Søndag aften i Paris’ 19. arrondissement i en sportshal, hvor der ellers spilles håndbold og holdes skolefester, stiller borgere sig op ved mikrofonen og taler engageret om huslejer, renholdelse af veje og gader, hjemløshed og om børns fritidstilbud. Emmanuel Grégoire, socialisternes kandidat til borgmesterposten i Paris, har arrangeret mødet som et åbent forum, hvor alle kan stille spørgsmål. Det skete til dels som reaktion på, at Rachida Dati, der stiller op som borgmesterkandidat for højrepartiet Les Républicains, flere gange har afvist at deltage i en klassisk tv-debat. Publikum er stort (omkring 500), og spørgsmålene og kommentarerne er jordnære: renovation, støj, tryghed og alt det, der skal til for at gøre en by god at bo i. 

Som aftenens debat viser, er kommunalpolitik stadig håndgribelig og jordnær, men vælgernes prioriteringer har flyttet sig siden sidste valg i 2020. Meningsmålingerne fra Ipsos/BVA-Cessi viser, at øget sikkerhed i det offentlige rum nu er det vigtigste krav til den næste borgmester (45%). Miljøet ligger lavere (32%) og er i praksis røget ned i feltet af “ikke afgørende” temaer. Men borgernes tillid til borgmesteren som politisk institution er fortsat høj (66%), og dermed markant over tilliden til de nationale politiske institutioner (29%). 

De rød/grønne alliancer under pres

Den grønne bølge satte trafik, byrum og klima øverst på dagsordenen ved kommunalvalget i 2020 i en række storbyer. I 2026 ser man en tydeligere “nationalisering” af de lokale valgtemaer. Narkokriminalitet, vold i gaderne og utryghed fylder meget i valgkampen langt uden for de kvarterer og byer, hvor disse problemer er en del af dagligdagen. Ipsos’ analyser af kommunalvalget viser, hvordan “sikkerhed” for første gang er blevet et dominerende tema i et fransk kommunalvalg.

Det placerer især venstrefløjs- og grønne politikere i et taktisk dilemma, hvor de skal forsvare den igangværende grønne omstilling i byerne (trafik, byrum, miljø) og samtidig overbevise vælgerne om, at de grønne tiltag ikke har ført til en nedprioritering af sikkerhed, renholdelse eller opretholdelse af ro og orden, og at de to temaer faktisk understøtter hinanden.

Udfordringen er tydelig i flere østfranske storbyer, der har haft rødt/grønt flertal siden sidste valg, men hvor vælgernes prioriteringer ifølge meningsmålinger nu handler mere om sikkerhed, trafik og boligforhold, uden at det nødvendigvis afspejler en afstandtagen til klimapolitikken.

Paris vælger for første gang borgmester ved direkte valg

Paris er valgkampens politiske laboratorium, ikke kun fordi den nuværende borgmester fra socialistpartiet, Anne Hidalgo, der har siddet 11 år på posten, ikke genopstiller, men også fordi valgreglerne i landets tre største byer, Paris, Marseille og Lyon er blevet ændret. Ved dette kommunalvalg bliver borgmesteropgøret nu en konkurrence, der dækker hele byen, med separate stemmesedler i de bydele, der samtidig vælger deres egen lokale borgmester. Le Monde beskriver reformen som en ændring, der gør opgøret om borgmesterposten i Paris mere centraliseret og personbåret, men at der kan være en risiko for, at vælgerne bliver forvirret i stemmeboksen, fordi der nu vil være to separate valg samtidig: ét til den lokale borgmester og ét til den overordnede rolle som borgmester i Paris.

