Ukraine’s war on the Russian language is a mistake
By Anastasia Piliavsky
The Spectator, 5. december 2025
Kyiv har fjernet den beskyttelse, det russiske sprog nød under Den Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog. Kulturkrigere i både ind- og udland har hyldet dette som en sejr; men sandheden er, at beslutningen rammer millioner af russisktalende ukrainere, splitter landet og bekræfter nogle af Putins påstande om Ukraine. I en kamp for national overlevelse er det at splitte Ukraine og levere brænde til Putins propagandabål ikke blot en kulturel parentes. Det er selvmord.
Med sin spinkle bygning og sit varme, beskedne ansigt ligner Pavel Viktor mere en landsbypræst end en politisk agitator. I virkeligheden er han fysiklærer i Odessa og kendt af millioner af ukrainske skoleelever for sine eksperimentelle YouTube-lektioner. Han opholder sig stadig i Odessa under bombardementerne, og som 71-årig underviser han fortsat. Han er efter enhver målestok en mønsterpatriot. Alligevel blev han for nylig hængt ud for at sige det, de fleste ukrainere finder indlysende: At kræve af børn, der gemmer sig i beskyttelsesrum, at de ikke må tale deres russiske modersmål, er umenneskeligt. Nationalistiske medier greb straks udtalelsen som et tegn på illoyalitet. Seere over hele Ukraine tog dog Viktors parti.
Denne fejde indkapsler den nuværende stillingskrig mellem en højlydt klike, som Kyiv nu støtter, og det brede flertal af ukrainere, der ser disse korstog som farlige og splittende. Viktors bemærkning blev kun til en skandale, fordi sprog i Ukraine nu behandles som var det et forbudt stof. I skoler og på universiteter er russisk – som tales af millioner i landet – blevet forvist fra klasseværelserne.
”Statssproget,” hævdede Ukraines tidligere sprogombudsmand Taras Kremin for nylig, ”er førsteprioritet for ukrainske borgere, som eksistentielt har afvist besættelsesmagtens tungemål.” Hvis det var sandt, ville der ikke være behov for at agere politimand over for det. I stedet er klapjagten gået ind. Selv mens han insisterede på, at ukrainerne var ved at forlade det russiske sprog, opfordrede han til at forbyde det på skolegange, legepladser og i gymnastiksale.
For udenforstående kan det måske se ud, som om russisktalende ukrainere i væmmelse over deres eget sprog kasserer russisk – og alt russisksproget – i én stor befriende gestus. En nation, der stolt kaster det postkoloniale åg af sig. Virkeligheden er en anden. Mens nogle bestemt har taget ukrainsk til sig af patriotisme, forbliver sproget for de fleste et kommunikationsmiddel, ikke en loyalitetserklæring.
En nylig undersøgelse af skoler i Kyiv viste, at 66 procent af eleverne talte russisk i timerne, og 82 procent brugte det i frikvartererne. Russisksprogede tegnefilm dominerer børnenes skærmtid. Nyheder på henholdsvis ukrainsk og russisk trækker nogenlunde lige store seertal, og selv de mest nationalistiske medier opretholder russisksprogede udgaver.
Det tydeligste bevis finder man ved fronten. I videoer fra skyttegravene høres russisk mindst lige så ofte som ukrainsk, talt af de mest utvetydige patrioter – ukrainere, der kæmper og dør for deres land. For dem er russisk ikke ”besættelsesmagtens tunge”; det er ganske enkelt deres sprog.
I udlandet gentager journalister de nationalistiske smagsdommere og romantiserer angrebene på millioner af menneskers sprog som ”folkets vilje”. Mens The Guardian roste en kampagne for at makulere russiske bøger, iværksatte ukrainerne en landsdækkende boykot.
Odessa, Ukraines kosmopolitiske havneby, er blevet denne kulturkrigs mest ophedede kampplads. Som UNESCO-litteraturby står den over for en næsten total udslettelse af sin russisksprogede kulturarv. Ilf og Petrov, der hudflettede sovjetiske absurditeter; Ivan Bunin, der skildrede regimets rædsler; og Isaac Babel, der blev henrettet af Stalin, stemples nu som ”imperiale propagandister” – ikke fordi de støttede imperier, men fordi de skrev på russisk. Udrensningen, der drives frem af Kyivs regionale administrator, foregår under en ny ”afkoloniseringslovs” fane. I løbet af det seneste år er det blevet stadig mere surrealistisk.
Det seneste mål er Duc de Richelieu, Odessas første guvernør, der forvandlede en osmannisk garnisonsby til en blomstrende havneby, og hvis berømte statue kroner toppen af Potemkintrappen. I 2022 pakkede odessanerne ham ind i sandsække, og hertugen, svøbt i beskyttelse mod russiske missiler, blev symbolet på byens modstandskraft. Nu kræver en håndfuld aktivister ham fjernet. En enkelt har helt afskrevet Odessa som en ”imperial myte”. Det er sandt, at hvis ethvert spor af russisk sprog og historie skulle slettes, måtte selve Odessa fjernes fra landkortet – eller leveres tilbage til Tyrkiet. Odessa, der dagligt plages af russiske droner, er nu også under angreb fra Kyivs kulturelle kommissærer – det ”nye Komsomol”, som folk kalder dem.
Privat er de fleste odessanere forfærdede, men at ytre sig offentligt indebærer en risiko for at blive stemplet som ”putinist” eller det, der er værre. En lokalhistoriker ved fronten, der kritiserede ”afkoloniseringen”, blev frataget sin rang og truet med straf-forflyttelse til frontlinjen. Når akademikere sortlistes for russisksprogede publikationer, og mænd tæves og pågribes af hvervningspatruljer, holder frygten for angiveri, karrieremæssig ruin, hævngerrig mobilisering og den meget reelle risiko for at dø mange munde lukkede.
Det groteske paradoks er dette: Putin insisterer på, at alle russisktalende er ”russere”, og de nationalistiske hardlinere, der nægter russisktalende ukrainere en plads i nationen, gentager denne løgn – hvilket får ombudsmand Kremin til at lyde som Kremls talsmand. Alligevel er russisktalende ukrainere blandt denne krigs største ofre og helte, fra Kherson og Mariupol til de hundredtusinder ved fronten.
Hvad enten det skyldes frygt, fejlbedømmelse eller fejlkalkulation, støtter Kyiv de grupper, der fratager ukrainere deres forfatningssikrede rettigheder – og undergraver deres patriotisme. Soldater fra Odessa ved fronten beskriver en voksende følelse af svigt og fremmedgørelse; i byen hvisker folk om ”neo-stalinisme” eller ”neo-kolonialisme”, der driver dem i ”indre eksil”.
Zelinsky forstod engang dette bedre end de fleste. Ved sin indsættelse slog han over i russisk for at henvende sig til det besatte Donbas og afbrød et nationalistisk parlamentsmedlem, der protesterede, med ordene: ”Stop med at splitte landet!” I dag gør hans regering netop det.
Ukraine’s war on the Russian language is a mistake
By Anastasia Piliavsky
The Spectator, 5. december 2025
https://www.spectator.co.uk/article/ukraine-will-regret-its-decolonisation-drive/
