Gennem de seneste tre år har den politiske retorik om støtte til Ukraine nået et leje, hvor det ville være politisk umuligt for lederne at vende hjem fra et topmøde uden at have besluttet en omfattende økonomisk hjælpepakke til styret i Kiev. Udfordringen er blot, at de færreste ledere har lyst til at forklare deres egne vælgere og skatteydere, at der skal skæres i nationale velfærdsbudgetter for at kunne sende 90 milliarder euro østpå.
Finansiel alkymi
Løsningen blev en model, hvor EU optager lånet på de internationale kapitalmarkeder. Det er en konstruktion, der fungerer som en finansiel stødpude for de siddende statsledere. Ved at lade EU stå som låntager undgår man ubehagelige samtaler med nationale finansministre, og man slipper for at forklare et voksende statsunderskud over for vælgerne.
Det er en manøvre, der gør aftalen “gratis” for de forsamlede chefer her og nu, men som i den virkelige verden vil koste EU-landenes skatteydere dyrt allerede fra dag ét.
Prisen for de “gratis” penge
I 2025 har EU’s låneomkostninger for langfristede obligationer stabiliseret sig på omkring 2,97 % til 3,14 %. For at rejse 90 milliarder euro svarer det til årlige renteudgifter på omkring 2,7 milliarder euro – eller hvad der svarer til ca. 20 milliarder danske kroner om året.
For at sætte det beløb i perspektiv, koster de årlige renter på Ukraine-hjælpen det samme som driften af samtlige danske universiteter.
Hvis vi antager, at forløbet strækker sig over ti år, og tager højde for den udbredte erkendelse af, at Ukraine ikke vil være i stand til at tilbagebetale hovedstolen i overskuelig fremtid, ser det samlede regnestykke således ud:
- Hovedstol: 90 milliarder euro
- Renteudgifter (10 år): ca. 27 milliarder euro
- Samlet regning: 117 milliarder euro – eller ca. 875 milliarder danske kroner.
Det er denne svimlende regning, der svarer til 10-12 Øresundsforbindelser i dagens priser, som stats- og regeringscheferne reelt har udskrevet på skatteydernes vegne, men uden den gennemsigtighed, som en direkte finanslovsbevilling ville kræve.
Et demokratisk ansvars-gab
Konstruktionen rejser et fundamentalt demokratisk spørgsmål. Når midlerne ydes som et lån via EU-systemet, svækkes den direkte parlamentariske kontrol med, hvordan pengene anvendes, og hvilke modkrav der reelt stilles i en krigszone, hvor gennemsigtighed naturligt er en udfordring.
Det er en politisk ansvarsforflygtigelse, hvor man eksporterer de økonomiske konsekvenser af sin egen retorik til fremtidige budgetter, og reelt til fremtidige politikere.
At dømme efter mediedækningen i EU-landene er pressen endnu ikke lykkedes med at oversætte denne finansielle akrobatik til et sprog, hvor prisen for de politiske lederes moralske positionering træder tydeligt frem. Men når støvet har lagt sig, vil de nøgne økonomiske realiteter stå klart for enhver.
Topmødedeltagerne har ikke blot ydet et lån til Ukraine; de har samtidigt taget et lån i de europæiske vælgeres tillid, som det kan blive endnu sværere at betale tilbage.