I en OpinionWay-måling (11.-16. februar) står socialisternes Grégoire til at få ca. 30% af stemmerne i første runde, Republikanernes Dati ca. 24%, mens centrum og en splittet højrefløj kan blive tungen på vægtskålen. Fra højrefløjen har Sarah Knafo fra partiet Reconquête gjort sig bemærket ved at føre en velsmurt kampagne, og i meningsmålingerne står hun nu til at få over 10% af stemmerne i første runde, og dermed adgang til at deltage i 2. runde. Det centrale spørgsmål om valget til borgmester i Paris er derfor ikke kun om, hvem der fører i første runde, men lige så meget om hvem der kan samle flertal i anden runde og på hvilke betingelser.

Den borgerlige kandidat, Rachida Dati, kører en klassisk storby-højre-kampagne, med fokus på budgetdisciplin, lavere skat, og et mere synligt politi. Financial Times beskriver hendes linje som et opgør med 25 års socialistisk styre, og med løfter om at flytte prioritering væk fra socialt boligbyggeri over mod sikkerhed og renholdelse.
Grégoires svar er at insistere på hverdagens udfordringer (bolig, renholdelse, velfærdsydelser) og at tage temaet om “tryghed” op ved at tale om konkrete lokale virkemidler snarere end om nationale slogans.

Marseille: Narko-vold overskygger valget

I disse dage cirkulerer der en video på de sociale medier fra en boligblok i Marseilles nordlige kvarterer. En ung mor filmer, hvordan hendes børn ikke tør lege udenfor på grund af skyderier i nabolaget. I Marseille er “tryghed” ikke en abstrakt prioritet. Narkohandel og vold har sat dagsordenen i byens gader, også uden for de værst ramte ghettoer. Flere analyser fremhæver, at narkokriminalitet er blevet det gennemgående tema ved dette valg på tværs af kandidaternes programmer. 

Benoît Payan søger genvalg med en bred venstreorienteret koalition, men han står over for en dobbelt udfordring, om dels at holde sammen på den alliance, der i dag har det politiske flertal i bystyret, og dels at overbevise midtervælgere om, at det socialt/økologiske projekt, som han står i spidsen for, også kan levere ro i gaderne og kontrol med narkomiljøet. Avisen Le Parisien har skrevet om, hvordan sikkerhed, bolig og lokal transport står centralt i Payans program. Men den siddende borgmester er under pres fra Franck Allisio, der stiller op for Rassemblement National, og som nu fremstår som den store udfordrer.

Det har styrket Payans position, at Amine Kessaci, der stiller op Les Écologistes, nu støtter hans liste. Kessaci har en stærk offentlig profil i kampen mod narkokriminalitet, og han vil medvirke til at gøre “sikkerhed” til et fremtrædende tema i venstrefløjens valgkamp.

I Marseille kommer kommunalvalget i 2026 i høj grad til at handle om, hvorvidt vælgerne har tillid til, at Payan fortsat på én gang kan holde sammen på en bred koalition, levere stabil administration og drift og samtidig håndtere en sikkerhedssituation i byen, der af mange opleves som ude af kontrol. 

Édouard Philippe og “brandmuren”

Hvor de forestående valg i Paris og Marseille handler om at vinde magten i bystyret, så handler kommunalvalget i Le Havre i høj grad om Édouard Philippe. Den tidligere premierminister var borgmester i byen fra 2010 til 2017, og han blev valgt igen i 2020 efter at han var trådt ud af regeringen i Paris. Philippes forsøg på genvalg skal blandt andet ses som et troværdighedstjek forud for præsidentvalget i 2027, hvor Philippe har sagt han vil stille op som kandidat for centrum-højre, med basis i partiet Horizon, som han selv har grundlagt.
Han knytter åbent sin lokale valgkamp til sin nationale ambition i det kommende præsidentvalg til næste år, men forsøger samtidig ifølge Le Monde at tone den nationale dimension ned, så hans kandidatur til borgmesterposten ikke ligner ren springbrætspolitik. Le HuffPost konstaterer, at dette er en kampagne, hvor han ikke kan tabe uden at miste momentum nationalt. 

