Ved krigsudbruddet i 2022 havde Ukraine et energisystem, der stammede fra Sovjettiden, og som rummede en installeret kapacitet på omkring 55 gigawatt, med atomkraft som en stabil base og et transmissionsnet , der var dimensioneret til store kraftværker, tung industri og store regionale udvekslinger. Samtidig havde landet et gaslager og et gastransportsystem, som var blandt de største i Europa. Systemet var kendetegnet ved at være stort i alle henseender: store kraftværker, store knudepunkter, store transformere, store transmissionsnet.
I de første krigsår viste det ukrainske energisystem sin styrke. Efterspørgslen efter el og varme faldt markant, fordi aktiviteten i industrien blev reduceret samtidig med at millioner af mennesker forlod landet. Hele økonomien gik ned i gear. Denne opbremsning i energiforbruget betød, at tab af kraftværker og netelementer som følge af russiske angreb ikke straks resulterede i at systemet brød sammen. Det Internationale Energiagentur, IEA, vurderede, at spidsbelastninger i vinterperioden efter 2022 lå omkring 16,5–18 GW, og at selv en kold vinter kunne forventes at kunne dækkes med omtrent 18 GW – stadig langt under den installerede kapacitet fra før krigen. I kraft af dette udgangspunkt – stor kapacitet og faldende forbrug – kunne Ukraines energisystem overleve en lang periode med ødelæggelser, så længe de vigtigste flaskehalse ikke blev ramt samtidig.
Et elsystem går ikke nødvendigvis ned, fordi der opstår mangel på produktionskapacitet målt i megawatt. Det går ned, når produktion i kraftværkerne ikke kan flyttes til forbrug, eller når der ikke længere findes kapacitet til at stabilisere frekvens og spænding. Flere analyser peger på, at russiske angreb i stigende grad har fokuseret på netkomponenter – især substations- og transmissionsmål – fordi udfald her kan tvinge produktion ned, selv når der stadig findes installeret kapacitet. Tendensen fremgår både af IEA’s rapporter om et stigende underskud af energi i vinterperioden og af andre analyser, der fremhæver, at angrebene på substations- og transmissionsmål giver uforholdsmæssig stor effekt, fordi de skaber kaskader af udfald i nettet.
Gas bliver nyt militært mål
Det ukrainske transmissionsnet opgøres i nogle branchekilder til omkring 23.600 km ledninger og 141 stationer i 110–750 kV, med en rygrad indenfor 750 kV og 330 kV transmissioner, der omfatter tusindvis af kilometer. Den tekniske konsekvens er, at når en 750 kV autotransformer eller et knudepunkt i 330 kV-nettet forsvinder, kan man ikke bare omdirigere med småjusteringer. Det er massive mængder af strøm, der skal håndteres, og det er ofte umuligt uden at standse produktionen på et eller flere kraftværker.
Reparationerne har derfor været lige så strategiske som angrebene. Det ukrainske energiselskab Ukrenergo og andre operatører har i praksis kæmpet en kontinuerlig kamp for at skaffe de reservedele, der udgør forskellen mellem total strømsvigt og normal drift. Problemet er, at kritiske komponenter ikke er standardvarer. Verdensbanken har i en rapport fra 2022 peget på, at store autotransformere og andet nøgleudstyr i de anvendte spændingsniveauer ikke umiddelbart kan skaffes fra den europæiske energisektors reservelagre, blandt andet fordi specifikationer og spændingsniveauer ikke altid matcher. Samtidig viser nyere data, at leveringstiden for store transformere er blevet lang. Ifølge IEA kan leveringstiden i nogle tilfælde være flere år. Når man lægger den globale knaphed på komponenter oven i en krigssituation, bliver selv et robust udgangspunkt gradvist presset over evne.
Efterhånden som elnettet blev presset, blev gasdimensionen i Ukraines energimix mere central. Gas er ikke kun varme; det er også brændsel til kraftværker og en buffer i et system, hvor fleksibiliteten allerede er reduceret. Ukraine har store underjordiske lagre – IEA angiver en samlet kapacitet på omkring 30 milliarder kubikmeter – og har historisk gjort Ukraine til en regional buffer. De underjordiske lagre er vanskelige at angribe, men mange kritiske elementer som kompressorer, behandlingsanlæg og tilslutninger befinder sig oven på jorden, og kan derfor rammes.
I efteråret 2025 begyndte man at se konturerne af en russisk kampagne, der forsøger at fjerne flere af Ukraines tilbageværende ressourcer i energisektoren på én gang. Analysevirksomheden Rochan beskriver en russisk angrebsrytme i højt tempo mod både el- og gasmål, samtidig med at der skabes et øget pres på det ukrainske luftforsvar og på reparationskapaciteten. Rochan tager selv forbehold for datakvaliteten i deres analyse, men trenden er klar: flere våben, flere mål, og en mere vedvarende rytme i angrebene giver større sandsynlighed for, at flere våben når frem til deres mål.
