Introduktion
Denne rapport handler om, hvordan EU’s beslutningsregler og håndhævelsespraksis gentagne gange resulterer i, at ambitiøse politiske initiativer ender som svagt udformet regulering og manglende resultater.
Mange af disse halvt eller kvart gennemførte reguleringer ligger som en dyne af zombie-lovgivning over EU’s indre marked i form af lovgivning, der i princippet er gældende, men som hverken bliver anvendt eller håndhævet i praksis. Graden af zombie-tilstand kan desuden variere betydeligt fra land til land, hvilket yderligere bidrager til et tiltagende kaos om, hvad der i virkeligheden er den gældende retstilstand. Foruden vedtaget zombie-regulering er der en tilsvarende dyne af forslag, der på tiende år forventes vedtaget i næste måned. EU indgik i 2017 er stor handelsaftale med Canada. Aftalen lever stadig i en “midlertidig” retstilstand og er aldrig blevet ratificeret af EU. Men måske næste år…
EU fremhæver ofte, at det politisk-ideologiske grundlag for Unionen er “the rule of law“. Men hvilken lov? Hvad er retstilstanden?
Uanset hvilket politikområde, man arbejder inden for, så er mængden af reguleringer enorm, og det er derfor ekstremt vanskeligt – og derfor ekstremt kostbart – at etablere et forholdsvis dækkende overblik over alle aspekter af reguleringen.
Ofte antager lovteksterne labyrintiske former, der resulterer i et uoverskueligt virvar af henvisninger på kryds og tværs mellem dokumenterne. Vi har tidligere her på Samizdat forsøgt at gå lidt i dybden med et enkelt aktuelt eksempel på dette virvar, hentet fra EU’s omfattende tech-lovgivning. Resultatet er ikke for børn, som man siger.
EU kritiseres ofte og med rette for at producere for meget regulering af alt mellem himmel og jord. Det er i sig selv et problem, og ikke mindst et demokratisk problem, fordi kun meget få valgte lovgivere kan følge med i lovgivningsprocessen end sige forholde sig kritisk til den, blot inden for deres eget fokusområde.
Men for borgere og virksomheder er det underjordiske univers af vedtaget eller næsten vedtaget zombie-regulering et mindst lige så stort problem, som strømmen af ny regulering, fordi det ikke alene medfører usikkerhed men også uigennemskuelighed i retstilstanden.
Denne tilstand af systemisk usikkerhed om retstilstanden medfører store omkostninger og forsinkelser for virksomheder, men har også alvorlige politiske følgevirkninger. Virvaret af regulering åbner for vilkårlighed og for politisk motiverede sanktioner over for lande eller virksomheder, der af den ene eller anden grund er kommet i unåde, enten i det nationale eller i det fælles politiske system i Bruxelles. Man kan sige, at uanset, hvad du foretager dig, inden for et hvilken som helst område, så er det sandsynligvis muligt for det politiske-bureaukratiske system, at finde en eller anden obskur regel, der er blevet overtrådt, og komme efter dig. Det er ikke ensbetydende med, at denne form for målrettede repressalier sker i praksis. Men muligheden eksisterer. Nogle amerikanske tech-virksomheder føler muligvis, at de har mærket denne metode anvendt i praksis.
De følgende sider indeholder en oversigt, der viser nogle eksempler på EU-lovgivningsinitiativer, der bidrager til dette regulatoriske kaos. Formålet med oversigten er at bidrage til at konkretisere et vigtigt element i den politisk debat om overregulering i EU.
1. Indledning
Institutionelle begrænsninger i EU’s styringssystem
Den Europæiske Unions lovgivningsproces beskrives ofte som en central drivkraft for integration. Systemet har til formål at harmonisere regler, understøtte det indre marked og gøre det muligt at løse fælles problemer på tværs af landegrænser. Men blandt mange af disse fremadrettede EU-programmer findes der en betydelig mængde initiativer, som enten aldrig bliver til konkret regulering, eller som selv efter vedtagelse får begrænset praktisk betydning.
Denne rapport belyser fænomenet gennem udvalgte eksempler i form af forslag, der bliver liggende uafsluttede i Rådet i mange år; lovgivning, der vedtages i en form, hvor centrale målsætninger fjernes eller svækkes; og regler, der formelt er bindende, men som ikke gennemføres ensartet i medlemslandene og som ikke håndhæves konsekvent.
