyser, der kommer til udtryk, er forfatterens egne og afspejler ikke den amerikanske regerings officielle holdninger eller synspunkter. Intet i indholdet bør tolkes som en bekræftelse af oplysninger eller en godkendelse af forfatterens synspunkter fra den amerikanske regerings side.
Oversat af Samizdat fra
The Moral Urgency of Compromise in Ukraine
George Beebe
Compact, December 05, 2025
https://www.compactmag.com/article/the-moral-urgency-of-compromise-in-ukraine/#
