Af Mikael Lynnerup
3. december 2025
Ved det første frie valg i 1992 efter Sovjetunionens opløsning vandt den konservative koalition Pro Patria (Isamaa) 22 % af stemmerne og dannede Estlands første post-Sovjetiske regering under den kun 32-årige premierminister Mart Laar. Regeringen gennemførte radikale markedsreformer, herunder Europas første “flade” skat, der betyder, at rige og fattige betaler samme procent i skat. I denne tidlige fase var den nationalistisk-konservative politiske bevægelse mainstream og regeringsbærende, ikke en marginaliseret opposition.
I 1995 fusionerede ERSP og Pro Patria til Pro Patria Union (Isamaaliit), der forblev Estlands dominerende nationalkonservative kraft i årtier. Denne lange periode med mainstream-konservatismens dominans forklarer, hvorfor Estland – til forskel fra mange andre østeuropæiske lande – manglede et egentligt højrepopulistisk parti helt frem til 2012. Pladsen var allerede taget.
EKRE: Fra nul til regeringsmagt på syv år
Vendepunktet kom med grundlæggelsen af EKRE (Estlands Konservative Folkeparti) den 24. marts 2012. Partiet opstod gennem en fusion af to grupperinger: Folkets Union, et kollapset landboparti ramt af korruptionsskandaler, og den Estiske Patriotiske Bevægelse, ledet af diplomaten og historikeren Mart Helme. Partiets stiftende erklæring slog tonen an: “Ingen af de politiske partier i Riigikogu (parlamentet) repræsenterer det estiske folk, vores nationale interesser eller traditionelle værdier.”
I de første tre måneder lå partiets opbakning på 0 % i meningsmålingerne, men to begivenheder ændrede det politiske landskab. I 2014 mobiliserede EKRE massiv modstand mod loven om registrerede partnerskaber for samkønnede, hvilket gav partiet synlighed.
Da flygtningekrisen eksploderede i 2015 på grund af eskaleringen af krigen i Syrien, hvor millioner blev fordrevet, brugte EKRE krisen til at tale til en dybereliggende angst for demografiske forandringer, selvom Estland reelt kun modtog et beskedent antal flygtninge.
Strategien virkede. Ved valget i 2015 fik EKRE 8,1 % og 7 mandater, hvilket markerede deres parlamentariske gennembrud. Ved valget i 2019 mere end fordoblede partiet sin tilslutning til 17,8 % og indtrådte i en kontroversiel koalition med Centerpartiet og Isamaa. Selvom partiet ved valget i 2023 gik tilbage til 16,1 % og gik i opposition, har det cementeret sin position som en magtfaktor.
Helme-dynastiet og intern splittelse
EKRE har reelt fungeret som et familieforetagende. Mart Helme (f. 1949), partiets formand fra 2013 til 2020, er historiker og tidligere ambassadør i Rusland. Hans tid som indenrigsminister var præget af opsigtsvækkende udtalelser. Finlands statsminister Sanna Marin blev betegnet som en “salgsassistent”, og efter det amerikanske valgresultat i 2020 betegnede han Joe Biden som “korrupt” og Beidens valgsejr som svindel. Hans søn, Martin Helme (f. 1976), overtog formandsposten i 2020. Denne fader-søn-dynamik har sikret kontinuitet, men også skabt en lukket magtstruktur, der kulminerede i juni 2024.
Her førte interne uenigheder om partiets retning og retorik til en dramatisk splittelse. Medlemmer, der ønskede en mere moderat kommunikationsstil og afstand til Helme-familiens mest kontroversielle udtalelser – herunder sympatierklæringer vedrørende Rusland i forbindelse med konflikten i Ukraine – blev ekskluderet eller forlod partiet. Disse dannede det nye parti ERK (Estlands Nationalister og Konservative), der definerer sig som pro-ukrainsk og pro-NATO for at imødegå enhver tvivl om loyalitet.
Det historiske traume
For at forstå den estiske højrefløjs appel må man forstå den kollektive hukommelse.