Rapporten er ikke udtømmende. Formålet er at afdække mønstre og forklaringer, der kan genfindes på tværs af politikområder. Udgangspunktet er, at forløbene i høj grad kan forstås som et strukturelt resultat af EU’s institutionelle indretning: en styringsmodel, der kombinerer overstatslige ambitioner med stærke mellemstatslige beslutningskrav og betydelig national gennemførelsesfrihed.
Analysen er organiseret omkring fire overordnede mekanismer: (1) beslutningsregler, der gør blokering sandsynlig på visse områder, (2) udvanding gennem kompromiser, (3) mangelfuld gennemførelse og svag håndhævelse, og (4) politisk prioritering og tilbageslag, som kan føre til udsættelser eller tilbagetrækninger.
2. Teoretiske rammer
2.1 Beslutningsregler og blokering
EU er et forhandlingssystem, hvor effektiv beslutningstagning løbende afvejes mod hensynet til national suverænitet og politisk legitimitet. På flere politikområder kræver traktaterne enstemmighed i Rådet. På andre områder træffes beslutninger ved kvalificeret flertal, men der kan dannes blokerende mindretal.
Når kravene til enighed er høje, bliver status quo stærkt beskyttet. Initiativer kan blive liggende uafsluttede i årevis, fordi de ikke kan vedtages, men heller ikke nødvendigvis trækkes tilbage. Kommissionen kan have en institutionel interesse i at fastholde forslag for at beskytte initiativretten, mens medlemsstater kan have interesse i at holde et forslag “på hylden”, hvis det er politisk vanskeligt at lukke sagen.
Udvidelsen fra 15 til 27 medlemsstater har øget forskellene i økonomiske strukturer og politiske præferencer. Det reducerer mængden af løsninger, der er acceptable for alle, og øger sandsynligheden for langvarige forløb uden beslutning.
2.2 Nationale implementeringspraksisser og svag håndhævelse
Selv når EU-regler vedtages, afhænger deres virkning af gennemførelse og håndhævelse i medlemsstaterne. Der er betydelige forskelle i administrativ kapacitet, politisk prioritering og retslig kultur. I nogle lande gennemføres EU-regler rettidigt og loyalt. I andre lande er gennemførelsen mere selektiv eller langsom, og håndhævelsen kan variere betydeligt fra land til land.
Kommissionen kan indlede traktatbrudssager, men disse forløb er ofte langvarige og politisk følsomme. Det betyder, at manglende gennemførelse ikke nødvendigvis får hurtige eller mærkbare konsekvenser. Under sådanne betingelser kan regler eksistere på papiret uden at ændre praksis i nævneværdig grad.
3. Finanspolitisk suverænitet
3.1 Finansiel transaktionsskat: Et langvarigt og uafsluttet initiativ
3.1.1 Forslagets fremsættelse (2011)
I kølvandet på finanskrisen fremsatte Kommissionen i 2011 et forslag om en EU-dækkende finansiel transaktionsskat. Forslaget var både fordelingspolitisk og stabiliseringspolitisk begrundet: den finansielle sektor skulle bidrage mere til offentlige indtægter, og meget kortsigtet handel skulle gøres dyrere.
Forslaget lagde op til en afgift på 0,1 procent på handel med aktier og obligationer samt 0,01 procent på handel med finansielle kontrakter, hvis værdi afhænger af udviklingen i andre aktiver, eksempelvis renter, valutaer eller råvarer.
3.1.2 Enstemmighed og forstærket samarbejde (2013)
Skatteområdet kræver enstemmighed i Rådet. Det medførte tidligt blokering fra blandt andet Det Forenede Kongerige og Sverige, der fremhævede hensyn til deres finansielle sektorer og nationale erfaringer med lignende skatter.
En gruppe på 11 medlemsstater valgte i 2013 at anvende proceduren for forstærket samarbejde for at arbejde videre uden deltagelse af alle EU-lande. Blandt deltagerne var Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien. Overgangen gjorde det muligt at fortsætte drøftelserne, men løste ikke de centrale uenigheder.
3.1.3 Uafklarede spørgsmål og manglende vedtagelse
Forslaget er fortsat ikke vedtaget. Uenighederne har især handlet om tre forhold.
For det første har der været konflikt om, i hvilket omfang handel med de nævnte finansielle kontrakter skulle omfattes. Krav om undtagelser af hensyn til nationale banksektorer reducerede skattebasen og komplicerede konstruktionen.