Meningsmålingerne og den valgtekniske matematik lover p.t. ikke godt for Édouard Philippe. I den sidste del af valgkampen vil han kunne komme til at stå overfor et dilemma, som vil være en miniatureudgave af det, der vil ramme enhver fransk centrum-højre-regering efter et præsident- og parlamentsvalg til næste år, nemlig, hvordan de traditionelle højrepartier fremover skal forholde sig Rassemblement National? Kan “brandmuren” mod RN holde, sådan at partiet fortsat vil blive sat uden for døren i alle væsentlige politiske spørgsmål?

I Le Havre er et af de scenarier, der tales om blandt analytikere, at Édouard Philippe vil kunne blive nødt til at indgå i en formel alliance med RN for at vinde borgmesterposten foran den kommunistiske kandidat, Jean-Paul Lecoq, en lokal politisk leder, der også er medlem af Nationalforsamlingen. Byen er en historisk højborg for kommunisterne, der tidligere har siddet på magten og borgmesterposten i årtier. Det klassiske franske kommunistparti (PCF) står stadig solidt i byen og udgør en betydelig trussel mod Philippes valgchancer. Hvis RN får stemmer nok til at komme med i 2. valgrunde, vil Philippe kunne blive fristet til at bryde brandmuren og invitere RN med i en koalition, for ikke at tabe 2. runde til Jean-Paul Lecoq. Selvom byen har under 200.000 indbyggere og ligger helt ude på vestkysten i Normandiet, langt fra Paris, så kan kommunalvalget i byen udvikle sig til at blive et drama med store landspolitiske konsekvenser.

AI på godt og ondt

En af valgkampens vigtige understrømme er, at kunstig intelligens er rykket ind som en vigtig del af den praktiske kampagneinfrastruktur blandt de fleste deltagere i valget. AI bruges systematisk til tekstproduktion, opsummering af borgermøder, udvikling af visuelt materiale til plakater og til produktion af en strøm af indlæg og kommentarer på de sociale medier.

Le Monde skriver, at AI på den måde har vist sig at være et værktøj, der kan gøre kommunikation billigere og mere tilgængelig. Det har ikke mindst haft betydning for små lister med få ressourcer. Men samtidig skriver avisen om bagsiden i form af manipulerede billeder og videoer, der bruges til at miskreditere kandidater. Der er allerede set klager og konflikter om digital etik.

Det passer ind i en bredere bekymring om informationsstrømmene omkring kommunalvalget. Nogle medier har beskrevet risikoen for udenlandsk påvirkning via falske nyhedssider og lokal misinformation, netop fordi lokale valg kan være lettere at infiltrere uden at det udløser det samme nationale alarmberedskab, som hvis det drejer sig om et præsidentvalg. 

“Demokratiske ørkener”

I tyndt befolkede egne af Frankrig – langt fra medieuniverset i Le Havre, Lyon og Paris – er små lokale bysamfund ved at tage hul på en valgreform, der træder i kraft ved dette kommunalvalg. Reformen betyder, at kommuner med under 1.000 indbyggere går væk fra et personorienteret valgsystem, hvor vælgerne kunne stemme på personer på tværs af listerne. Det nye valgsystem er baseret på listestemmer, og som noget nyt stilles der nu krav om, at der skal være lige mange kvinder og mænd på hver liste. Reformen gælder fra marts 2026, inden 1. runde af kommunalvalget går i gang.

Den politiske risiko – som flere lokale embedsmænd og politikere længe har har advaret om – er ikke reformen i sig selv. Problemet er, at rekrutteringsgrundlaget i nogle små bysamfund  simpelthen er for tyndt. Der er ikke mange, der vil stille op, fordi lokalpolitik i små kommuner ofte er tidskrævende og lavt honoreret. De franske borgmestres landsforening, Association des Maires de France, har bragt spørgsmålet op i det franske overhus, Senatet, hvor de har fremhævet risikoen for, at der som konsekvens af reformen vil kunne opstå “demokratiske ørkener”. I nogle små valgkredse kan det på valgdagen vise sig, at der ikke vil være nogen at stemme på.