Med udgivelsen af det kollektive forskningsprojekt Non è giusta. L’Italia delle disuguaglianze (Det er ikke retfærdigt. Ulighed i Italien) har en gruppe italienske økonomer og sociologer fremlagt en kritik af den samfundsmodel, der gradvist er vundet frem i Italien gennem de seneste 30 år.

Deres konklusionen er, at det liberale demokrati, der lagde grunden til “det økonomiske mirakel” i de første årtier efter 2. verdenskrig, og som resulterede i en blomstrende og dynamisk udvikling af produktionsapparatet og forbrugsmulighederne, gradvist er muteret til en “patrimonial kapitalisme”, hvor akkumuleret formue og arv i dag vejer tungere end uddannelse og arbejdsindsats.

Denne briefing sammenfatter nogle af  bogens vigtigste temaer og de mekanismer, der ifølge bogens forfattere har fastlåst det italienske samfund i en nedadgående spiral af ulighed.

1. Koncentration af private formuer

Et centralt tema i bogen vedrører forholdet mellem privat formue og nationalindkomst (BNP). Siden 1970’erne er dette forhold steget fra 2,5 til over 7. Det betyder, at værdien af private formuer i Italien nu er syv gange større end alt det, landet producerer på et år.

Denne udvikling markerer afslutningen på en æra, hvor man kunne arbejde sig til velstand.

Når formue/BNP-ratioen er så høj, som den er i dag, bliver afkastet af eksisterende kapital (ejendomme, aktier, arv) langt vigtigere for formueejerne end lønindkomst eller indkomst fra forretning og investeringer i virksomheder. Italien er på den måde blevet et samfund af “rentiers” frem for iværksættere.

Den store polarisering

Data fra perioden 1995-2016 (opdateret til 2025-kontekst) viser en brutal omfordeling fra bunden til toppen:

Befolknings– gruppe	Andel af formue (1995)	Andel af formue (2016/25)	Udvikling
Top 0,1 procent (ca. 50.000 pers.)	5,5 procent	9,3 procent	Næsten en fordobling
Bund 50 procent (25-30 mio. pers.)	11,7 procent	3,5 procent	Et historisk kollaps

Mens de 50.000 rigeste italienere har fordoblet deres greb om nationens rigdom, har den nederste halvdel af indkomstpyramiden set deres gennemsnitlige formue falde fra €27.000 til blot €7.000. Antallet af milliardærer (i euro) er samtidig steget fra 35 til 65 på blot få år. Uligheden er ikke længere en gradsforskel, men har udviklet sig til et punkt, hvor der er sket et strukturelt brud.

2. Koncentration af lønindkomst

Hvor økonomer ofte har talt om et “kompetencegab” for at forklare stigningen i indkomstforskelle, genintroducerer forfatterne Armanda Cetrulo og Maria Enrica Virgillito begrebet klasse, og dokumenterer en dramatisk ændring i lønhierarkiet.

I 1983 tjente en italiensk leder (manager) gennemsnitligt 4 gange så meget som en arbejder. I 2018 var dette forhold steget til 11:1. Denne udvikling kan ikke forklares med produktivitet alene, men skal findes i devalueringen af det ordinære arbejde.

Indførelsen af ny lovgivning og deregulering af arbejdsmarkedet har svækket fagforeningernes forhandlingsstyrke, og har medført en institutionaliseret usikkerhed på store dele af arbejdsmarkedet. Resultatet er en voksende klasse af “working poor”, hvor fast arbejde ikke længere er en garanti mod fattigdom.

3. Den statistiske illusion

Italien præsenteres ofte et samfund med et lavt løngab mellem mænd og kvinder (ca. 3,3 procent). Men forskerne Michele Bavaro og Giulia Mancini betegner dette billede som en statistisk luftspejling, drevet af en såkaldt “selektionseffekt”.

Grunden til, at løngabet ser lavt ud, er, at kun de mest ressourcestærke kvinder overhovedet kommer ind på arbejdsmarkedet.

Italien har en af de laveste kvindelige beskæftigelsesrater i EU (52 procent mod EU-gennemsnittet på 63 procent). For de kvinder, der er i arbejde, er virkeligheden præget af:

• Ufrivillig deltid: Andelen er tredoblet siden 1990.
• The Motherhood Penalty: Fødslen af det første barn resulterer for de fleste italienske kvinder i en økonomisk stopklods. Manglen på offentlig børnepasning (kun 30 procent dækning) tvinger reelt mange kvinder ud af karrieren eller helt ud af arbejdsmarkedet.

4. DINA-metoden: Hvem får gavn af væksten?

Ved at bruge Distributional National Accounts (DINA) – en metode der blev introduceret af den franske økonom Thomas Piketty – har Demetrio Guzzardi og Roberto Iacono kortlagt, hvordan hver eneste euro af vækst er blevet fordelt siden 1980.

Resultatet er nedslående for den italienske middelklasse. Siden 1980 er realindkomsten for den øverste 1 procent steget med 87 procent. For de 90 procent af befolkningen har væksten i samme periode været tæt på nul (ca. 8 procent). Den beskedne vækst, Italien har præsteret over de sidste fire årtier, er udelukkende havnet i lommerne på de rigeste.

5. Den stivnede sociale mobilitet

Det mest bekymrende for landets fremtid er forandringen i den sociale mobilitet. Sandsynligheden for at opnå et højere uddannelsesniveau end sine forældre er faldet fra 81 procent (generationen født i 50’erne) til 57 procent for dem født i 80’erne.

I dag bestemmes over halvdelen af en persons livsindkomst af familiebaggrund. Det “meritokrati”, som politikerne ofte hylder, findes i virkeligheden kun for dem, der i forvejen har ressourcerne til at navigere i systemet.

Geografien spiller her en afgørende rolle; kløften mellem det industrialiserede Nord og det stagnerende Syd (Mezzogiorno) fungerer ofte som en uafrystelig skæbne for millioner af unge.

6. Den nye ulighedsmarkør

Koblingen mellem de økonomiske skel og klimakrisen står centralt i bogens analyser. Matteo Coronese og Elisa Palagi påviser en ekstrem asymmetri: De rigeste 1 procent af italienerne udleder 22 gange mere CO2 end de fattigste 10 procent tilsammen.

Alligevel er det de fattigste, der betaler prisen. Data viser, at temperaturstigninger rammer indkomsten for de nederste 25 procent af befolkningen direkte gennem forringet arbejdsevne og stigende leveomkostninger, mens toppen af samfundet er isoleret fra klimaets økonomiske konsekvenser.

Modtagelse og perspektiv: Et politisk valg

Udgivelsen af Non è giusta har vakt bred opmærksomhed i den europæiske debat. Thomas Piketty har kaldt værket “fundamentalt”, og bogen er blevet et referencepunkt for alle, der søger et systemskifte i Italien.

Bogens forfattere insisterer på, at den øgede ulighed i Italien ikke er en naturlov. Den enorme formuekoncentration og manglende social mobilitet er ifølge forfatterne resultatet af politiske valg truffet over de sidste 30 år.

• Lave arveafgifter
• Skattemæssig favorisering af kapital frem for arbejde.
• Nedskæringer i de offentlige investeringer i uddannelse og børnepasning.

Bogens titel, “Det er ikke retfærdigt”, er derfor ikke blot en konstatering, men en opfordring til handling. Forfatterne siger, at hvis den sociale kontrakt i Italien skal genoprettes, kræver det mere end blot “vækst”. Det kræver en omfordeling af de muligheder, der er blevet reserveret de få.

---

Forslag fra rapporten: ‘Basic Capital’ kan gøre fødselslotteriet mindre uretfærdigt

Ifølge analysen i Non è giusta er arv blevet den primære motor for ulighed i Italien. Som modtræk foreslår forfatterne og tænketanken Forum Disuguaglianze e Diversità en reform, under overskriften: Basic Capital (Universal Arv).

Idéen er enkel: Alle unge italienere skal ved deres 18-års fødselsdag modtage et engangsbeløb fra staten – forslaget lyder ofte på €15.000 ( ca. 110.000 kr) – uanset deres familiemæssige baggrund.

Hvorfor Basic Capital?

• Agency frem for arv: Formålet er ikke blot omfordeling, men sigter mod at give unge “agency” – handlekraft. Beløbet skal fungere som en økonomisk affyringsrampe til uddannelse, boligkøb eller iværksætteri, som i dag er forbeholdt dem med velstående forældre.
• Brud med dynastierne: Ved at give alle et startbeløb neutraliseres noget af den fordel, som “de heldige få” fødes med. Det er et forsøg på at genoplive meritokratiet i et samfund, der er stivnet i privilegier.
• Finansiering via toppen: Forslaget er ikke en gratis at gennemføre. Ideen er, at det skal finansieres gennem en reform af arveafgiften. Forslaget går ud på at beskatte de allerstørste formueoverførsler i forbindelse med arv for at finansiere de manges startkapital.

Kritik og realisme

Kritikere siger, at en gennemførelse af forslaget ville være “penge ud af vinduet”. De forudser, at pengene vil gå til forbrug frem for investering. Men Gabbuti og hans kolleger har svaret, at risikoen for, at nogle få ødsler pengene væk, er minimal sammenlignet med den systemiske risiko ved at lade en hel generation af talent gå til spilde på grund af manglende startkapital.

---