Den lettiske nationalisme begyndte ikke som en marginal protestbevægelse. Allerede i 1988 grundlagde lokale politikere Latvian National Independence Movement (LNNK) med et krav om “fuld genoprettelse af Letlands uafhængighed”.
Men hvad menes der med “genoprettelse” af Letlands uafhængighed?
Før Letland i løbet af 1700-tallet blev en del af det russiske kejserrige, var området ikke én samlet politisk enhed. Områdets status var en tredelt opdeling mellem det svenske stormagtsrige, den polsk-litauiske union og et semi-uafhængigt hertugdømme.
I det politiske og militære tomrum, der opstod i forbindelse med revolutionen i Rusland i 1917 og afslutningen på 1. verdenskrig i 1918, erklærede nationalistiske grupper i Letland landet for uafhængigt, og Letland fik herefter en ny forfatning i 1922, der efter vesteuropæisk forbillede indførte parlamentarisk demokrati som styreform. Efter 12 års politisk kaos gennemførte den siddende statsminister Kārlis Ulmanis i 1934 i samarbejde med militæret et statskup. Han erklærede undtagelsestilstand, suspenderede forfatningen, opløste parlamentet (Saeimaen) og forbød alle politiske partier.
Med Molotov-Ribbentrop-pagten i 1939 blev Letland defineret som en sovjetisk interessezone og blev herefter indlemmet i Sovjetunionen. Tyskland invaderede landet i 1941 i forbindelse med angrebet på Sovjetunionen, og Letland blev nu en del af Reichskommissariat Ostland. En del af befolkningen modtog den tyske hær som befriere, og lettiske kommandoer, der blev integreret i de tyske SS-tropper, medvirkede til en systematisk udryddelse af landets jødiske befolkning. Den Røde Hær rykkede ind i Letland i 1944 i forbindelse med nedkæmpningen af den tyske hær og de lettiske SS-tropper. Letland blev herefter igen en del af Sovjetunionen (Lettiske SSR).
Den “genoprettelse af Letlands uafhængighed”, der var den politiske parole blandt lettiskie nationalister ved Sovjetunions sammenbrud i 1991, henviser med andre ord til en kort periode, hvor landet – efter at have været opsplittet mellem Sverige, Polen og Litauen siden middelalderen og herefter udgjorde en del af Rusland siden begyndelsen af 1700-tallet – blev en selvstændig stat ved afslutningen af 1. verdenskrig i 1918. Herefter oplevede landet en periode på 12 års politisk og økonomisk kaos efterfulgt af 6 års fascistisk diktatur.
Andenklasses borgere
Ved at henvise til denne korte og ekstremt voldelige periode, som “det oprindelige Letland”, blev der etableret et politisk grundlag for en forfatning, der ekskluderede alle borgere med russisk baggrund fra et almindeligt statsborgerskab.
De hundredtusinder af russere, der var kommet til landet under sovjettiden i forbindelse med udbygningen af landets industrisektor, fik på den baggrund status som “nepilsoņi” (non-citizens). De fik opholdstilladelse, men kan ikke stemme ved nationale valg.
Partiet For Fatherland and Freedom (TB), der gik ind for en stramning af loven om statsborgerskab og undertrykkelsen af det russiske sprog, fusionerede senere med LNNK og sad i regering næsten uafbrudt fra 1995 til 2010. Nationalistisk politik blev dermed aldrig marginaliseret i Letland, men blev betragtet som mainstream.
Det nuværende National Alliance (NA) blev dannet i 2011 ved en fusion mellem de gamle veteraner fra TB/LNNK og en yngre, mere radikale gruppe All for Latvia!. Det var et møde mellem generationer: på den ene side erfarne politikere, på den anden side unge aktivister, der hyldede den fascistiske periode i 1940-erne.
Fortsat indflydelse
Et af de slående træk ved National Alliance er forholdet mellem faldende vælgertilslutning og vedvarende regeringsmagt. Mens partiet toppede i 2014 med 17 procent af stemmerne, er opbakningen siden faldet til under 10 procent i 2022. Alligevel forbliver NA uundværlig og magtfuld i lettisk politik.
Forklaringen ligger i den lettiske “politiske aritmetik”. Midterpartierne har i årtier stået over for valget mellem at samarbejde med det russisk-orienterede parti Harmony Centre eller med National Alliance. Da Harmony bliver behandlet som en paria på grund af partiets tilknytning til det russiske mindretal, er NA blevet det nødvendige valg for at holde de “prorussiske” kræfter ude af regeringskontorerne. Dette har givet NA mulighed for at kræve tunge ministerposter – justits, kultur, forsvar – og dermed sætte et markant aftryk på lovgivningen, langt ud over hvad deres mandattal umiddelbart kunne berettige til.
NA har officielt distanceret sig fra etnisk nationalisme baseret på blod og slægt til fordel for en kulturel nationalisme, hvor man ved at skifte sprog til lettisk, overtage lettiske værdier og vise loyalitet over for den lettiske stat kan opnå at blive en del af nationen. Denne drejning har været nødvendig for at gøre partiets politik spiselig i EU-regi. Partiets traditionelle side viser sig stadig officielt hvert år den 16. marts, når partiet medvirker ved den årlige march for veteraner fra Latvian Legion Waffen-SS. Marchen afholdes i landets hovedstad Riga for at ære den fascistiske fortid og kampen mod Sovjetunionen 1942-44.
Stemmer med fødderne
Letlands højrefløj er en unik case. Den er ikke en populistisk protestbevægelse, der banker på døren udefra. Den repræsenterer en nationalisme med dybe rødder i mellemkrigstiden og i det nationalistiske diktatur i 1930’erne, som varede indtil tyskerne blev drevet ud af landet i 1943 af den sovjetiske hær.
Det anspændte og nationalistiske politiske klima i landet kan have været en selvstændig årsag til, at en stor del af befolkningen har valgt at forlade landet. Mange unge og veluddannede letter er flyttet til Vesteuropa og USA, så snart der viste sig en mulighed det. Over 30 procent af den befolkning, der boede i Letland ved Sovjetunionens sammenbrud, er væk, og befolkningstallet er faldet fra 2,8 til 1,8 i 2024.