For det andet har lande med betydelige private pensionssystemer argumenteret for undtagelser for pensionsrelaterede transaktioner med henvisning til mulige negative konsekvenser for opsparing. Det øgede kompleksiteten og mindskede det forventede provenu.
For det tredje har der været uenighed om fordeling af indtægterne mellem landene, herunder om provenuet bør tilfalde det land, hvor transaktionen gennemføres, eller det land, hvor den finansielle aktør er hjemmehørende.
Initiativet figurerer fortsat i EU’s politiske og budgetmæssige drøftelser som en mulig indtægtskilde, men uden vedtaget retsgrundlag.
3.2 Fælles selskabsskattegrundlag og efterfølgeren BEFIT
Forsøg på at harmonisere selskabsbeskatning i EU har været tilbagevendende, men uden gennembrud. Et centralt initiativ var det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag, som skulle etablere fælles regler for opgørelse af skattepligtig indkomst for grænseoverskridende virksomheder og derefter fordele indkomsten mellem medlemsstaterne efter en formel baseret på eksempelvis salg, aktiver og arbejdskraft.
Forslaget blev mødt af modstand fra medlemsstater, der ser skattekonkurrence som en del af deres økonomiske model. Da området kræver enstemmighed, var modstanden tilstrækkelig til at blokere forløbet.
Kommissionen har senere genfremsat ambitionen i nye former. I 2023 blev det oprindelige forslag trukket tilbage og erstattet af BEFIT (Business in Europe: Framework for Income Taxation). Selv om udformningen er ændret, er beslutningsreglen uændret, og initiativet møder derfor de samme strukturelle barrierer.
3.3 Stabilitets- og Vækstpagten: Regler uden sanktioner
Stabilitets- og Vækstpagten er et eksempel på formelt bindende regler, der i praksis ikke håndhæves konsekvent. Pagten fastsætter blandt andet grænser for offentlige underskud og indeholder mulighed for sanktioner, herunder bøder.
I 2003 overskred både Frankrig og Tyskland underskudsgrænsen. Kommissionen anbefalede at gå videre i sanktionsproceduren, men Rådet valgte at suspendere forløbet. Selv om EU-Domstolen senere kritiserede fremgangsmåden, blev sanktionerne ikke genaktiveret i praksis. I de efterfølgende årtier er der ikke pålagt bøder under pagten, på trods af gentagne overtrædelser.
Reformer af de finanspolitiske regler har i stigende grad bevæget sig mod landespecifikke forløb og dialog frem for automatiske sanktioner. Det afspejler en erkendelse af, at den oprindelige håndhævelsesmodel ikke havde politisk bæredygtighed.
4. Den sociale dimension
4.1 Revision af barselsdirektivet: Et forslag, der blev opgivet (2015)
Kommissionen foreslog i 2008 en forlængelse af barselsorloven fra 14 til 18 uger. Under Europa-Parlamentets behandling i 2010 blev forslaget udvidet betydeligt: orloven skulle forlænges til 20 uger med fuld løn, og der blev tilføjet elementer om fædreorlov.
Rådet vurderede, at Parlamentets version ville medføre betydelige økonomiske konsekvenser og gribe ind i national kompetence på social- og arbejdsmarkedsområdet. Processen gik i stå, og efter flere års manglende fremdrift trak Kommissionen forslaget tilbage i 2015 som led i en generel oprydning i uafsluttede initiativer.
4.2 Det horisontale antidiskriminationsdirektiv: Langvarig blokering (2008–)
Kommissionen fremsatte i 2008 et forslag til et horisontalt antidiskriminationsdirektiv, som skulle udvide beskyttelsen mod diskrimination på grund af religion, handicap, alder og seksuel orientering til områder uden for arbejdsmarkedet, eksempelvis boliger og tjenesteydelser.
Det juridiske grundlag kræver enstemmighed. Forslaget har siden været blokeret i Rådet, blandt andet med henvisning til omkostninger for virksomheder og offentlige myndigheder samt hensyn til national kompetence. Kommissionen har i perioder overvejet tilbagetrækning, men forslaget har stor symbolsk betydning og er derfor blevet liggende uden udsigt til vedtagelse.
