Den europæiske bilindustri kæmper for sin overlevelse på det globale marked i en udvikling, der bliver mere og mere kaotisk. EU 2035-målet om nul-emission virker stadigt mere utopisk i takt med, at medlemslandene trækker i hver sin retning. Hvad der skulle have været en koordineret industriel revolution, ligner i dag et kludetæppe af modstridende nationale interesser. Mens Tyskland fjerner tilskud fra dag til dag, fastholder Frankrig protektionistiske barrierer, og store dele af Østeuropa ser ud til helt at blive hægtet af omstillingen.
Tysk enegang og politisk usikkerhed
Det første tegn på den politiske usikkerhed, der omgiver den europæiske bilindustri, kom i marts 2023, da Tyskland sprængte EU-enigheden om udfasning af forbrændingsmotoren. Kravet om en undtagelse for “e-fuels” – syntetiske brændstoffer – skabte præcedens for, at de store EU-planer kan justeres gennem politiske manøvrer. Kompromiset tillader nu e-fuel-køretøjer efter 2035. Det er en fordel for nogle producenter, men det medvirker til at skabe usikkerhed om, hvilke andre ændringer i rammerne der vil ske frem mod 2035. Det gør det vanskeligere for industrien at lægge planer for investeringer, der i deres natur er langsigtede.
Denne usikkerhed blev forstærket, da Tyskland i december 2023 uden varsel fjernede tilskud til elbiler. Salget styrtdykkede, og der blev skabt usikkerhed om den politiske retning hos både forbrugere og producenter.
Tysklands bilindustri, der står for over 800.000 job, trues nu af et dybtgående tilbageslag, presset af høje energiomkostninger og konkurrence fra Kina.
På den baggrund foregår der nu fra tysk side en desperat politisk kamp for at bevare relevansen af forbrændingsmotoren, ikke mindst af hensyn til tysklands mange specialiserede underleverandører, der i årtier har levet af at optimere specialiserede komponenter til forbrændingsmotorer.
Ser man på tværs af kontinentet, tegner der sig et billede af stor variation i håndteringen af krisen.
- Frankrig forfølger strategisk autonomi. Gennem målrettede tilskud og “social leasing”, hvor lavindkomstfamilier tilbydes billige leasingkontrakter på små elbiler, holdes markedet i gang, samtidig med at skræddersyede CO2-krav udelukker nogle kinesiske biler med forbrændingsmotorer. Det har sikret en markedsandel for elbiler på cirka 20 procent.
- Spanien fremstår som en relativ vinder gennem stabilitet. MOVES III-programmet har sikret løbende forlængelser af tilskud til køb af elbiler frem til udgangen af 2025, hvilket har resulteret i 140.000 solgte elbiler og store investeringer i bilindustrien, herunder fra Stellantis og CATL .
- Italien fremstår derimod som et land uden klar retning i omstillingen. Landet har svinget mellem forbrugertilskud og industristøtte, og usikkerheden har medvirket til at bilproduktionen kollapsede med over 40 procent i 2024.
- Central- og Østeuropa risikerer at blive reduceret til samlefabrikker. Tjekkiet producerer 1,45 millioner biler årligt, men har minimalt indenlandsk elbilsalg. Rumænien tilbyder EU’s højeste tilskud til el-biler, men mangler infrastrukturen til at understøtte dem.
Infrastrukturkrisen: Det delte kontinent
Den mest markante kløft mellem EU-landene findes i lade-infrastrukturen. Ved udgangen af 2024 var der blevet installeret 25 procent af 2030-målet for ladestandere for EU-landene set under ét. Men fordelingen er skæv. Holland, Frankrig og Tyskland har 60 procent af alle ladere, selvom de tilsammen kun dækker 20 procent af EU’s areal.
Holland har 8 ladepunkter per 1.000 indbyggere. Rumænien, der har et areal syv gange større end Holland, har i alt kun 2.754 ladepunkter, svarende til én stander for hver 7.000 indbyggere. Dette skel medvirker til at skabe et “A- og B-Europa”, hvor elbilen i nord og vest er et fungerende transportalternativ, mens den i syd og øst forbliver en teoretisk mulighed for de få. Rækkeviddeangst er ikke kun en følelse i Østeuropa; det er en praktisk og geografisk realitet.
Kurs mod kaos
De nuværende tendenser peger mod stigende udfordringer for europas værdifulde bilindustri, der i 2024 stod for næsten 40 procent af værdien af EU-landenes samlede vareeksport. Udviklingen af den nødvendige infrastruktur går for langsomt; der skal installeres 410.000 ladepunkter årligt mod de nuværende 320.000 for at nå de opstillede mål for EU-landene som helhed, men selvom målet skulle blive nået, siger det ikke noget om fordelingen af ladestandere og om udbygningen af el-forsyningsnettet. Samtidig underminerer de skiftende og ofte politisk modstridende nationale politikker og den usikre EU-regulering grundlaget for langsigtede investeringer i bilindustrien.
Uden en radikal harmonisering, hvor infrastrukturinvesteringer målrettes de ‘sorte huller’ på landkortet, og hvor industripolitikken koordineres på tværs af grænser, risikerer Europas bilindustri at snuble i omstillingen. Resultatet kan blive et kontinent, hvor nogle få velstående regioner kører elektrisk og producerer højteknologisk, mens resten hænger fast i en forældet teknologi, afhængig af en industri, der langsomt dør.
Tidligere indlæg i denne serie:
