I Polen præsenteres præsidentens beslutning om at nedlægge veto mod implementeringen af EU’s Digital Services Act (DSA) som et fundamentalt valg mellem frihed og kontrol. Præsident Nawrocki har i sin begrundelse benyttet en markant ideologisk retorik. Han betegner lovforslaget som et forsøg på at skabe et “Sandhedsministerium” i bedste Orwell-stil og fokuserer i den sammenhæng på to punkter i lovteksten:
- Beføjelser til myndighederne: Lovforslaget ville give UKE (Kontoret for Elektronisk Kommunikation) beføjelser til at beordre fjernelse af indhold. Nawrocki mener, at dette flytter magten fra de uafhængige domstole til regeringskontrollerede bureaukrater.
- “Betroede anmeldere”: Præsidenten udtrykker dyb skepsis over for det foreslåede system med statsligt finansierede NGO’er (zaufani sygnaliści), som skal overvåge og anmelde ulovligt indhold. Han mener, at disse vil kunne fungere som politiske redskaber for den til enhver tid siddende regering til at undertrykke politiske modstandere under dække af at bekæmpe “misinformation”.
Regeringen under Donald Tusk og minister for digitale anliggender, Krzysztof Gawkowski, har afvist denne fremstilling. De siger, at uden de nationale værktøjer, som DSA-implementeringen giver, står polske borgere — herunder børn — forsvarsløse over for algoritmiske trusler, grooming og økonomisk svindel.
Den transatlantiske dimension
Polens veto kan ikke ses uafhængigt af den dramatiske forværring af forholdet mellem Washington og Bruxelles. Den amerikanske administration har markeret sig som en direkte modstander af DSA, der ses som et målrettet angreb på amerikanske eksportinteresser og som et forsøg på at begrænse ytringsfriheden i EU.
- Sanktioner mod EU-personligheder: Som et historisk særsyn har USA’s udenrigsministerium (under Marco Rubio) indført visumsanktioner mod den tidligere EU-kommissær og næstformand i kommissionen, Thierry Breton, der har været arkitekten og den vigtigste politiske drivkraft bag DSA. Desuden blev en række repræsentanter for europæiske NGO’er, der skulle have være med i Bretons følge, nægtet indrejse i USA.
- Strategisk alliance: Ved at blokere loven placerer Nawrocki Polen som en allieret for de amerikanske interesser. Det skaber en sprække i det europæiske indre marked, hvor platformene kan operere i et juridisk vakuum, mens de nægter at moderere indhold efter de nye regler i DSA.
Det teknologiske paradigmeskifte
Mens den juridiske kamp raser, er selve internettets infrastruktur under forandring — en faktor, der gør DSA-striden både mere kompleks og potentielt forældet.
Vi bevæger os væk fra en æra med “browsing”, hvor brugere interagerer direkte med platforme, som myndighederne kan regulere. I stedet ser vi fremkomsten af et “mining”-baseret internet, hvor AI-agenter gennemsøger data på tværs af platforme. Dette skaber et “blindt punkt” for både virksomheder og regulatorer:
- Tab af synlighed: Virksomheder mister den direkte kontakt til brugeren, når AI-agenter fungerer som mellemmand.
- Moderations-paradokset: Hvis Polen bliver et fristed uden reel håndhævelse af DSA, vil landet kunne blive en fødekilde for data til globale AI-modeller.
Perspektiver
Polen står nu i en situation, hvor parlamentet skal bruge et tre-femtedeles flertal for at omstøde præsidentens veto — et flertal, regeringen ikke råder over. Resultatet er en fastlåst situation, hvor Polen risikerer dagbøder fra EU-Kommissionen, mens landet samtidig er blevet en central brik i en geopolitisk kamp om ytringsfrihed.
Striden handler i sidste ende om, hvem der kontrollerer retten til at definere “ulovligt indhold”: Er det de supranationale organer i Bruxelles, de nationale regeringer og deres bureaukrati eller er det de nationale domstole?
EU og DSA giver et klart svar: Statsligt kontrollerede bureaukratiske organer skal kunne træffe beslutninger om at forbyde indhold. Men i Polen og andre politisk stærkt polariserede lande, bliver det formentlig umuligt at få denne model indført i praksis.
DSA vil derfor kunne lide samme skæbne som stribevis af tidligere vidtløftige politiske projekter i EU, der ikke bliver formelt opgivet, men som sander til i interne stridigheder i medlemslandene, i manglende implementering og på grund af svigtende politisk interesse.
EU’s lovjungle er allerede fuld af den slags zombie-lovgivning.
