Den globale samhandel med oksekød reguleres af internationale veterinære standarder, der aftales inden for rammerne af WOAH (World Organisation for Animal Health). Vigtige importmarkeder som USA, Japan og Sydkorea følger slavisk disse standarder.

EU-landene eksporterer tilsammen årligt for over 6 milliarder euro oksekød og levende kvæg til USA og andre oversøiske markeder, og overholdelse af de internationale veterinære standarder er en forudsætning for at opretholde denne eksport. Den fælles landbrugspolitik i EU fastlægger derfor stramme regler for den veterinære standard internt i EU, dels for at sikre en gnidningsfri samhandel inden for EU’s indre marked, men lige så vigtigt, for at kunne opretholde den indbringende eksport.

Eksportværdien på over seks milliarder euro er kun en del af de europæiske kødproducenters interesse i at kunne eksportere frit. Når kød kan sendes ud af EU i store mængder, giver det producenterne mulighed for at opretholde højere priser på EU’s indre marked, end de ville kunne, hvis hele produktionen skulle sælges internt i EU. Eksporten fungerer som en ventil, der kan bruges til at fastholde et bestemt prisniveau på langt den overvejende del af produktionen, der afsættes på EU’s hjemmemarked. Når disse og andre afledte effekter regnes med, knytter der sig en værdi på omkring 15 milliarder euro om året til opretholdelsen af fri eksport af oksekød fra EU.

Med blæsten fra Middelhavet

Siden sommeren 2025 har flere EU-lande haft udbrud af en ødelæggende og smitsom kvægsygdom, Lumpy Skin Disease (LSD), som er på WOAH’s liste over sygdomme med høj risiko for spredning. Udbrud i de berørte EU-lande har ført til, at disse lande har mistet muligheden for at eksportere oksekød ud af EU-området. Risikoen for at sprede smitten har desuden medført, at EU’s indre marked er blevet lukket for de sygdomsramte regioner.

Forløbet har hen over efteråret og frem til udgangen af december udviklet sig til et højspændt drama, hvor EU-Kommissionen, regeringerne i de enkelte medlemslande, de store oksekødsgrossister og de berørte lokale producenter nu befinder sig i en sammenfiltret konflikt, der i løbet af de kommende få måneder kan mutere til en dybtgående krise i EU’s ubetingede flagskib, Den Fælles Landbrugspolitik.

Sygdommen blandt kvæget spredes af stikkende insekter (mitter, fluer og myg), der fungerer som vektorer for LSD-virussen. Den specifikke virus, der nu florerer i flere EU-lande – identificeret som LSDV Clade 1.2 – har en direkte genetisk forbindelse til en stamme fundet i Nigeria i 2018. Det antages, at virussen er kommet til Europa via insekter, der er blevet blæst over Middelhavet fra Nordafrika. De stigende temperaturer betyder, at både insekter og virus nu kan overleve vinteren i Sydeuropa, og når sygdommen først er etableret, er risikoen for spredning massiv. Blot et enkelt udbrud i en region medfører et omgående eksportforbud for kød til tredjelande, hvorfor alle alarmklokker nu ringer i EU-systemet.

Kampen om eksportstatus

Myndighedernes håndtering af sygdommen sker under nøje hensyn til eksportinteresserne. Her kommer WOAH-standarderne igen i spil, fordi varigheden af et eksportforbud efter et sygdomsudbrud i høj grad afhænger af, hvilken status landet kan opnå i forhold til sygdomsfrihed.

Der er grundlæggende tre modeller for bekæmpelse:

• Model 1: Udryddelse gennem nedslagtning (Stamping-out). Her bliver hele besætninger slået ned ved konstaterede udbrud. Dette er den mest radikale løsning, men også den sikreste vej til at genvinde status som “sygdomsfri uden brug af vaccination”. Det er denne status, som store importører som USA og Japan kræver for at åbne deres markeder.
• Model 2: Vaccination og kontrol (DIVA-princippet). Her vaccineres store populationer for at begrænse de økonomiske tab og dyrenes lidelser. Problemet med LSD er dog, at de mest effektive vacciner (levende-attraverede) ofte gør det umuligt at skelne mellem vaccinerede dyr og naturligt smittede dyr i de veterinære kontroller. Selvom man tilstræber at bruge DIVA-princippet (Differentiating Infected from Vaccinated Animals), afviser mange globale handelspartnere fortsat kød fra lande, der vaccinerer, fordi de ser vaccination som et udtryk for at sygdommen har bidt sig fast.
• Model 3: Regionalisering. Denne model forsøger at indhegne smitten i specifikke regioner gennem restriktioner på flytning af levende dyr og andre tiltag. Så længe et land kan dokumentere, at de regioner, hvorfra der eksporteres, er fri for både virus og vaccination, kan handlen muligvis fortsætte.

Myndighedernes reaktioner i Italien, Spanien og Frankrig har formet sig som et lærebogseksempel på, hvor vanskeligt det er for EU at håndtere kriser, der går på tværs af landegrænserne. I Italien (Sardinien og Lombardiet) og Spanien (Catalonien) har myndighederne valgt at sætte ind med massive vaccinationskampagner for at begrænse udbredelsen. I Frankrig (Savoie) forsøgte man oprindeligt at slå ned (Model 1) for at redde eksporten, men regeringen er nu bukket under for politisk pres fra landmændene og har skiftet til en omfattende vaccinationsstrategi. Dette skifte har i praksis fastlåst deres eksportforbud til lande uden for EU i en overskuelig fremtid.

Irland følger udviklingen tæt

Irland er i en unik position og følger udviklingen med største nervøsitet. For Irland er oksekød “grønt guld” og en hjørnesten i den nationale økonomi. Myndighederne håber, at Det Irske Hav vil fungere som et biologisk skjold mod de insekter, der spreder LSD.

Samtidig opretholder Irland en af de mest rigide importkontroller i EU og har indstillet næsten al import af levende kvæg fra fastlandet. Den irske regerings budskab i Bruxelles er benhårdt: Irland vil under ingen omstændigheder acceptere en fælles EU-vaccinationsstrategi. Man frygter, at USA og Kina vil vælge at se på hele EU som ét usikkert, vaccineret område, hvilket vil trække de “rene” eksportlande med ned i faldet. Holland og Danmark følger i vid udstrækning den irske linje.

Når foråret kommer

Polen er ligeledes storeksportør og forsøger at forsegle landet gennem ekstrem kontrol ved grænserne. De har dog ikke Det Irske Hav til at hjælpe dem; tværtimod har de en lang grænse mod Ukraine, hvor overvågningen af sygdomsspredning blandt kvæg er blevet kritisk svækket.

Den store frygt i Polen og Skandinavien er, at smitten vil krydse grænsen fra øst, når foråret kommer og insekterne vågner. Hvis det sker, risikerer man en epidemi på tværs af Nordeuropa, hvor myndighederne mister kontrollen over smittespredningen. Hvis det sker, lukker hele EU’s eksport af oksekød med uoverskuelige økonomiske konsekvenser til følge.

De små insekter, der er blæst ind over Middelhavet i ly af det varmere klima, har på få måneder kastet EU-samarbejdet ud i en uhyre kompliceret og politisk betændt konflikt. Evnen til at finde fælles fodslag mellem de vaccinerede lande i syd og de sygdomsfrie lande i nord vil blive testet til bristepunktet, når de første forårstemperaturer rammer kontinentet.

---