5. Den grønne pagt
5.1 Forordningen om bæredygtig anvendelse af pesticider: Tilbagetrækning (2024)
Kommissionen foreslog i 2022 en forordning, der skulle reducere brugen af pesticider med 50 procent inden 2030. Forslaget mødte kraftig modstand fra dele af landbrugssektoren og fra den kemiske industri, som fremhævede hensyn til produktion, omkostninger og fødevaresikkerhed, særligt i lyset af geopolitiske spændinger og forsyningsusikkerhed.
I 2023 afviste Europa-Parlamentet forslaget. Kommissionen trak det efterfølgende tilbage i begyndelsen af 2024. Forløbet illustrerer en nyere type tilbageslag, hvor politisk modstand fører til direkte opgivelse frem for langvarig stilstand i Rådet.
5.2 Jordbundsdirektivet og den senere jordbundsovervågningslov
Jordbundsdirektivet fra 2006 blev blokeret i en årrække af en koalition af medlemsstater, der argumenterede for, at jordbund er et nationalt anliggende. Efter flere års fastlåsning blev forslaget trukket tilbage i 2014.
I 2023 fremsatte Kommissionen et nyt forslag om overvågning af jordbundens tilstand. Forslaget var udformet mere forsigtigt end direktivet fra 2006, blandt andet ved at fjerne bindende krav om genopretning og sanering. Resultatet er et initiativ, der i højere grad fokuserer på data, rapportering og overvågning end på bindende mål.
6. Vandpolitik
6.1 Strategien for bekæmpelse af vandknaphed og tørke (2007)
Kommissionen lancerede i 2007 en strategi for at håndtere vandknaphed og tørke i EU. Ambitionen var at gøre EU mere vandeffektivt gennem et prioriteringsprincip, hvor besparelser og bedre forvaltning skulle komme før ny infrastruktur.
Strategien var imidlertid en meddelelse og ikke bindende lovgivning. Det betød, at gennemførelsen var frivillig. Samtidig blev vandhensyn ikke integreret effektivt i andre centrale politikområder, især landbrugspolitikken, hvor støtteordninger fortsat i visse tilfælde understøttede vandkrævende produktion i tørre områder.
Fraværet af bindende krav og sanktioner betød, at manglende fremskridt ikke udløste direkte konsekvenser for medlemsstaterne.
6.2 Blueprint (2012): Fokus på bedre gennemførelse frem for nye regler
I 2012 lancerede Kommissionen en plan for at beskytte Europas vandressourcer. Forventningen blandt miljøaktører var, at planens opfølgning ville føre til nye bindende krav, eksempelvis om vandgenbrug og effektivisering i landbrug og byggeri.
I stedet lagde planen primært vægt på bedre gennemførelse af eksisterende regler og på frivillige standarder og vejledninger. Samtidig blev koblingen mellem EU-støtteordninger og vandkrav svag, og økonomiske instrumenter som vandprissætning blev anvendt uensartet. Resultatet var begrænsede ændringer i praksis på tværs af medlemsstaterne.
6.3 Konsekvens: Vedvarende problemer og begrænset forbedring
Når strategier og planer i høj grad reduceres til rapportering og opfølgning uden bindende krav, er risikoen, at indsatsen bliver administrativ snarere end handlingsorienteret. Evalueringer har over tid peget på, at en stor del af EU’s vandområder ikke når målene om god tilstand, og at forbedringerne er begrænsede på centrale parametre.
7. Vandrammedirektivet
7.1 Hovedindholdet i artikel 4(7)
Vandrammedirektivet indeholder en bestemmelse, artikel 4(7), der gør det muligt at godkende projekter, som forringer vandmiljøet, hvis visse betingelser er opfyldt. Betingelserne omfatter blandt andet krav om at begrænse skader, dokumentere samfundsmæssige hensyn, vurdere alternativer og beskrive begrundelserne i vandplanerne.
Bestemmelsen har i en række tilfælde været anvendt bredt. Det øger risikoen for, at undtagelsen i praksis bliver et gennemgående redskab til at tilsidesætte miljømålene.
7.2 Casestudie: Svensk vandkraft
Sverige har været genstand for kritik i relation til gennemførelse af vandrammedirektivet på vandkraftområdet. Kritikken har blandt andet handlet om, at hensynet til energiproduktion i praksis vægtes generelt og på forhånd, frem for at der foretages konkrete, projektspecifikke vurderinger af miljøhensyn og alternativer. Kommissionen har reageret med traktatbrudsskridt om mangelfuld gennemførelse.
