Portugal har længe haft et stabilt, EU-venligt to-partimønster, hvor højrepopulismen aldrig for alvor slog igennem. Men ikke længere. På få år er André Ventura gået fra at være en perifer politisk kommentator til nu at være landets mest polariserende oppositionsleder. Hans parti Chega (“Nok!”) har samtidig udviklet sig fra at være et lille nystiftet protestprojekt til i dag at udgøre en central magtfaktor i det portugisiske parlament.

André Ventura er et studie i, hvordan en personbåret bevægelse kan fungere som samlingspunkt for en voksende kreds af vælgere fra både højre og venstre, der som fællesnævner har mistillid til eliter, en oplevet uretfærdighed i velfærdsstaten og en voksende frustration over den politiske håndtering af spørgsmål som migration og retshåndhævelse.

Fra PSD-insider til anti-system-entreprenør

André Ventura (født 1983) er uddannet jurist, har arbejdet med skatte- og forvaltningsspørgsmål og har samtidig været en synlig mediefigur som fodboldkommentator. 

Han begyndte sin politiske karriere som medlem af Socialdemokraterne PSD, der i Portugal er et centrum-højre parti. Ventura blev partiets borgmesterkandidat i byen Loures i 2017. Kampagnen blev et tidligt varsel om den stil, han senere skulle gøre til sit varemærke: konfrontatorisk retorik om kriminalitet og minoriteter, der kostede ham opbakning fra traditionelle højrekræfter, men som gav ham national synlighed.

Da han forlod PSD og stiftede Chega i 2019, var det med en fortælling om et “råddent system” og med et angreb på PS/PSD-duopolet, klientelisme og en stat, der ifølge Ventura belønner “de forkerte”. Chega kom i parlamentet samme år, og siden er partiet vokset i spring, især ved valgene i 2024 og 2025.

Hvad står Chega for?

Chega kan beskrives som en portugisisk version af den moderne radikale højrepopulisme, der er nationalkonservativ i værdipolitikken, hård i retspolitikken og med et økonomisk program, der ofte kombinerer skattelettelser og “slankere stat” med generøse tilbud om velfærdsydelser til “de rigtige”. Fællesnævneren er en moraliseret kamp mod “korruption”, “overbemandet offentlig sektor” og “uansvarlig socialhjælp”.

Tre mærkesager går igen:

1. Migration og national identitet. Ventura har gjort indvandring til et tema i et land, hvor debatten længe var relativt afdæmpet. Hans kampagner har brugt provokerende slogans (bl.a. om Bangladesh) og stigmatisering af grupper som romaerne. 
2. Lov og orden. Chega profilerer sig som politiets og “de lovlydiges” parti. I den parlamentariske debat har partiet foreslået ekstremt strenge straffe (inklusive forslag som kemisk kastration for gentagne seksualforbrydere).
3. Anti-korruption og anti-elite. I et politisk klima præget af korruption, skandaler og tilbagevendende regeringskriser fungerer kravet om “rengøring” af systemet som Chegas samlende fortælling – og som en bro til vælgere, der ellers ikke deler et klassisk højreprogram. 

Det er netop blandingen, der gør Ventura vanskelig at rubricere i en snæver “ekstrem”-kategori: han taler hårdt om migration og kultur, men han forsøger samtidig at fremstå som talsmand for en modernisering af et ineffektivt statsapparat, som et stigende antal vælgere anser for at være nødvendig.

Hvor henter Ventura sin opbakning?

Chegas vælgere er ikke én sociologisk blok. Reuters og andres analyser peger på, at partiet i stigende grad har trukket vælgere fra både venstre og højre, særligt blandt lavere vælgere i de lavere indkomstgrupper, vælgere uden længere uddannelse og borgere, der oplever, at boligomkostninger og de generelle leveomkostning ikke tages seriøst af de regeringspartier, der traditionelt har været regeringsbærende.

Chega har desuden udnyttet Portugals politiske fragmentering, der i de seneste år har resulteret i flere parlamentsvalg, ustabile mindretalsregeringer og et permanent “forhandlingssystem”, hvor ansvar flyder. Ved valget i 2025 endte Chega som næststørste parti i parlamentet med 60 mandater. Oppositionen har dermed fået et nyt centrum.

EU, NATO, USA og Rusland: instrumentel udenrigspolitik

I modsætning til flere centraleuropæiske højrepartier har Chega ikke gjort udenrigspolitik til sin primære kampplads. Partiets udenrigspolitiske positioner bruges især til at forstærke fortællingen om suverænitet, kritik af “eliten” og krav om øget national kontrol.

Alligevel er der to vigtige signaler:

• EU: Chega er blevet en del af den nye radikale højreblok i Europa-Parlamentet, Patriots for Europe, sammen med bl.a. Orbáns Fidesz og Le Pens RN. Det placerer partiet i et netværk, hvor EU-skepsis og modstand mod fortsat integration er gennemgående.
• NATO/Ukraine-linjen. Chega har undgået den åbent prorussiske linje, man ser i nogle miljøer, og har i flere sammenhænge udtrykt støtte til Portugals NATO-tilknytning, men emnet er sekundært i partiets agitation.

Det afgørende er ikke, om Ventura ønsker “exit” fra EU eller NATO – det gør han ikke – men at hans europæiske placering trækker Portugal ind i en bredere højreradikal infrastruktur, hvor institutionel friktion med Bruxelles kan blive en politisk ressource.

Vil Ventura i regering – og kan Chega stå uden ham?

Ventura siger, at han ikke blot vil protestere; han vil styre landet som regeringsleder. Men i den aktuelle situation er der to barrierer.

For det første: Brandmuren
Portugals centrum-højre (AD/PSD) har gentagne gange afvist samarbejde med Chega (“no means no”), også efter valget i 2025, hvor regeringen igen endte som en mindretalsregering. Så længe “brandmuren” holder, er Venturas vej til regeringsmagten afhængig af enten et normbrud i PSD eller en situation, hvor parlamentarisk aritmetik gør Chega nødvendig.

For det andet: Institutionalisering. Chega er fortsat i høj grad et parti, der er bygget op omkring en karismatisk leder. Ventura er ansigtet, megafonen og sørger for den interne disciplin. Partiet har været ramt af tilbagevendende kandidat- og personalesager, som modstandere bruger til at så tvivl om regeringsdueligheden.

Spørgsmålet om Chegas fremtid uden Ventura er derfor reelt. På den ene side har partiet nu parlamentarikere, lokal tilstedeværelse og adgang til offentlig partistøtte samt en kampagneinfrastruktur, som tilsammen gør at partiet i dag er mindre afhængigt af én mand end det var i 2019. 

På den anden side er Venturas personlige brand et centralt aktiv. Han skaber konflikter, som medierne dækker, og han binder en meget sammensat gruppe af vælgere sammen omkring en enkel fortælling om “folket” mod “systemet”. Hvis han forsvandt – gennem splittelse, skandale eller et strategisk fejltrin – ville Chega sandsynligvis stå tilbage med et klassisk problem for personbårne partier, der består i at omsætte vælgeropbakningen til en stabil organisation og en troværdig regeringsprofil.

Den portugisiske højrebølge under Ventura er derfor både robust og skrøbelig: robust, fordi den bygger på dybe politiske brudflader; skrøbelig, fordi den i praksis stadig i høj grad er bundet til én person. Chega kan meget vel overleve Ventura, men uden ham vil det hurtigt kunne blive et andet parti: mindre støjende, måske mere “normalt”, men også mindre mobiliserende.

---