Kokain overgår for første gang cannabis i Frankrig

Cannabis må betragtes som en normaliseret del af ungdoms- og voksenkulturen, snarere end en subkultur.

Ifølge netop offentliggjorte økonomiske beregninger fra l’Observatoire français des drogues, er den økonomiske omsætning på markedet for kokain for første gang større end for cannabis. Beregningerne anslår kokainmarkedets værdi til 3,1 milliarder euro, mens markedet for cannabis, der historisk har været dominerende, nu omsætter for 2,7 milliarder euro. Denne vækst i omsætning (+189,3 %) overstiger langt væksten i mængden af solgte stoffer (+87,5 % i perioden 2010-2023). Udviklingen er sket gradvist over en årrække og viser et marked, der ikke blot er vokset i volumen, men også i værdiskabelse per enhed.

Digitalisering og “Überisering” af distributionen

På udbudssiden er den mest markante tendens i 2024 en fortsat professionalisering og digitalisering af handlen. Chat-appen Telegram, der længe har fungeret som den primære platform for “Call Centers” og leveringstjenester, har skærpet sin kontrol med brugen af platformen, og desuden har juridisk pres mod Telegram i efteråret 2024 tvunget handlen over på andre platforme. Sælgere har migreret til apps som Signal, WhatsApp og især “Potato”, der har kopieret Telegrams funktionalitet. Denne omstillingsevne vidner om en høj grad af modstandsdygtighed i de kriminelle netværk; når én digital kanal lukkes, opstår nye øjeblikkeligt, ofte med lokkende tilbud til de første kunder, der flytter med.

Nye i arbejdsstyrken

De kriminelle netværk har ændret rekrutteringsstrategi for at undgå politiets søgelys, og det har medført en ændring af profilerne i distributionsleddet:

  • Nye aktører: Studerende, unge kvinder, ældre personer og pensionister rekrutteres til transport og opbevaring, fordi de sjældnere vækker mistanke ved politikontroller.
  • “Gig-økonomi”: Mange engagerer sig i handlen som en midlertidig indtægtskilde for at supplere en utilstrækkelig løn eller SU, hvilket skaber en form for “Überisering” af narkotikahandlen.
  • Udsatte unge: Trods diversificeringen udgøres kernen af den synlige gadehandel fortsat af sårbare unge mænd, herunder mindreårige med institutionsbaggrund og uledsagede flygtninge.

Et marked drevet af middelklassen

Det samlede marked for illegale stoffer i Frankrig anslås nu til 6,8 milliarder euro. Markedsanalysen, der bygger på befolkningsundersøgelser, bekræfter, at den primære volumen og omsætning ligger hos den brede befolkning. De 3,1 milliarder euro i kokain-omsætning og 2,7 milliarder i cannabis-omsætning stammer overvejende fra socialt tilpassede borgere med fast indkomst, bolig og arbejde. Det er denne gruppes disponible indkomst, der har muliggjort, at markedsværdien er tredoblet siden 2010.

Med en omsætning på 2,7 milliarder euro er cannabis-markedet så omfattende, at det må betragtes som en normaliseret del af ungdoms- og voksenkulturen, snarere end en subkultur. Selvom markedet for kokain nu omsætter for større beløb (grundet den langt højere enhedspris), er cannabis fortsat klart det mest udbredte stof målt på mængde. Den udbredte “vaping” af syntetiske cannabinoider blandt helt unge og skoleelever – ofte solgt via sociale medier som almindelig CBD eller cannabis – understreger, hvor dybt distributionskanalerne rækker ind i den almindelige ungdomskultur, fjernt fra de åbne stofscener.

For de 15-30 årige er adgangen til cannabis via apps som Signal og WhatsApp blevet lige så banal som at bestille fastfood, hvilket har sænket barrieren for borgere, der aldrig kunne finde på – eller turde – at opsøge en gadehandler.

Demokratiets dilemma

Velfungerende, private borgere i Frankrig medvirker gennem deres forbrug af narkotika til at akkumulere en omsætning på over 5 milliarder euro, der forsvinder ned i en ekstrem voldelig paralleløkonomi, der skaber enorme sociale, kulturelle, økonomiske og politiske omkostninger for det civile samfund. I 2023 blev der registreret 418 drab og drabsforsøg relateret til narkotikahandel i Frankrig, en stigning på 38 % i forhold til 2022. Den samlede regning for samfundet er derfor langt større end de over 5 milliarder, der bliver brugt på selve indkøbet af stoffer.

Hvor meget er “over 5 milliarder euro”? Det er for eksempel over dobbelt så meget som de knap 2 milliarder euro som staten og private franske investorer årligt satser på udvikling og produktion af kunstig intelligens, eller AI. Privatforbruget af illegale stoffer overstiger således de samlede offentlige og private investeringer i AI med mere end det dobbelte; et forhold der illustrerer, hvordan middelklassens forbrugsvaner kan underminere samfundets evne til at gennemføre påtrængende investeringer i udviklingen af produktionsapparatet.

Frankrig og de fleste andre vesteuropæiske demokratier ligger i dag mere eller mindre åbne for internationale kriminelle bander, der omsætter for milliarder på vores markeder uden nogen form for beskatning, og som udbreder en voldsmentalitet i økonomien, der er ødelæggende for den sociale sammenhængskraft. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt demokratiske institutioner har værktøjerne til at regulere markeder, der opererer i det digitale ingenmandsland mellem national lovgivning og global kriminalitet?


Fokus: Eskalering i Dijon – Skolebrand kædes sammen med narkokonflikten

Dijon : un collège touché par un incendie, le préfet fait part de sa « conviction » d’un « lien avec le narcotrafic qui gangrène le quartier » Le Monde, 13-12-2024

Hændelsen: Natten til lørdag den 13. december 2025 blev Champollion-skolen i Dijons Les Grésilles-kvarter delvist ødelagt ved en påsat brand. Ifølge myndighederne var der tale om en “forberedt handling” udført af en “kommando på fire personer”, der omkring kl. 01.00 brød ind og antændte bygningen flere steder ved hjælp af brandbare væsker. Skolen, hvor der går 490 elever, forventes lukket i flere måneder.

Motivet: Myndighederne ser ikke branden som almindeligt hærværk, men som repressalier mod politiets intensiverede indsats mod den lokale narkohandel. Præfekt Paul Mourier udtrykte på et pressemøde en »meget klar overbevisning« om en forbindelse til det kriminelle miljø, der “terroriserer kvarteret”. Han beskrev angrebet som et målbevidst forsøg på at ramme statens institutioner.

»Der er tale om forsøg på (…) at angribe republikkens symboler.« – Paul Mourier, præfekt i Côte-d’Or.

Mønstret: Angrebet på skolen står ikke alene. I marts måned blev kvarterets mediebibliotek udsat for brandstiftelse. Narkotikabanderne nu går målrettet efter offentlige institutioner som led i magtkampen mod myndighederne.

Natten til lørdag den 13. december 2025 blev Champollion-skolen i Dijons Les Grésilles-kvarter delvist ødelagt ved en påsat brand.