7.3 Casestudie: Răstolița-projektet i Rumænien
I Rumænien er Răstolița-vandkraftprojektet et eksempel på et projekt, der er blevet genoptaget efter lange perioder. Kritikken har blandt andet handlet om manglende gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget og om vurderingen af, hvorvidt projektet kan begrundes med tungtvejende samfundshensyn i vandrammedirektivets forstand.
7.4 Traktatbrud og et stigende håndhævelsespres
Kommissionens traktatbrudsarbejde på vandområdet illustrerer, at EU i stigende grad søger at håndhæve eksisterende regler. Samtidig viser sagerne, at håndhævelse ofte er langsom, og at mange konflikter handler om procedurer og planlægning snarere end om konkrete miljøresultater.
8. Kemikaliepolitikken
8.1 Strategi for bæredygtige kemikalier (2020)
Kommissionen lancerede i 2020 en strategi for bæredygtige kemikalier med ambitionen om at styrke beskyttelsen mod skadelige stoffer. Et centralt element var en revision af REACH-forordningen, blandt andet med henblik på hurtigere regulering og en mere samlet vurdering af kemikalier på tværs af regelsæt.
8.2 Gentagne udsættelser af REACH-revisionen
Revisionen, der oprindeligt var planlagt til 2022, er blevet udskudt flere gange. Udsættelserne har i praksis betydet, at reformen er skubbet ind i en ny politisk periode, hvilket øger risikoen for yderligere forsinkelse eller ændret prioritering.
8.3 Kommissionens interne kontrol af konsekvensanalyser
Et element i forsinkelserne er den interne kontrol af konsekvensanalyser, hvor Kommissionen kvalitetssikrer dokumentation og beregninger. Når en konsekvensanalyse vurderes utilstrækkelig, kan det kræve omskrivning og forsinke fremsættelse af et forslag. Dette kan fungere som en effektiv bremse, også når den politiske retning i øvrigt er fastlagt.
8.4 Industriens krav om forenkling og konkurrenceevne
Debatten om kemikaliepolitik indgår i en bredere diskussion om reguleringsbyrder og europæisk konkurrenceevne. Når fokus flyttes fra stramning til forenkling, kan resultatet blive, at centrale reformer udskydes eller nedskaleres, uden at det formelt præsenteres som en politisk tilbagetrækning.
9. Det indre marked og digital regulering
9.1 Tjenesteydelsesdirektivet (2006): Et kompromis med begrænset rækkevidde
Tjenesteydelsesdirektivet blev vedtaget i 2006 efter en politisk konflikt om, hvorvidt virksomheder skulle kunne operere på tværs af EU under hjemlandets regler. Det oprindelige forslag indeholdt et princip, der i praksis ville have reduceret værtslandenes reguleringsmuligheder. Efter kraftig modstand blev dette element fjernet, og direktivet blev vedtaget i en mere fleksibel form.
Resultatet er et direktiv, der formelt understøtter fri bevægelighed for tjenesteydelser, men som giver medlemsstater betydelig mulighed for at opretholde nationale krav. Dermed er den markedsintegration, direktivet skulle fremme, blevet mere begrænset end i den oprindelige ambition.
9.2 E-databeskyttelse (e-privatliv): Langvarige og uafsluttede forhandlinger
Forslaget til e-databeskyttelsesforordningen fra 2017 skulle supplere GDPR og opdatere reglerne om privatliv i elektronisk kommunikation, herunder brug af metadata og cookies. Forhandlingerne har været fastlåste i Rådet i en lang periode, blandt andet på grund af uenighed om balancen mellem privatliv og erhvervsinteresser.
Når digitale forslag trækker ud, opstår en yderligere risiko: at dele af forslaget mister relevans, fordi teknologien ændrer sig, før reglerne træder i kraft.
9.3 Implementering af digitale regler: Nationale flaskehalse
Selv vedtagne digitale regler kan møde problemer i medlemsstaternes gennemførelse, eksempelvis hvis nationale lovgivningsskridt er nødvendige for at etablere myndighedsstrukturer og procedurer. I sådanne tilfælde kan nationale politiske konflikter skabe forsinkelser, der reducerer den praktiske effekt af EU-reglerne.
10. Energibeskatning
Energibeskatningsdirektivet fra 2003 anses bredt for forældet, blandt andet fordi det i praksis ikke afspejler klima- og miljøhensyn på en tidssvarende måde. Kommissionen fremsatte i 2021 et forslag til revision, hvor beskatningen i højere grad skulle afspejle energiindhold og miljøpåvirkning.