Fra januar og februar 2026 er billedet begyndt at ligne et energisystem, der ikke længere kan stå for presset. Russiske angreb mod energiinfrastrukturen har ramt Kiev hårdt. Reuters rapporterede, at et angreb omkring 20. januar afbrød strømmen for over en million mennesker og ramte netkomponenter, der fører strøm fra atomkraftværker, hvilket kan tvinge produktion ned, når strømmen ikke kan afsættes i nettet. I starten af februar blev der ifølge Reuters rapporteret om et kombineret angreb med omkring 450 droner og over 70 missiler, og netop den type angreb – en sky af droner, der kan “skjule” et mindre antal meget slagkraftige missiler – er designet til at overbelaste luftforsvaret og tvinge forsvarerne til at fordele deres ressourcer.
Modangreb har begrænset virkning
Årsagen til, at Ukraines luftangreb mod den russiske energisektor ikke medfører en tilsvarende svækkelse, er, at den russiske energiinfrastruktur er dybere, har større redundans og i højere grad er geografisk spredt. Den ligger længere fra fronten, og kritiske knudepunkter kan ofte beskyttes med flere lag af luftforsvar, der også er bygget til at håndtere masseindflyvning af droner og missiler. Ukraine kan ramme raffinaderier, depoter og enkelte el- og gasinstallationer med langtrækkende droner, men det ændrer sjældent driftssituationen i det landsdækkende russiske net. Selv når et mål sættes ud af drift, kan forsyningen ofte omlægges regionalt, eller kapacitet kan flyttes fra andre områder i et fleksibelt system, der i fredstid var dimensioneret til en betydelig eksport og en stor intern buffer.
Ukraine har ikke den samme industrielle skala som Rusland til at føre den nødvendige type kampagne over en længere periode. Og hvor Rusland kan vælge mål i Ukraine, som er kritiske, og som samtidig er relativt eksponerede i et net fra sovjettiden med meget store knudepunkter, så rammer Ukraines angreb oftere mål, hvor de økonomiske og logistiske omkostninger kan være betydelige, men hvor energisystemet som helhed kan absorbere tabet. Den praktiske konsekvens er, at ukrainske angreb typisk resulterer i produktions- og leveranceforstyrrelser, men at de har begrænsede systemiske konsekvenser.
En liste over svagheder
Det stærke udgangspunkt, som Ukraine havde i energisektoren ved starten af krigen i 2022, kan både forklare, hvorfor Ukraine har været i stand til at holde systemet kørende så længe, og hvorfor den senere forværring nu rammer så hårdt. Overkapacitet og redundans gav tid. Lavere efterspørgsel gav yderligere tid. Men tiden har også vist, hvor vanskeligt det er at erstatte en ødelagt 750 kV autotransformer eller at opbygge et lager af kompatible reservedele i et marked med få leverandører og lange leveringstider. Når den russiske kampagne samtidig er blevet udvidet til gasinfrastrukturen og til netknudepunkter, reduceres handlemulighederne, og systemet når et punkt, hvor genopretning til det oprindelige niveau forbliver en illusion mange år fremover.
Målt som tilgængelig produktionskapacitet ved indgangen til vinteren 2025/26 opererede Ukraine ifølge IEA med en forventning om at kunne levere omkring 17,6 GW. Det svarer til ca. en tredjedel af den installerede kapacitet på omkring 55 GW før krigen; andre opgørelser peger samtidig på, at tilgængelig kapacitet i det tilbageværende ukrainske energisystem i perioder kunne blive presset ned mod 13 GW efter større angreb.
Hvis man skal beskrive udviklingen stramt, er konklusionen, at energisystemets robusthed ikke har været en garanti mod alvorlig forringelse, men har fungeret som en forsinkelsesmekanisme. Det gav mulighed for tilpasning og international støtte, men forsinkelsen gav også modstanderen tid til at tilrettelægge og gennemføre angreb på stribevis af nøje udvalgte mål, der giver maksimal systemeffekt. Efterhånden som denne planlægning kombineres med masseproduktion af droner og en vedvarende angrebsrytme, bliver det solide udgangspunkt ikke længere en styrke. Det bliver i stedet til en liste over store, uundværlige komponenter, som er svære at skjule, svære at erstatte og som er afgørende for, at et moderne samfund kan fungere.
Russia pounds Ukrainian energy in diplomatic snub, Zelenskiy says
By Dan Peleschuk and Max Hunder
Reuters, February 3, Updated February 4, 2026
Nejdřív pomalu, pak najednou. Jak padla ukrajinská energetika
Matouš Lázňovský
Seznam Zprávy, 07-02-2026
Ukraine’s Energy Security
A pre-winter assessment
IEA, 2025
Russian strikes on Ukrainian energy CI – Trends and Outlook
Rochan Consulting, 26-01-2026