Estland var siden middelalderen en del af det russiske kejserrige.
Ved afslutningen af 1. verdenskrig og i kølvandet på den russiske revolution, hvor kejserdømmet blev opløst, erklærede Estiske nationalister landet for selvstændigt med opbakning fra sejrherrerne i verdenskrigen. Efter uafhængighedserklæringen og forfatningen af 1920 var den politiske magt koncentreret i rigsdagen, Riigikogu, der var præget af ustabilitet med 21 regeringer frem til 1934. Den politiske fragmentering og fremvæksten af den antiparlamentariske VAPS-bevægelse, der var inspireret af udviklingen i Tyskland, skabte grobund for et systemskifte.
For at forhindre en potentiel fascistisk magtovertagelse gennemførte premierminister Konstantin Päts i marts 1934 et ublodigt statskup, der indledte den såkaldte “Stilhedens Æra”. Under dette styre blev parlamentet og de politiske partier opløst, og landet blev regeret via dekreter. Selvom en ny forfatning i 1938 formelt genindførte nogle parlamentariske træk, cementerede den reelt et præsidentielt system med Päts som den dominerende figur.
Delingen af Østeuropa mellem Hitler og Stalin i 1940 medførte, at regeringen i Estland blev fjernet og landet blev gjort til en del af Sovjetunionen. Da Tyskland i 1941-42 indledte sit felttog mod Sovjetunionen – i den største militære operation som verden hidtil havde set – blev Estland besat af tyskerne. Den brede fascistiske bevægelse, der allerede fandtes i Estland, modtog tyskerne som befriere, og bidrog aktivt til udryddelsen af landets jøder. Estland blev et af de første lande, der kunne erklære sig “judenrein” (frit for jøder).
Efter 1945 blev landet igen en del af Sovjetunionen, og var i de følgende 50 år mål for betydelig russisk indvandring. Produktionsapparatet blev i denne periode genopbygget efter ødelæggelserne under 2. verdenskrig, og Estland blev sammen med de øvrige baltiske lande blandt de mest velhavende i Østblokken.
Nationalisterne i Estland, der kan trække tråde direkte tilbage til grupperinger, der var aktive under den tyske besættelse, ser indvandringen af russere efter 2. verdenskrigs afslutning som en “kolonisering”. Når EKRE taler om immigration, refereres der ikke primært til mellemøstlige flygtninge, men til frygten for igen at blive “koloniseret” – denne gang af en EU-påtvunget multikulturalisme. Med kun 1,3 millioner estere i verden og færre end 900.000 modersmålstalende, er frygten for kulturel og sproglig udslettelse ikke en abstrakt teori, men en demografisk realitet. Denne realitet er blevet yderligere påtrængende, efter at omkring 20 procent af befolkningen – primært blandt de unge og veluddannede – valgte at forlade landet og bosætte sig i Vesten, så snart muligheden bød sig.
Fældet af korruption
Det er i sikkerhedspolitikken, at EKRE adskiller sig markant fra partier som det tyske AfD eller franske RN. EKRE er konsekvent pro-NATO. Partiet har støttet etableringen af NATO-baser i Estland siden 2007 og regeringen har gennem årene afsat milliarder af euro til militær oprustning.
Det skal ses i sammenhæng med at Estland er blandt de EU-lande, der modtager mest i nettotilskud per indbygger fra EU’s budget, primært gennem EU’s samhørighedspolitik, som har til formål at støtte mindre velstillede regioner i EU.
Estlands højrefløj er nu igen i bevægelse. Regeringspartiet EKRE er svækket af splittelse efter afsløringer af vidtgående korruption i toppen af regeringen og i partiet, men EKRE har fortsat fat i en betydelig del af vælgerne, særligt blandt mænd i landdistrikterne, der føler sig efterladt af moderniseringen. Samtidig oplever det gamle mainstream-parti Isamaa fornyet fremgang som det moderate, borgerlige alternativ. I november 2025 rejste politiet sigtelser mod Isamaa-partiets ledelse for korruption.
Tidligere artikler i serien om højrebølgen i Europa