Skatteområdet kræver enstemmighed, og forhandlingerne er derfor særligt sårbare over for nationale vetoer. Modstand fra en gruppe medlemsstater har gentagne gange forhindret enighed. Konsekvensen er, at en forældet beskatningsstruktur kan fastholdes i meget lange perioder, selv om der er bred anerkendelse af behovet for reform.
11. Støjforurening
Støjdirektivet pålægger medlemsstater at kortlægge støj og udarbejde handlingsplaner, men fastsætter ikke bindende EU-grænseværdier for støjbelastning. Det betyder, at indsatsen i høj grad afhænger af nationale prioriteringer og økonomiske muligheder.
Når kravene primært er processuelle (kortlægning og planer) frem for resultatbaserede (bindende grænser og sanktioner), er risikoen, at arbejdet bliver administrativt, mens de dyre afhjælpende tiltag udskydes eller nedprioriteres.
12. Teknisk blokering og politisk forsigtighed
De gennemgåede eksempler viser, at lovgivningsmæssig stilstand kan opstå på flere måder:
- Forslag, der ikke kan vedtages, fordi enstemmighed eller blokerende mindretal gør enighed urealistisk.
- Lovgivning, der vedtages i udvandet form for at opnå kompromis.
- Regler, der er vedtaget, men som ikke gennemføres eller håndhæves konsekvent.
- Initiativer, der mister momentum gennem politisk udsættelse eller tilbagetrækning.
På nyere områder ses desuden en tendens til, at hensyn til konkurrenceevne og “forenkling” får større vægt. Når politiske prioriteringer ændrer sig, kan det føre til udsættelser eller nedskalering af initiativer, uden at der formelt tales om opgivelse.
12.1 Oversigt over eksempler i rapporten
| Initiativ | Status | Hovedårsag | Typiske aktører |
|---|---|---|---|
| Barselsdirektiv (revision) | Trukket tilbage (2015) | Manglende politisk enighed | Rådet, Kommissionen |
| Finansiel transaktionsskat | Uafsluttet (2011–) | Enstemmighed og uenighed om udformning | Rådet, deltagerlande |
| Horisontalt antidiskriminationsdirektiv | Blokeret (2008–) | Enstemmighed og nationale indvendinger | Rådet |
| Jordbundsdirektiv | Trukket tilbage (2014) | National kompetence som begrundelse | Blokerende mindretal |
| Pesticidforordning | Trukket tilbage (2024) | Politisk modstand | Parlamentet, interessegrupper |
| Vandstrategi 2007 | Begrænset effekt | Frivillige instrumenter | Medlemsstater |
| Blueprint 2012 | Begrænset effekt | Fokus på gennemførelse frem for nye krav | Kommissionen, medlemsstater |
| REACH-revision | Udsat | Politisk tilbageholdenhed og proceskrav | Kommissionen, industri |
| E-databeskyttelse | Uafsluttet (2017–) | Uenighed om balance mellem privatliv og erhverv | Rådet |
| Energibeskatning | Uafsluttet (2021–) | Enstemmighed | Rådet |
| Støjdirektiv | Begrænset effekt | Manglende bindende grænser | Medlemsstater |
13. Stilstand som strukturelt vilkår
Rapportens eksempler peger på, at lovgivningsmæssig stilstand og mangelfuld gennemførelse i EU i høj grad er et strukturelt vilkår. På politikområder med enstemmighed eller stærke muligheder for blokering vil ambitiøse initiativer ofte have vanskeligt ved at blive vedtaget. På områder, hvor regler vedtages, kan nationale prioriteringer og svag håndhævelse betyde, at virkningen bliver begrænset.
Udviklingen peger samtidig på en tendens til øget politisk tilbageholdenhed på visse områder, særligt hvor regulering opfattes som en byrde for konkurrenceevne. Dette kan føre til udsættelser eller tilbagetrækninger, selv når problemerne er velkendte og dokumenterede.
Fænomenet bør derfor ikke forstås som en række enkeltstående forløb, men som et tilbagevendende resultat af EU’s beslutningsregler, kompetencefordeling og håndhævelsesmuligheder. Uden ændringer i disse rammer vil nye initiativer med stor sandsynlighed møde tilsvarende begrænsninger.
